Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1283Visninger
AA

30. Et hundrede år (Pigen)

Jeg sad i stolen og læste. En sidde efter den anden. Bogen var sådan ikke spændende, men den var god til at beskrive de ting der skete i den. Jeg kiggede over kanten af bogen og så kort nogle bukser, jeg kiggede op og over mod personen "Tris. Hvor længde har du stået der? Du forskrækkede mig" han trak blot på skulderne og tog en slurk af sin flaske. Først efter noget tid opdagede jeg at han havde to sprøjter i den anden hånd "Engel. Vi skal lige snakke sammen" han stildte flasken på bordet, jeg holdte øjenkontakt med ham, var han ikke høj, mente han virkelig det han havde sagt tidligere på dagen. Han gav mig sprøjterne, jeg stirrede på dem og derefter på Tris "Hvo... Hvorfor giver du mig dem" "Det skal jeg fortælle dig" han satte sig i sofaen ved siden af mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med de sprøjter, Tris kunne nok se det for han tog dem og lagde dem på bordet og også dem han havde i lommen. Jeg vidste hverken ud eller ind, om jeg skulle skælde ham ud eller begynde at græde, så jeg gjorde intet  "Hvor har du det fra og hvad skal du med det?" "Det er den ladning jeg lige har hentet og her er til ca. to dage. Men Engel. Jeg er villig til at  opgive alt. Mit sprut, mit narko, min afhængighed og mit liv. Hvis bare du kommer tilbage i mit liv."  Hvad gik det her ud på. Ville han virkelig forandre sig for mig, vil han smide alt det væk blot for at gøre mig lykkelig. Så skulle jeg også fortælle ham om hende om min, vores pige. "Øh. Tris Jeg har noget jeg er nød til at fortælle dig." "Det kan vente. Lad mig lige snakke færdig." Sagde han. Han lyttede altid når jeg havde noget at sige, men nu ville han snakke først. "Engel. Jeg vil være sammen med sig, koste hvad det koste vil. Lige meget hvor farligt du lever. Jeg har jo også mit at kæmpe med." Sagde han, mens jeg skævede til sprøjterne. "Ja. Min afhængighed, men også mit druk. Også en ting mere." hvad? jeg troede jeg vidste alle tingende , hans druk og misbrug fyldte jo alt i hans liv også hans far "Øh. Engel. Jeg er også indblandet i noget med et par bander, men det kommer ikke til at gå ud over dig... Jeg lover det.." jeg kunne ikke tro det, ikke fordi det kom helt bag på mig, han er trosalt en djævle. Jeg nikkede kunne ikke andet, men jeg havde ikke tænkt mig at fortælle ham om min lille pige, så heller han ved at jeg er sort, han havde virkelig et stort problem og det var at holde sig væk fra stoffer, det ville være næsten umuligt for ham. Jeg rystede til sidst på hovedet "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Tris... Du kan blive her til i morgen, derefter vil jeg ikke se dig her igen... Det går ikke, du kan ikke holde dig fra stoffer. Jeg kan ikke klare det mere, jeg vil have en der er der for mig, en som altid er der" jeg holdt en lille pause, det var ikke nemt, men jeg skulle bare have ham ud af mit barns liv før det var forsent "Jeg er træt af det hele Tris, og stoffer er en stor del af det der irritere mig, jo jeg elsker dig, men jeg kan ikke mere. Jeg går i seng nu, du kan sove på sofaen, i morgen er det ud af klappen" jeg rejste mig op og gik tilbage mod værelset. Jeg kunne høre Tris begyndte at snøfte, men hvis jeg vendte mig nu, ville han ikke gå i morgen.

 

Timerne gik. Jeg havde ikke hørt Tris i nogle timer nu, så han sov nok eller havde grædt sig i søvn vil jeg tro. En stærk smerte fortalte mig pludselig at nu var det tid, hun ville ud. Jeg skrev en note til Tris "Hej er ikke hjemme. Du er ude før jeg kommer hjem" og smuttede op til Don.

Fødslen gik hurtig og uden problemer, så jeg og min lille Michella skulle kun blive et par dage. Jeg trykkede hende ind til mig. Hun var min nye begyndelse, min sidste chance for at komme væk fra det liv, som Tirs og jeg havde levet i, i over 100 år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...