Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1182Visninger
AA

5. Død eller levende? (Drengen)

Jeg lå blødt. Der var en der holde mig i hånden, jeg kunne fornemme på mine omgivelser at her var tre i rummet. To piger og en dreng. Det var en af pigerne der holde mig i hånden. Den anden sad i en stol i den anden ende af rummet, jeg kunne ikke lugte hende. Drengen stod lige bag den pige der holdt min hånd. Jeg kunne ikke åbne øjnene. Jeg løftede den hånd, pigen ikke holde i, op til hovedet, jeg fandt ud af hvorfor jeg ikke kunne åbne øjnene. Jeg har en forbinding rundt om hovedet. (Hvor er jeg. Hvad er der sket. Hvor er Phippy.) Jeg hørte en snøften ved siden af mig, og noget vådt ramte min hånd der stadig lå mellem pigens hænder. Et øjeblik troede jeg at det var HENDE. Men det ville være usandsynligt. Hun er jo hvid. Og kommer ikke tilbage. (Nu vil jeg vide hvor jeg er!) Jeg skulle til at stikke en finger ind under forbindingen, da en hånd greb fat i mig. "Nej Tris. Du må ikke." Græd Phippy ved min side. Det var hende der holdt min hånd. "Hvorfor ikke? Hvor er jeg? Hvad er der sket?" "Shhh. Tris, ikke så mange spørgsmål. Hvis du pille forbindingen af så forbløder du." Det var der jeg mærkede Malthe, han stod helt stille over i hjørnet. "Du er på Freedoms fighternes base, hvor vi er ved at rede dit liv, du er stadig i livsfare. Du blev næsten ramt af den bombe du rede mig fra. Lægen siger at det sandsynligvis kommer til at beskadig dig, så du vil aldrig blive den samme igen." Hun græd stadig. "Tssh. Livsfare. Han må ikke røre mig." "Er du nu også helt sikker på det Tris?" "Ja. Der er en chance for at HUN stadig holder af mig. Derfor må han ikke." (Jeg gider ikke ligge her. Men Phippy får et hjertestop hvis ikke jeg gør.) "Tris..." sagde hun opgivende.

 

PHIPPY'S SYNSVINKEL:

Da Tris var faldet lidt til ro, og lå og surmulede i sengen gik jeg ud på gangen. jeg tog min telefon op af lommen og ringede til HENDE. "Hej det er Phippy." "Hej Phippy. Hvad vil du?" jeg ville egentlig fortælle hende om ulykken og at Tris et eller andet sted håber at hun kommer. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. "Hvordan går det." spurgte jeg i stedet. "Tja. Det går godt." Der var stille et kort øjeblik i den anden ende. "Øh, Phippy. Vil du ikke holde på en hemmelighed for mig?" "Altid." "Jeg er sort igen. Men du skal ikke fortælle ham det. Det gør jeg selv, når jeg finder det nødvendigt." "HVAD? Hvorfor har du ikke fortalt ham det?" "Det er næsten lige sket." "Okey. Men du burde sige det. Han savner dig så meget, han håber hele tiden på  at du kommer tilbage. Du sku ha set ham for lidt siden. Da han fandt ud af at det var mig, så han vildt skuffet ud. Man kan virkelig se det på hans øre." "Ja. Og specielt hans øjne." hun tog en dyb indånding. "Hans dejlige gyldengule øjne." "Du savner også ham. Jeg kan høre det på dig." "Ja. Det gør jeg. Mere end nogensinde." "Jamen hvorfor kommer du så ikke lige forbi. Han vil ikke ligge mærke til dig alligevel." "Øh. hvorfor?" sagde hun overrasket. (ups...) "Øh ser du. Vi var uden for en ulykke igår, og lige nu ligger han med forbindinger omkring hovedet." "HVAD! Er han kommet noget til?" "Det kan jeg ikke sige. Lægen vil ikke fortælle mig det. Og han vil som sædvalig ikke fortælle noget, hvis han har ondt. Du kender ham jo." "Men han kan stadig fornemme mig." "Jeg kan sløre hans evne lidt. Jeg har en metode." "Okey, Men Phippy. Jeg har en ting mere som du skal vide." "Hvad er det?" Hun tøvede lidt. "Øh... Jeg er gravid." "Hva. Hvad vil du sige til ham, næste gang du ser ham?" "Øh. Han er faren. Uventet. Han ved ikke noget. Og indtil videre skal han heller ikke vide det. Men Det bliver en Pige."

Jeg snakkede med HENDE i lang tid, jeg lagde på da Rimfire vinkede af mig. "Hvad er der Rimfire?" "Han vil gerne hjem." "Det kommer han ikke. Jeg går lige ned og snakker med lægen."

 

Oppe ved lægen fik jeg udleveret noget stof der svækker en blondiners sind, så han er normal han kan bare ikke fornemme folk omkring sig. Jeg gav han indsprøjtningen, og ventede på at HUN kom.

 

TRIS' SYNSVINDEL:

Da Phippy langt om længe kom ind igen, stak hun noget i min arm. "Her er noget smertestillende." Sagde hun. "Hvorfor?" "For at forebygge det." (Okay. Fint. Jeg har alligevel ondt i mit hoved og mine øjne.) Pludselig forsvandt Rimfire og den anden pige fra mit hoved. "Phippy? Er de gået?" "Ja. De skulle hjem. Og lige om lidt begynder medicinen at virke og du vil få lidt svært ved at mærke mig." "Okay." Det passede. Der gik ikke mere end et par minutter også kunne jeg næsten ikke mærke hende mere. Hun snakkede med en. Jeg tror at det er lægen. Men jeg er ikke sikker. Jeg kunne ikke høre hvem det var eller hvad de snakkede om. "Phippy? Hvorfor kan jeg næsten ikke høre dig?" Hun rørte ved min skulder, og sagde ind i mit øre: "Det er medicinen." "Okey." Hun flyttede sig fra mig igen, og snakkede videre. Jeg gabte og kort efter faldt jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...