Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1196Visninger
AA

13. De grå øjne. (Drengen)

Hun rystede på hovedet. "Tris. Desvære. Det kan vi ikke." (Hvorfor skal hun absolut være en lyseslukker. Det er bare så apsurt. Jeg vil bare havde en lille bitte smule koffein.) Jeg kikkede bedende på hende. "Nej Tris. Vi bliver her, i hverfald indtil lægen siger okay til dine øjne." Jeg havde været helt oppe i skyerne, fordi jeg gerne vil ud. Men nu skal hun spolere det. Jeg lagde armene overkors og begyndte at surmule. Det virker nogle gange. "Tris... vi er nød til at være forsigtige." Hun smurte et falsk smil på læberne i håb om at jeg ville droppe tanken om at komme ud. "Hm!" Hun rystede opgivende på hovedet. "Du er en umulius." Sagde hun. "HM!" Sagde jeg idet jeg vendte mig væk fra hende. Jeg kunne høre at hun gik ned for enden af sengen. Pludselig forsvandt mit syn. Jeg fik ikke set hvor jeg helt præsis var så jeg rakte begge hænder ud til siderne for at få fat i noget. Jeg kunne mærke en bordkant ved min højre hånds fingerspidser. (Hmm. kan jeg nå den?) Jeg strakte mig ud til siden og fik overbalance. Jeg slog hovedet ned i bordet, og ramte et lille bord bag mig med den ene fod. Da jeg lå på jorden blev jeg våd. Jeg snuste til det. (Vand.) Jeg hørte vasen blive smadret et par meter fra mit hoved. "Tris!" Sagde hun og kom hen til mig. Jeg kunne tydeligt høre hendes skridt. "Tris er du okay? Nu skal jeg" Hun begyndte at tørre mit ansigt med et håndklæde. Hun tørrede mig omkring øjnene. Jeg kunne næsten ikke lade være med at smile. "Gjorde du det med vilje?" Jeg rystede på hovedet. Mine øjne havde været lukket siden jeg væltede og jeg holdt dem lukket. Jeg satte mig op. "Har jeg næseblod?" "Nej." Jeg vendte hovedet ned mod mine hænder og åbnede øjnende. Alt var helt sort. Nogle få steder var der hvide prikker. Jeg vidste at mine fingre bude være lige foran mig. Jeg prikkede mig selv mellem øjnende, Jeg kunne mærke mine fingre men ikke se dem. Det gik lige pludselig op for mig at jeg ikke kunne se min næse. Jeg prikkede mig selv på næsen. Den var der også. Jeg var blind. (Jeg er blind. Men... Men...) Tårende begyndte at læbe ned at mine kinder. (En blind blondiner er en død blondiner!) "Hvad så?" Hun havde opdaget hvor stille jeg sad, og hun havde sikkert også opdaget at jeg græd. Hun har aldrig set mig græde før.  "Kom nu, det er normalt når man bruger lang tid på at ligge i sengen, som du lige har gjort, du skal nok blive dit gamle ustyrlig jeg, det tager bare lidt tid" Jeg rystede på hovedet. Jeg havde jo ikke mistet balancen, Jeg havde mistet synet. Hun forstod det ikke. Jeg ville vise hende det. Men jeg vil ikke sige noget. Hvis jeg begynder at fortælle hende det så vil min stemme knække over. Jeg kikkede direkte på hende. "JIP!" Hun gav et vin fra sig da hun så mine øjne. Jeg ved hvad hun tænker. Hun elskede mine gule øjne. Så det er helt tydeligt hvad hun tænker. Men for at være helt sikker koplede jeg mig på hendes hoved og læse hendes tanker. (Hans flotte gule øjne, var ikke gule, de var grå helt matgrå) Tænkte hun. Nu ved jeg i det mindste hvilken farve de er. Jeg vidste godt at de ikke var gule. Jeg kunne mærke det. Hun kikkede på mig, jeg kunne mærke det. Hun var forfærdet."Tris.... Du... Du er" hun sank en klump "Du er blind" Jeg kunne høre på hendes stemme at hun var lige ved at græde. Hun hjalp mig op i sengen, satte sig bag mig og holdt om mig. Hun har tit siddet sådan med mig, men det har kun været når jeg har været så høj at jeg ikke har kunne kende forskel på op og ned. Nu holdt hun om mig fordi jeg græd. "Det skal nok komme igen, okay" Sagde hun. Men det lød ikke som om hun ville overbevise mig om det. Hun prøvede at overbevise sig selv. Jeg rystede. Jeg prøvede at stoppe men kunne ikke. (En blind blondiner er en død blondiner. Det er hvad de siger ude i byen. Den eneste change man har for at overleve er hvis rådet ikke opdager det, og hvis de ikke skal opdage noget skal man aldrig tage derned.) Jeg kunne høre at HUN græd. (Hvorfor græder hun. Det er jo mig der er blind. Og hvorfor kan jeg høre tåren trille?) Mit syn var det bedste i hele blondinerverdenen før. Det vil sige at nu hvor jeg har mistet det er mine andre sanser skærpet. Det vil sige at jeg har en meget bedre hørelse og jeg kan også mærke et sind meget bedre. Jeg kan mærke lægens sind og han er i den anden ende af bygningen. Jeg kan høre tåren trille ned af kinderne på HENDE og jeg kan høre folks fodtrin flere gange væk. "Tris... hvad nu, hvad vil du nu gøre altså uden dit syn?" Jeg trak på skuldrene (Hvad kan jeg gøre?) "Ingenting." Hun sukkede og rejste sig. "Engel? Jeg er sulten." Jeg kaldet hende kun Engel meget sjældent. Og det var kun når der var noget hun ikke måtte finde ud af. Jeg havde også noget at skjule. Jeg havde brugt mine sanser og fundet ud af at der står en uidentificeret falske i den ellers tomme reol. Hun sukkede. Jeg ved hvad hun har i tankerne. Hun tror at jeg bruger det navn fordi jeg benægter at mit syn manglende. "Jeg finder noget, bliv der" Hun sukkede igen. "DeDe, vil du godt lade være med at sige noget til Phippy, hun har nok i Rimfire." "Hvad? hvorfor skulle jeg det, glem det!" Jeg lod mine øre hænge lidt. Det er den perfekte overtalelses metode. "DeDe. Please kom nu" "Nej Tris" "Vil du ikke godt, jeg vil ikke gøre hende mere bekymret end hun har været." Jeg vidste at hun så mine øre da jeg kunne mærke at hun overgav sig. "Fint Tris, men dine øjne er grå." "Kontaktlinser, har du ikke sådan nogle?" "Jo, det vil jeg tro, men så skal du altså blive der" Jeg nikkede. (To fluer med et smæk. Jeg får den falske der står i reolen OG et par kontaktlinser.) Hun forlod rummet. Jeg rejste mig og famlede over til reolen. Jeg rakte op efter flasken. Jeg ved at den står på øverste hylde. Jeg kunne lige præsis når den. Jeg fik skruet låget af og snuset til det. "ORRHHH HVAD... det er Heroin... Fedt mand." Jeg drak det hurtigt og gik over og satte mig på sengen igen. Jeg kunne mærke det dejlige rus af heroinen der løber gennem mit blod. Jeg sad stadig med den tomme flaske. Pludselig begyndte lampen i loftet at irritere mig helt vildt så jeg tyrede flaksen mod lampen og jublede da den blev smadret mod lampen. Både lampen og flasken blev knust og faldt til jorden. Jeg blev opmærksom på mine omgivelser igen. Jeg kunne høre at der var en på vej ned mod mit rum. Det er HENDE. Jeg ved det bare. Jeg sad helt stille da døren blev åbnet men jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun kom hen og stak en flaske i hånden på mig. Jeg skruede låget af og drak. Hvilket gjorde at jeg blev endnu mere høj fordi Heroinen blev bandet endnu mere med blodet. "Bedre" Spurgte hun. "Jeppppp, JEG KAN SEEEEEE" Sagde jeg og rejste mig op og begyndte at trampe på glasgårende der lå på jorden efter lampen og flasken. "Hvor helvede fandt du det?" Spurgte hun. "Fandt hvad???" (Hvis nu jeg lod som om vil hun nok ikke opdage noget.) Jeg lagde hovedet lidt på skrå og kikkede på hende. "Jeg vil ikke side her, jeg vil uddddd. NU!" Jeg sang det nærmest. "Fint." Sagde hun. Og i det samme kom Phippy ind af døren. "Hey, hvordan har han det.?" Jeg satte mig ned og lod som ingenting. "Fint, jeg vil tage ham med ud, han har lidt ekstra energi!" Hun nikkede bare "Er han blind?" "ved det ikke helt." Svarede HUN. Jeg var ved at være træt af at vente. "UD! NU!" Råbte jeg glad og sprang op. Phippy kastede et blik på mig som sagde: 'Hvorfor opføre du dig sådan?' Jeg ignorerede det og gik ud af døren. Og løb. Jeg løb bare. Hvorhen det ved jeg ikke. Men jeg løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...