Confessed to you [1D] +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2013
  • Status: Igang
Aurora Jane har et specielt navn, et specielt udseende, men på ingen måde et specielt liv. Hun sidder fast i mønstrene på sit college i London, og føler ikke hendes liv går nogle steder hen. Da hun var yngre havde hun problemer med sin vægt, og endte derfor i en spiseforstyrrelse. Ved hjælp af viljestyrke, og en specielt band, fik hun det godt igen, og nu som 18-årig, har hun en krop, som mange piger vill dø for at få.
Da hun efter den mest fantastiske koncert med hendes yndlingsband One Direction, får drukket sig lidt for fuld, og næste dag vågner i et fremmed værelse, dog med en ikke så fremmed dreng ved siden af sig, går hun i panik.
Harry Styles er blevet skørtejæger, og er ikke bange for et slagsmål i byen, hvilket selve managementet og hans bandmedlemmer er ved at blive godt trætte af. De forstår ikke hvornår Harry er blevet så højrøvet af hans berømmelse, og den snart afsluttede verdensturne, har ikke hjulpet på det. Men da Aurora Jane kommer ind i billedet, hvad sker der så?

30Likes
65Kommentarer
3100Visninger
AA

2. Prolog

 

You make me scream, and then I made you cry,

When I left that little bird with its broken leg to die

- Little Bird

 

The Prologue

 

 

Aurora Janes synsvinkel

Jeg har altid været anderledes, med mit lange lyse krøllede hår, min brune hud og mine brune øjne. Jeg føler tit, at jeg ikke rigtig hører til nogen steder, som om jeg er en mulat dengang i Afrika.. Min mor er indianer, og kommer fra Bolivia, hvilket vil sige, det er derfra jeg har min mørke hud og mørke hår.

Min far er hvid som sne, eller nej, men det lyder bare bedst når man siger det sådan.... Hans hår er helt lyst og krøllet hår, derfor mit lyse hår. Da jeg var yngre farvede jeg mig altid med hvid maling i ansigtet, og da jeg blev 13 begyndte jeg at farve mit hår mørkt, så jeg så mere normal ud.

Det gør jeg ikke mere, nu er jeg, som jeg er. Det har jeg ikke altid ment, men engang var jeg også, rent ud sagt, tyk. Jeg var nok det, man kalder buttet, og jeg hadede mig selv. Jeg startede med at skære i mig selv, man da det ikke hjalp på vægt problemet, begyndte jeg at frastøde maden. Jeg kunne ikke holde den i mig, jeg spiste alt for meget, og kastede det hele op igen. Det virkede, for jeg blev hurtigt tynd, sygeligt tynd.

Min forældre var der ikke for mig, eller min far var der ikke. Min mor døde, da jeg var helt lille, hun havde en sygdom med fra Bolivia, som ikke kunne kureres. Den var arvelig, så da jeg var lille, var jeg igennem rigtig mange undersøgelse og vaccinationer. Det var svært at vokse op uden en mor, og det er måske også en af grundene til det hele gik som det gjorde. Min far havde travlt med sin karriere, han er chef for en fastfood kæde i England, så han var næsten aldrig hjemme. Jeg manglede ham, men når han endelig var der, forstod han ingen af mine stumme skrig på hjælp.

Det endte med, at en ny pige i min klasse, tog hånd om mig, og begyndte at snakke med mig om mine problemer. Hun var der for mig, da jeg ingen havde, og det vil jeg altid takke hende for. For evigt. Tillie har været der lige siden, og hun er som en søster for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende. Hvis ikke hun havde hjulpet mig, ville jeg aldrig være kommet videre, og gud må vide, hvor jeg så var endt.

Med hendes hjælp, og 5 smukke drenge, som hun præsenterede mig for, kom jeg igennem det. Min selvtillid voksede, og jeg endte et fantastisk sted. Jeg har stadig ar fra dengang, både psykisk og fysisk. Jeg har ikke snakket med min far, siden jeg var 15. Jeg blev sur på ham, fordi han ikke opdagede, hvor stolt jeg hvor over hvor godt det gik, og han sagde, at han ikke kunne koncentrere sig om både mig og hans firma. Jeg bad ham vælge, og han valgte sit firma. Jeg pakkede mine tasker og flyttede over til Tillie næste dag.

Hele den episode tror jeg gjorde, at jeg blev selvstændig meget hurtigt, jeg flyttede i egen lejlighed måneden før jeg fyldte 17, og fik mit første rigtige arbejde som 16-årig.

Jeg har nu i 2 år arbejdet i den samme tøjbutik. Jeg hader det, jeg hader at være der, og jeg hader de mennesker der er der. Det eneste gode er, at en af vores lagermænd og så bøsse, at man kan se det på 5 km afstand. Ham elsker jeg. Han har helt lyst afbleget hår, fordi han synes det er synd for mig, at jeg er den eneste med underligt hår. Han blev ansat på samme tid som mig, Toby hedder han. Han bor i lejligheden overfor mig. Han er sådan en person, som kan finde på at kommer ind til mig midt om natten, splitterravende nøgen og spørge om jeg har nogle bananer liggende i sengen sammen med mig. Hvilket jeg aldrig har, ikke at jeg er homoseksuel ligesom Toby, jeg er bare ikke nået til den del af mit liv endnu, og jeg vil gerne gemme min første gang, så den bliver noget specielt.

Selvfølgelig har jeg haft seksuel omgang med fyre, men jeg er aldrig gået hele vejen. Jeg kan ikke lide tanken om at vise min nøgne krop frem, specielt fordi jeg har et meget tydeligt år på min højre hofte, fra dengang det hele ikke var så godt. Man kan tydeligt se bogstaverne N og O. Jeg skar det ned i min hofte igen og igen, i håbet om, at det ville hjælpe, hvilket jeg troede det gjorde, fordi jeg samtidig ikke holdt maden i mig.

Jeg kan ikke lide at snakke om den tid, og jeg hader at se billeder fra dengang. Det er et overstået kapitel for mig, men alligevel føler jeg, at jeg bliver mindet om det hele tiden. Bare ved at se en af min fars restauranter, får jeg det dårligt. Han har prøvet at tage kontakt til mig, men jeg er ikke klar til det endnu. Han valgte sit firma frem for mig.

Okay alt det her bliver en deprimerende mudderpøl, vi ligesom synker længere og længere ned i, så nu til noget godt og noget smuk, noget dejligt, noget lækkert. One Direction hjalp mig, dengang jeg havde det så dårligt, og det har ligesom bare hængt fast, de er mere end idoler for mig.

Især Liam, jeg har altid været mest forelsket i Liam, men lader ham selvfølgelig gå til Danielle, for tsk, hvis jeg ville, kunne jeg sagtens få fingre i ham.

Ja som om, jeg har boet i London hele mit liv, og har aldrig set skyggen af en af drengene, selvom jeg måske, og kun måske, har stalket dem lidt rundt i Londons gader.

Nogle gange er jeg rendt ind i nogle piger, som stod med tårerne ned af kinderne, og autografer op ad armen. Jeg har været lige ved at trampe vejen i stykker, de gange det er sket, hvorfor, HVORFOR skal jeg altid lige misse dem?

Måske en dag vil jeg være så heldig og møde dem, og så kan det være at Liam bliver forelsket i mig, vi får børn, bliver gift og har vild sex, okay måske i en anden række følge, men what so ever. Okay jeg må vende mig af med at sige det hele tiden, der er ikke smart at sige det hele tiden.

Jeg tror, det er nok om mig, og nok om mit virkelig interessante og meningsfyldte liv (fornemmer du ironien????). 

 

 

Okay dette var første kapitel, ved godt det ikke er særlig langt, eller særlig interessant for den sags skyld, men synes lige i skulle have et indblik i vores Aurora Janes liv er osv. I næste kapitel skal der nok ske noget mere! Jeg begynder på det nu, så det kommer nok i løbet af nogle dage :)

Håber I kan lide den - og I må selvfølgelig gerne smide en kommentar, like den eller sætte den som favorit! 

xoxo mathildeP

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...