Confessed to you [1D] +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2013
  • Status: Igang
Aurora Jane har et specielt navn, et specielt udseende, men på ingen måde et specielt liv. Hun sidder fast i mønstrene på sit college i London, og føler ikke hendes liv går nogle steder hen. Da hun var yngre havde hun problemer med sin vægt, og endte derfor i en spiseforstyrrelse. Ved hjælp af viljestyrke, og en specielt band, fik hun det godt igen, og nu som 18-årig, har hun en krop, som mange piger vill dø for at få.
Da hun efter den mest fantastiske koncert med hendes yndlingsband One Direction, får drukket sig lidt for fuld, og næste dag vågner i et fremmed værelse, dog med en ikke så fremmed dreng ved siden af sig, går hun i panik.
Harry Styles er blevet skørtejæger, og er ikke bange for et slagsmål i byen, hvilket selve managementet og hans bandmedlemmer er ved at blive godt trætte af. De forstår ikke hvornår Harry er blevet så højrøvet af hans berømmelse, og den snart afsluttede verdensturne, har ikke hjulpet på det. Men da Aurora Jane kommer ind i billedet, hvad sker der så?

30Likes
65Kommentarer
3068Visninger
AA

12. Kapitel 9

If I could take away the pain

and but a smile on your face

Baby I would, baby I would

- I would

 

The date

 

 

Aurora Janes synsvinkel

Harry skulle hente mig på samme tidspunkt som dengang til Liams fest, hvilket ville sige klokken seks. Da jeg havde fortalt Tillie om min date med Harry var hun gået fuldstændig amok, og ville ikke tale til mig i… ja 5 minutter, så det gik hurtigt over igen. Hun blev til sidst enig med sig selv om, at jeg skulle se så fandens lækker ud, at han ville tisse i bukserne når han så mig. Hun var blevet rigtig sur over mit valg af tøj, og havde derfor insisteret i at lave mit hår, igen igen.

Jeg kunne ellers godt lide det, det var godt nok meget afslappende, men jeg havde ikke fået noget at vide af Harry overhovedet, selvom jeg havde prøvet, og jeg hadede at være overdressed, meget mere end at være underdressed.

Jeg havde et par blomstrede skinny jeans på, med en stor grå sweatshirt med hvide prikker på. Det eneste Tillie havde accepteret med et tilfreds nik, var mine beige stilletter. Selvfølgelig havde hun det, og selvfølgelig havde jeg stilletter på. Det var altid smart, det hjalp både på min højde, og på at få et outfit gjort lidt mere festligt – cause lets face it – jeg var ikke rigtig klædt på til en fin restaurant.. (link i kommentaren til outfittet)

Mit hår havde Tillie lavet som noget af det første da jeg kom hjem klokken 4 efter en lang arbejdsdag (uden Toby, snøft snøft). Hun havde vidst kaldt det en waterfall-braid, og den var rigtig flot.. Jeg skulle virkelig en dag tage mig sammen og få hende til at give mig et kursus i at sætte hår, det ville hjælpe på så mange af mine daglige problemer.

Da Tillie var blevet færdig med mit hår, var jeg hurtigt hoppet i mit tøj, uden rigtig at tænke over om det passede sammen. Efter mit hurtige tøjskift, og Tillies frustrerede udbrud over hvor afslappet hun syntes det var, havde jeg lagt mig ind i sofaen for at se en film indtil Harry kom. Klokken var kvart i fem, hvilket ville sige jeg havde godt og vel en time. Mit syn begyndte langsomt at blive sløret, og jeg kunne ikke holde fokus på hvad der skete på skærmen, overhovedet. Jeg gav op i kampen med mine øjnelåg, og sygnede hen.

Med et gisp fløj jeg ud af min drømmeverden, og så to ansigter kigge ned på mig. Det ene var lettere lyserødt fra ophidselse, og havde et vredt udtryk i øjnene.

Den anden derimod, så ned på mig med et meget underholdt blik. Jeg blinkede et par gange, for at få ansigterne til at stå helt klare.

Tillie stod foroverbøjet ned mod mig, med et vredt udtryk i øjnene, jeg kunne stadig se spor fra en vis flovhed i hendes ansigtstræk.

Harry, som var ham med det underholdte udtryk, grinede bare skævt ned til mig.

”Du har lidt dér” sagde han med en underlig stemme, som om han prøvede at undertrykke en meget underlig lyd. Med en finger tørrede han et eller andet af under min mund, hvilket fik mig til at sætte mig op med et sæt, og selv prøve at tørre resten af.

Flovt kiggede jeg på ham, ”hej” åndede jeg stille ud. Jeg var stadig ikke helt kommet mig over den pludselig vækning, og jeg var stadig lidt i drømmeland.

”Hej Aurora” sagde han med et drillende blik, og rettede sig op, for derefter at række en hånd ned mod mig.

Jeg sad lidt og stirrede på den, men så lavede Tillie en eller anden underlig lyd, som fik mig til befippet at tage den, og rette mig op ved siden af ham. Han var så høj, jeg gik ham stadig kun til skulderen, selv med stiletter på. Prhf..

Han slap min hånd først, og gik ud mod gangen med lange skridt. Lidt forvirret vendte jeg blikket mod Tillie, som gav mig et fuldstændig ulæseligt blik, ellers var det bare mig som var for træt til at kunne læse det, hvorefter jeg hurtigt trippede ud efter Harry.

”Hvor lang tid har du været her?” spurgte jeg mumlende om, da jeg bevægede mig ned af trapperne med Harry foran mig. Lidt bange for svaret, forbliver jeg stille.

”Tid nok til at se dig savle lidt på dig selv, våd drøm?” tilføjede han, og vendte blikket drillende mod mig. Jeg udstødte endnu en flodhestelignende lyd, og rullede med øjnene som svar.

Da vi nåede ned på gaden og hen til hans bil, åbnede han i rigtig gentlemanstil døren for mig, for at lade mig træde ind og sætte mig, før han selv gik over og placerede sig på førersædet.

Jeg vendte blikket mod Londons gader, og hørte næsten ikke Harrys stille nynnen. Jeg var for træt.

Da vi havde kørt lidt, og jeg syntes det blev mere og mere ukendt, og mindre og mindre London, tog jeg mig sammen og spurgte hvad vi skulle lave. Med et irriterende grin, og et kast med håret kvitterede han med et bedrevidende blik i min retning. ”Bare vent du nådige solpige”.

Forvirret kiggede jeg på ham, han vidste hvad mit navn betød? Min mor havde engang en medaljon med betydningen af mit navn. Den havde jeg stadig, gemt i min skuffe, hvor den altid var, hvis jeg havde brug for hende. Aurora betød solopgang på latin, og Jane betød noget i retning af elskværdig, eller nådig, som Harry havde sagt. Da jeg var yngre kaldte min far mig altid Aurora den elskværdige. Men det forsvandt med alderen.

”Hvordan ved du hvad mit navn betyder?” udbrød jeg efter min lille tænkepause.

”Du ved, jeg er gode venner med Google” blinkede han bare til mig. En irriteret lyd fløj over mine læber. Så flot. Nu søgte han også om mit navn på Google, hvad mere slog han lige op der?

”Det skræmmer mig egentlig lidt, at du sådan undersøger mig på den måde. Mere du vil ud med, som din ven Google har hjulpet dig med at finde ud af?” fløj det ud af mig i et tonefald som meget godt kunne matche den irriterende jeg så stolt havde lavet lige før.

”Nej, bare rolig, jeg er ikke en uhyggelig stalker, som følger dig 24/7” grinede han. Han vendte hovedet over mod mig, men uden at kigge mig i øjnene. Hans blik var fastfrosset til mit hår, og uden at sige noget, satte han en tot af min hår om bag mine ører.

”Det virker det ellers som om nogle gange” mumlede jeg, egentlig mest til mig selv, men Harry hørte det åbenbart også, for han fnes ret tøset, og vendte blikket mod vejen igen.

Vi sad i stilhed, kun med Harrys sagte nynnen til at bryde den. Langsomt begyndte jeg at døse hen igen, men vågnede med et sæt, og et sikkert meget charmerende udbrud, da Harry slukkede bilen, og annoncerede vi var der.

Undrende kiggede jeg på Harry, har så venlig ud, rent ud sagt. Der var ingen drilleri eller irriterende flirten i det smil han sendte mig, og det fik mig endda til også at trække på smilebåndet. Et eller andet gjorde, at Harrys smilede voksede sig en tand større, men så var det som om han selv blev opmærksom på, at han slet ikke virkede som sig selv, og uden at sige noget trådte han ud af bilen.

Jeg fulgte ham i bakspejlet, og så han trække forskellige ting ud af bagagerummet. Jeg sad lidt i stener og fulgte hans bevægelser, indtil jeg opdagede han stod og gav mig nogle vink med sit hoved, hvilket fik mig til at reagere og træde ud af bilen.

Jeg trådte ud på en lille parkeringsplads, hvor Harrys bilen var den eneste der var parkeret. Der var ikke noget byliv, kun nogle få huse på den anden side af vejen. Jeg havde slet ikke opdaget, at vi var kommet så langt væk fra Londons midte, men jeg skulle måske ikke havde blundet så lang tid i bilen.

De få huse der var, var omringet af marker, vi var virkelig kommet ud på landet. Sidste gang jeg havde været på landet, var med min far til min 11-års fødselsdag. Han havde som en overraskelse taget mig med ud til en rigtig bondegård, hvor vi skulle tilbringe weekenden sammen med en meget gæstfri bondemand og kone. Det endte med at min far var låst inde på hans værelset med sin mobil klistret til øret døgnet rundt, og jeg havde bare fulgt i den søde bondemands fodspor, og hjulpet ham med at fodre dyrene. Eller jeg havde set ham gøre det. Det havde været en sjov tur, men jeg indrømmede gerne, at jeg var blevet skuffet, da min far ikke engang kunne tage en weekend fri og være sammen med mig. Det kunne han aldrig.

En underlig lyd fik mig til at vende mig om, hvor jeg så Harry stå balancerende med to propfyldte kurve og et kæmpe tæppe. Grinende løb jeg over mod ham, og tog tæppet ud af hans hænder, så han selv kunne få styr på kurvene.

”Tak solpige” lød hans hæse stemme ved min side, mens han med sin hofte blidt bankede ind i min. Jeg udstødte bare et lille fnis, og fulgte ham hen til indgangen af noget der lignede en stor park.

Jeg havde ret, og mine stiletter var ikke specielt glade for de store græsplæner, så jeg endte med at tage dem af, og gå barfodet i stedet.

Harry fandt et sted han godt kunne lidt, og satte kurvene ned. Tæt ved os var en kæmpe sø, og længere væk kunne jeg se en lille legeplads. Der var ingen andre end os i parken.

”Så vi skal på picnic?” spurgte jeg med et grin, mens jeg prøvede at folde tæppet ud.

”Mmmh” lød det som svar fra Harry, mens han trådte hjælpende til, og sammen fik vi foldet det store tæppe ud over græsset.

Der var ikke koldt i solen, så jeg valgte at tage min jakke af inden jeg satte mig ned på tæppet.

”Så, hvorfor har du valgt at vi skal på picnic? Er det dét du plejer at gøre med de piger, som er dumme nok til at tage med dig på date?” spurgte jeg ham drillende om, mens jeg satte mig til rette. Jeg prøvede så vidt muligt at skjule min faktiske interesse, og det så heller ikke ud som om Harry opfattede det som andet en dril.

”Du ved godt, at du selv er en af de piger, ikke?” var hans eneste svar, og med det begyndte han at pakke de to kurve ud.

Jeg grinte lidt af hans svar, men hjalp ham så med at pakke kurvene ud for mad. Smilende lagde jeg mig ned på tæppet, da vi næsten var færdige. Jeg fortrød med det samme, at jeg ikke havde taget mine solbriller med, for selvom det var december, og klokken næsten var syv, var solen stadig stærk og irriterende.

”Jeg plejede at komme her med min familie”

Jeg blev først lettere forskrækket over, at han rent faktisk talte, da der havde været stille så længe, men jeg tog mig sammen, som den seje kvinde jeg var. ”Hvor lang tid er det siden du sidst var her?” endte jeg med at spørge om, uden helt at vide hvorfor.

”Ehm.. Jeg har vel ikke være her siden X Factor begyndte, jeg tror sidste gang jeg var her, var til min bedstefars fødselsdag for fire år siden, hvor vi holdte kæmpe picnic for hele familien. Jeg havde lige været til den første audition, og var gået videre til de auditions som rent faktisk bliver vist på TV. Jeg skulle derhen igen ugen efter, og hele min familie var helt oppe at køre over, at jeg overhovedet var gået videre til at starte med”. Han vendte hovedet mod mig, og kiggede med et underligt blik på mig.

”Og se mig nu” mumlede han, mens han pakkede en boks fyldt med kylling ud, og satte den foran os på tæppet. Jeg kunne ikke helt tyde, om det rent faktisk var til mig, eller om han bare mumlede for sig selv, men jeg valgte at ignorere det, da det ikke virkede til at Harry ville snakke mere om det.

Jeg tog et brød fra en af kurvene, og begyndte langsomt at spise af det. Harry tog også et, og sammen sad vi og så på ænderne vrikke frem og tilbage på den lille sti.

”Så, hvad plejer du at gøre på de berømte ’Harry Styles dates’?” spurgte jeg med et smil i stemmen og kiggede på ham, den bitre undertone var måske lidt for tydelig, så jeg blev i et split sekund bange for, at Harry også kunne høre den, og fandt med det samme brødet i min hånd utrolig interessant.

”Jeg har ikke været på en date i 2 år”.

Med et sæt vendte jeg blikket op mod Harry igen. Det tog noget tid for mig, før jeg overhovedet kunne begynde at bearbejde hvad han lige havde sagt. Han sad bare og kiggede utrolig usikkert på mig, mens han pillede ved et jordbær på en af tallerknerne.

”Du mener, du har ikke, altså du har ikke..?” jeg stoppede mig selv i min rablen med et nervøst grin, da jeg kunne se, at det var endnu en af de ting, Harry ikke havde brug for jeg kommenterede yderligere på.

”Nå, ser man det, så er jeg da glad for, at du ville have mig med” endte jeg med at sige, da jeg havde samlet mig lidt. Jeg smilede til ham, smilede for at dække de mange følelser som boblede rundt i mig.

Jeg havde ærligt troet, at han i det mindst havde piger med på date, så han lærte dem at kende først. Men det var åbenbart kun det natlige forhold til det modsatte køn han havde. Det undrede mig ikke mere, hvorfor Louis og de andre drenge var så bekymrede for ham. Denne dreng var langt ude.

Harrys grin rev mig tilbage til virkeligheden, og jeg opfattede straks, at det var mig og min sidste kommentar han havde grint af.  Vi begyndte langsomt at spise, og sad bare i stilhed og indtog en lækre mad Harry havde bragt med. Stilheden var ikke akavet, overhovedet. Den var rar.

Mæt klappede jeg mig på maven, og lagde mig ned på tæppet endnu engang. Jeg kunne mærke Harry med et grin lagde sig ned ved siden af mig, efter at have fjernet de nødvendige madrester og skåle. Sådan lå vi lidt, uden at snakke eller kigge på hinanden.

”Hvorfor ville du egentlig gerne have mig med på en date?”. Jeg kendte jo godt svaret, jeg vidste, at det var for at han kunne opbygge sit ry igen, og fordi Louis havde sagt det var en god idé. Men alligevel ville jeg gerne høre hvad Harry svarede, for en lille del af mig, en meget, meget lille del, håbede på en måde at få et andet svar ud af ham.

”Jeg, jeg ved det ikke”

”Nå, men jeg er i hvert fald glad for at du blev ved med at presse på, det har været hyggeligt” smilede jeg op mod himlen, for at skjule min lette skuffelse. Jeg vendte blikket mod Harry, for at se, at han allerede kiggede på mig.

”Den er ikke færdig endnu” mumlede hans hæse stemme. Han lænede sig langsomt ind mod mig, hans grønne øjne kom tættere og tættere på. Den samme rare følelse i min mave boblede frem igen, men med min vilje undertrykte jeg den, og med et sæt satte jeg mig op. Selvom jeg gerne ville hjælpe ham, var et kys for meget. I hvert fald lige nu.

Jeg kiggede næsten undskyldende på Harry, som havde sat sig op med et såret udtryk. Hans sårbare side forsvandt kort efter, og hans gamle jeg kom tilbage igen. Eller hans facade, det ville jeg helst kalde den, for for mig virkede det som om, at den rigtige Harry var den, der nogle gange kom frem til overfladen, og fortalte hende underlige ting. Ikke den Harry som overøsede mig med kække kommentarer og flirtende blikke. Det virkede som om, at han ændrede sig til det folk troede om ham, det folk beskyldte ham for, i stedet for at modbevise det de sagde.

”Er du klar til næste del?” sagde han med hans charmerende hæse stemme, mens han pakkede vores ting sammen.

Det var blevet koldt mens vi spiste, så jeg havde taget min jakke på igen. ”Er klokken ikke mange?” spurgte jeg forsigtigt om.

Harry rystede på hovedet, og sammen foldede vi tæppet sammen, uden nogen sagde noget. Jeg var oprigtigt nysgerrig efter at vide hvad vi skulle nu, så jeg løb næsten hen til hans bil med tæppet i favnen.

Da jeg satte mig ind i bilen blev jeg mødt af Harrys flirtende smil, hvilket fik mig til at miste gejsten fuldstændig. Jeg havde ikke ligefrem brug for at sige noget, nu når hans flabede jeg var tilbage igen, så turen ind mod London tilbragte vi i stilhed.

På et tidspunkt havde jeg tændt for radioen, men da et af Harrys egne nummer blev sat på, slukkede han med det samme for radioen igen. Undrende havde jeg trukket fødderne op under mig, og for mig selv nynnet videre på ”Change My Mind”, som var den sang der var blevet spillet. Det havde resulteret i, at Harry næsten vrissede til mig, at jeg skulle til stille. Jeg havde forskrækket stoppet, og bare sat mig til at blunde igen.

Der gik ikke lang tid, ellers havde jeg bare befundet mig i tidsløsheden, for jeg mærkede en stod hånd på mit knæ, så stille nussede mig.

”Undskyld” mumlede han, mens han troede jeg ikke kunne høre ham for søvnen. Jeg troede med det samme, at han undskyldte for hans sure udbrud for, men fandt efter nogle øjeblikke ud af, at det var mere end det. ”Undskyld, at jeg lader som om jeg er en anden” mumlede han videre, mens han blev ved med at køre hans tommeltot rundt i cirkler på mit knæ.

Jeg rykkede på mig med et lille støn, hvilket fik Harry til at fjerne hånden med det samme. Hans fravær gav mig lov til at tænke det han lige havde sagt igennem. Han lod som om han var en anden, ville det sige, at han spillede sød, og glad for at være sammen med mig? Undskyldte han for at have taget mig med på en date, bare for at få hans ry gjort godt igen? Eller undskyldte han for, at han spillede et røvhul, og satte en facade på hele tiden? Jeg håbede inderligt på den sidste, at han selv havde indset, at hans facade var forkert. Men tanken, at han kunne det, var for surrealistisk til at jeg kunne tænke på det lige nu, så jeg gemte det hele væk om bagerst i hovedet.

Lyden fra dyttende biler fik mig til at slå blikket op og se, at vi igen befandt os i London midtby.

”Vi er her snart” smilede Harry til mig, hans normale, rolige smil. Jeg nikkede stille, og fjernede mine fødder fra sædet, for at tage mine stiletter på endnu en gang.  Jeg rettede lidt på mit tøj, og vendte blikket mod trafikken igen.

Jeg kendte godt det her sted.

Harry parkerede, og næsten på samme sted steg de ud af bilen. Jeg havde været her mange gange før, det var en rigtig turistattraktion i London. Toby havde tonsvis af gange prøvet at få mig med op i London Eye, men jeg havde aldrig turdet. Jeg led egentlig ikke af højdeskræk, men jeg kunne virkelig ikke kapere det der. Det havde hver eneste gang endt med at jeg hysterisk og gullig var løbet væk fra den lange kø, men Tobys beroligende ord lige i hælene. De havde ikke hjulpet en skid, og det havde resulteret i, at Toby endelig havde givet op, og erkendt at han ikke ville få mig med op i London Eye.

”Jeg har aldrig været deroppe før” mumlede jeg, mens jeg lukkede bildøren.

”Det ved jeg” sagde han med et selvsikkert smil, og kiggede på mig.

”Og jeg skal ikke derop” prøvede jeg at sige så bestemt som muligt.

”Det er en første gang for alting solpige, og det her bliver din første gang” sagde han smilende, og lagde en hånd på min lænd, for at føre mig hen mod køen. Den var overraskende ikke særlig lang, i forhold til at der var skyfrit og lunt.

”Du får mig ikke derop” vrissede jeg nærmest af ham da vi kom tættere på. Jeg blev mere og mere nervøs, og fik en større og større trang til bare at hoppe ud af mine stiletter og løbe væk så hurtigt som muligt. Men det ville være for pinligt overfor Harry, jeg måtte finde en anden måde at overtale ham på. Eller en anden måde, at stikke af var jo ikke at overtale. Jeg skulle bare finde en måde at overtale ham på.

”Åh jo jeg gør” brummede han nærmest ned i mit øre, og gav slip på min lænd. Det var som om jeg panikkede endnu mere, da han gav slip på mig, så jeg begyndte langsomt at vende ryggen mod det store hjul og bare løbe, men Harry bremsede mine bevægelser ved at tage min hånd og flette vores fingre sammen.

”Jeg skal nok hjælp dig” hviskede han til mig. Skræmt kiggede jeg på ham men, men hans cirkulerende bevægelser med han tommeltot beroligede mig, og fik mig til at nikke stille. Jeg blev langsomt mere og mere sikkert på, at jeg godt kunne klare det.

Desperat klemte jeg hans hånd, da vi stillede os ind i køen, hvilket åbenbart morede Harry, for han stod med et stort smil på sine læber.

Mine hænder begyndte langsomt at ryste da vi kom tættere på, og køen forsvandt foran os. Harry stoppede vores bevægelser, og bøjede sig langsomt ned mod vores sammenfiltrede hænder. Hans læber ramte langsomt min hånd, for derefter at give helt slip på den.

Næsten panisk vendte jeg ansigtet mod ham igen, men blev endnu engang beroliget, da hans hånd fandt frem til min lænd, og begyndte at lave cirkulære bevægelser på det nederste af min ryg. Bevægelsen fik mig til at læne mig ind mod hans krop, og give et suk fra mig.

”Vil parret have en kuppel for sig?” spurgte en mand om, men jeg opfattede ikke rigtig andet end Harrys og min vejrtrækning.

Jeg mærkede Harry trække mig ind i en af kuplerne, og uden at tænke satte jeg mig ned midt i kuplen og holdte krampagtigt fast til metalstangen midt i den. Jeg kunne langsomt mærke at jeg begyndte at hyperventilere, og jeg begyndte stille at hviske små beroligende sætninger til mig selv. Hvilket slet ikke virkede, det fik mig kun til at blive endnu mere hysterisk, og mine hænder begyndte også at ryste. Jeg blev ved med at messe til mig selv, i håbet om at det ville hjælpe.

En varm krop blev presset mod min, og et par arme krængede sig rundt om mig. Stille vuggede Harry mig frem og tilbage, og jeg fik langsomt styr på mig selv. Min vejrtrækning blev normalt, og jeg stoppede med at messe til mig selv.

Jeg rejste mig langsomt op, og så at kuplen var begyndt at bevæge sig op ad, hvilket fik mig til at sætte mig hurtigt ned igen, men inden jeg nåede at gå i panik igen, trak Harry mig langsomt op.

Han trak mig hen mod den ene side i kuplen, så vi vendte ud mod London. I starten gemte jeg mit hoved i hullet mellem Harrys skulder og kæbe, men langsomt vendte jeg blikket ud mod London.

Betaget stod jeg og kiggede, og opdagede først da Harry tørrede noget på min kind af, at tårerne trillede ned ad mine kinder. Flovt vendte jeg hovedet væk, og tørrede desperat de resterende tårer væk. Uden at tøve vendte Harry mig om mod ham igen, og satte hagen på mit hovedet, mens han slog armene om mig.

Vi stod sådan lidt, indtil jeg fik styr på mig selv, og opdagede hvor forkert situationen var. Jeg trådte hurtigt ud af den underlige omfavnelse, og ignorerede det underlige blik han sendte mig.

”Hvordan vidste du, at jeg ikke havde være heroppe før?” udbrød jeg, bare for at få et eller andet at sige.

Harry kiggede overrasket på mig i noget tid, men vendte igen blikket ud mod London. ”Tillie fortalte mig det” forklarede han.

”Tillie”, jeg sagde hendes navn som et skældsord, hvilket fik Harry til at grine svagt.

Vi stod i stilhed, hvor jeg bare beundrede den smukke udsigt. Jeg havde aldrig set noget lignende, jeg havde aldrig set London på den her måde før.  Det var…. Smukt.

Da vi nåede ned på jorden igen, trådte jeg helt ekstatisk ud, men blev mødt af en kæmpe forsamling af skrigende teenagepiger.

Forvirret vendte jeg blikket mod Harry, som mest af alt bare så i irriteret ud. Irritationen ændrede sig hurtigt til et smil, da han tråde ud af kuplen. Jeg kunne sagtens se, at det ikke var et rigtigt smil, det lignede intet af det jeg havde set tidligere i dag. Jeg prøvede at efterligne Harrys smilende grimasse, samtidig med han tøvende rakte ud efter min hånd. Jeg kiggede med et ægte smil på ham, og tog hans fremstrakte hånd. Vi kæmpede os vej mellem de mange piger og hen mod bilen, selvom Harry flere gange stoppede op for at skrive autografer. Han sagde dog nej til at få taget billeder, hvilket jeg var mere end taknemmelig for. Spørgsmålene haglede ind over os, men ingen af os svarede, og vi kom helskindet ind i bilen.

”Jeg kan ikke forstå, det jeg lige har gjort!” udbrød jeg, da vi havde kørt lidt tid. ”Det er jo helt vildt!” sagde jeg oprørt, stadig påvirket af det der lige var sket.

”At du har været oppe i London Eye efter at have boet her hele dit liv, eller at du lige er blevet udspurgt om dit privatliv af næsten hundrede hysteriske teenagepiger” sagde Harry med et grin, hvilket bare fik mig til at rulle øjne af ham. Intet kunne ødelægge mit humør.

Da vi nåede mit lejlighedskompleks var klokken næsten elleve, og der var helt mørkt udenfor. Harry trådte ud, og åbnede min dør for mig. I stilhed fulgte han mig op til hoveddøren. Jeg vendte mig langsomt om mod ham, og mumlede, ”Tak for i dag Harry, jeg…. jeg blev positivt overrasket”.

Harry smilte, et ægte smil, og nikkede som svar takkende til mig, mens han flettede vores fingre sammen endnu engang. Et øjeblik hvilede mit blik på deres hænder. Der var så stor forskel. Jeg vendte hovedet op mod Harry igen, og trak hans ansigt ned mod mit med min frie hånd.

Jeg gik næsten i ekstase af hans ånde så tæt på min, men vendte hans hoved blidt, og efterlod et blidt kys på hans kind. Et suk kom fra Harry, og jeg drejede rundt for at træde ind af hoveddøren.

”Vi ses Harry”.

 

Ahrhemerhgarrrd jeg kan slet ikke stå for Harry i det her kapitel, og bare tanken om hvad der kommer til at ske for mig til at eksplodere i Harryfeels, men det ved i jo selvfølgelig ikke endnu ;)))

Okay, så det næste kapitel kom ret hurtigt, og jeg er også ret så stolt af mig selv! 

Enjoy!

xx mathildeP

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...