Confessed to you [1D] +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2013
  • Status: Igang
Aurora Jane har et specielt navn, et specielt udseende, men på ingen måde et specielt liv. Hun sidder fast i mønstrene på sit college i London, og føler ikke hendes liv går nogle steder hen. Da hun var yngre havde hun problemer med sin vægt, og endte derfor i en spiseforstyrrelse. Ved hjælp af viljestyrke, og en specielt band, fik hun det godt igen, og nu som 18-årig, har hun en krop, som mange piger vill dø for at få.
Da hun efter den mest fantastiske koncert med hendes yndlingsband One Direction, får drukket sig lidt for fuld, og næste dag vågner i et fremmed værelse, dog med en ikke så fremmed dreng ved siden af sig, går hun i panik.
Harry Styles er blevet skørtejæger, og er ikke bange for et slagsmål i byen, hvilket selve managementet og hans bandmedlemmer er ved at blive godt trætte af. De forstår ikke hvornår Harry er blevet så højrøvet af hans berømmelse, og den snart afsluttede verdensturne, har ikke hjulpet på det. Men da Aurora Jane kommer ind i billedet, hvad sker der så?

30Likes
65Kommentarer
3137Visninger
AA

11. Kapitel 8

Smile for the living

Get what you need and give what your'r given

Life's for the living so live it

- Life's for the living

 

The decision 


 

Aurora Janes synsvinkel

Med en hurtig bevægelse lukkede jeg skabslågen, tog min taske og vendte snuden mod udgangen. Jeg havde være på arbejde siden klokken 8 i morges, og nu var klokken et, så jeg var træt. Toby havde ikke været på arbejde i dag, hvilket ville sige det havde været endnu mere udmattende og langsomt.

Jeg hadede de andre medarbejdede, hadede, at de alle skulle gå med næsen i sky, og tro de var bedre end alle andre, bare fordi de gik i noget smart tøj. Som ikke engang var deres, men butikkens. Tsk.

Det blev køligere og køligere, man kunne godt mærke september var kommet. Jeg trak jakken tættere om mig, og klemte armene rundt om mit bryst, for at varme mig.

Jeg begyndte ubevidst at gå hen mod parken. Toby og jeg gik altid den vej hjem sammen, hvilket egentlig var en omvej for os begge, men vi ville hellere gå lidt længere, og så følges noget af vejen. Mine ben var så vant til den tur, at jeg slet ikke skulle tænke.

I dag var det vidst en uge siden Harry var mødt op ved min hoveddør. Hvilket havde været virkelig underligt, men jeg havde valgt at ignorere det, og putte det bagerst i mine tanker. Lidt efter havde udbringeren også kommet med vores mad, så vi var begge blevet distraherede.

På vejen hen mod parken spottede jeg den hyggelige bager, jeg altid var forbi for at hente brød ved, når jeg tog turen hjem med Toby.

Klokken klirrede da jeg åbnede døren, og jeg trådte smilende ind.

”Hej min pige, hvad kan jeg gøre for dig i dag?” bød den gamle bagerkone mig velkommen. Vi snakkede altid lidt sammen, når jeg kom ind efter brød.

”Jeg skal bare have et franskbrød, tak Beth” svarede jeg smilende, mens jeg fumlede efter pungen i min jakkelomme. Jeg havde ikke taget min taske med, da jeg havde ret så travlt i morges, og det eneste jeg skulle bruge var min pung.

Beth nikkede og tog et franskbrød fra kurven, hun kiggede spørgende på mig, for at få min anerkendelse af brødet, som jeg med det samme gav hende. Det var alligevel ikke til mig.

”Hvordan står det til med butikken? Overlever du?” spurgte hun interesseret, mens hun lukkede posen ved at krølle den forsigtigt sammen.

Med et grin forsikrede jeg hende, at det hele var okay, selvom det godt nok kunne blive lidt kedeligt. Forstående nikkede hun. ”Det kender jeg om nogen, det er godt du nu engang kommer, ellers ville jeg da først begynde at sygne hen, med de få kunder jeg har” sagde hun, mens hun rystede blidt på hovedet.

Vi stod og konverserede lidt frem og tilbage, indtil hun endelig gav mig franskbrødet, og jeg høfligt takkede farvel, og smuttede ud af døren.

Den kolde vind ramte mig endnu en gang, men denne gang var jeg mere forberedt på den. Med hurtigere skridt nåede jeg den lille å i midten af parken, hvor ænderne altid holdte til.

En ting jeg altid havde gjort, var at fodre ænderne hver gang jeg havde lidt tid til det. Jeg elskede at se de små fugle blive så glade for små stykker brød.

De havde jo ikke som andre fugle den store adgang til føde midt i storbyen, så lidt kunne jeg vel godt give dem.

I stilhed sad jeg lidt med de små ællinger, og så dem næsten slås om de små stumper franskbrød jeg kastede til dem. Med et lille grin satte jeg mig ned på numsen, og betragtede dem fortære brødet, mens de rappede utilfredst til hinanden.

”Hej Aurora?” lød det spørgende bag mig, men uden at vende mig om for at kigge hvem det var der brugte mit fornavn, mumlede jeg bare et utydeligt ja.

Den spørgende satte sig ned ved siden af mig, og jeg vendte blikket om mod ham. Forskrækket hoppede jeg næsten til siden, og kom med et lille gisp.

”Hej Niall” sagde jeg, og satte en smil på, så jeg ikke lignede en eller anden freak. Hvilket han sikkert allerede troede jeg var, men jeg ville ikke hjælpe ham på vej, med at vise de mest underlige sider af mig selv.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg forvirret, da han bare kiggede smilende på mig. Afventende kiggede jeg tilbage på ham, mens jeg rev endnu et stykke af franskbrødet, for at smide det ud til ænderne.

”Jeg skulle egentlig ud at hente noget mælk, men jeg elsker at gå igennem parken, så jeg slog omvej” svarede han efter lidt tid, og slog sin karakteristiske latter op.

”Jeg elsker også parken” kom det ud af mig, inden jeg nåede at stoppe mig selv. Lettere flov over mit udbrud, rakte jeg brødet over til ham, for at han kunne tage noget af det. Det lignede alligevel ikke at han havde tænkt sig at gå lige foreløbig.

Grinende greb han fast om brødet, og mine hænder, for at rive et stykke af. I stedet for at smide det ud til ænderne, begyndte han selv at spise det, hvilket fik mig til at fnise stille.

I det vores hænder havde mødtes, skælvede jeg næsten af berøringen. Jeg kunne ikke helt overkomme, at et af mine største idoler nogensinde, sad lige dér, foran mig, rørte mine hænder og fodrede ænder med mig. Jeg rystede på hovedet af mig selv.

”Du ved, Louis bor ikke så langt herfra, det var ham jeg skulle hente mælken for” Niall kiggede nervøst på mig, og tog endnu en stump brød i munden. Med munden fyldt med franskbrød fortsatte han, ”Vil du med hjem til ham? Han har sikkert ikke noget i mod det”.

”Ehh.. Jeg ved ikke helt, jeg skal også hjem” mumlede jeg afvisende, hvis Niall var der, og det var Louis’ lejlighed, var resten af drengene der sikkert også. Hvilket ville sige Harry, og jeg havde ingen lyst til at rende ind i Harry igen.

Som om Niall vidste hvad jeg tænkte på, sagde han stille: ”Det er bare Louis, Zayn og mig der er der. Liam er sammen med Danielle, og Harry..” han kiggede på mig med et utydeligt blik, ”jeg ved ikke hvor Harry er, sikkert derhjemme” mumlede han efter.

To følelser kæmpede rundt i min krop. Lettelse fra, at Harry ikke var der, så jeg kunne gå med hjem til Louis. Forvirren tror jeg var den anden følelse, jeg var ikke sikker, det var så.. Ja forvirrende. Hvorfor snakkede Niall om Harry, som om han på en eller anden måde var et tabu-emne? Var der noget galt i bandet?

Hvis jeg tænkte over det, havde Harry faktisk også opført sig lidt underligt til Liams festen, da de mødte de andre. Han havde hele tiden holdt sig i baggrunden, og ikke deltaget i nogens samtaler. Jeg havde egentlig bare troet, at det var fordi han holdte øje med mig, men måske var det også andet end det. Måske var jeg bare så selvglad, at jeg troede det hele handlede om mig, og at Harry sikkert allerede var forelsket i mig. Okay nej, det vidste jeg godt han ikke var. Overhovedet ikke.

 

 

Det viste sig, at Louis’ lejlighed var rigtig tæt på min, faktisk kun 3 blokke væk. Niall og jeg havde snakket godt sammen vejen hjem til Louis. Vi havde været ind i et supermarked på vejen, men heldigvis var Niall ikke blevet genkendt af nogen hysteriske teenagepiger.

Okay Aurora, hvem er du at sige sådan noget? Ville du ikke selv have været en hysterisk teenagepige for nogle uger siden?

Okay jo, det ville jeg.

Niall var så let at snakke med, så samtalen flød problemfrit, dog med lidt hakken hver gang emnet kom ind på Harry. Selvom vi begge to hele tiden styrede væk derfra, kom en af os i ny og næ til at referere til ham.

Jeg kunne mærke på Niall, at han ligeså meget som mig, havde lyst til at undgå Harry, hvilket måtte betyde Niall vidste et eller andet.

Det ville rent faktisk undre mig, hvis Harry havde fortalt drengene om det der var sket, siden det var ham der var blevet ydmyget.

Da vi nåede til det lejlighedskompleks Niall udpegede som Louis’, låste han døren op (havde de drenge bare nøgler til alle hinandens huse??), og i rigtig gentlemanstil lod han mig gå indenfor som den første. Grinende trådte jeg indenfor, mens jeg med en lille bevægelse nejede til ham, og gik over mod elevatoren.

Hans grin kom tættere på, og på næsten samme tid trådte vi ind i elevatoren. Den førte os op til den øverste etage, mens vi i stilhed bare lyttede til baggrundsmusikken i elevatoren. Det var umiddelbart ikke nogen jeg kendte, men Niall nynnede forsigtigt med, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet.

Da vi trådte ud på etagen, fulgte Niall mig hen til en dør, og han låste endnu engang op for mig. Jeg kunne se på ham, at han skulle til at melde vores ankomst, men en ophidset stemme stoppede ham.

”Hør på mig Louis, det gør ingen, og især ikke Aurora, noget godt, at Harry bliver ved med at hænge på hende!”.

Niall og jeg kiggede på hinanden, mit blik lettere skræmt af Zayns ophidsede stemme, og Nialls udviste både skræk og en tydelig undskyldning.

”Zayn hør, det gør alle godt” lød Louis’ meget roligere stemme. Zayns fnys hørtes tydeligt, men han stoppede ikke Louis.

”Hvis bare Aurora ville hjælpe Harry. Måske, måske kan hun hjælpe ham med hans ry, måske er Aurora hende, Harry har brug for. Det sidste år har vi ikke set ham med en eneste pige, udover på forskellige bare, og nu har vi set ham være sammen med Aurora 2 gange, og kontakte hende endnu flere gange. Har du ikke også lagt mærke til, at siden Aurora ikke har svaret på hans beskeder, har han ikke gidet at snakke med os overhovedet? Endnu mindre end han plejer”.

Louis’ ord fik mig til at vende mig om mod stemmerne, men jeg kunne stadig mærke Nialls undskyldende blik på mig.

”Det er som om, han er blevet følsom igen, prøv bare at se hvordan han reagerede, da vi prøvede at snakke med ham om hans besøg hos hende?” sluttede han langsommere og mere opgivende af.

Forskrækket vendte jeg mig om mod Niall, som i det øjeblik havde valgt at nyse. Den høje lyd fik samtalen bag døren til at stoppe brat.

”Niall?” råbte Zayns spørgende stemme. ”Har du mælken med?” spurgte han i et meget roligere tonefald end vi lige havde hørt ham i.

Flovt vendte Niall med blikket mod døren, og samtidig med han åbnede den sagde han, ”Ja, og jeg ehh.. jeg har en med”.

Det viste sig at være køkkenet han åbnede op til. Mit blik mødte to meget overraskede ansigter, da jeg tittede frem bag døråbningen.

”Hej Aurora!” udbrød Louis i et nervøst tonefald, og jeg smilede bare tilbage til ham. ”Er i.. Er i lige kommet?” stammede han sig frem til.

Niall kiggede hen mod mig, men jeg vendte det hurtigt tilbage mod Louis. ”Ja, ja vi er”.

”Hvor hyggeligt!” sagde Louis, og klappede i hænderne.

”Jeg håber det er okay jeg er kommet, Niall sagde at det ikke ville gøre noget” smilede jeg genert, og mødte Zayns stirrende blik. Forvirret fandt mit blik Louis igen, som bare kiggede grinende på mig.

”Selvfølgelig ikke, altid plads til en mere!” sagde han, og trådte frem for at give mig et kram. Lidt overvældet af den pludselige nærkontakt, trådte jeg ud af krammet, og kiggede afventende på ham, da jeg kunne se han skulle til at sige noget.

”Vi skulle lige til at bage en kage, vil du være med?” spurgte han, mens han tog mælken ud af Nialls hænder.

”Gerne” sagde jeg smilende, og fulgte med Louis hen til køkkenøen, som var fyldt med diverse ingredienser til en chokoladekage.

Det endte med egentlig kun at være Zayn og mig, som hjalp hinanden med at bage kagen, mens Niall klagende gik rundt og ventede på vi blev færdig. Louis havde for længst forladt os til et eller andet program i fjernsynet, hvilket i sig selv var underligt nok.

Jeg var i himlen, rent ud sagt. Jeg lavede kage, og jeg var sammen med One Direction, eller nogle af dem. Det var ikke fordi, jeg bare vågnede op i samme lejlighed som dem, eller fordi deres lidt underlige, mørke ven trak mig med til en fest, det var fordi de gerne ville have mig med.

Taknemmeligt tog jeg den færdige kage ud af ovnen, og satte den ud på bordet, så den kunne køle af.

Utålmodigt skar Niall et stykke, og begyndte at spise af den brandvarme kage, hvilket resulterede i, at han fik tårer i øjnene, og et mindre hosteanfald.

Grinende skar jeg resten ud, mens Zayn satte kagen ind på sofabordet ind til Louis. Han beordrede Louis til at finde en film de kunne se, men ingen af dem havde nogle intentioner i at se den, fandt jeg hurtigt ud af.

”Så, dig og Harry?” spurgte Louis mig drillende om. Jeg trak på skuldrene. ”Han har spurgte mig om jeg ville med på date et par gange”.

”Og du har sagt nej hver gang?” brød Zayn interesseret ind. Det overraskede mig lidt han blandede sig, han havde eller være meget stille hele eftermiddagen.

Genert nikkede jeg stille, det var ikke ligefrem en god følelse at sidde og blive forhørt om ens afvisninger til en af deres gode venner.

”Tror du ikke snart det er på tide, at du bare giver ham en date?” grinte Louis, men da han så mit ansigtsudtryk forvandlede den drillende attitude sig hurtigt til en underlig grimasse.

Der var i nogle øjeblikke en akavet stilhed, hvor kun Nialls smasken kunne høres.

”Det må hun vel selv bestemme” mumlede Niall med munden fuld af kage til sidst. Det lettede stemningen lidt, og Zayn rejste sig op med et smil og bar deres tallerkner ud i køkkenet.

Da filmen var slut, takkede jeg for deres gæstfrihed, og for kagen, og tog hjem. De sagde alle, at det snart skulle ske igen, mens jeg bare smilede til dem.

På vejen hjem begyndte mine tanker at flyve, cirkulere omkring det Louis havde sagt angående Harry.

At jeg kunne hjælpe ham.

Måske kunne jeg hjælpe ham, men han havde ikke været specielt høflig eller sød mod mig. Men, han var også påvirket af alkohol da han gjorde alle de ting, måske havde han ikke været helt klar i hovedet. Det havde han helt sikkert ikke, det havde jeg også kunnet se på ham.

Louis havde nævnt noget med, at han havde været i dårligt humør efter at have været hjemme ved mig, måske var han rent faktisk blevet ked af det? Hans stemme havde heller ikke lydt specielt glad, da han undskyldte sig og gik. Men det undrede mig bare over hvad, han kunne være blevet ked af over.

Åh gud.

Toby havde stået i døråbningen i kunne sine boxers, med uglet hår fyldt med dun, og jeg var kommet ud i hans t-shirt med mindst ligeså uglet hår, det var ikke svært at komme til at tro noget forkert om hvad vi lige havde lavet.

Men Harry havde mødt Toby før, dengang i butikken. Mindet fik mig til at trække på smilebåndet, hvilket fik damen overfor mig i bussen til at kigge undrende på mig, og jeg slog hurtigt blikket ned.

Der havde ikke været nogen genkendelse i øjnene på Harry, så måske havde han rent faktisk glemt Toby. Han mødte jo også så mange mennesker, at det ville være umuligt for ham at møde dem alle.

Hvis han rent faktisk var blevet ked af, at jeg havde været i seng med Toby, måtte jeg vel betyde et eller andet for ham. En rar følelse steg op i mig, en følelse som mindede mig om kysset til Liams fest. Den følelse, som havde fået mig til at kysse med.

Uden helt at vide hvordan, besluttede jeg mig, at jeg gerne ville hjælpe ham. Hvis det var mig, som kunne hjælpe ham, hjælpe ham til at kunne få et bedre forhold til drengene igen, som jeg kunne se han havde mistet, så kunne jeg ikke sige nej.

Jeg kunne altid sige ja til nogle få dates, og så se hvor langt han ville tage den. Jeg var sikker på, at han ikke ville tage den meget længere end et par dates, han ville ikke blive ved med at ses med mig, han havde jo tydeligvis lyster, som han ikke kom til at kunne få udløst sammen med mig.

 

 

Beslutsomt fik jeg åbnet døren til min lejlighed, grebet min taske, og smuttet ud af døren igen. Tillie var ikke hjemme, underligt nok. Hun måtte være hos en eller anden dreng.

Der var meget længere til Harrys lejlighed, end der var til Louis’, men med metroen ville det ikke tage mere end en halv time, men gåturen inkluderet.

Jeg kunne sagtens huske hvor han boede, så det var ikke svært at finde vejen. Da jeg sad i metroen, og hørte den skærende lyd fra hjulene køre på skinnerne, begyndte mine fødder at blive koldere og koldere, og jeg fik mindre og mindre lyst til at fortsætte hvad jeg havde gang i. Men da jeg trådte ud af metroen, og så avisdrengen stå med dagens avis, prydet med Harry på forsiden, og hans langt ud liv, blev mine fødder varme igen. Han havde brug for hjælp.

Ved foden af Harrys lejlighedskompleks tøvede jeg lidt med at ringe på, og stod egentlig bare at kigge på det velkendte navn ved ringeklokken. Jeg endte med at presse min finger op, og trykke den hårdt ind mod klokken.

”Ja?” lød hans stemme krattende fra den lille højtaler. Jeg kunne ikke få et ord over mine læber, det var som om der sad en lille mand og trak alle ordene ihærdigt tilbage i munden på mig. Lyden af hans forvirrede stemme lød igen i højtalerne, og jeg sank hurtigt. Den lille mænd som havde revet i alle ordene forsvandt, og jeg fik stammet. ”Ja, ja ehh.. Hej Harry, det er Jane, ja altså, Aurora, må jeg komme op?”.

Jeg ventede på at den brummende lyd fra døren der blev låst op kom, men der forblev en stilhed.

”Aurora? Aurora, er du her? Og, og du vil gerne ind?” lød Harrys forvirrende mumlen endelig, men jeg undlod at svare. Jeg kunne godt selv høre, at det mest bare var ment som en mumlen til ham selv, og ganske rigtigt.

”Jamen, ja selvfølgelig, åh to sekunder”, og den brummende lyd lød.

Hurtigt trådte jeg indenfor, og gik over mod elevatoren. Lettere jaloux tænkte jeg på min egen ødelagte dørtelefon derhjemme. Og så var der endda en fungerende elevator i den her bygning.

Da jeg nåede den etage jeg huskede som Harrys, trådte jeg ud, og bevægede mig hen mod den velkendte dør.

Med tre forsigtige bank, trådte jeg et lille skridt tilbage, og ventede på, at Harry ville åbne. Der gik ikke lang tid før hans forvirrede ansigt tittede ud bag den åbnede døren.

”Hej Aurora”.

De hæse ord formede sig næsten som et spørgsmål, som om han i de to ord også spurgte hvad jeg lavede her, foran hans lejlighed. Godt spørgsmål Harry, godt spørgsmål.

”Jeg vil gerne på date med dig” fik jeg sagt, inden jeg nåede at tænke noget som helst igennem. I bakspejlet ville jeg nok godt kunne se, at det ikke skulle være kommet så hurtigt, at jeg ikke bare lige med det samme skulle gå ind til sagens kerne. Men sådan blev det.

Harrys ansigtsudtryk udviste overraskelse, forvirren og… lettelse? Jeg kunne ikke rigtig tyde det, så derfor fik jeg stammende sagt, ”Ja, altså jeg øh.. Du spurgte jo mig, og jeg tænkte, jeg tænkte at jeg gerne ville alligevel”.

Hans hæse afslappende grin lød, og et selvsikkert smil blev sat fast på hans læber. Den lettere forvirrede, og lettede Harry var forsvundet, og han var tilbage som jeg kendte ham.

”Det lyder godt Aurora” grinte han med et charmerende blik.

Forvirret over hans hurtige humørsving, blandet med den lettere frastødning af hans flirtende jeg, trådte jeg et skridt tilbage med et genert smil.

Min frembrusende væremåde var forsvundet som dug for solen, da den gamle Harry kom til. Der var ikke plads til dem begge to.

”Vil du med ind nu?” spurgte han med et lidt for selvsikkert smil og en gestus med hånden ind mod den velkendte lejlighed.

”Nej tak, jeg skal lave mad i aften. Men, ehh.. vi snakkes vel ved?” det sidste formede jeg som et spørgsmål, og kiggede indtrængende på ham. ”Du har jo mit nummer” tillføjede jeg med en lettere bebrejdende stemme.

Et drillende, hæst grin kom fra Harry, hvilket fik mig ubevidst til at trække på smilebåndet. Grinet var så ægte, slet ikke opsat.

”Ja, jeg har”

 

♡♡♡

 

Undskyld det lidt korte kapitel, men jeg tror det er den længde i kommer til at få fra nu af.. Jeg skriver stadig regelmæssigt på min blog, så følg med!

Jeg ville åh så gerne vide hvad i synes om historien, så please, please læg en kommentar, det ville gøre mig så lykkelig! Jeg er i forvejen ret så glad, da historien er på side nummer to i månedens mest populære, men desvære ryger den vidst af listen i morgen.. Eller, ja i overmorgen, jeg ved ikke... klokken er 2 om natten?

Nå, men dette kapitel er ikke rettet igennem , så der er nok ret mange fejl, undskyld for det, men klokken er 2 og jeg er fuldstændig baldret..

Skriv skriv skriv en kommentar! Hvad synes i om Auroras beslutning? Tror i Harry er overrasket over at hun pludselig dukker op der? Hvorfor tror i Zayn opfører sig så underligt og stille? Hvad tror i der vil ske på deres date? 

OG så lige et ret så afgørende spørgsmål - vil i gerne have at daten kommer i næste kapitel, eller skal jeg vente lidt med den? Bare, de sidste to kapitler har ikke lige frem være fyldt med Haura moments eller noget, så måske trænger i lidt, eller vil i gerne se lidt mere fra enten Aurora eller Harrys liv inden? Let me knoooow

xx mathildeP

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...