Trist Harry Styles imagine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2013
  • Status: Færdig
Jeg havde egentligt udgivet et andet imagine, men på det tidspunkt regnede jeg ikke med at jeg ville lave en del 2. Her kan du så læse hele historien, som vidst endte som en fanfic.
Jeg håber i kan lide den!

17Likes
12Kommentarer
2159Visninger
AA

4. Del 4 - Afslutning

Du kunne ikke føle noget længere. Alting var tomt, mørkt... Var du død? Var det det der var sket? Nej... Nej... Det kunne ikke være det. Og så alligevel. Ingen tanker gik igennem dit hoved, ingen følelser strømmede i din krop, og ingen hjerteslag gav lyd i din brystkasse. Der var ikke mere end den døde krop tilbage. 

Du ved ikke hvor længe du var i denne tilstand, men pludseligt var det som om du blev bragt tilbage til livet. Det var ihvertfald hvad du troede. Stille åbnede du øjnene og missede lidt med dem da de med det samme blev ramt af et skarpt, hvidt lys. Lidt efter havde dine øjne vænnet sig til lyset, og du opdagede at du lå ned. Men ikke i en seng, og heller ikke på fortovet hvor bilen havde ramt dig. Du kunne ikke se hvad det var du lå på, da alt omkring dig var dækket af en hvid tåge, som lå lige over underlaget. Langsomt fik du sat dig op, og tog dig lidt til hovedet. Kraftige bølger af smerte gik igennem dit hoved, og du gik ud fra at det var hvad der var tilbage af ulykken. Du så ned af dig selv, og så at du var iført præcis det samme tøj, som det du tog på i morges... Eller hvor lang tid det nu var siden... Du havde fuldstændigt mistet tidsfornemmelsen. Du vidste ikke hvilken dag det var, hvad klokken var eller hvor du var, for den sags skyld. 

"[Y/N]?" lød en dyb, lidt hæs stemme så pludseligt. Du fór sammen, og kom derefter på benene og vendte dig imod det sted hvor lyden var kommet fra. I det sekund dine øjne ramte hans høje skikkelse, kunne du være faldt om igen. Hans grønne øjne strålede, og hans mørkebrune krøller var stadig så perfekte som du huskede dem. Harry. Harry Edward Styles, drengen som havde taget dit hjerte med sig i graven. Han stod nu foran dig, og et øjeblik var du helt sikker på at du drømte. "H-... Harry?" stammede du, og blinkede et par gange. Bare for at sikre dig at han ikke pludseligt forsvandt. Mere sagde i ikke, inden i begge havde taget et par skridt nærmere, og havde omfavnet hinanden. Du lagde dit hoved ind imod Harry's varme brystkasse, men kunne til en forandring ikke høre hans hjerteslag. Det virkede enormt tomt, men alligevel fantastisk. Fantastisk fordi du igen stod i hans arme. Du holdte ham helt tæt ind til din spinkle krop, og nægtede at give slip på ham. Ikke endnu. Ikke efter de mange, sorgfyldte måneder uden ham. Det her skulle vare ved. 

Hvor lang tid i stod sådan, vidste du ikke. Måske nogle minutter? Måske nogle timer? Du anede det ikke, og var et eller andet sted også fuldstændigt ligeglad. Harry var her, og han ville ikke forsvinde denne gang. Han var glad, rask. Så kunne du heller ikke selv blive lykkeligere. "Jeg har savnet dig så meget." hviskede du stille ind imod hans brystkasse, og hulkede bare lige en anelse. Glædeståre gled kort efter ned over dine lyse kinder, og efterlod mørke pletter på Harry's hvide t-shirt. Han var iklædt det samme, som han var iklædt til koncerten lige inden han så... Forsvandt... Hvid t-shirt, lavtsiddende jeans og et par hvide converse. Han lignede sig selv. "Jeg har også savnet dig, [Y/N], det har jeg virkelig." mumlede Harry ned i dit hår, og du kunne mærke hvordan hans greb omkring dig strammedes en smule. Det hele virkede perfekt.

Det her måtte være himlen. Det kunne ikke være noget andet. Især fordi Harry var her. Hvad du havde gjort, der fik dig sendt i himlen, vidste du ikke. Men det betød ikke noget mere. Dit håb om at dig og Harry ville ses engang, var ikke gået til spilde. Det virkede åndsvagt, desperat. Men det gik ikke til spilde. Nu stod i igen i hinandens arme, med jeres stærke kærlighed næsten svævende i luften omkring jer. "Jeg elsker dig. Det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre." Kunne du svagt høre Harry sige, og et stille smil bredte sig henover dine læber. "Jeg elsker også dig. Forevigt." 

 

Tilbage på den stadig snedækkede kirkegård, lå den næsten visne buket roser stadig foran Harry's gravsten. Kun én enkelt rose blomstrede stadig smukt. Den var stadig i live, og blomster bladenes røde farve, strålede stadig klart. Den symboliserede din og Harry's udødelige kærlighed. Den kærlighed, der nu førte jer sammen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...