Trist Harry Styles imagine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2013
  • Status: Færdig
Jeg havde egentligt udgivet et andet imagine, men på det tidspunkt regnede jeg ikke med at jeg ville lave en del 2. Her kan du så læse hele historien, som vidst endte som en fanfic.
Jeg håber i kan lide den!

17Likes
12Kommentarer
2157Visninger
AA

3. Del 3

Dagene gik, ugerne blev til fortid... Tiden gik. Men alligevel gik den bare ikke hurtigt nok. Du ventede desperat på at noget ville ske. At en ny dreng ville komme ind i dit liv, at du bare ville komme over Harry eller at du selv gik bort. Den sidste ville nok et eller andet sted bare være den nemmeste løsning, for ingen ville nogensinde kunne udfylde det tomrum som nu hærgede dit indre.

Du sad igen på din seng med ansigtet i hænderne, og knæene trukket op til dig, for cirka tredje gang i dag. Du græd. Du håbede så inderligt på at de mange tårer kunne skylle smerterne væk, men det gjorde de ikke, og det ville de aldrig gøre. Intet kunne formidle smerterne. Med mindre det på magisk vis kunne bringe Harry tilbage fra de døde... De døde... At Harry var død var stadig en enormt svær ting for dig at acceptere, men sådan var virkeligheden  bare. Harry var væk. Forevigt og altid. Du ville aldrig kunne mærke hans stærke arme omkring dig igen, eller hans varme, bløde læber imod dine. Alt det var væk, og ville aldrig komme tilbage. For Harry var død nu. Borte.

Din familie og dine venner havde længe prøvet at hjælpe dig, men du ville ikke have deres hjælp. Du ville have Harry tilbage... Men man kan jo bare ikke få alt hvad man ønsker sig, kan man vel? Alle de ting kørte igennem dit hoved imens du sad der på sengen. Ved siden af dig var Harry's del af sengen stadig uredt, efter sidste gang han havde ligget der. Siden han vågnede op for aller sidste gang. Men ingen vidste at det var sidste gang at Harry ville vågne op fra noget som helst. Og nu sover han forevigt. Tanken fik et hulk til at forlade dine læber, hvorefter strømmen af tårer bare bliver endnu kraftigere. Sådan blev den ved i det der føles som en evighed, inden tårerne langsomt begyndte at tage af. Da så du stille op fra dine hænder, tørrede dine øjne med håndryggen, og steg så ud af sengen. "Jeg har bare brug for noget frisk luft... Så får jeg det sikkert lidt bedre for en stund..." mumlede du for dig selv, og sukkede tungt. Dit blik flyttede sig til det store vindue, på væggen i den modsatte ende af soveværelset. Udenfor sneede det kraftigt, men det ændrede ikke din beslutning om at komme udenfor. Og du vidste præcis hvor du ville gå hen. Kirkegården. Du forlod værelset, gik ud i entréen og fik overtøj på, hvorefter du forlod lejligheden. Lidt efter stod du nede på gaden, allerede nu med vanddråber trillende ned over kinderne, fra smeltede snefnug som landede i dit hår. Stille begyndte du at gå ned af gaden, hele tiden med blikket vendt ned på dine støvler.

Efter et kvarters tid stod du foran den gamle, halv rustne låge ind til kirkegården. Stille åbnede du lågen, og den knirkede beklagende da du skubbede til den, og trådte ind. Kirkegården var dækket af et hvidt lag sne, hvilket gjorde det svært at se de indgraverede navne i gravstenene. Det var dog ikke nødvendigt at læse navnene, da du udmærket vidste hvor Harry's gravsten var. Du havde været her så mange gange før, så vejen kendte du udenad... Harry's gravsten var en stor, sort sten med hvide bogstaver indgraveret. "Harry Edward Styles. 1 Februar 1994 - 15 august 2012. Elsket og savnet." læste du stille op, og sukkede endnu en gang. "Jeg elsker dig så højt, Harry." hviskede du stille og mærkede hvordan tårene begyndte at forme sig i din øjenkrog, for lidt efter at trille ned over dine kinder. Stille sank du sammen foran gravstenen, ligeglad med at dine ben blev våde og kolde af sneen. Du lod fingrene køre hen over den hvide tekst på stenens sorte overflade, imens de varme tårer fortsatte ned over dine kinder. "Jeg håber virkelig du har det godt hvor du er nu... For jeg har det ikke godt her. Ikke uden dig." sagde du stille, som om Harry kunne høre dig fra sin plads i den sorte kiste, dybt under dig. 

Stille begyndte du at huske tilbage på højdepunkterne sammen med Harry... Første møde, første date, første kys. Dengang var alting bare lettere. Senere begyndte drømmen om "Harry og [Y/N] - forevigt og altid" at virke mere og mere inden for rækkevidde, for så senere at blive blive fuldstændigt knust. Der vil aldrig være et "Harry og {Y/N] - forevigt og altid..." Nu er du bare blevet efterladt med din uendelige kærlighed til Harry, som ikke længere kunne blive gengældt. Sådan var virkeligheden bare. Efter lidt tid hvor du bare sad i dine egne tanker, faldt dit blik på en buket roser, som lå halvt dækket af sne, ved din side. Stille samlede du buketten op, og du kunne straks huske at det var den du havde lagt ved Harry's grav, for lidt tid siden. Nu var der kun én enkelt rose som havde klaret sig. Resten var visne. Døde. Forsigtigt børstede du noget sne væk fra rosens blade, og betragtede den lidt. Rosen mindede dig om hvordan dine drømme om Harry og din fremtid, og hvordan de langsomt visnede bort. Nu var der kun én enkelt tilbage, og det var at dig og Harry skulle være sammen igen en dag... Den dag hvor dit hjerte holdt op med at slå. 

Stille lagde du rosen fra dig, rejste dig fra gravstedet og børstede sneen af dine bukser. Du nåede lige at kaste et enkelt blik på gravstenen, inden du så vendte rundt og forlod stedet. Igen gik du ud af den gamle jernlåge, lukkede den efter dig, og begyndte så at gå ned af fortovet. Imens du gik så du igen ned på dine støvler, da folk ikke måtte se dine røde øjne, efter tårene. Måske var det alligevel ikke frisk luft som du havde brug for... Men hvad havde du regnet med? Du havde brug for Harry. Ingen eller intet andet. Bare Harry. Du havde brug for at være ved ham, og vide at han stadig elskede dig. Vide at han var lykkelig og har det godt, og at han stadig var din. For alle de ting lå nu hen i uvisheden, og du ville aldrig finde svar på de mange spørgsmål. Med et kunne du høre en bil dytte vanvittigt, og dit blik fløj op fra fortovet. Føreren af en mørkerød Volvo havde mistet kontrollen over bilen på grund af de glatte veje, og skred nu imod dig med høj fart. Du stod bare der. Uden at røre dig, selvom føreren af bilen dyttede, og de få folk på gaden begyndte at skrige, og råbe til dig. Du stod der bare. Ude af stand til at tænke, tale eller røre dig. Dit blik var tomt da bilen nu var ganske få meter fra at kollidere med din spinkle krop, og så skete det. Din krop blev hamret til jorden da bilen ramte dig. Alting blev først meget sløret, så gik en voldsom smerte igennem din krop, og så... Så blev alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...