Trist Harry Styles imagine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 2 apr. 2013
  • Status: Færdig
Jeg havde egentligt udgivet et andet imagine, men på det tidspunkt regnede jeg ikke med at jeg ville lave en del 2. Her kan du så læse hele historien, som vidst endte som en fanfic.
Jeg håber i kan lide den!

17Likes
12Kommentarer
2160Visninger
AA

2. Del 2

 

Det er nu omkring to uger siden at Harry Styles døde af en uhelbredelig hjertesugdom, og der er ikke gået en dag hvor du ikke har tænkt på ham, og grædt over tabet af dit livs kærlighed.    I dag er dagen for Harry's begravelse, og da du vågnede op i morges ville du ønske at du bare kunne falde død om, og derved gense Harry i himlen. For et menneske så godt som Harry kunne umuligt havne andre steder end himlen.  Men nu sad du i kirken, på en af de første bænkerækker, imellem Harry's mor, Anne, og hans søster, Gemma. Harry's kiste var endnu ikke blevet båret ind i kirken, hvilket du faktisk var glad for. At skulle sidde og se dit livs kærlighed, liggende i en trækasse og vide at han aldrig ville slå øjnene op igen... Det er ikke noget du så frem til.  Der gik fem, ti, måske tyve minutter før du kunne høre kirkens døre blive åbnet, og du med det samme rejste dig op sammen med resten af gæsterne.  Ind kom Louis, Niall, Liam, Zayn og Harry's far, Des. Over deres hoveder bar de på en massiv, sort kiste med smukke guldhængsler og detaljer. Du kunne mærke de varme tåre der langsomt begyndte at samle sig i dine øjenkroge, og lidt efter trillede ned over dine kinder i takt med at kisten langsomt blev båret op af kirkegulvet.  Forrest gik Louis og Des. Des' øjne var blanke, og hans kinder rødmossede. Sikkert efter gråd. På den anden side af kisten gik Louis, der havde opgivet at holde tårene tilbage. Tårene trillede ned over hans kinder, og hans læber var sammenpressede fordi han blev nød til at holde et hulk inde. Bare synet af dem fik endnu et stik af smerte til at gå igennem dit allerede ødelagte hjerte.    Harry's kiste kom på plads, og folk satte sig langsomt ned. Præsten begyndte at tale om Harry, de ting han havde opnået, og hvor meget han ville blive savnet. Men du nægtede at høre præstens ord. Med blikket som limet til kisten, kørte du de fantastiske tre år du tilbragte med Harry, igennem i dit hoved. Der var så mange minder. Opture, nedture, smil, tåre... Hvert minde føltes som et knivstik i brystkassen, for du vidste at Harry ikke længere var der til at mindes de ting sammen med dig, og at du nu var alene om at holde minderne i live.    Efterhånden som ceremonien sluttede, og folk forlod kirken, rejste du dig og gik op til Harry's kiste. Du fik sendt nogle blikke, men de betød intet. Intet betød noget længere, for Harry var væk. For altid.  Du nåede op til kisten, og stille lod du din ene hånd stryge hen over den hårde overflade. Ved den svage berøring væltede minderne fra Harry's sidste minutter ind i dit hoved. Hvordan du holdte hans hånd til det sidste, da han bad dig om at fortælle ham hvor meget du elskede ham, hans sidste ord... Jeg elsker dig. Ordende rungede igennem dit hoved imens du bare stod stift og så på kisten. Du husker Harry's svage klang da han sagde de tre ord, under hans aller sidste åndedrag. Du husker det svage smil der kunne ses på hans læber da han holdte op med at kæmpe, og langsomt forsvandt.    "Jeg elsker dig, Harry..." Hviskede du stille imens du så på hans sorte kiste. Du vidste at inde bag det massive træ, og det fastsømmede låg, lå dit livs kærlighed. Med lukkede øjne, iklædt hans fineste tøj... Han skulle have haft det tøj på til jeres bryllup, ikke til hans even begravelse... "Jeg elsker dig så højt, og du må ikke forlade mig nu! Please, Harry, please! Bare gør et eller andet..." Sagde du og hævede stemmen i desperation... Du vidste udmærket godt at Harry ikke ville vende tilbage, og det fik bare tårene til at strømme endnu kraftigere ned af dine kinder. Stille lænede du dig ind over kisten, foldede armene på kanten, og begravede ansigtet i dine arme.  Sådan sad du i det der føltes som en evighed, før du stille så op og tørrede dine øjne. "Jeg elsker dig så højt, Harry, og jeg vil altid elske dig..." Sagde du stille, inden da rettede dig op og stille vendte dig væk fra kisten. Du begyndte at gå ned af kirkegulvet, imod udgangen, imens du stille bare prøvede at glemme. Glemme Harry, glemme hans død, glemme jeres kærlighed... Men trods det, vidste du at dig og Harry skulle ses igen en dag. Måske snart, måske først om nogle år... Men en dag ville du igen være i hans arme, og på det tidspunkt ville alt være perfekt. "Vi ses" hviskede du stille, da du kastede et sidste blik på kisten, lige inden du forlod kirken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...