Barnet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2013
  • Status: Igang
Historien handler om en kvinde, der en meget tidlig alder mister hendes barn - hvor efter hun her fortæller hendes historie.

3Likes
0Kommentarer
407Visninger
AA

4. Stranden + Flashback

En hånd faldt på min ryg. En bevægede sig fra side til side, i en kærlig bevægelse. Jeg vendte mig om, og det var Miranda. Hun smilede kærligt, men inderst inde vidste jeg, at hun havde det på samme måde, som mig. Netop, som om, at alle tårer bare var ved, at eksploderer ud af øjnene. Alle følelserne, der fløj rundt i kroppen. Miranda kiggede på dukken. ”Den er smuk,” hviskede hun roligt. ”Ja, det er den.”

Hospitalet var gråt og der var næsten ingen vinduer. Der var travlt på fødegangen, en masse læger og sygeplejesker stormede ind på en af stuerne. Nemlig min stue. ”Barnets hjerte er gået i stå! Vi har brug for hjertemassage!” råbte jordmoderen til de andre læger. En stor kreds samlede sig omkring min baby. De blev råbt, skreget og ikke mindst kæmpet for mit barns liv. Miranda holdt min hånd og havde et bekymret udtryk i ansigtet. Selvom hun prøvede, at lave et betryggende ansigtsudtryk, virkede det ikke! Forenden af hospitalssengen stod desperate læger og lavede hjertemassage på mit barn! Jeg kunne mærke tårende presse på, Miranda nussede langsomt min hånd, ligesom et tegn på, at den nok ville klare det. Men jeg kunne på ingen måder tro på hende. De trak Barnet væk og gik med hastige skridt ud af mit hospitalsværelse. Jeg begyndte, at græde. Alle de følelser, som strømmede igennem min krop, blev blandet med skyld og selvhad. Det var også bare min skyld det hele, tænkte jeg. Min skyld, at mit kæreste barn ligger og er ved, at dø! Min skyld, at jeg for resten af mit liv skal leve med, at have dræbt en baby. Miranda lagde sin hånd på min kind. ”Det skal nok gå. Lægerne ved, hvad de gør,” sagde hun og aede den langsomt og blidt. Jeg prøvede, at vise en smil, men min krop reagerede ikke. På ingen måde kunne jeg bevæge min krop. Den var lammet af triste og aggressive følelser, der bare ventede på, at eksplodere ud af min trætte krop. Et par læger kom ind af den grå dør. De undgik al øjenkontakt – jeg vidste, at der var noget galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...