A Phoenix Tale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 29 nov. 2015
  • Status: Igang
.... kommer

3Likes
4Kommentarer
624Visninger
AA

6. Vampyr kys

Han satte sig helt hen bag ved mig og hviskede ”Iziká… hvis jeg kommer til at gøre noget der på nogen måde gør ondt på dig vil jeg ikke kunne tilgive mig selv for det, og jeg vil derfor godt kunne forstå hvis du vil hade mig.” jeg blev bange og overraskt over hans ord. De kom bag på mig. Og jeg forstod ham ikke, jeg ville vende mig og se på ham, men han holdet mit hoved rette mod nattehimlen. ”Daniel hva…” jeg nåede ikke og sige mere, for to fingre gled ind under halsen på min jakke, og den anden hånd åbnede den første knap. Han hev længere ned i min krave og min hals kom til syne. Jeg kunne mærke vinden og kulden mod min hud. Også kunne jeg mærke hans ånde, første gang hans læber rørt min hud, var det et kys. De hvilede mod min hud længe, anden gang var det ikke et kys men hans tunge der slikkede mig der. Tredje gang var det hans tænder. Jeg gispede og bordede neglene ned i jorden. Han lagde armene om mig og holdt mig fast. Dette var ikke fordi jeg forsøgte og komme væk. Mit gisp blev til et dybt suk, og hans armene slap mig lidt, grebet blev mere løst og blidt, ja næsten kærligt. Mine øjne gled i, både fordi jeg var træt efter i går nat, selvom jeg ikke behøver og sove, men også fordi der var så meget lykke forbundet med det her. Måske lidt for meget lykke. Det gjorde ikke ondt på nogen måde, han slap mig og jeg faldt omtåget tilbage i hans arme, mit blik var sløret. Jeg kunne mærke hans tunge mod min hals også gled mine øjne helt i, og jeg forsvandt for en tid. Jeg kom til mig selv ved lyden af mit navn, der blev hvisket i mit øre.

Jeg åbnede øjnene og en svag lyd kom over mine læber, jeg så op på hans ansigt og forstod. Jeg forstod det hele. Han så ned på mig, og havde stadigvæk armene om mig. Han puffede blidt til mig og jeg forstod, jeg kunne ikke rejse mig men jeg kunne flytte mig til side, han rejste sig og så mod jorden. ”undskyld… ” han vendte sig om mod mig og hjalp mig op. ”jeg tror vist det er bedst at jeg følger dig hjem” jeg nikkede. Jeg kunne ikke stå selv, han stod lige foran mig og så mig i øjnene, han tog hans hænder op og lukkede min jakke igen. Han stod så tæt på mig da han spurgte ” fryser du?” jeg rystede bare på hovedet og smilte svagt ”jeg har det fint” jeg havde det faktisk mere end fint. Jeg havde det fantastisk, selvom jeg ikke kunne stå. Han fulgte mig hele vejen hjem helt hen til døren før han gav slip på mig. Han smilte til mig lige inden han gik, og jeg sank en gang da jeg så hans tænder, lange og spidse. Jeg gik, eller nærmest faldt ind af døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...