Du Kommer For Sent - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Igang
Dette var hvad jeg skrev til terminsprøven i dansk skriftlig, 9. klase - 2013.
Tænkte bare jeg ville vise de søde mennesker der læser det jeg skriver, noget lidt andet end fanfic's ;)

Kom meget gerne med konstruktiv kritik, og giv et bud på hvad I ville give af karakter? :-)

0Likes
2Kommentarer
1476Visninger
AA

2. Du kommer for sent...

 

En tidlig november morgen, i en af Danmarks forstadsprovinser åndede alt fred. Fuglene pippede og fløj rundt på må og få, for at finde føde til deres sultne unger. Rimfrosten lå som et smukt og fint lag rundt på markerne, og ræve samt muldvarper krøb i skjul.

I det mystiske udseende grønne hus, som lå midt på Vordingborgvej, åndede alt dog ikke fred – snarere tvært i mod. For inde bag det hegn, der engang havde været hvidt, men nu var falmet og gulligt, herskede der kaos.

Klokken var kun kvart i 7 om morgenen, og John var endnu ikke stået op, hvilket ikke passede Hr. og Fru Bentsen, der allerede var sent på den, og som endnu ikke havde fået morgenmad. Johns paplillesøster, Trine, sad ved spisebordet med en skål cornflakes foran sig. Hendes hår var stramt blevet redt tilbage i to fletninger, og da dette ikke passede Trine, sad hun og dyppede håret ned i sin morgenmad og legede med den. Trines mor, Benedikte, havde alt for travlt til at bemærke det, lige indtil Trine pludselig, og ud af det blå, fik væltet skålen med cornflakes ned over sig, og derfor hylede op.

”Trine, for guds skyld!” himlede Benedikte, samlede et viskestykke op fra køkkenbordet og skyndte sig hen til Trine for at tørre hende ren. Lars, Johns far, kom gående ind i stuen til dem, og så snart han overværede scenariet, blandede han sig. ”Benedikte, lad nu Trine være. Hun er kun 7, det nytter ikke noget at skælde hende ud over et uheld! Trine søde, smut op og få noget tørt tøj på, så rydder jeg op her,” sagde han og talte i en blid tone til datteren, men en hård og irettesættende tone til sin kone.

”Og John!” råbte han så, med hovedet vendt mod trappen til overetagen, ”STÅ SÅ OP!” John kom vadende ind i køkkenet i det samme. ”Jeg er lige her,” vrissede han og gik hen til køleskabet, hvor han fandt noget yoghurt, som han straks tog ud og skænkede op til sig selv.

Benedikte sukkede, tørrede op efter sin datter og mumlede et lavmeldt ’godmorgen’ til John, som blot nikkede til svar. Trine smuttede op på sit værelse, for at skifte, og Benedikte forsynede også sig selv med noget morgenmad. Lars havde sat sig med en skål mysli foran sig, og straks givet sig til at spise det. ”Hvis du skal køre med, John, så skal du se at få noget fart på,” sagde Lars mellem to mundfulde. John mumlede bare noget der lød som et ’okay’.

Benedikte og Lars blev hurtigt færdige, og samlede straks deres tasker, nøgler, mobiler og punge op – så var de klar til at tage på arbejde. Trine var kommet ned i noget rent, nyt tøj med et stort smil på læben – også hun var klar.

John var først blevet færdig med sin mad nu, og begav sig op på sit værelse for at få noget tøj på. ”John, det er nu eller aldrig!” råbte Lars nede fra stuen af. Der lød et suk, og så et svar. ”Kør I bare, så går jeg – jeg har brug for lidt luft til at klare hovedet.”

”Husk at låse af!” råbte Lars så, og så begav de tre sig ud til bilerne og kørte på arbejde, og Trine i skole. John åndede lettet op – endelig lidt fred og ro.

Med sine 17 år, skulle der ikke altid meget til, før det hele blev for meget for ham, når han nu havde en paplillesøster, der hele tiden ville have opmærksomhed, og en papmor, der gerne ville bestemme alt om og for ham.

John fik gjort sig færdig, låste af og begav sig i skole. Han var lige begyndt på gymnasiet, efter 9.klasse, hvilket havde været en stor omvæltning. Heldigvis havde han sin gode ven, Max. John og Max havde kendt hinanden i 11 år, og Max kendte ham bedre end nogen anden. Han havde altid været der, og da Johns mor var død, dengang for 9 år siden, var det Max der hjalp ham igennem.

”Hey mand, hva’ så?” spurgte Max og gav ham et klask på skulderen, da han gik op på siden af ham. Max kunne se der var noget der stak John, og som den gode ven, spurgte han til det. John skar en grimasse og hankede lidt op i sin taske, som han gik med henslængt over ryggen. ”Hård morgen,” sukkede han og trak på skulderen. ”Jeg er bare glad for vi snart har fri, så jeg kan komme væk,” grinede han så. Max rynkede undrende på panden. ”Hvad mener du?” spurgte han. John smilede blot til ham. ”Ikke noget, mand,” svarede han og skar ham af.

Da klokken ringede ud efter sidste time, sprang alle eleverne op. John samlede hurtigt sine ting sammen, skyndte sig ud af klasseværelset, og væk fra skolen. De andre undrede sig sikkert over, hvorfor han havde så travlt, men han var ligeglad – han skulle bare væk.

Han bevægede sig langsomt samme vej som han altid gik til og fra skole, for på vejen stod et stort, gammelt piletræ, som han altid fandt fred og ro ved. Træet var opkaldt efter Grise-Olsen, som var en flink, gammel mand, der engang havde haft en grisefarm, der lå lige ved træet. Han kom altid herned, når han fik dårlige nyheder. Farmen var blevet nedlagt for et par år siden, og Grise-Olsen havde været død i mange. Men markvejen lå her dog endnu, sammen med piletræet.

Jo tættere John kom, jo tungere og mere besværet blev hans åndedræt. Han lod tasken glide ned på sin arm, og fiskede pistolen, som havde ligget deri hele dagen, frem.

Piletræet kom endelig i sigte, og han slap tasken, så den lå et stykke derfra. Han mærkede dråber på sin arm, men ænsede det ikke – end ikke, da regnen langsomt kom silende ned i store tykke dråber, og vinden blæste. Han mærkede sine øjne blive fugtige, ved tanken om hvad han nu skulle gøre. Da han var helt henne ved træet, lod han sig langsomt glide ned, og satte sig op ad det.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Du kommer for sent...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...