Perfekt

Skrev den på en time eller deromkring da inspirationen overfaldt mig, så forvent ikke det helt store .. !;)

1Likes
0Kommentarer
313Visninger

1. Perfekt

Fuglene cirklede rundt om kirketårnet. Vinden bar dem, de svævede nærmest kun. Hun strøg forbi dem.

Hun så på byen under sig. Den var badet i vintersolens kolde lys, og hun kunne se hver en detalje; vinduer og døre, brosten og fliser, ja, sågar et musehul her og der.

Hun kunne se menneskerne i gaderne, de myldrede rundt som travle myrer. Hun kunne se dem, som dem de var, med glæde og sorg, interesse og ligegyldighed.

Hun opdagede at hun fløj tættere og tættere på en speciel bygning – velkendt, men absolut ikke velkommen.

Hun kæmpede imod strømmen der ubarmhjertigt trak hende i den retning, men intet hjalp. Nu var hun så tæt på at hun kunne høre stemmerne ..

"Nora!" Hun vågnede brat, igen tilbage i hendes egen krop. Hr. Malcolm kiggede på hende, forventede tilsyneladende et svar på det spørgsmål han lige havde stillet.

"Undskyld, hr.. Kan De gentage spørgsmålet?" Der lød spredt latter rundt i klasseværelset. Nora kunne mærke sine kinder brænde. Hr. Malcolm kiggede irriteret på hende. "Dagdrømme hører ikke til i undervisningen, Nora. Men du kan jo passende fortælle os hvad du sad og tænkte på?" Hun rødmede endnu dybere. Pludselig virkede det så dumt. Hun var ikke en fugl.

"Undskyld, hr.. D-det skal ikke gentage sig." Hun mente hvert et ord. Hr. Malcolm så tilfreds ud. "Forhåbentlig ikke. Nu da du er klar, kan du måske fortælle os hvor Spanien ligger?"

 

Tonerne bredte sig i rummet med en sød og fyldig klang, og Nora tillod sig selv at glide væk et øjeblik. Hendes fingre bevægede sig ubesværet hen over tangenterne, og hendes glæde ved det afspejlede sig i musikken. Første side i nodehæftet gik uden fejl, og hun blev dristigere. Det ville lyde godt hvis hun satte en tone ind der, ville det ikke? Hun prøvede, men straks var fru Holt over hende.

"Nej!” Sagde hun skarpt. Hun havde en russisk accent, som fik hendes stemme til at lyde som usleben granit. ”Om igen! Ingen svinkeærender, unge frøken. Hold dig til noderne!”

Nora spillede igen, denne gang uden hverken ekstra toner eller følelser.

 

Svitsj, svitsj. Blyanten strøg forsigtigt hen over papiret. En klo blev hurtigt skitseret, efterfulgt af en pote. Så kom benet, hvilket hun altid havde syntes var det sværeste. Brystkassen og halsen var lettere. Hun tegnede en kort, strid pels, og oven på halsen tegnede hun et menneskeansigt med katteører.

"Mor! Se!” Moren kom hen og kiggede hende over skulderen.

Søde skat, hvad er dog det?” Udbrød hun chokeret.

Nora rynkede panden. ”Det er da en sjæl, kan du slet ikke se det?”

Moren kiggede bestyrtet på hende. ”Nora! Du ved da at sjælen er det der flyver op til Gud når du dør. Det er ikke sådan et .. monster!”

Nora var forvirret og flov. Det var da ikke et monster? Hun syntes den var smuk, på sin egen specielle måde. Men for at gøre sin mor glad, tegnede hun en rigtig engel med hvide vinger og lysende glorie. Det perfekte væsen, uden drømme, følelser eller fantasi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...