Run as you love | One Direction

(Se trailer) Man bliver for det meste liderlig når alkohol er indblandet, og man kommer tit til at lave fejl. Og når liderlig og fejl, indgår i samme sætning kan det kun betyde en ting. Randy Wells, er 21 år gammel og har en søn på 3 år. En søn som både er det værste, og det bedste der er sket for Randy. For det er svært at være mor i så ung en alder, især når faren kun var et engangsknald. Og dog. Faren er også en gammel klasse kammerat, og nu en nybagt popstjerne. Som faktisk intet aner om barnet, ikke indtil Randy endelig beslutter sig for at fortælle ham, at han er faren til hendes barn. Men ting er sket og han er forandret. Følelser bliver genskabt, løgne og hemmeligheder kommer frem. Men vil de sammen kunne finde kærligheden igen?
(læsning på eget ansvar!)

320Likes
298Kommentarer
23050Visninger
AA

5. 3 | Randy

 

Once upon time. A few mistakes ago

I was in your sights. You got me alone

You found me. You found me. You found me

I knew you where trouble -  Taylor Swift

 

”Er det ikke for meget? Hvordan kan hun få sig selv til at sige sådan noget, når hun ved at det ikke kan lade sig gøre!” med hænderne i håret, efter at havde fægtede med dem i luften, var jeg meget frustrerede. Jeg skulle forklare alt til Ally, som jeg var taget direkte hjem til efter mit besøg hos min mor. Jeg kunne stadig ikke komme mig over det hun havde sagt til mig, og dermed havde jeg en masse at fortælle til Ally.

”Giv mig lige ret her ” sagde jeg til Ally, som sad i sofaen og pillede ved en af Chris sutter. ”Ally!” sagde jeg igen, da hun ikke gav nogle lyd eller reaktion fra sig. Jeg manglede lidt moralsk opbakning her.

”Oh undskyld” hun rettede sig op, og bed sig kort i underlæben. ”Din mor har ret, du burde tage kontakt til Chris far” lød det fra Ally, og jeg fik et chokerende ansigts udtryk. Hvis side var hun på?

”Hvis side er du på?” sagde jeg fornærmet, for hvornår var Ally kommet over på min mors siden. Havde min mor hjernevasket hende?

”Jeg er selvfølgelig på din side, men Randy. Din mor har ret, det er ikke fair for Chris eller hans far. Og hvis du siger det nu, så slipper du måske for at han bliver sur på dig” sagde Ally, jeg træk på mine skuldre. ”Sur? Hvad mener du” spurgte jeg om, da jeg ikke helt forstod hende. ”Chris er jo lille, derfor ville han ikke blive sur på dig fordi du har holdt hans far skjult for ham. Jeg ville da helt klart blive mega sur på min mor, hvis hun havde holdt min far hemmelig for mig hele mit liv. Og siden Chris er lille, så ville han ikke blive sur engang i fremtiden, hvis du siger det nu” sagde Ally, som om at det hele var indlysende.

”Men han ville ikke blive sur, hvis han aldrig fandt ud af det” nu var det min tur, til at lyde klog. Men jeg fik bare et skuffet blik fra Ally.

”Randy” sukkede hun, og jeg endte også med at sukke. ”Jeg ved det, jeg ved det” jeg satte mig ned ved siden af hende. ”Men jeg skal tænke mig om først, det her er ikke så nemt som det måske lyder” måbede jeg, og hun nikkede med et sødt smil.

”Hvad siger du til at tage til fest på fredag, det er Nicolas der holder den” og der kom Ally med sit helt store emneskift, sådan noget var hun ret god til. Derfor havde hun altid noget man kunne snakke om, og man havde aldrig et kedeligt øjeblik med hende.

”Du ved det ikke går” jeg formede min læber til en streg. Jeg havde ikke været til en fest siden den dag jeg fandt ud af at var blevet gravid, jeg turde ikke løbe den risiko igen.

”Kom nu Randy, det er så lang tid siden” plagede Ally, og jeg rystede på hoved. ”Ally du ud af alle, ved hvad alkohol gør ved mig” – ”Jaja, du bliver liderlig. Men hvad nu hvis du ikke drikker” prøvede hun igen, men jeg nægtede. Ingen fest til mig.

”Desuden så kan jeg ikke blive væk for Chris igen, jeg har lige undværet ham i tre dage” sagde jeg ærligt, og skulle til at sige noget mere hvis ikke det var fordi min mobil ringede.

”2 sekunder” sagde jeg og gik ud fra stuen inden jeg tog den, ”hallo?” svarede jeg, og stoppede op da jeg var ude af stuen.

”Hej skat, det er mor” lød det fra min mor, indlysende nok. ”Hej” sagde jeg en smule forvirret, jeg havde da ikke glemt noget over hos hende.

”På fredag skal du komme over til mig, uden Chris, tag noget pænt på” og uden at jeg fik chancen for at svare, havde hun lagt på.

Jeg var mega forvirret nu, for hvorfor skulle jeg komme alene? Og hvorfor skulle jeg  ikke tage Chris med? Og hvorfor lagde min mor bare på? Hvad var der galt med den kvinde.

”Ally” Sagde jeg langtrukken da jeg kom inden i stuen igen, hun svaret et ja og jeg satte min ned ved siden af hende. ”kan du passe Chris på fredag, jeg skal noget med min mor” spurgte jeg om, og forventede et ja.

”Desuden så kan jeg ikke blive væk for Chris igen, jeg har lige undværet ham i tre dage” hun gjorde grin med det jeg sagde før, rynkede øjenbrynene, tog armene overkors, og så fornærmet ud.

Undskyld.

”Men ja, jeg kan godt passe ham” hun slap armene løs, smilede stort, og så helt glad ud igen. ”Tak” sagde jeg, og var mega taknemlig. For hvad skulle jeg gøre uden hende?

”Nå, skal vi så se den film?” spurgte hun, og jeg nikkede hurtigt. ”Yup” svarede jeg smilende. Og inden længe havde vi fået sat She’s the man på, og var nu klar til en god omgang filmhygge.

 

 

Her stod jeg, uden foran min mors dør, og var iført i en sød sommer kjole. Den var kort og sandfarvet, og så havde den noget fint blomsterprint. Jeg havde taget nogle hvide ballerinaer på, og så havde jeg ladet mit hår forblive løst. Jeg var selv godt tilfreds, og det var også det vigtigste.

”Hej” lød det smilende fra min mor, som var i gang med at åbne døren. ”Hejsa” sagde jeg samtidig med at jeg gik ind. Jeg beholdte min sko på, da jeg kunne se at min også havde sko på. Så vi skulle nok ud.

”Hvad er det vi skal?” spurgte jeg om, da min nysgerrighed havde været stor siden i søndags. ”Til middag” jeg løftede mit ene øjenbryn, ”Hos hvem?” spurgte jeg, og ventede spændt på svar.

Min mor rynkede næsen inden hun svarede, ”Hos familien Styles”

Det var som om at mit hjerte sprang 1100 slag over, da hun sagde det efternavn. ”Hvorfor?” spurgte jeg en anelse mut, jeg havde ikke lyst til det her. Det sagde jeg også til hende i søndags, men alligevel kunne hun ikke respektere det valg jeg havde taget.

”Fordi Harry er i byen, og nu er det på tide at du for fingeren ud af røven skat. Han skal have det af vide, og hvis ikke du siger det, siger jeg det” hun lød streng, og hendes ord var hårde. Men selvom hendes ord var hårde, og at jeg inderligt ikke ønskede det. Så havde hun ret.

Jeg svaret ikke, jeg så bare på hende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg ville ikke sige at hun havde ret, men jeg vil heller ikke at hun tog fejl.

Jeg måtte bare vente, og så håbe på det bedste, selvom jeg virkelig forventede det værste.

 

 

 

”Sid nu stille” sagde min mor en anelse irriteret, da jeg ikke kunne holde mine ben stille. Men det var hendes skyld, hun kunne bare lade hver med at tage kontakt til Harrys mor. ”Randy!” sagde hun højt, da jeg stadig ikke kunne sidde stille.

”Jeg er for nervøs til at kunne sidde stille” mumlede jeg, og efter det bed jeg mig hårdt i underlæben. ”Det er godt, for vi her nu” sagde hun, og jeg bemærket at hun parkerede bilen.

Og i det bilen holdt stille, sad jeg stille. Det var nu, jeg var ikke klar, jeg havde ikke lyst, jeg var bange, og så var jeg sikker på at Harry hadede mig. Og nu ville han sikkert hade mig endnu mere.

”Mor jeg kan ikke det her” sagde jeg mens jeg holdte stramt om bil håndtaget. ”Jo du kan, og jeg skal nok støtte dig” sagde min mor, inden hun steg ud af bilen. Og lidt efter gjorde jeg det samme, selvom jeg var lige ved at pisse i bukserne og var skide nervøs.

Min mor låste bilen, og sammen gik vi hen til dørtrinet. Jeg havde været her før, dengang jeg var sammen med Harry, og det var efterhånden lang tid siden.

”Så er det nu” sagde min mor, og tog kort i min hånd for at give det et klem. Da hun slap min hånd, bankede hun på døren. Der gik ikke lang tid inden man kun høre skridt som kom fra den anden side af døren, og jeg kunne allerede føle hvordan mit hjerte begyndte på at pumpe hurtigere.

Døren blev åbnet, og en smilende kvinde hilste pænt på os. – Harrys mor, Anne.

”Hej, hvor er det længe siden” sagde min mor, og rakte hende en buket blomster som vi havde købt på vejen her hen. ”Mange tak, det havde i ikke behøvet” sagde Anne, mens hun tog imod blomsterne.

”Kom indenfor” sagde Anne i en meget glad tone, inden hun åbnede døren helt. Så både mig og min mor trådte indenfor.

Det var en underlig følelse at være her igen, ingen ting var forandret, men alligevel havde jeg allermest lyst til at flygte. Men nu var jeg her, og det skulle bare overstås.

Mens jeg tog min jakke og sko af, kom Anne hen over til mig. ”Harry er på sit værelse, du kan bare gå op til ham” jeg svarede ikke men nikkede bare, og med nervøse skridt gik jeg op af trapperne og hen imod Harrys værelse.

Jeg stoppede op foran døren til hans værelse, og i lidt tid stod jeg bare og kiggede på døren. Hvad skulle jeg sige, hvis jeg gik ind? Ville han overhoved kunne kende mig, var jeg for paranoid, eller skulle jeg bare lade hver?

Der gik så mange tanker igennem mit hoved, så mange beslutninger, og jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Selvom det var simpelt, jeg kunne bare åbne døren, gå ind, og sige hej. Men af en eller anden grund, så turde jeg ikke.

Jeg skulle lige til at vende mig om for at gå tilbage, men det kunne jeg ikke nå. For det var åbenbart Harry der havde taget beslutningen, og kom ud af sit værelse.

Jeg stivnede helt da jeg så ham, og hvis jeg ikke tog meget fejl gjorde han det samme.

Man kunne godt se at han havde ændret sig, at puberteten havde ændret ham. Han havde stadig krøller, men de sad ikke længere nede som i år 2009. Han havde sat dem op, og jeg måtte modvilligt indrømme at det klædte ham.

Han havde en sort t-shirt på, samt nogle sorte bukser. Og selvom jeg ikke havde lyst til at indrømme det, så, så han meget godt ud.

”Randy” sagde Harry og hans stemme lød helt fjernt, jeg sagde ikke noget men nikkede.

Jeg kunne stadig ikke forstå at jeg stod overfor ham, og jeg kunne slet ikke fatte at han var far til vores barn. – Min Christian. 

 

 

________________________________________________________________________________________________________________

A/N

 

Dandandaaaaaan! Var det ikke også et fantastisk kapitel? Jeg får i hver fald helt vildt meget lyst til at læse videre, men eftersom det er mig der skal skrive næste kapitel, så er det lidt svært :o)

Er jessica ikke også fantastiskt til at skrive? Men hvad tror i der vil ske i næste kapitel? Vil Randy få det sagt? Hvordan vil Harry reagere da han ser Randy efter alle de år? Gooosh, vi må finde ud af det!

Husk at like, konnemtere og sætte den på favorit liste! x

 

Xoxo Cecilie. x

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...