Run as you love | One Direction

(Se trailer) Man bliver for det meste liderlig når alkohol er indblandet, og man kommer tit til at lave fejl. Og når liderlig og fejl, indgår i samme sætning kan det kun betyde en ting. Randy Wells, er 21 år gammel og har en søn på 3 år. En søn som både er det værste, og det bedste der er sket for Randy. For det er svært at være mor i så ung en alder, især når faren kun var et engangsknald. Og dog. Faren er også en gammel klasse kammerat, og nu en nybagt popstjerne. Som faktisk intet aner om barnet, ikke indtil Randy endelig beslutter sig for at fortælle ham, at han er faren til hendes barn. Men ting er sket og han er forandret. Følelser bliver genskabt, løgne og hemmeligheder kommer frem. Men vil de sammen kunne finde kærligheden igen?
(læsning på eget ansvar!)

320Likes
298Kommentarer
23180Visninger
AA

4. 2 | Harry

 

I would love to go. Back to the old house
But I never will. I never will ...
I never will ... I never will ...

Back to the old house - The Smiths

 

Jeg fik knappet den sidste knap på min hvide skjorte, jeg fik børstet hår og fjernet fnuller af mine sorte bukser. Og derefter fik jeg mine slidte sorte sneakers på. Mit hår sad som det plejede, jeg havde ikke gjort det store ud af mig selv, jeg skulle jo kun mødes med nogle gamle venner, tidligere klasse kammerater, og vi skulle så på den lokale.

Jeg fik sagt farvel til min mor - jep, Harry var tilbage i Chersire - og skyndte mig derefter ud af døren. Min sorte, ny vaskede Audi stod som jeg parkerede den, sjovt nok. Jeg låste den op, satte mig ind, og tænde for den.

Det er muligt at jeg kørte hurtigere end jeg burde, men jeg var en af de typer der ikke gad vente på motor vejen og sådan noget.

 

 

Jeg nåede til stedet som man ikke engang kunne kalde for en klub, men det var heller ikke en bodega eller pub. Måske var det en blanding?

Jeg fik slukket for min bil, og derefter gik jeg overmod klubben med målrettede og faste skridt. Et par teenager piger kiggede på mig, men de kom ikke over, de var nok i tvivl om om jeg var den rigtige Harry Styles.

Jeg trådte ind på klubben/pubben/bodegaen, der var varmt, næsten overdrevet. Mine øjne spottede hurtigt Nicolas i den lille grubbe af mennesker der var her inde.

"Hey mate" sagde han og trådte ned fra barstolen som var lidt i stykker. Men det overrasker mig ikke, et sted som det her burde være ved at falde sammen. 

"What's up" sagde jeg og blev hurtigt mødt af et kram fra hans side af. ”Ikke så meget, hvad med dig? Den berømte Harry Styles, den eneste af årgang 2007 som udrettede noget.”

Jeg kunne ikke tørre smilet af mine læber da han sagde den sidste sætning. Han fik det til af lyde som noget virkelig stort, hvilket det jo på en måde også var.

”Det går sgu okay, det går som det går,” jeg ville virkelig gerne sige noget pænt igen, men eftersom jeg ikke havde snakket med Nicolas i tre år, så var det virkelig svært, da jeg ikke vidste hvad han gik og lavede.

”men hvad går du så og laver?” jeg satte mig op på den anden barstol og bestilte hurtigt en øl.

”Jeg arbejder i Fine Fare.” sagde han og tog en tår af hans øl. Fine Fare var det lokale supermarked i Cheshire. Det var ikke det helt store, men det har hvad vi har brug for.

Jeg nikkede og mumlede et tak til bartenderen inden jeg tog den første tår af min øl.

 

 

En øl blev til to. Jeg ville også gerne sige til den tredje, men jeg var kun i gang med den anden.

”Hvad laver de andre fra klassen så?” spurgte jeg og lød som om det interesseret mig. ”Nina arbejder i gården” – det var en af børnehaverne her. ”Jake, han døde til stoffer for et halvt år siden, Mike, han forlod os ligesom dig. Det gjorde de fleste.” sagde han, han fik pludselig et blik i øjnene som var anderledes.

”Men Randy, hun er her stadig.” Randy, hendes navn fik et specielt minde til at komme frem.

 

”Jeg har meldt mig til x-factor” hvis jeg ikke tog meget fejl, så var min stemme meget lav. Det her var noget jeg havde villet fortælle hende i lang tid. Men jeg havde ikke haft modet til det.

Randy betød alt for mig, hun var min hverdag. Jeg elskede hende af hele mit hjerte. Mine følelser til hende var ubeskrivelige. Hun var det jeg så frem til hverdag.

Randy havde et tomt udtryk i hendes smukke lyseblå øjne, men de var ikke bare lyseblå, de var himmelblå, men det specielle var at hendes sorte pupiller var omringet af en tynd grøn streg som faldt i med det blå. Men man lagde kun mærke til det hvis man så hende tæt på.

Hendes mund var let åben, men der kom ingen lyd ud. Glimtet i hendes øjne var væk, og hendes pupiller var store.

”Harry, du kan ikke gøre det nu, du ved jeg ville støtte dig, men det her er bare et virkelig dårligt tidspunkt” sagde hun stammende. "Men det er forsent, jeg har meldt mig. Det var en slags overraskelse til dig" Sukkede jeg, og håbede på det bedste men forventede det værste. "Det må du selv om, men hvis du gør det så kan vi ikke være sammen mere" Jeg kunne ikke se hvad problemet var, hun sagde selv at jeg havde talent. ”Men – Har du bare tænkt dig at forlade det hele, forlade mig?”

Hendes øjne blev helt blanke, og der gik ikke længe før hun var ude af min synsvinkel.

 

Randy havde betydet alt for mig, og lidt til. Som sagt så var hun min hverdag. Jeg havde aldrig elsket en person lige så meget som jeg elskede Randy.

Men hun var væk nu. Alle minder om hende var for længst væk, bortset fra dette. Jeg ved ikke engang om man kan kalde det for et minde, måske mere et mareridt der blev vakt til live.

Men Randy var væk nu, jeg får hende aldrig tilbage.

 

”Hvad går hun og laver?” spurgte jeg nysgerrigt om. ”Hun blev mor kort efter vi gik ud af skolen, så vidt jeg ved bor hun i en lille lejlighed og har ingen uddannelse” Nicolas var blevet halvfuld, han var også en svag drikker.

Det var synd det med Randy, for hun var en utrolig klog pige, hun var en af dem fra årgangen der havde haft det højeste gennemsnit.

Og så ødelagde hun det hele ved at blive bollet tyk. For helvede, når jeg finder ud af hvem det svin var, så ville jeg få ham til at ønske han aldrig var blevet født.

Sur var ikke engang ordet til at beskrive den følelse der gik igennem mig lige nu, jeg var nok nærmere skuffet.

”Men hvem er faren?” spurgte jeg og holde lidt igen med min øl. ”Det er der ingen der ved, hver gang man spørg, skifter hun emne.” sagde Nicolas omtåget.

”Det var synd det ikke gik mellem dig og Randy, i var sådan et godt par.” Okay, man kan vel godt sige Randy og jeg havde været kærester. Det var ikke til at løbe fra.

Lavt fik jeg mumlet Ja det må man sige, for det var det. - et godt par.

”Nå men livet går videre, skal vi tage til nabobyen og feste?” han løb virkelig ved siden af sig selv.

”Nej, jeg skal hjem ad til London.”

Det var det sidste jeg sagde inden jeg forlod ham.

 

 

Okay det var en løgn, jeg skulle ikke hjem til London, men jeg havde brug for at komme hjem, hjem til min mor som måske kunne forklare mig nogle ting.

Jeg låste hoveddøren op og smed mine sko i gangen.

”Harry?!” blev der råbt, stemmen var til at kende. Det var min mors. ”Ja!” råbte jeg tilbage.”

”Er du hjemme?”

Jeg slog mig selv i panden og derefter kløede jeg mig dumt mellem mine øjne på næse ryggen.

”Nej mor! Det er en indbrudstyv der hedder Harry og lyder som din søn!” råbte jeg dumt tilbage, inden jeg gik ind i stuen.

”Nå okay, kloge” sagde hun efterfulgt af et lille smil som jeg gengældte. ”Var det hyggeligt?” spurgte hun og lagde sin bog fra sig.

”Det var fint nok” sagde jeg og satte mig i sofaen ved siden af.

Der var stilhed, den var hverken ubehagelig eller behagelig, måske et sted midt i mellem. ”Mor, ved du noget om Randy Wells?” man kan vel godt sige at jeg var sulten efter informationer om hende.

”Ikke speciel meget. Hun bor stadig i byen, hun har en søn, Christian, ingen ved hvem faren er. Hun har det ret hårdt lige nu, ikke kun med økonomien, men også psykisk. Hvorfor?” det var ikke rigtig nogen hjælp, det var alt sammen noget jeg allerede vidste om hende.

”Jeg spørg bare” svarede jeg og trak på skuldrene. ”Du savner hende, ikke?” min mor kunne altid læse mig som en åben bog.

Efter lidt tid nikkede jeg, for det var ikke løgn. Jeg savnede hende utrolig meget.

”Har du nogen former for kontakt til hende?” spurgte jeg lavt om. ”Jeg har hendes mors nummer, men ellers ikke” sagde hun tøvende og lod sit hoved hvile på hendes hånd.

”Har du overvejet selv at tage kontakt til hende?” hun blinkede et par gange med hendes øjne efter hun tog sine læsebriller af.

”Ja, men jeg har ikke hendes nummer. Desuden, hvad skulle jeg så sige? Det var mig der fra valgte hende” sagde jeg med en trist tone.

”Hun har det sikkert også bedre uden mig” sagde jeg lidt hårdt. ”Jeg tvivler Harry. Som enlig mor uden penge og knap nok et sted og bo, så tror jeg hun ville være glad for alt slags hjælp.

Jeg tænkte længe over det.

På den ene side så var det rigtigt, men jeg ville heller ikke hjælpe med at passe et fremmet barn.

 

”jeg smutter i seng, godnat” sagde jeg og kyssede min mor på kinden. ”Godnat, Harry” svarede hun.

Jeg løb op ad trapperne og ind på mit værelse.

Jeg gjorde mig klar til at sove, og faldt straks i en dyb søvn.

 

____________________________________________________________________________________

A/N

Så kom det andet kapitel, whee! Jeg synes det var et rigtig fint kapitel Cecilie, fik skrevet sig. Jeg har lyst til at læse mere, haha. Jeg vil os bare sig at både mig og Cecilie er meget taknemlig, der er alleredet over 100 på favorit, og det sætter vi stort pris på.Thumps up 2 you guys! (y)  Giv et like, smid en kommentar, og glæd jer til det næste kapitel! c: x

 

Love Jessica x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...