Run as you love | One Direction

(Se trailer) Man bliver for det meste liderlig når alkohol er indblandet, og man kommer tit til at lave fejl. Og når liderlig og fejl, indgår i samme sætning kan det kun betyde en ting. Randy Wells, er 21 år gammel og har en søn på 3 år. En søn som både er det værste, og det bedste der er sket for Randy. For det er svært at være mor i så ung en alder, især når faren kun var et engangsknald. Og dog. Faren er også en gammel klasse kammerat, og nu en nybagt popstjerne. Som faktisk intet aner om barnet, ikke indtil Randy endelig beslutter sig for at fortælle ham, at han er faren til hendes barn. Men ting er sket og han er forandret. Følelser bliver genskabt, løgne og hemmeligheder kommer frem. Men vil de sammen kunne finde kærligheden igen?
(læsning på eget ansvar!)

320Likes
298Kommentarer
23054Visninger
AA

3. 1 | Randy

 

 

Nobody sees - nobody knows. We are a secret - can't be exposed.

That's how it is - that's how it goes.

Far from the others. Close to each other.

Uncover - Zara Larrson

 

 

Køen foran mig forsvandt ligeså roligt, og jeg havde lige fået det beløb som mine vare havde kostet. Jeg kørte derfor mit dankort igennem dankortautomaten, hvor jeg listigt men hurtigt trykkede min kode ind. ”Skal du have kvitteringen med?” spurgte kassedamen, og jeg rystede smilene på hoved. Inden jeg forlod Fine Fare, som var et lokalt supermarked i Cheshire. Jeg puttede mine vare ned i en pose, som blev noget tungere end forventet. Jeg ønskede kassedamen en god dag, og drev dermed videre ud af Fine Fare.

Jeg havde lige været i London i denne weekend, og det var virkelig en fantastisk oplevelse. Selvom jeg havde været i mit lands hovedstad før, så var jeg der ikke særlig tit. Derfor betragtet jeg det altid som en ferie hver gang jeg skulle til London. Nu skulle jeg så hjem igen, hjem til min lille lejlighed, min dårlige økonomi, men vigtigst af alt, min Christian. Christian, også kaldet Chris, var min søn på 3 år. Jeg elskede ham af hele mit hjerte, og han betød alt for mig. Selvom han på en måde var grunden til at jeg ikke havde det så god en økonomi, men på den anden side så var det ikke hans skyld. Det var udelukkende min egen, og selvom Christian var en fejl. Så havde jeg ikke fortrudt. Chris kendte ikke til sin far, og hans far kendte ikke til ham. Og sådan skulle det forblive, lige meget hvor hårdt det var at skulle passe og pleje et barn selv. Men jeg havde alligevel fået hjælp fra min mor, og af min bedste veninde Ally. Og jeg værdsatte deres hjælp og støtte utrolig meget.

Mens jeg gik og var jeg sunket ind i mine egne tanker, før jeg vidste af det var jeg næsten ved min mors hus. Og der gik ikke engang et minut før jeg var over ved døren, for at banke på.

”Hej Randy skat” lød det glad fra min mor, mens hun åbnede døren. ”Hej mor” sagde jeg i en ligeså glad tone, hun åbnede døren helt så jeg kunne komme ind. ”Så hvor er min baby henne?” spurgte jeg min mor om, mens jeg kiggede rundt efter Chris. ”Han gemmer sig, du må selv finde ham” sagde hun og jeg sukkede, mens jeg på en eller anden finurlig måde grinede på samme tid.

”Okay så” sagde jeg og klappede kort i mine hænder. ”Chris, hvor er du?” sagde jeg langtrukken mens jeg begyndte at gå rundt, for at finde ham.

Jeg gik ind i min mors soveværelse, og straks kunne jeg høre fnisen. Det måtte være Chris, ”Chris er jo væk nu, så må jeg bare gå hjem uden ham” Sagde jeg højt, med et stort smil plantet i ansigtet på mig. Jeg begyndte stille at gå hen til døren, men stoppede da jeg kunne høre små trin løbe hen imod mig. ”Moooarrr” Råbte Chris, og jeg bar ham op i mine arme da han var tæt nok på. ”Hej baby” Sagde jeg og kyssede ham på kinden, gud hvor havde jeg savnet ham.

”Mig har savnet dig” Mumlede han ind mod min skulder, og jeg kunne ikke lade hver med at smile endnu større end før. ”Randy, kunne dig og Chris tænke jer at spise med i aften?” Spurgte min mor, mens hun kom gående ind af døren.

Jeg stillede Chris ned på gulvet igen, og straks løb han ud af værelset og derfor også meget hurtigt ud af min synsvinkel.

Jeg kiggede hen på min mor, ”Jo vi vil godt spise med, tak” Sagde jeg og smilede blidt til hende. Det passede mig fint at spise med, jeg havde alligevel heller ikke overskud til selv at lave mad.

Jeg gik ud fra min mors værelse, hvor jeg så gik ud til gangen så jeg kunne stille min pose med vare ned, tage min jakke og mine sko af.

”Så hvordan var turen til London?” Spurgte min mor om, som igen stod bag mig. Jeg vendte mig om så mit blik hvilede på hende, ”Det var en mega god tur, og det var dejlig at komme lidt væk” Sagde jeg ærligt. For jeg mente det virkeligt, det var rart at komme lidt væk hjemme fra. Og at se nogle ting som man normalt ikke så, så det var en dejlig oplevelse, og jeg vil helt sikkert tage til London noget oftere. Og en dag vil jeg tage Chris med.

”Det er godt at høre” Sagde min mor, og jeg nikkede bare med et smil om læberne.

”Jeg tror lige at jeg vil finde Chris igen” Jeg fugtede mine læber og gik så videre for at finde Chris, den dreng elskede virkelig at lege gemmeleg.

 

 

”Mor Chris sover, så jeg tror kun det bliver dig og mig til middag” sagde jeg mens jeg gik ind i køkkenet til min mor, hun var i gang med at dække bord. ”Skal jeg hjælpe” spurgte jeg om, og hun svarede mig ikke, men rystede bare på hoved. Og det fik mig til at nikke akavet, men jeg havde stadig mit smil plantede om mine læber.

Selvom det var utrolig fedt at være i London, så havde jeg savnet min Chrisser mus utrolig højt. Det ville først og fremmest gøre ondt hvis han kom til skade, og jeg ville slet ikke kunne tage det hvis jeg skulle dele ham med flere end jeg gjorde i forvejen.

”Så hvad har du lavet?” prøvede jeg at spørge om, for at starte en samtale. For nogle gange, så kunne min mor virkelig godt være akavet. ”Pasta pesto, med hjemmelavet brød til” sagde hun, og begyndte at stille maden på bordet.

Jeg synes det var sødt af min mor, for hun vidste at pasta pesto var min livret. Og det har det været lige siden jeg var lille, og jeg var sikker på at jeg aldrig kunne blive træt af det. For jeg kunne altid spise pasta pesto, det smagte godt, og så gjorde det mig altid glad.

Jeg satte mig ned til bordet, og lidt efter gjorde min mor det samme.  - Hun satte sig overfor mig.

”Du kan bare starte” sagde min mor ”Tak” sagde jeg og tog den skål hvor pastaen lå i. Jeg begyndte stille at skænke pasta op til mig selv, da jeg ikke skulle have mere rakte jeg skålen videre til min mor. Pestoen var allerede blandet sammen med pastaen, så det behøvede jeg ikke at tænke på.

Jeg tog min gaffel og stak den ned i en pasta, og hurtigt var det inde i min mund. ”Det smager godt” sagde jeg mens jeg slugte det pasta jeg havde i munden. ”Selvfølgelig gør det, det” sagde min mor, og jeg kiggede underligt på hende.

Hendes selvtillid fejlede vidst ikke noget.

”Jeg mener, du elsker pasta pesto så derfor smager det godt” rettede hun sig selv hurtigt, så hun havde selv opfangede hvordan hun selv lød lige før.

”Klart nok mor” sagde jeg og tog en slurk vand.

”Randy” sukkede min mor, og jeg kiggede på hende som tegn på at hun skulle fortsætte med at snakke. ”Der er jo en grund til at jeg inviterede dig til at spise med, og en grund til at jeg har lavet din livret” sagde min mor, og nu havde hun virkelig fanget min opmærksomhed.

”Hvad er grunden mor?” spurgte jeg om, og ventede nysgerrigt på hendes svar.

”Det er ikke for at være dømmende, men Randy du kan ikke klare det her alene” – ”Hvad kan jeg ikke klare alene” svarede jeg meget hurtigt, for hvis hun hentyde til Chris så tog hun fejl. Jeg klarede mig udmærket.

”Det ved du godt” sagde min mor, og jeg rystede hurtigt på hoved. ”Nej det gør jeg ikke, for hvis det er Chris du mener så tager du fejl. Jeg har klarede mig udmærket indtil videre, og det vil jeg i fremtiden også gøre” sagde jeg, og man kunne godt høre på mig at jeg var ophidset. Og det var jeg os i den grad, for hvad var det for noget lort min mor sagde. Jeg havde den hjælp jeg skulle have, men jeg måtte indrømme at det kunne være hårdt at være enlig mor.

”Randy du bor i en toværelses lejlighed, du har kun akkurat lige råd til husleje, du har ikke engang en uddannelse, og hvis det ikke var fordi at mig og din veninde hjalp, så ville du ikke kunne klare dig” at høre mine mor snakke sådan til mig, ramte mig faktisk. Det gjorde ondt at høre, men mest fordi jeg vidste at hun havde ret. Men hvad kunne jeg gøre ved det, jeg havde ikke andet valg end at leve som jeg nu gjorde.

”Det er muligt at du har ret” sagde jeg stille, og holdte mine tåre tilbage. – Jeg skulle ikke græde nu, ikke foran min mor. ”Du kunne tage kontakt til Chris’ far?” sagde min mor, og der gik alt i stå.

Det mente hun ikke?

Det måtte være en joke?

Jeg havde ikke set eller snakket med Chris far i 4 år, ikke siden den fest hvor han gjorde mig gravid. Og hvordan skulle jeg få fat på ham? Han levede sit liv fuldt ud, og hvis han vidste at han var far så ville det ødelægge hans liv, hans muligheder, hans fremtid, ligesom det på en måde havde gjort ved mig.

Der er mange som har spurgt mig om hvorfor jeg ikke bare fik en abort, og det kan jeg også godt svare på. Jeg ville gerne have en abort, men da jeg opdagede at jeg var gravid, var det for sent. Jeg opdagede det for sent, og jeg nægtede at bortadoptere min søn.

Og siden den gang har jeg klarede det helt alene, med hjælp fra min mor og min bedste veninde Ally.

”Nej, jeg tager ikke kontakt til Chris’ far” beslutningen havde jeg jo træffet for længst, og jeg ændre den ikke nu. ”Randy, synes du det er fair? Både for Chris og Harry, det er ikke fair at han ikke ved at han er far, og det er ikke fair at Chris ikke kender til sin far” sagde min mor, og jeg fik det helt dårligt da hun sagde Chris’ far’s navn, der var en grund til jeg kalde ham ’Chris’ far’ og ikke hans navn.

”Det er muligt at det ikke er fair, men jeg gør det ikke. Og hvis jeg nu ville gøre det, hvordan i helvede skulle jeg så tage kontakt til ham? Jeg ved ikke hvor han er, jeg ved ikke hvor han bor” sagde jeg, og håbede på at min mor ligesom kunne se at jeg ikke havde chancen for at tage kontakt til ham igen.

”Hans mor bor stadig i byen, og jeg har kontakt til hende” sagde min mor, og jeg sukkede. ”Fint så overvejer jeg det” sagde jeg, selvom jeg i virkeligheden løj. Jeg havde besluttede mig, og jeg ville ikke tage kontakt til ham.

Og hvis jeg skulle, så skulle jeg først snakke det igennem med Ally. Jeg havde brug for hendes støttende ord, hendes gode råd, og jeg havde bare brug for hende. 

 

 

_________________________________________________________________________________________________________

 

A/N

 

Wauw, er det ikke et fantastisk kapitel Jessica har skrevet? Det syntes jeg i hvert fald <3

Men hvad tror i der sker nu? Ombestemmer Randy sig? Vil faren være villig til at tage sig af barnet? Det er så spændene ^^

Husk at like, det gør os lykkelige! <3

Xoxo Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...