Crazy 'Bout You

Det hele handler om denne pige ved navn Roselyn. Hun er 15 år, og har sin storebror Ryan, på 17. De er flyttet helt fra London, til New York. Tingene går fint, lige indtil at Rose møder sin eks-bedsteveninde Vanessa på hendes nye skole, da Vanessa flyttede til USA som 13'årig. Rose har savnet Vanessa utrolig meget, og har virkelig prøvet at holde kontakten. Men det virker som om at New York fik revet Vanessa med ind i den brutale virkelighed, i forhold til deres stille lille del af London. Vanessa er dog forandret, en del. Hun er skolens ItGirl, og er med til alle festerne. Den side kendte Rose ikke i Vanessa, og tingene bliver kun endnu mere indviklede da Rose forelsker sig i Vanessas eks-kæreste/skolens populæreste fyr. Vil den stille pige og den populære dreng, kunne finde sammen?

2Likes
0Kommentarer
459Visninger
AA

2. She's the it-girl.

Jeg vågner brat, ved at min mobils alarm starter. Suk. Jeg hader virkelig opfindelsen 'Alarmer'. Man burde ikke stresses fra morgenstunden af? Jeg kommer op, og kravler hen til min kuffert. Hmm. Noget godt første skoledags tøj? Skal jeg gå efter den der amerikanske shorts og hue stil. Det er faktisk pænt mærkeligt. Jeg mener, huer er til at varme ens hoved, og shorts tager man på hvis man har det varmt. Så det er sådan en sommer-ben, vinter-hoved stil? Nej. Jeg tror bare jeg holder mig til mine mørke jeans, med min søde røde top. Jeg vender mig rundt, og tjekker lige at Sean stadig sover. Den her lejlighed er hæslig. Jeg glæder mig til vores peeeenthouse er klar. Uhh, hvor jeg dog elsker det ord. Peeeeenthouse. Haha. Hjemme England havde vi ikke råd til noget som helst. Men min fars firma har fået en kontrakt med et eller andet stort firma, hvilket gør at vi har råd til at bo i et penthouse på Manhattan. Altså et peeeeeenthouse, er den øverste lejlighed i en bygning, som så er meget mere luksuriøs end de andre. Tænk at jeg skal bo der. Jeg er en lille prinsesse! Ihhh. Haha, nej. Nå ja, jeg tjekker om Sean sov, så jeg kunne skifte tøj. Jeg skifter hurtigt, og smutter så ud på toilettet. Jeg åbner døren, og synes at jeg kan hører noget krible. Hmm. Jeg tænder lyset, og skriger højt. Jeg smækker døren i, og falder tilbage på avis papirene på gulvet. Jeg glemmer aldrig det syn. Hele den bagerste væk var dækket af krible-krable kakkelakker. Sean kommer løbende ud fra sit værelse, og det samme gør mor og far. De kigger alle på mig med et spørgende, men rædselsslagent blik. 

,,Ka...kakkelakker..."

Jeg kan ikke rigtigt sige mere, for det syn har virkelig skræmt mig. Som en gyser film. Urgh, Dog er jeg ikke til den slags. Men jeg kan godt klarer krimier, som CSI og House. Mor hjælper mig op, mens at far går ud for at ringe til skadedyrs bekæmperen. Forhåbentligt. Det gør han nok. Han er fornuftig. Min mor nusser mig beroligende, hvad der bare ikke er gået op for hende, er at det ikke hjælper. Men jeg elsker hende du ved, jeg ville aldrig sårer hende på den måde. 

,,Kom her Rose, vi har nogle croissants fra lufthavnen i en pose der ovre." 

Hun får mig med ind i stuen, og rækker mig en croissant. Jeg tager i mod den, og kigger mig lidt omkring. Skal jeg sætte mig? Nej. ikke flere overraskelser for i dag. Altså hvis en kakkelak nu bestemte sig for at kravle op fra sofaen af, og bider mig i røven? Nej. Det vil jeg ikke være offer for. Jeg går lige ind på værelset, og tager min taske. 

,,Jeg smutter nu!"

,,Vil du ikke kører med mig Rosie?"

Jeg tøver lidt over Seans tilbud, og trækker bare på skuldrene. Han behøves ikke at kører sin dejlige, smukke, uimodståelige  perfekte, lillesøster i skole. Hun kan klarer sig selv. Haha. Selvglade mig. Wuhu!

,,Nej, det er okay Seanie. Jeg klarer mig..." 

Jeg griner bare, og skynder mig ud af døren. Jeg løber nærmest ned af trapperne, og er tæt på at falde et par gange. Jeg kommer ud af lejligheden, og står nu nede på gaden. Solen skinner dejligt, og varmen er......vaaaaarm. Jeg går ned af gaden, og kigger mig lidt omkring. Central Park East High School. Hmm. Og den lå hvor? Forhåbentlig ved siden af Central Park. Vent. Central Park er da meget stort ikke? Jo. Vent, jeg har brug for et skilt. Skilt. Skilt. Skilt. Hmm. Der! Madison Avenue. Okay...Eh. Se! En skole bus! Jeg følger efter den. Jeg går bare cool og roligt ned af gaden, selvom jeg dog er pænt nervøs. Jeg ser så et skilt. Jackie Robinson et eller andet. Det er vel her. Jeg går hen til lågen, og ser hvor tomt her er. Wow. Jeg kigger mig lidt omkring, og kan godt lide den lille forhave de har lavet. Der er sådan to små træer, og nogle blomster osv. Jeg træder ind, og ser så et kontor. Jeg går der hen, og viser dem mine papirer. Jeg får bare lydløst givet et papir, hvor der er skema osv. 

,,Ehh...Tak." 

En dame tysser, og jeg bliver forvirret. Må man ikke sige tak? Nå, okay. Jeg går ned af gangen, og har retning mod klassen. Jeg ser så døren, og tager en dyb indånding. Nu er jeg her, og har chancen for at få en helt nu start. Ingen kender mig, eller ved hvor meget jeg er blevet mobbet. Perfekt. Jeg banker stille på, men det virker ikke som om at nogen ligger mærke til det. Jeg skælver lidt, da jeg bare stirrer på den røde dør ind til min nye klasse. Hvis jeg var i en tegnefilm, ville den begynde at grine ondt ad mig. Rundt omkring mig ser der bare alt for interesseløst, og ensformit ud. Væggene er dækkede med mursten, og dørene skrigende røde. Det er som om at murerne trykker mod atmosfæren, og giver en en kraftig klaustrofobi  Jeg fryser også lidt, eller så er det bare gåsehud jeg får af nervøsitet. Nej, det er helt klart airconditionsene. Jeg hader dem. Man kan godt fornemme  at dette sted bliver forvandlet til et hæredømme for de populære piger. Hvor de kan mobbe de svage, og kysse på de lækre drenge. Jeg hører nogle skridt gå hen mod døren, som nu bliver åbnet.

,,Goddag Roselyn! Træd indenfor og mød din nye klasse!”

,,Bare Rose.”

Jeg smiler nervøst til læren, og jeg træder indenfor. Bum, der er helt stille. Ikke en lyd kommer fra nogle, lige undtagen lyden fra nogle taster på en mobil som læren tilsyneladende ikke har lagt mærke til. Folk virker bare uinteresserede. Faktisk tror jeg ikke engang de ville ligge mærke til hvis en elefant kom her ind. Det eneste de vil, er hjem, og så på Facebook, Twitter, Tumlbr, SiteModel osv. Jeg kigger nervøst på læreren og ligger nu mærke til hans ternede grønne skjorte og så hans store runde brune briller. Hans hår er redt tilbage, med alt for meget gele. Sikkert noget af det værste snask, man kan købe på Manhattan.

,,Nå... Her er Roselyn! Du kan bare sætte dig hvor der er plads. Jeg tror det er på tide at vi går i gang med timen nu.”

Suk, jeg kan lige så godt opgive, at få ham til at kalde mig Rose. Jeg nikker forståeligt og bevæger mig ned mod den frie plads. Igen, alle er ligeglade. Ingen kigger op eller noget. Det hele virker meget trættende. Faktisk er jeg på en måde meget glad for min start. Der er ingen der glor på den nye pige, ingen der hvisker eller starter på rygter. Jeg er bare usynlig, fri for alt det der diva snak. Jeg sætter mig ned på den tomme plads, og mærker straks hvor kolde og hårde stolene er. Jeg bider mig lidt i læben, og modtager nu et blåt nysgerrigt blik fra en pige på forreste række. Vanessa! Det er Vanessa! What? Hvorfor har hun så meget makeup på, og cheerleader tøj? Jeg smiler bare kærligt, og kan ikke rigtigt vente til at timen er færdig så jeg kan snakke med hende.

***

Jeg hører nu klokken ringe ud, og jeg sukker lettet op. Jeg samler mine ting, og da jeg kigger op igen møder jeg de blå nysgerrige øjne igen. Jeg smiler bare stort, men ved ikke helt hvordan jeg skal reagerer. Jeg behøves egentlig heller ikke at reagere, for pludselig trækker Vanessa mig ind i et kram. Jeg krammer også bare hende, og griner lidt.

,,Rosie! Arhh,,,Hvor er jeg glad for at se dig!"

Jeg griner lidt, og placere noget af mit hår bag mit øre. Hun er virkelig dejlig og sød. Men det her tøj, makeup, blonde hår osv.? Det ligner hende ikke. She's the It-girl. 

,,I lige måde Nessie!" 

Vi griner begge to, og folk kigger egentlig bare lidt mærkeligt på os. Jeg ser en dreng komme hen til Vanessa, og kysse hende kort. Jeg løfter et øjenbryn, og kigger på hende. Hun griner bare lidt, og folk kigger nu virkelig mærkeligt på os.

,,Det er Luke..."

Jeg laver et imponeret udtryk, og griner lidt mere. Han ser da meget køn ud. Liiiiidt for køn. Ej, kan man være det? Han smiler venligt til os, og rækker mig hånden. 

,,Jep, Luke Andersson..."

Jeg trykker hans hånd, og smiler lidt genert. Jeg kan bare ikke være normal i nærheden af en dreng. Suk. 

,,Roselyn Deverly..."

Han laver et udtryk, som om at han kender mig. Jep, mit efternavn er ret kendt nu, efter at min fars firma er opkaldt efter det. 

,,Du er datter af Andrew Deverly, ham der direktøren for det der bygge firma..."

Jeg griner lidt, og nikker. Jep. Det er mig. Suk. 

,,Skal vi ikke gå ned til kantinen Rose?" 

Vanessa kigger smilende på mig, og jeg nikker bare. Jeg går med dem ud af klassen, og ned til kantinen.Vi stopper brat ved indgangen, eller jeg gør. De stopper nu mere bare fordi jeg stopper. Altså, hun undre sig nok hvorfor. Men jeg kan bare se, hvor opdelt skolen er. I midten har de et bord. Der er Cheerleadersne, og Football drengene. Rundt omkring dem er der andre borde, med f.eks. Emoerne, Nørderne, Rockerne, Musikerne, Hippierne, osv. Vanessa griner bare lidt, og trækker mig videre. Vi sætter os, og jeg smiler bare genert rundt til dem. Der er en masse football drenge, men også en masse cheerleaders. Jeg føler mig som en sort plet på et hvidt lærred. De har allerede gang i en lystig snak, omkring noget med på fredag og skolebal. Nå det er vel en god start? Jeg ender med at side med de populære. Wuhuuuu. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...