Crazy 'Bout You

Det hele handler om denne pige ved navn Roselyn. Hun er 15 år, og har sin storebror Ryan, på 17. De er flyttet helt fra London, til New York. Tingene går fint, lige indtil at Rose møder sin eks-bedsteveninde Vanessa på hendes nye skole, da Vanessa flyttede til USA som 13'årig. Rose har savnet Vanessa utrolig meget, og har virkelig prøvet at holde kontakten. Men det virker som om at New York fik revet Vanessa med ind i den brutale virkelighed, i forhold til deres stille lille del af London. Vanessa er dog forandret, en del. Hun er skolens ItGirl, og er med til alle festerne. Den side kendte Rose ikke i Vanessa, og tingene bliver kun endnu mere indviklede da Rose forelsker sig i Vanessas eks-kæreste/skolens populæreste fyr. Vil den stille pige og den populære dreng, kunne finde sammen?

2Likes
0Kommentarer
457Visninger
AA

1. Now you're in New York.

 

Mit hoved mod flyets rude, dunker svagt. Jeg får altid hovedpine af at flyve. Hvilket jeg faktisk synes er utrolig synd, da jeg elsker at kigge ned på vores lille jord. Men ja, det blev nok aldrig en af de ting, jeg vil kunne nyde sådan helt. Og det gør det ikke bedre, af at man så også skal lande. Eller hvad jeg nu ville kalde det, styrte lige ned i jorden. Jeg hader det, og græd altid da jeg var lille. Nu sidder jeg her, i et fly med alt for meget bagage. Faktisk har jeg alt hvad jeg ejer med, lige ud over min seng, og andre møbler. For min familie skal nu flytte til New York, på grund af at min far har fået en enestående mulighed med sit firma. Jeg synes selv at det ikke er vildt fedt, og min mor tilbød en da at hun, Ryan og jeg kunne blive i London. Men så ville de ikke kunne se hinanden i vildt lang tid? Og de elsker hinanden så højt, det ville Ryan og jeg  aldrig kunne gøre i mod dem. Så ja, nu skal jeg starte i niende klasse, på Central Park East High School. Ryan skal også starter der, bare på gymnasiet i 2.g. Vores gamle skole var ret fin i det, så de sagde at vi ikke ville havde nogen som helst problemer med at starte på Central Park East High School. Alle disse ting, er kun lige aftalt på en uge cirka. Min far sagde at man kun fik sådan en chance en gang i sit liv, så mor, Ryan og jeg måtte jo lade ham rejse til Manhattan. Eller rettere sagt, tage os med til Manhattan.                                                                                              

,,Hey, Rosie er du okay?”. 

Ryan er den eneste der må kalde mig Rosie, ud over mine forældre. Jeg hader hvis fremmede gør det. Jeg føler mig forlegen og genert hvis de kalder mig det. Jeg fortrækker altid Rose frem for mit rigtige navn Roselyn, da det virker gammeldags. Kunne mine forældre ikke havde givet mig et navn som Ryans? Populært, nyt og moderne. Jeg kommer i tanke om at jeg bliver nødt til at svarer Ryan, inden han tror jeg er gået i koma. Han kender nemlig godt til min hovedpine, og frygter ofte at jeg besvimer eller noget. 

,,Jeg har det fint Ryan, bare lidt hovedpine du ved”. 

Jeg smiler bare forsikrende om at jeg er okay. Jeg får et lille chok da en servitrices stemme lyder alt for højt ud af højtalerne. Sådan et mini hjerte anfald,man får når man troede at der var et trin mere på trappen. ,,Kære passa...,” mere når hun ikke at sige før at hendes stemme bliver overdøvet af en høj pibe lyd. Jeg bidder tænderne sammen, og kniber øjnene lidt sammen. Jeg ser at min far vender sig om, da han også ved det med hovedpine, og klemmer blidt mit knæ. Jeg smiler lidt, og et bredt smil kommer frem på hans ansigt. Da lyden er væk, starter hun forfra. ,,Vi undskylder meget postyret, men nu er vi klar og kan vende tilbage til vores meddelelse til jer”. Jeg smiler lettet op da lyden er ovre, men min dunken er blevet værre. ,,Vi er nu lande klar til at lande i LaGuardia Airport. Vi håber i har nydt rejsen, og at i vil flyve med British Airways igen en anden gang...”.

 

***

 

Det er rart endelig at komme ud af flyet, selvom at jeg dog har lidt kvalme nu. Mine skridt er tunge, og det gør det ikke bedre at min taske vejer 2 ton. Jeg kører en hånd gennem mit mørke brune hår (dog mener visse farveblinde mennesker at det er sort), og et lille suk slipper ud mellem mine læber. Jeg har lyst til at snakke, stilheden mellem os øger bare min kvalme. 

,,Mor? Hvor skal vi bo?"

Jeg kigger smilende på min mor, og tager nogle langsomme men dybe indåndinger for at få den ubehagelige kvalmen væk. Jeg møder min mors bekymrede men kærlige smil, og jeg smiler bare beroligende tilbage. 

,,Vi har lejet en midlertidig lejlighed, da din fars arbejde ikke er helt klar med vores egentlige lejlighed endnu."

Jeg nikker bare, og forstiller mig allerede det værste. Hvorfor så negativ Rose? Giv det nu en chance... Jeg prøver virkelig at skjule mine negative følelser, men det er svært når jeg har efterladt min perfekte verden. Jeg havde venner, de gode af slagsen. Jeg fik gode karakterer, eller jeg arbejde dog også for det. Og vigtigst af alt, jeg kendte alle. Nu er jeg her, Manhattan, eller ikke helt endnu. Vi er faktisk i Queens, da det åbenbart var nemmest at tage flyet her til. Tsk. Voksne og deres beslutninger. Vi står nu foran en af de der gule taxaer, som jeg altid har drømt om at kører i. Det løfter mit humør lidt, da jeg er glad for at vi ikke skal kører  metro. Vi sætter os ind, og kan dog lige være der. Jeg finder min Ipod frem, og vælger bare en tilfældig sang. 

,,Even if it ain’t all it seems, I got a pocketful of dreams
Baby, I'm from New York
Concrete jungle where dreams are made of
There's nothing you can't do
Now you're in New York
These streets will make you feel brand new
Big lights will inspire you
Hear it for New York, New York, New York!" 

Jeg smilede lidt ved tanken om at jeg lige præcis var landet på den sang. Jeg elskede den da jeg var lille, og løb altid rundt og sang den. Mit blik retter sig mod vinduet, og jeg smiler lidt da jeg alligevel altid har drømt om at komme til New York. Nu er jeg har så, men problemet er bare at mine forældre ikke lige har planlagt at vende tilbage til England. 

 

***

 

Jeg mærker taxaen stoppe, og jeg løfter mit tunge hoved. Jeg ser en gammel bygning, med røde mursten, cirka 10 etager, en hoved dør og et par vinduer. Well, well... Mine negative tanker havde så haft ret. Det her sted virkede elendigt. Jeg stiger ud, og snupper min kufferter med i farten. Jeg mærker min fars hånd på min skulder, hvilket automatisk får mig til at kigge op. Han ser stolt og kamp klar ud. Ja, det burde man nok også være i denne situation. Bygningen ser næsten ud til at svaje med i vinden, ellers står bygningen bare skævt. Jeg mærker min far klemme min skulder blidt, som et 'Det skal nok gå'.  

,,Det bliver kun i en måneds tid Rosie..."

,,Ja far, hvis vi overlever..."

Vi griner lidt, og Ryan griner også lidt med. Min mor ryster bare på hovedet af os, men griner også lidt med. Vi får alt vores bagage med op, godt nok efter et par op og ned ture af de mange trapper, men det lykkes. Dog er jeg selv lidt bange, når vi går op ad de mange trapper, for man for virkelig indtrykket af at det hele vil falde sammen. Jeg åbner forsigtigt døren ind til vores lejlighed, som giver den perfekte atmosfære da den knirker højt. Jeg griner lidt, og træder så ind. Der står nogle gamle møbler rundt omkring, og så ligger der avispapir på gulvet. Vinduerne lader lidt lys komme ind,  og væggene er malet i en afskallet gul farve. 

,,Hvor er mit værelse?"

Ryan lyder lidt nervøs, som om at han er bange for at skulle sove på avispapir. Jeg ruller lidt øjne af ham, og holder mit grin tilbage. Far træder ind foran mig og stiller to kæmpe kufferter ved siden af hvad der må havde været en sofa. Alle puderne er væk, og der er lidt huller her og der. Jeg ser at han begynder at klø sig lidt, som om at han er nervøs for at svarer Ryan. Jeg løfter et øjenbryn, og er nu ret nysgerrig. 

,,Altså...da der ikke var nok værelser, så tænkte vi at Rosie og dig kunne sove på samme værelse? Der står to senge der inde, så helt slemt er det jo ikke..."

Jeg taber selv kæben, og sukker nu højlydt. Nej, nej, nej... Det her kommer aldrig til at gå. Jeg kører en hånd gennem mit hår, og retter mit blik mod Ryan. Han ser lige så utilfreds ud som mig, mens at han sukker. Jeg kan godt se at vi ikke har andre muligheder for at sove nogle steder, ved mindre at Ryan eller jeg gerne vil sove på 'sofaen'. Jeg tager mine ting, og bevæger mig tungt ind på hvad jeg regner med er Ryan og jegs værelse. Jeg begynder stille at pakke lidt ud, dog ikke mit tøj, da jeg slet ikke har lyst til at ligge det på de rådne hylder. Resten af dagen går okay, da vi alle er meget trætte så vi sover en del. Jeg ligger selv i min seng, og tjekker om jeg har forbindelse på min Blackberry. Det er hvad der er populært i England, her i USA må det vist være Iphones. Jeg giver op da den ikke gider samarbejde. Jeg kravler under mit tæppe, og falder ind i en drømmeløs søvn.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...