Sarah {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
19-årige Sarah bor i en lille lejlighed i Londons gader, og hun er næsten lige flyttet dertil. Kun 75 meter derfra ligger der en pølsevogn, som hun er helt forelsket i. Da hun en dag har købt en hotdog fra pølsevognen er der en der går ind i hende, da hun går rundt om hjørnet. Hun bliver vred men opdager, at det er Harry. Harry Styles.
De falder i snak, og hygger sig. Harry sprøger, om hun ikke vil have en smoothie med ham næste dag.
Tiden går, og Harry præsenterer Sarah for Louis og de andre drenge, men hvordan tager de det? At Harry og Sarah er kærester, og overvejer at flytte sammen?
Sarah får lov til at følge dem backstage på deres turné, hvor det er lige ved at gå galt. Bliver de nødt til at aflyse koncerten, og splitter One Direction op pga. Sarah og jalousi?

18Likes
5Kommentarer
797Visninger
AA

2. Skrigende fans.

Jeg startede dagen ud med en glædesdans til Live While We're Young, rundt i hele huset imens jeg spiste morgenmad, børstede tænder og skrålede med på sangen. Jeg var gået sent i seng igår, så jeg kunne sove længe idag. Jeg var bange for at vågne for tidligt, og at jeg så ikke kunne holde ud at gå hele dagen og vente på Harry. Alligevel var jeg vågnet kl. 09 - øv, typisk mig. Men så havde jeg da hele dagen til at gøre mig klar. 

Jeg løb en lille tur, forbi pølsevognen, ind igennem byen og tilbage af skovstien som Harry og jeg havde gået på igår. Jeg kunne stadig ikke fatte, at det faktisk var sket. Hvor heldig har man lov at være? Nu havde jeg også levet i uheld længe nok, jeg tabte i alt. Simpelthen alt. Sådan havde det været siden jeg var helt lille. Men nu var det min tur til at få lidt held - at vinde. Da jeg kom hjem tog jeg et hurtigt bad, satte mit hår op (fordi det simpelthen var for varmt til at have det hængende løst) og trak i et par denim-shorts og en t-shirt. Inden jeg fik set mig omkring, var klokken 17:00.

Klokken 17:05 var han endnu ikke kommet, og jeg begyndte at blive lidt urolig. Han var jo kendt, så måske havde han glemt det. Måske havde han bare sagt det for at være venlig. Eller måske.. Ja måske var det simpelthen bare for at knuse mit hjerte når jeg fandt ud af at han ikke kom. Jeg lyttede til mig selv, og kom til at grine. 5 minutter forsinket, og jeg gik helt i panik. Åndsvagt. "Rolig nu, Sarah" blev jeg ved med at gentage for mig selv. "Kvaj dig nu ikke, du har denne ene chance. Det er jo bare Harry Styles, ikke?". Og så ringede det på døren, og jeg glemte alt om det igen. Jeg fik et chok, styrtede hen til døren, og åbnede den.

"Heeeej", sagde Harry og smilede stort. "Du må undskylde at jeg er et par minutter forsinket, jeg var lige forbi blomsterbutikken på vejen herhen", og så rakte han mig en stor buket røde roser som jeg satte i vand med det samme. "Iiiih, mange tak!" sagde jeg, og så gik vi ud til hans bil. En sort sportsvogn med åbent tag. Fedt.

Det var så vildt. Han opførte sig slet ikke som om han var kendt. Han opførte sig som et helt almindeligt menneske med et standart liv, og virkede helt afslappet og cool. Smoothiebaren lå i udkanten af byen, og vi skulle køre i ca. femten minutter. Vi snakkede og grinede og fjollede hele vejen derhen, og parkerede så bilen ude foran. Solen stod højt på himlen, og det var meget varmt. En kold smoothie var lige hvad jeg trængte til. Smoothiebaren lå inde i en lille sidegade. Det var en hyggelig 80'er-agtig lille bar med et par stole og borde, og fine lyserøde blomster. "Jeg kom her tit som barn med min far", fortalte Harry. Vi bestilte begge to en jordbærsmoothie, og satte os til rette ved et af bordene. Pigen bag disken var kun et par år yngre end mig og kunne selvfølgelig genkende Harry, og  ville gerne have en autograf og et billede med ham. Forståeligt nok. - Derefter forstod hun dog at vi godt ville have lidt fred, og gik igen. De eneste andre i den lille smoothiebar var et gammelt ægtepar, som så ret søde ud.

Da vi begge var færdige med vores smoothies gik vi ud til bilen, og kørte afsted. Ret spontant besluttede vi os for at tage ud at bowle - heldigvis var der kun et par enkelte piger derinde som kunne kende Harry. Harry havde tydeligvis bowlet før - mange gange. Han fik op til flere strikes, og vandt stort over mig, men det gjorde ikke noget. Det vigtigste var at jeg var fucking sammen med Harry Styles - og han var bare så søøøød.

En hel anden oplevelse ventede os desværre da vi kom ud igen. En gruppe på 30-40 piger i alderen 12-16 år stod udenfor, og de råbte og skreg så højt de kunne da Harry trådte ud fra bowlinghallen.  De måtte have fundet ud af at vi var her. Typisk. Jeg kunne næsten intet høre for al den larm, Harry var selvfølgelig vant til det og holdt mig tæt ind til sig. Jeg blev skubbet væk af de andre piger, og blev faktisk ret sur. Hvad bildte de sig ind? "Undskyld", råbte Harry. "Tag en taxa hjem til dig selv, jeg betaler, og jeg ringer senere!", og så kunne jeg ikke længere se eller høre ham. Han var forsvundet ind i flokken af piger, som alle ville have hans autograf og et billede med ham. Øv, altså, at sådan en fantastisk dag skulle slutte på sådan en trist måde.

Jeg måtte tage en taxa hjem, og var ikke rigtig i humør til andet end at sidde og glo ud i luften. Hele dagen, og hele aftenen ventede jeg på et opkald fra Harry. Det havde han jo lovet, men.. Og så pludselig ringede telefonen. Jeg styrtede hen til den, og tog den. "Hej Harry, dejligt at!..", men så blev jeg afbrudt. "Sarah, hvad snakker du om?". "Åh, hej mor, jeg troede det var en anden der ringede". Jeg snakkede lidt med hende, og lagde så på. "Kartofler", gentog jeg for mig selv. Det var dét hun ville snakke om. Kartofler. Øv. Jeg kunne lige så godt have lagt mig ned på gulvet for at tude, men jeg tog mig istedet sammen, børstede tænder og lagde mig ind i min seng. Jeg kunne lige så godt lægge mig til at sove, for han havde nok alligevel ikke tænkt sig at ringe idag. Jeg tog dog alligevel telefonen med mig, og lagde den på mit natbord - det kunne jo være.

Jeg drømte om en smuk og meget charmerende blomst den nat. Den var lilla og yndig, men lige pludselig forvandlede den smukke blomst sig til en grim, klumpet kartoffel som sprang ind i hovedet på mig - og så vågnede jeg ved en ringende lyd. Klokken var 02, og det tog mig lidt tid at opfatte at det var telefonen der ringede. Jeg undrede mig lidt over hvem der mon kunne finde på at ringe klokken lort om natten, men tog den så alligevel. "Hallo?", sagde jeg. "Heej", sagde Harry, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Bare lyden af hans stemme kunne få mig i godt humør igen med det samme. "Undskyld at jeg ringer så sent, jeg tænkte at du måske ikke var gået i seng endnu. Du må undskylde det idag - men jeg kan desværre ikke gøre noget ved det. Sådan er vores fans jo, og det betyder jo bare at de kan lide os, hvilket jo er dejligt". "Det forstår jeg godt, det er helt i orden", grinede jeg. "Jeg må jo hellere vænne mig til det".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...