A different world {1D}

Melissa er 17. Hendes bedste veninde, Rebecca, er helt væk i One Direction og har inviteret hende til koncert med dem. Melissa var ikke så meget for det, men sagde ja. Uheldigvis et halv år inden de skulle afsted, kom de op i et skænderi. Så Melissa måtte tage selv afsted. Hvad hun ikke vidste var, at den koncert kom til at betyde mere, end hun nogenside kunne håbe på.

24Likes
18Kommentarer
1957Visninger
AA

1. Kapitel 1

Mit navn er Melissa Bonham Ferguson. Jeg er 17 år og 1.63 m høj. Jeg er helt dansk. Mit hår er langt, krøllet og lyst, blondine. Så har jeg de der uimodståelig, blå øjne og en lille sød næse.

Min bedste veninde Rebecca Boe Grigel, var 17 ligesom mig. Hun var høj og slank. Lidt højere end mig. Hun var halv italiener. Hendes hår var kort, tykt og brunt. Total modsætning af mig. Hun gik for det meste i et par Vans eller Convers, et par højtaljede bukser, en lille top og udenover en løs trøje som var stoppet ned i bukserne.  Så havde hun brune øjne og smukt, glat hår. 

I forhold til Rebecca var jeg mere den afslappede type. Et par joggin bukser og en stram top, var nok mit hverdags outfit. Og så lige en hættetrøje udenover. Makeup'en var bare et lille lag foundation, bare for at dække alle de urenheder i huden, lidt puder ovenpå, for ikke at skinne, lidt mascara og til sidst lidt lipgloss.

Ja, jeg er et normalt menneske, men mit liv. Tværtimod, meget anderledes! Eller det blev det.

Det startede med at Rebeccas veninde, sendte hende en sang og spurgte, om hun kendte det band. Hun hørte sangen og sagde, at hun ikke kendte dem. Veninden flippede total ud og spurgte, hvorfor hun ikke kendte One Direction? Det gjorde, at Rebecca begyndte og høre den sang om og om igen, og siden har hun været fan. 

Så et år senere gik Rebecca og sang: " ...How come she so afraid of falling in looooove. She's not afraid of scary  movies. She's not afraid...." Jeg prikkede hende på skulderen Ikke særlig hårdt, bare kærligt." Hvad er det du synger?" afbrød jeg. Hun mumlede, et eller andet jeg ikke hørte, og sang videre. Jeg prikkede hende på skulderen igen. Den her gang lidt hårdere. Hun kiggede surt på mig, vendte ryggen til mig, svingede håret med, og løftede hagen lidt, som om hun var fornærmet, og begyndte at gå samtidig med, at hun sang videre, hvor hun var kommet fra. Hun havde vel bare en dårlig dag, men det var ikke min tanke. Min egoistiske tanke, var at vide hvad det var, hun sang. Det lød til at være en god sang, så selvfølgelig skulle jeg vide, hvad det var den hed. Jeg kunne pludselig mærke, hvordan vreden steg op gennem min krop og spredte sig. Jeg glemte vidst at fortælle, at jeg har et "lille" problem med min vrede. "REBECCA!" råbte jeg gennem klassen. Man kunne tydeligt se, at hun hørte hvad jeg sagde, men alligevel ville hun ikke vende sig og kigge på mig. "REBECCA!" råbte jeg endnu højere," VEND DIG OM!" Hun stoppede op og af respekt for mig, vendte hun sig om. Hun stod i sine elskede røde højtaljede bukser, sin fine hvide top og stirrede mig i øjnene. Sådan stod vi et stykke tid, så røg det ud af mig: "HVAD SYNGER DU? REBECCA!" Hun kiggede på mig. Hun lænede hovedet tilbage, kiggede op i loftet og grinte hun. Sådan rigtig grinte. Jeg rynkede panden og flyttede det ene øjenbryn ned i et halvt V. Det andet var halvt oppe i panden. Mit underlige blik, skyldtes hende sære opførsel, som om hun var sindsyg, hvilket hun vidst også var. Hvorfor grinte hun? Hvad skete der lige for hende? Jeg blev ved med at kigge på hende. Mine øjenbryn havde nu flyttet sig lidt længere ned, og mine øjne var knebet sammen. "DU SINDSYG!" Hun stoppede med det samme, kigge overraskende på mig, men det blev hurtigt til et fjendtligt blik. Jeg var vidst lige så overrasket som hende. Hende fjendtlige blik blev til et såret blik, og så forsvandt hun gennem døren til klassen.  Jeg så hende ikke resten af dagen.

Som I nok kan regne ud, var vi ikke bedste veninder mere. Det var meningen, at vi et halvt år efter skulle til en One Direction koncert (en hun absolut skulle slæbe mig med til). Men efter at vi blev uvenner, var jeg begyndt at høre deres musik. Det var faktisk godt, og når man lige manglede en sang at høre, så havde de en der passede perfekt. Så jeg besluttede at tage til koncerten alligevel. Da Rebecca hørte det, ville hun ikke med. Hun kunne ikke tåle at skulle sidde ved siden af mig under hele koncerten, så hun valgte at sælge billetten til en.

Jeg havde ikke så mange veninder i min egen klasse, så jeg snakke meget med nogle piger fra de andre klasser, som også var fan af One Direction, om hvor meget jeg glædede mig til at skulle til koncert. Det fedeste var nok at jeg ikke skulle til koncert her i Danmark, jeg skulle nemlig til koncert i London.  

 

Der var nu 3 dage til at jeg skulle afsted. Jeg var overfyldt med spænding, sådan for real. Hele skolen vidste det vidst nu og det eneste jeg kunne var at hoppe og danse. De 3 dage gik på at læse samtidig med, at jeg hørte musik. Kun deres musik. Jeg endte med at kunne allesammen uden ad. 

 

* * *

 

Turen foregik sådan at jeg tog afsted med min mor. Jeg pakkede det hele onsdag. Den kuffert var total overfyldt. Og så torsdag kl. lidt over 9 om morgenen gik turen til London. Vi var ca. i London kl. 11 ved middagstid og så tog vi en af de sorte taxi'er til hotellet. Vi tjekkede ind i lobbyen. Den var GIGA enorm og rigtig flot. Det hele så ud som om, det var lavet af guld. Midt i rummet var der en stor trappe, som delte sig i to, og fortsatte i hver sin retning. Fra toppen af trappen startede en rød løber. En fra hver sin retning. Da de så mødtes, gik der en ny en ned fra den store trappe, så det så ud som om, at det var én rød løber. Så var der okay langt til loftet, og oppe i loftet sad nogle lysekroner med diamanter, eller noget der lignede. Rundt omkring i rummet stod der nogle små borde med nogle planter på, og så stod der nogle sofaer hist og her. Jeg tror at hvis man gik op ad trappen, kom man op til resturanten. Men der fik jeg at se dagen efter. 

 

Vi tog elevatoren op til 7 etage til værelse nr. 752. Det var vores værelse. Jeg trådte ind i rummet, og det var overraskende, at der kunne være så flot på så lidt plads. Først kom man ind i en lille gang, hvor man kunne hænge sin jakke. På den modsatte side af hvor man kunne hænge sin jakke, var der en dør, som førte ind til toilettet. Fortsatte man frem var der på den samme side som knagerne en lille hvid komode. Ovenpå komoden stod et fladskærms TV. Fulgte man væggen rundt, var hele den næste væg vinduer, som viste ud mod vejen. Så kom den dejlige dobbeltseng, på den næste side og ved siden af sengen var der på begge sider, et lille natbord med en lille læselampe på. På væggen ind mod badeværelset var et skab. Jeg skulle selvfølgelig lige åbne, det for at se hvor meget plads der var, og heldigt nok var der dejligt med plads. Men i bunden af skabet var der ekstra sengetøj, sikkert bare for en sikkerheds skyld. Jeg tjekkede hurtigt badeværelset ud. På væggen ud mod skabet var vasken. Den havde nogle skabe til toiletsager. Over vasken var der et spejl, og lige under spejlet var der en lille hvid hylde. For at man kunne se noget i spejlet, var der en lille lampe. Bare en lille en, men der var også en oppe i loftet. På den modsatte væg af hvor døren var, var badekaret. Det fyldte hele væggen og var fantastisk stort. Ovre i hjørnet var der et toilet.

Vi pakkede ud og så var vi ved at være godt sultne begge to. Vi valgte at fejre, at vi var nået til London med en middag. Det var nok ved en 4'er tiden så til aftensmad bestilte vi bare et par burgere fra McDonalds. 

Det var ved at være tid til at gå i seng. Jeg tog mine grå royal bukser med sorte striber ned langs siden af og skiftede min top ud med en hvid løs T-shirt. Jeg kravlede ned i den store dobbeltseng, med en fantastisk dejlig dyne, ved siden af min mor. 

 

* * *

 

"Skaat?" Det var min mor. "Skaaa  aat?" Hun ruskede lidt i mig. Jeg svarede med et irriteret og søvnigt "Ja" og hun fortalte, at der var morgenmad nede i resturanten om en halv time. En underlig mumlen kom ud af min mund, og det tog min mor som et "okay". Jeg lå nok ca. 5 minutter og så satte jeg mig op med et sæt og skreg: " EN HALV TIME!?" Jeg stressede rundt, kastede min hvide T-shirt af, vendte bunden på min kuffert for at finde min BH, et par bukser og en trøje. Da det var fundet, havde jeg jo selvfølgelig vendt min BH forkert, så alt skulle af igen. 3 minutter var nu gået. De næste 20 foregik på badeværelset. Jeg blev jo lige nødt til at fjerne de gamle make up-rester fra igår. Det gik jo hurtigt nok, og så kom jeg til at skule lægge en ny make up, men jeg nåede ikke langt, før at jeg kom til at tænke på at det nok var lidt smart at gå en tur i bad. Så igen røg alt tøjet af, og så spang jeg ind i badet. Det tog nu kun 5 minutter, men så skulle jeg tørre håret, have tøj på og så lægge en make up. Det passede perfekt fordi at det var ved at være tid til at gå ned. 

Vi nåede elevatoren og jeg trykkede på pilen der vendte ned af. Efter et kort stykke tid kom elevatoren og kørte os ned til vores morgenmad. I dag skulle jeg op ad den store trappe med den røde løber. Der var overraskende lidt i resturanten og så jeg fik hurtigt øje på noget. Det var en grå hættetrøje, hvor det stod noget på med sort. Men grunden til at det fangede min opmærksomhed var jo fordi at der stod "One Direction" på. Jeg kiggede videre ned, og fik øje på et par blå cowboybukser og et par hvide snikers. Så kiggede jeg op og fik øje på "that face". Lyst strithår og blå øjne. Han var igang med at tage morgenmad. Og selvfølgelig var tallerkenen proppet med mad. Det var jo Niall Horan. Det var jo standard. Jeg kunne slet ikke fjerne mine øjne fra hans fantastiske dybblå øjne. Jeg tror, han kunne mærke, at jeg stirrede på ham. Han vendte sig i hvert fald om, og fik øjenkontakt med mig, men jeg brød den hurtigt. Jeg hev min mor i trøjen: "Vi venter lige en halv time med at spise. Jeg er ikke sulten." Hun kiggede underligt på mig, for det ligende ikke mig at vente med morgenmad, men hun rystede på hovedet, vendte sig om og gik med raske skridt mod elevatoren. "Phy... Det var tæt på" tænkte jeg. Vi tog elevatoren op igen og ventede en halv time. 

 

* * *

 

Vi var nu igen på vej ned til morgenmaden. "Hvad var det der gjorde at du ikke ville spise før?" spurgte hun nervøst. "Jeg kunne se at du løj." Pis, busted. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare men fandt på en syg undskyldning i sidste øjeblik: "Øhm. Ja, det var fordi at jeg så nogle i resturanten, som jeg skændes lidt med igår, og jeg ville bare ikke skændes med dem igen." Jeg var nok verdens dårligste løjner, og jeg kunne se på hende, hun kunne se, jeg løj. "Ej, kom nu. Sig san..." Vi var nu landet i lobby'en igen, og det stoppede heldigvis min mor. Gud ske lov. Reddet af elevatoren.

 

___________________________________________________________________________________

Jeg er så taknemlig for at I vil læse den, tusinde, tusinde tak, og hvis I så kunne lide den, må I meget gerne smide en kommentar forbi, eller et like og hvis I vil følge med, kunne i jo lige lægge den i favorit bunken.

Den næste kommer 4-5 dages tid.

Håber at I vil følge med :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...