She Wolf *PAUSE*

Heather på 17 har været varulv hele hendes liv. Hun er født ind i en varulveflok i canada hvor hendes far, Michael er alfa. Hendes flok 'Dawn Creek' lever i had imod den anden ulveflok 'Blood Moon', der kæmper om hindandens territorium og magt. Pludselig en dag finder hun en såret Blood Moon varulv på deres territorium. Hun kan umugeligt sende ham tilbage til Blood Moon på grund af den mishandling han har været igennem men samtidigt kan det føre til evig krig imellem de to flokke hvis de tager ham som flok medlem... og hvad sker der når hun bryder alle regler og forelsker sig i den helt forkerte...?

9Likes
38Kommentarer
1198Visninger
AA

4. Michael

Vi snakkede grinene sammen og gik afslappet hjemad imellem træerne. Vi var endeligt kommet igennem skoledagen, hvor jeg havde måtte forsvare ham imod utallige gnavne varulve, der ikke mente at han hørte til her og jeg havde flere gange i løbet af dagen været nød til at beherske mig selv for ikke at flyve i struben på mindst en af dem. 

"Lillian!" Idet samme jeg hørte Michaels hårde stemme, vidste jeg at han havde hørt at jeg havde taget Mike med i skole. Jeg stillede mig stolt og beskyttende frem foran Mike og stirrede på Michael.

"Nu er det nok. Han skal væk herfra. Nu!" Sagde han hårdt og stoppede først da han var helt tæt på og snerrede. Jeg knurrede og trådte truende lidt tættere på ham uden at fjerne blikket fra hans. 

"Nej." Sagde jeg fast. Hans blik flakkede af vrede og enhver anden varulv ville løbe pibene væk i frygt. Men ikke mig. Jeg kneb stædigt mine øjne sammen og snerrede. 

"Han hører ikke til her!" Jeg begyndte at kunne se hans ulveskikkelse komme frem inde bag hans øjne. Jeg var også selv på renden til at skifte skikkelse og kunne mærke hvordan min indre ulv tørstede efter en kamp.

"Jeg er ligeglad, han skal ikke tilbage til de psykopater!" Nærmest skreg jeg og skubbede ham bagud. Han vaklede et par skridt bagud, inden han rettede blikket op imod mig igen. Med det samme kunne jeg se at det slog klik for ham. Hans blik lyste op med vrede og langsomt ændrede hans krop sig stykke for stykke. Pludseligt stod jeg ansigt til ansigt med hans sorte ulveskikkelse, på den dobbelte størrelse med mig. Med ét bragede han direkte ind i mig og væltede mig omkuld på jorden. 

"Hvor våger du!" Rungede hans stemme i mit hovede. "Jeg er din alfa! Du er forpligtet til at adlyde mig!" Hans hjørnetænder var fuldt blottet kun få centimeter fra mit ansigt.

"Nej!" Skreg jeg og skiftede skikkelse. Jeg lukkede kraftigt mine kæber sammen om hans højre skulder og borede mine hjørnetænder dybt ind i kødet på ham. Han peb højlydt, men borede straks sine tænder ind i hver sin side af halsen på mig og løftede mig op over jorden. Jeg peb bange og lagde mine ører helt ned langs med hovedet mens jeg forsøgte at kradse ham med mine forpoter. 

"Lær at følge odrer!" Rungede hans stemme igen igennem mit hovede. Netop som jeg skulle til at svare ham igen, gav han pludseligt slip på mig og væltede omkuld på jorden i et virvar af støv og jord. Mike havde angrebet ham fra siden, da han var mindst forberedt og havde fået væltet ham om på siden. Jeg forsøgte forgæves at komme på benene, men måtte give op og blive liggende. Mike stillede sig beskyttende op foran mig med blottede tænder og rejste børster. Først nu gik det op for mig hvor stor han var enligt var i forhold til hans alder. Han var godt nok ikke lige så stor som Michael, men kunne helt sikkert godt blive det med alderen. Michael rejste sig op og rystede snerrende på hovedet. Jeg kunne se at vreden var forsvundet fra hans øjne. Han kiggede nu bekymret på mig da det gik op for ham hvad han havde gjort. Han forsøgte at komme tættere på mig, men måtte træde tilbage da Mike snappede vredt ud efter ham. 

"Skrid!" Lød Mikes stemme i mit hovede. Michael blinkede en enkelt gang som tegn på overgivelse og trådte væk fra os med et prust. Halvdelen af flokken havde samlet sig for at overvære kampen og kiggede nu overrasket efter Michael, der ellers aldrig gav op i kamp og måtte gå skuffet tilbage til deres hytter. Mike kom luntende hen til mig da Michael var ude af syne og slikkede pibende sårende på min hals for at stoppe blødningen. Jeg lukkede øjnene og skiftede skikkelse i stor smerte. Jeg begravede min hånd i Mikes bløde, tykke pels.

"Tak." Fik jeg stammet frem, da det var svært for mig at tale. Han skiftede skikkelse til menneske og kiggede bekymret på mig. 

"Ingen årsag." Svarede han og smilede. "Vi må hellere få dig tilbage til hytten så du kan hele." Han tog sin ene hånd ind under mine knæhaser og den anden rundt om mine skuldre så han kunne løfte mig op. Jeg greb straks fat i hans trøje i frygt for at han skulle tabe mig.

"Bare rolig, jeg har godt fat." Sagde han og smilede. Jeg lukkede mine øjne og knugede mig ind til hans brystkasse mens han bar mig afsted. Efter kort tid kunne jeg høre at han åbnede en dør. Det overraskede mig at han kunne finde vej til min hytte, men jeg var enligt bare mest glad for at jeg ikke behøvede at vise ham vejen. 

"Mit værelse er på første sal." Mumlede jeg til ham uden at åbne øjnene. Jeg kunne mærke at han begyndte at gå op ad trappen og drejede direkte ind på mit værelse hvor han blidt lagde mig  på sengen. Jeg åbnede nu igen træt øjnene og kiggede på ham. Han rodede i lommen og fandt noget forbinding frem. 

"Hvor har du det fra?" Spurgte jeg og pegede hen på gasebindet. 

"Margaret gav mig noget ekstra til nødstilfælde." Han rakte det hen imod mig, men jeg skyndte mig at skubbe det væk. 

"Så skal du da bruge det?" 

"Nej, jeg er næsten allerede helet." Sagde han og trak ned i trøjen så man kunne se hvor flængerne hen over brystet havde været. "Desuden er der masser af det." Sagde han og løftede mit hovede op så hun kunne forbinde mine sår. Endeligt gav jeg op og lod ham forbinde det. 

"Sådan. Så god som ny." Sagde han bagefter og smilede til mig. Han skulle lige til at rejse sig op og gå, da jeg tog fat i hans arm. 

"Vent." Sagde jeg pludseligt og kiggede tiggende på ham. "Vil du ikke blive her hos mig?" Mumlede jeg usikkert. Han smilede og satte sig tilbage på sengekanten. Jeg satte mig op og lænede mig op ad væggen der var bag sengegærdet. 

"Hvorfor hjalp du mig?" Spurgte jeg så og kiggede spørgende på ham. Det var ikke i varulves natur at beskytte nogen fra andre flokke.

"Hvorfor har du hjulpet mig hele ugen?" Spurgte han så igen og smilede.

"Tuché." Svarede jeg grinene. "Men tak alligevel." Jeg kiggede taknemligt på ham.

"Det er intet problem. Nu står vi næsten lige." Smilede han drenget. Jeg rettede endnu mere op og kiggede ham i øjnene. Stilheden bredte sig over os og vi sad og kiggede på hindanden et stykke tid. Han nærmede sig stille og lænede sig ind imod mig. Vi var nu kun få centimeter fra hinanden. Spændingen steg i min krop og jeg lavede den sidste lille bevægelse der fik vores læber til at mødes. Han lænede sig ind imod mig og jeg greb fat i nakken på ham da vi væltede bagover i sengen. Jeg foldede benene omkring ham og han lagde sin ene hånd på min kind. Pludseligt midt i det hele bragede Allie ind i værelset og tabte en hel bunke med håndklæder på gulvet i et gisp, da hun så os ligge der i sengen. Mike skyndte sig at rulle om ved siden af mig i sengen. Jeg smilede akavet til hende og rødmede helt op til ørerne. 

"Det må du undskylde miss. Evermore." Sagde Mike høfligt og rejste sig straks op fra sengen og samlede håndklæderne sammen for hende. "Jeg må hellere gå nedenunder. Vi ses Heather." Sagde han så og forsvandt ud af døren. Allie stod stadig som forstenet og stirrede på mig med håndklæderne i hånden.

"Undskyld?" Mumlede jeg og kiggede på hende med et uskyldigt smil på læberne.

 

--------------------------------

Jeg (PandorasUlv) føler ikke rigtigt for denne her movella længere, så jeg har tænkt mig at overlade den til TheRavenSlave nu. Syntes bare at i skulle vide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...