Vores liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2013
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Igang
Det med at have en forfærdelig fortid, mens andre ikke forstår en?! Sådan har denne mor og datter det. Moren overvejer at begå selvmord - sammen med sin datter.... Men det går ikke altid som man har tænkt sig.....

3Likes
4Kommentarer
433Visninger
AA

1. Prolog

 

 

 

Det mørke hav sniger sig langsomt op på det hårde, fugtige sand og mågerne er for længst forsvundet. Min datter, Odette og jeg går langs vandet og en enkel tårer falder ned af min kind. Den er fugtig og giver mig lyst til, at endnu flere tårer kommer frem. Men jeg må være stærk – være stærk for min datter. Jeg har endnu ikke fortalt Odette, hvad der skal til at ske, så hver gang hun spørger, nikker jeg bare. Det er midt på efteråret, så alle træerne er nøgne og luften er klar. Luften gør mig klar i hoved og vi sætter os ned på en sten og kigger ud mod horisonten. Odette tager min hånd og jeg giver den et lille klem og kigger ned på hende. Hun har sin ynglings dukke med, den med en hvid dragt og bare hænder, arme og ben. Det ser ud som om, at den smiler op til en og dens klare, intetsigende øjne ser matte ud i dette tågede skær. Endnu en tåre finder frem på min kind og Odette ser fortvivlet ud i ansigtet. Jeg kigger væk og siger disse ord:” Husk altid at alt, hvad jeg har gjort, er på grund af kærlighed.” Så rejser jeg mig op og tårerne begynder ivrigt at strømme frem. Det er på tide. Vi kan ikke vente mere. Jeg trækker Odette op fra stenen og siger til hende, at dukken ikke kan komme med. Nu begynder det at gå op for hende, hvad der skal til at ske. Hendes små, uskyldige øjne bliver fyldt med vand og hun giver slip på min hånd. Hun løber ned af strandens breder – væk fra mig. Og i det øjeblik river mine tanker mig tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...