Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13374Visninger
AA

10. "You excited?"

UNITY

Hvordan kunne jeg bare glemme den aftale? Det var dog utroligt! Jeg plejede virkelig aldrig at være sådan, jeg plejede altid at have styr på mine ting. Lige siden jeg begyndte at se Harry, havde jeg glemt op til flere aftaler, med mine forældre, men havde dog altid nået dem i sidste øjeblik.

Jeg nåede ind af døren, lige inden klokken blev 18, hvilket var tidspunktet vi havde aftalt i morges, da jeg tog over til Jess. Så i princippet kom jeg ikke for sent.

I hast smed jeg min jakke på gulvet, og sparkede skoene af. Det kunne jeg samle op senere, jeg havde ikke tid nu. Efter at have rettet lidt på mit hår, og fået min vejrtrækning normal, åbnede jeg døren ind til køkkenet, hvor de sjovt nok alle sad og ventede på mig.

”Dejlig du kunne komme, skat,” sagde min mor sarkastisk og smilede svagt til mig. Hvad bildte hun sig ind? Jeg kom da til tiden, hun kunne ikke være andet end tilfreds.

”Jeg kommer ikke for sent,” mumlede jeg til svar og satte mig på den ledige stol i mellem min far og Brandon. Overfor mig, sad min mor, som sad i mellem Brandons forældre.  Jeg havde ikke lyst til at være her, og jeg nød på ingen måde at skulle sidde og lyve overfor dem alle sammen.

”Så skat, var det hyggeligt med Jess?” spurgte min mor og lød oprigtigt interesseret. Jeg nikkede og smilede svagt til hende. Fuck jeg hadede at lyve.. jeg havde jo ikke været hos Jess i andet end en time. Jeg havde været hos Harry hele tiden, men det vidste de ikke.

”Vi fik jo heller ikke spurgt dig hvordan det gik i weekenden! Du kedede dig ikke, vel?”

Fuck. Hvad skulle jeg svare? ’Nej nej mor, det var helt fint! Jeg inviterede Harry over, og han sov her hele weekenden, og om lørdagen, kyssede vi!’ den holdt ikke helt.

”Nej nej, det gik helt fint,” svarede jeg undvigende, men sørgede for stadig at smile. Hvis de fattede nogen som helst mistanke, så var jeg på den. Og det skulle ikke ske.

”Hvad lavede du?”

”Mor, det er jo ikke det vi skal snakke om nu! Skal vi ikke gemme det til senere?” afbrød jeg og så en anelse irriteret på hende. Det var personligt, og bare fordi vi snart var en familie alle sammen, behøvede de ikke at vide alt om mit privatliv.

”Jo, ups, det er også rigtigt,” fik min mor sagt og smilede undskyldende til Juliet, som bare smilede til hende. Hvis de ikke allerede var hjerteveninder, så blev de det da først efter brylluppet, det var helt sikkert.

”Men er du spændt Unity?” lød det pludselig fra Juliet, som henvendte sig til mig. Aller helst havde jeg lyst til at rystede ivrigt på hovedet og løbe skrigende bort, men gjorde det ikke. Det her var ikke min beslutning, men det måtte jeg leve med.

Derfor nikkede jeg og tog en tår af det glas vand, min mor havde stillet foran mig. Jeg gad ikke det her. Jeg havde bare lyst til at tage tilbage til Harry og blive der. Uden og tage hjem igen, overhovedet.

”Nå, men vi skal også i gang med planlægningen. Vi skal have lavet bordplaner, udsmykning..” startede min mor, men resten gad jeg ikke lytte på. Derfor fiskede jeg min mobil op af lommen, og så at der var kommet en besked fra Harry.

Fra: Harry<3

Hej smukke, hvornår har du tid til at ses igen? Savner dig, allerede.<3

Jeg bed mig lidt i læben for at forhindr mig selv i at smile som en idiot. Jeg besluttede mig også for at vente med at svare til senere, så jeg ikke blev busted.

”Unity, hører du hvad jeg siger?” jeg så forvirret op, og mødte min mors let irriterede øjne. Hurtigt fik jeg mobilen tilbage i lommen, og kiggede undskyldende på min mor.

”Undskyld,” mumlede jeg og så ned i bordet.

”I to, smut ind i stuen, det interesserer nok heller ikke jer,” blandede Juliet sig og nikkede i retningen af døren ind til stuen.

Jamen tak? Hvorfor skulle vi dog så overhovedet med i første omgang?

Sukkende rejste jeg mig fra stolen og det samme gjorde Brandon. Egentlig gad jeg ikke ind i stuen og slet ikke med ham. Han blev ved med at sende mig de der flirtende blikke, og det gav mig næsten kvalme.

Jeg slog mig ned i sofaen, og Brandon fulgte hurtigt mit eksempel. Egentlig håbede jeg bare på at han ville lade mig være, men ingenting gik åbenbart i min retning for tiden. For han lagde en hånd på mit lår og placerede et kys på min kæbe.

Min hals snørede sig sammen, og min vejrtrækning var tæt på at blive uregelmæssig. Det her føltes så forkert som det kunne, men Brandon fandt det åbenbart ikke på nogen måde forkert, for han blev ved. Det værste var at jeg ikke kunne gøre noget. Hvis jeg skubbede ham væk, var det hele ødelagt og jeg ville være tvunget til at skulle forklare mig, og det kunne jeg ikke.

Da hans læber i stedet lagde sig mod mine, havde jeg ingen anden mulighed, end at kysse igen. Det føltes forkert, og gjorde ondt inden i, men hvis jeg skulle fortsætte med at kunne se Harry, var det her nødvendigt.

 

 

Efter jeg havde kysset med Brandon, havde jeg virkelig dårlig smag i munden. Selvom jeg ikke burde have det, så havde jeg dårlig samvittighed. Jeg følte at jeg svigtede Harry, selvom det burde være lige omvendt. Jeg burde have dårlig smag i munden over at være sammen med Harry, bag Brandons ryg.

Men grunden var simpel. Jeg følte ingenting for Brandon, han var bare ligegyldig for mig, og for min skyld, kunne han skride af helvedes til. Jeg brød mig bare mindre og mindre om ham, for hver dag der gik.

Men tiden gik også, og brylluppet nærmede sig med irriterende, hastige skridt. Jeg hadede at jeg kunne tælle dagene, eftersom jeg begyndte at udvikle flere og flere følelser for Harry. Det var jo aldrig med i min planlægning at jeg skulle forelske mig i Harry Styles. Det var noget der skete, noget som jeg ikke fortryder. Jeg fortrød ikke, og det burde jeg, derfor var mine tanker et stort rod.

”Er der noget galt?” Harrys stemme afbrød mine forvirrende tanker.

Jeg så op, og mødte hans bekymrede øjne. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en normal pige? En normal pige, som kunne være sammen med hvem hun ville.

”Nej, der er bare meget at se til, for tiden,” svarede jeg og smilede svagt.

Han vidste godt hvad jeg mente, og vi var begge afklarede med, at det vi havde, ikke ville vare for evig tid. Det var umuligt, og ville aldrig gå. Alligevel blev jeg ved, blev ved med at se ham, selvom det kun ville gøre endnu mere ond på mig selv, i sidste ende.

Egentlig burde jeg bare skride, og fortælle at tiden med ham, havde været det bedste jeg i mit liv havde oplevet. At vi aldrig skulle se hinanden mere, at det vi havde gjort var en fejl, men alligevel var en god ting.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Mine følelser tog overhånd, og gjorde at jeg ikke bare kunne forlade ham på den måde. Jeg var ved at falde for ham, hvis det ikke allerede var sket. Jeg havde i hvert fald følelser for ham, det kunne jeg ikke gøre noget ved.

 Han svarede mig ikke yderligere, men lænede sig i stedet frem og placerede et uskyldigt kys på mine læber. Det udviklede sig dog hurtigt til noget, der var langt fra uskyldigt. Jeg havde ikke tal på hvor mange gange jeg snart havde kysset ham, bare i dag. Tanken om at det snart var slut, hærgede bare mine tanker, og gjorde mig mere ivrig.

Han tænkte det samme, for ellers blev han heller ikke ved. Han vidste godt det her var en fejl, fra os begge to. Mest min, men han vidste godt at jeg var Jehovas Vidne. Så der var heller ingen undskyldning fra hans side.

”Hvad tid skal du være hjemme?” mumlede han mod mine læber og flettede vores fingre sammen.

Jeg havde efterhånden været her hele dagen, det var det eneste jeg sådan rigtig orkede, efter episoden med Brandon i går. Så igen, løj jeg for mine forældre og sagde at jeg tog over til Jess, som stadig dækkede over mig.

”Ved 17-tiden, tror jeg.” svarede jeg ligegyldigt og genoptog kysset, som han hurtigt var med på. Jeg gad ikke spekulere mere på mig, og mine problemer, det havde jeg alt tiden derhjemme til.

Og nu hvor Harry gjorde mig glad, var der ingen grund til at spilde tiden med at være i dårligt humør. Jeg skulle bare fokusere på det gode, lige nu. Så skulle det nok gå..

 

 

Jeg tilbragte hele dagen ved Harry, så længe som overhovedet muligt. Og vi havde det da også ret hyggeligt, jeg kunne også tænke på noget andet for en gangs skyld. Selvom vi ikke lavede andet end at snakke, så var det nok.

Men da klokken nærmede sig 17, kom mine tanker tilbage igen. Jeg hadede det virkelig. Hvis det stod til mig, så var jeg her hele tiden, og tog aldrig hjem. Men det skulle jeg, for vi havde et møde i morgen, som jeg skulle deltage i.

”Kommer du ikke over til mig, onsdag?” spurgte jeg, og så bedende på Harry.

Jeg skulle faktisk hjem nu, eftersom det var lang tid siden jeg havde været sammen med ham - Altså, ifølge de informationer jeg gav mine forældre. De troede jo jeg var hos Jess lige nu.

”Jo, du kan bare skrive hvad tid,” svarede han med et smil, og berørte let mine læber med hans. Jeg havde lyst til at udvikle det, men så ville jeg bare komme for sent hjem, og det kunne vi ikke have.

”Mhm, vi ses.” smilede jeg og vendte mig mod døren, som jeg hurtigt fik åbnet, og smuttet ud af.

Jeg havde det lidt dårligt med at lyve for mine forældre, og så alligevel ikke. Altså, de ville alligevel ikke forstå mig. De ville spærre mig inde, eller det der var værre; fremskynde brylluppet. De ville heller aldrig lade mig gøre det her, aldrig.

 

♡♡

Nu bliver I sikkert skuffede og alt muligt, men sådan her bliver det altså. Jeg bliver nødt til at lave mine kapitler kortere, af den simple grund, at jeg ikke har tid til længere kapitler. Jeg er godt nok ramt a lock-out lige nu, men efter sommerferien skal jeg i 8 klasse, og jeg får travlt, kan jeg ligeså godt sige.

Håber I kan forstå mig, virkelig. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...