Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13146Visninger
AA

8. "Wow.."

 

Vi fik lavet den kage, og den blev helt perfekt - eller ja, næsten perfekt. Vi havde netop sat den i ovnen, og jeg havde smidt mig på sofaen, fordi jeg sjovt nok var blevet meget træt efter at bage kage. Underligt, eftersom jeg havde sat Harry til at gøre det hele, men den måtte vi jo så tage derfra.

”Nej Unity, du kan ikke allerede være træt,” konstaterede Harry og så opgivende på mig, eftersom jeg lå med halvt lukkede øjne. Jeg grinede bare og blev liggende. Måske lyder det underligt, men efter i går var det hele bare blevet meget mere afslappet. Måske fordi vi havde sovet sammen? Det kunne godt være. Jeg stolede i hvert fald mere på ham, og det gjorde kun det hele bedre.

”Jo,” mumlede jeg og lukkede øjnene helt. Et suk kom fra hans side, og jeg var faktisk lidt i tvivl om hvad han ville gøre. ”Unity, du lavede ikke noget!” sagde han og satte sig ved siden af mig. Jeg åbnede kort øjnene, men kun for at lukke den igen.

”Jo Harry, jeg åbnede kakaopulveret!” påpegede jeg, stadig med lukkede øjne. ”Men hvis det er så hårdt, så må vi jo finde en måde at gøre dig frisk igen,” hørte jeg ham sige og blev bange for at han ville hælde vand udover mig eller noget. Det havde jeg tit hørt om, at folk gjorde.

Nysgerrigheden tog alligevel over, og jeg sukkede kort og åbnede øjnene igen. Harry sad med et drillende smil på læben, som kun gjorde mig endnu mere bange. Jeg havde ingen anelse om hvad han kunne finde på, så ja, det var skræmmende.

Han lænede sig ned mod mig, og et øjeblik var jeg bange for at han ville kysse mig, eller noget i den stil. Heldigvis fik jeg afkræftet min teori, men irriterende nok, skulle han kilde mig i stedet for. Et øjeblik ønskede jeg at han faktisk havde kysset mig i stedet for.

Nej, det sagde jeg ikke.

”Harry!” protesterede jeg, og prøvede febrilsk at fjerne hans hænder, men jeg havde ikke en chance mod ham. ”Stop nu, pleaseee!” grinede jeg og prøvede at gøre mig fri af hans greb, men heller ikke det hjalp.

”Jeg lover jeg ikke er træt mere, så!” lovede jeg og sendte ham et bedende blik. Han lignede en der tænkte sig om et øjeblik, men fjernede så sine hænder. Jeg kom med et forpustet suk, som måske mindede mere om et støn.

”Er du virkelig i så dårlig form?” spurgte han overrasket og rejste sig fra sofaen. Jeg nikkede og lod ham hjælpe mig op og stå, nu hvor jeg havde lovet ikke at dovne den mere.

Dørklokken hørtes højt i hele huset, og igen sukkede jeg. Hvorfor kom folk altid rendende når jeg ikke havde tid? For det kunne ikke være posten, han havde allerede været her. Jeg låste døren op og åbnede den lidt, så jeg kunne se hvem det var.

Jess!

”Jessy, hvad laver du her?” spurgte jeg overrasket, men tog alligevel i mod det kram hun tilbød. Jeg havde faktisk savnet hende, eftersom det var et par dage siden jeg sidst havde set hende.

”Jeg tænkte på om du havde lyst til at lave noget?” hende stemme var fuld af forventning, og jeg fik dårlig samvittighed over at skulle afvise hende. Men det blev jeg nødt til, så måtte jeg lave en anden aftale med hende.

”Øhm, jeg har faktisk besøg,” mumlede jeg og kørte en hånd gennem mit hår. Jeg vidste hvordan hun havde kørt på mig, med hensyn til Harry. May havde været mere tilbageholdende med hensyn til Harry i starten, hvor Jess mente vi havde noget kørende fra starten.

”Af hvem?” hun lød ikke skuffet, men nysgerrig. Det var så typisk Jess, men jeg var også glad for at hun ikke var den type der blev jaloux og sur, hvis jeg ikke havde tid til hende.

”Harry.” svarede jeg kort og vidste næsten at hun ville bombardere mig med spørgsmål, eller noget. ”Oh my god, jeg skal høre alt! Dig, mig, mandag, okay?” foreslog hun hurtigt og jeg kunne ikke gøre andet end at nikke. Hvis hun bare ville gemme alle spørgsmålene til et andet tidspunkt, så var det fint.

”Godt, ses smukke!” hvinede hun og kyssede mig en enkelt gang på kinden, inden hun vendte sig om og gik ned mod fortovet. Det var en speciel ting vi havde, som mine forældre ikke kendte til. Men hallo, det var jo ikke ligefrem fordi jeg gik hen og blev lesbisk, vel?

Jeg smækkede døren efter Jess, og vendte tilbage til stuen, hvor Harry stadig stod det samme sted som før. Han havde ikke set mig - lod det til - og derfor valgte jeg at snige mig hen bag ham. Jeg skulle så meget have hævn!

Mine hænder placerede jeg på hans skuldre. ”Buh!” sagde jeg og kunne mærke at han fik et chok. Han vendte sig hurtigt om og så forskrækket på mig. Jeg kunne ikke forhindre et grin i at forlade min mund, eftersom han så ret morsom ud.

”Meget modent, Unity!” sukkede han og rystede kort på hovedet. Jeg fandt det stadig sjovt, så kunne han lære det. Og så var ha Harry, han kunne tåle det, så ja.

 

 

Regnen silede ned hele dagen, og holdt ikke op på et eneste tidspunkt. Så mit ønske om at komme udenfor, blev ligesom ødelagt og slået til jorden. Men eftersom jeg ville ud, fik jeg efter 45 minutters plagen, ham overtalt til at gå med ud i haven, selvom regnen så ret kraftig ud. Og mørket var også langsomt begyndt at lægge sig over byen, men det tog jeg mig ikke af. Jeg ville udenfor, men ikke alene.

”Kommer du, Harry?” råbte jeg ude fra gangen og blev overrasket, da han pludselig stod i døren med et drillende smil om læberne. ”Det håber jeg ikke,” hørte jeg ham mumle, inden han bukkede sig ned for at tage sine sko på.

Jeg stivnede i min bevægelse eftersom det gik op for mig, at han havde misforstået den - for groft. Men han var en dreng, så hvad kunne jeg forvente? ”Harry, lad være med at del ud af dine tanker,” foreslog jeg og puffede til ham, da han var færdig med at binde sine sko. Han grinede bare en hæs latter, men valgte heldigvis ikke at svare mig igen - klogt valg.

Da jeg åbnede døren, så han spørgende på mig. ”Seriøst, hvorfor vil du udenfor? Det er regnvejr!” påpegede han og pegede ud af døren, hvor regnen ramte alt. Jeg rystede bare på hovedet, klappede ham på skulderen og trådte et skridt ud af døren. De første regndråber ramte mit ansigt og flere andre steder af min krop.

Harry lukkede døren efter os, og fulgte efter mig, eftersom jeg havde besluttet mig for at vade ned i enden af haven. Jeg elskede vores have, derfor. Den var stor og lå indrammet af store hække - væk fra offentligheden.

Måske havde det været en idé at tage en jakke på, men det var lidt for sent nu. Det var ikke ligefrem fordi det var koldt, det var faktisk behageligt. ”Unity, hvad skal vi?” Harry kom op på siden af mig, og virkede stadig forvirret over hvad vi skulle udenfor.

”Nyd den friske luft, Harry!” sagde jeg og sendte han et flabet smil. ”Eller det er du måske for doven til?”

Han løftede øjenbrynene og lavede store øjne. Jeg ved ikke rigtig hvad der gik af mig, det var slet ikke mig, at være så flabet. Jeg havde altid været seriøs, men måske var det bare fordi Harry tit var så flabet?

Ej smitter det?

”Hvad sagde du?” spurgte han. Jeg bed mig kort i læben og begyndte at bakke væk fra ham. Det blik han havde i øjnene, sagde ikke ligefrem at han ville kramme mig eller noget. Det fortalte mig kun at jeg skulle løbe, og det skulle være nu.

Men jeg glemte at græsset under mig var glat, så der gik ikke andet end 5 sekunder, før jeg røg på røven og endte med at rulle en hel omgang rundt, på græsset. Harry grin hørtes hurtigt, og jeg var et øjeblik skuffet over at han ikke fik medlidenhed med mig.

”Hey!” protesterede jeg, mens jeg stadig lå på jorden. Harry kom til syne, og havde det irriterende smil klistret til læberne - det han altid havde, når jeg dummede mig - han fandt det morsomt.

Tsk.

”Ej kom her,” han tilbød at hjælpe mig op, hvilket jeg glædeligt tog i mod.  Mit tøj var kun mere gennemblødt end det var i forvejen, men heldigvis havde græsset ikke sat sig fast eller noget. Han fik mig uden besvær op at stå, og jeg endte med at stå utroligt tæt på ham. Mine hænder lagde sig automatisk mod hans bryst, eftersom jeg ikke rigtig havde andre steder at gøre af dem.

Mit blik der ellers lå på mine hænder, flyttede jeg, så jeg så op i hans øjne i stedet for. Der var noget nervøsitet gemt i dem, hvilket ikke var noget jeg havde set før. Harry var aldrig nervøs, og det undrede mig derfor denne her gang.

Forsigtigt fjernede han en vildfaren tot hår fra mit ansigt, og strøg den om bag mit øre. Ubevidst lænede jeg mig frem mod ham og lukkede øjnene. Og så skete det, som jeg havde forventet ville ske. Hans læber ramte mine, og en masse ukendte følelser bredte sig i mig. Det her var forkert, men alligevel gjorde jeg ikke noget for at stoppe det. For jeg kunne lide det.

Mine arme gled om hans hals og trak ham tættere på. Alt inden i mig skreg at jeg skulle skubbe ham væk og løbe min vej, for det her var forkert. Men jeg reagerede langt fra på det, jeg var helt ligeglad. Selvom jeg vidste jeg ville fortryde det her på et tidspunkt, så stoppede det mig ikke.

Hans hænder lå på mine hofter og trak mig samtidig tættere på ham. Regnen gjorde kun det hele bedre. Det ville ikke have været det samme, hvis solen havde stået højt på himmelen. Regnen gjorde det specielt, hvilket nok også var en af grundende til at jeg blev helt rundt på gulvet.

  Kysset udviklede sig langsomt, og det var helt som om tiden stod stille. Der var intet andet, ingen andre, kun os. Følelsen af glæde bredte sig i min krop, selvom jeg ikke burde være glad. Jeg satte min samvittighed ud af spil og lod mit hjerte styre i stedet.

Aldrig havde jeg forestillet mig at min idé om at gå udenfor skulle ende sådan her. Hvis jeg ikke havde været så obsessed på at komme udenfor, på trods af regnen, havde jeg ikke stået her, jeg ville heller ikke have så dårlig samvittighed om en time, og jeg ville heller ikke være så glad, som jeg var lige nu.

Da vi trak os fra hinanden, kunne jeg endelig åbne øjnene. Det første jeg mødte, var Harrys, der ikke var til at læse. Han vidste det her var en fejl, det kunne jeg se, eftersom nervøsiteten satte sig i øjnene på ham efter nogle sekunder.

”Wow..” var det eneste han kom med, og jeg blev et øjeblik bange for at han fortrød. Jeg bed mig derfor i læben og lænede mig ind mod ham. Der gik ikke mange sekunder før hans arme lå om mit liv og et kys blev plantet i min pande. Et lille smil fandt plads på mine læber, som jeg lod mit hoved hvile mod hans bryst.

Ingen af os sagde noget, vi stod bare helt tæt, selvom regnen stadig styrtede ned. Det var bare som om det var blevet en biting. Det betød ikke noget, det var lige meget. Det eneste der betød noget var at jeg stod her, med Harry.

 

Ej hvaaaa?! 

De kyssede omg, ved deeeeet! Men Amalie ville have at de skulle kysse, og fordi Amalie er min gud, så lytter jeg til hende. Ej, gud ligefrem? Det er måske en overdrivelse. Men i hvert fald, credit til hende, fordi hun var med til at finde på hvordan det hele skulle foregå, og sådan. Så hun fandt på det med regnvejret, tihi. 

Tilbage til historien;

Hvad tror I der sker nu? Har Unity begået en stor fejl? Er der virkelig mere mellem Harry og Unity, end vi først lige troede? (Eller I, for jeg har vidst det hele tiden, såå.) Fortæller Unity det hele til Jess? Eller bliver det hendes lille hemmelighed?

Gæt løs og giv gerne et like! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...