Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13143Visninger
AA

6. "Wanna Stay?"

 

UNITY

Som dagene gik, begyndte jeg ubevidst at være mere sammen med Harry. Det virkede helt naturligt for mig - ligesom at tilbringe tid med May og Jess. At Harry var en dreng, gjorde ingen forskel i mine øjne, for venner var vel venner?

I hvert fald mente min far at han havde ’god indflydelse’ på mig. Hvad han mente med det var jeg dog ikke helt sikker på, men det lød da positivt. Især fordi min mor også var begyndt at slappe af omkring det, hvilket gjorde mig meget gladere.

Jeg var også på toppen over at brylluppet først var d. 1. april. Jeg havde lidt under en måned til at forberede mig i, hvilket jeg elskede! Jeg troede til sidst at jeg kun havde to uger, eller noget. Men nu havde jeg så en masse tid til at være sammen med Jess og May.

 Lige nu var jeg på vej hen til May, som ikke boede andet end 5 minutter fra mit hus. Derfor gad jeg ikke bede min far køre mig, så jeg gik bare, og fordi jeg også trængte til noget frisk luft, var det nok også meget godt.

Mens jeg gik, hvirvlede mine tanker omkring Brandon. Jeg tænkte tit på om jeg ville kunne klare et helt liv med ham? Jeg var jo på ingen måde forelsket i ham, og jeg fandt ham heller ikke spor tiltrækkende. Han var da køn, det kunne jeg ikke benægte, men han var bare ikke min type.

Derfor undrede jeg mig også over, om hvordan han så på mig? Hvis han var tiltrukket af mig, eller direkte forelsket i mig, så var det jo ikke specielt godt. Jeg havde jo lidt håbet på, at vi måske kunne ende op som venner der bor sammen. Og så bare lades som om man faktisk elsker hinanden.

 Da jeg endelig nåede frem til Mays lejlighed, bankede jeg tre gange på den hvide dør og ventede kun på at hun åbnede. Der lød rumsteren fra den anden side af døren, og så gik den ellers op, og en smilene May tog i mod mig.

”Hej søde,” hilste hun, og trak mig begejstret ind til et kram. Duften af hendes søde og velkendte parfume ramte mine næseborer. Jeg gengældte ivrigt krammet, før jeg trak mig væk fra hende igen.

”Kom med ind.” insisterede hun og åbnede døren, så jeg kunne komme ind. Jeg tog glad i mod hendes tilbud og trådte ind i gangen. May lukkede døren efter mig, og hjalp mig af med min jakke. Hurtigt fik jeg mine vans af, og gik ind i stuen.

Hendes lejlighed var så hyggelig, meget anderledes i forhold til Jess’. Jess’ var mere moderne og sådan, mens Mays indholdt lidt ældre møbler, og generelt bare var hyggelig og gammeldags.

 Jeg satte mig i sofaen og ventede på May, som lidt efter kom ind i stuen med en dåse småkager. Hun smilede over hele femøren, og det var der kun en grund til. Hun havde sikkert fået kæreste på, eller også var hun blevet inviteret på date af en eller anden lækker fyr.

”Hvad smiler du sådan over?” spurgte jeg med et smil, da hun satte sig ved siden af mig.  Hun så først undrende på mig, men kunne ikke holde sit smil inde.

”Okay, du ved Cameron, ik?” sagde hun, og jeg tror faktisk hendes smil blev endnu større.

”Jo?”

Cameron var en af drengene fra hendes gymnasium, som hun havde haft et crush på i et stykke tid nu. Jeg troede egentlig det var gået over i den sidste uge, mens jeg tog åbenbart fejl.

”Han har inviteret mig ud, i aften!” hvinede hun og klappede vildt i hænderne. Sådan noget som piger kun gør på tv - eller piger på tv, OG May, min skøre veninde.

”Ej hvor fedt!” sagde jeg begejstret og trak hende ind til endnu et kram. Nu kunne hun endelig få fred, og komme på date med ham. Så skulle Jess og jeg ikke høre på hvor meget hun sukkede over ham i timerne, og ønskede at han var hendes kæreste.

Nu var der faktisk en mulighed for at hun kunne få en kæreste.

”Nå, men nu skal vi ikke tale om mig,” startede hun ud og fik igen en halvalvorlig mine på. ”Hvordan går det med Brandon? Eller ham Harry for den sags skyld?”

Jeg sukkede lidt og lænede mig tilbage i sofaen. Hvad ville hun dog vide? At Brandon var en som jeg ikke fandt tiltrækkende, men alligevel skulle giftes med ham? Måske var det slet ikke fair at jeg holdt det skjult for May og Jess, at jeg faktisk ikke var forelsket i Brandon, for det troede de jo jeg var.

”Jo ser du,” mumlede jeg og så alvorligt på hende. ”Jeg er faktisk slet ikke forelsket i Brandon.”

Hendes øjne blev store, og hendes kæbe faldt ned, så hun praktisk talt gloede på mig, som om jeg havde fortalt en løgn, eller noget. ”Sig mig, hvad for noget?!”

”Jeg har aldrig været forelsket i ham.. og ja, det er bare mine forældres beslutning okay! Jeg har ingenting at skulle have sagt, og derfor er du også den eneste der ved at jeg ikke har lyst til at blive gift med ham,” mumlede jeg uddybende og kørte en hånd gennem mit mørke hår.

Det lettede faktisk en smule at fortælle det til nogen, og måske var det også det rigtige, så jeg ikke gik rundt med den her hemmelighed. Jess skulle bare også have det at vide, ellers var det ikke fair.

”Er det ham der Harry?” jeg så forskrækket op på hende, mes store øjne. Hvad var det for noget at sige? Harry havde da ingenting med det her og gøre.. det hele var jo sket før jeg mødte Harry.

”Nej, det hele var jo planlagt før jeg overhovedet mødte Harry!” svarede jeg afvisende og lagde mine hænder i mit skød. Jeg skimtede kort at May nikkede, men så kun for at se på mig igen.

”Men er du så forelsket i Harry?” spurgte hun nysgerrigt, mens et kækt smil gled over hendes læber. Det fik mig dog bare til at sukke igen, og se opgivende på hende. Altså hvad regnede hun mig for?

”May, jeg er Jehovas Vidne, og nej jeg er ikke forelsket i Harry!” jeg slog ud med armene, for ligesom at understrege min pointe. Hun var til tider for meget, og det vidste hun også godt selv.

”Okay, okay,” hun tog hænderne op foran sig og smilede undskyldende til mig. ”Jeg skal nok lade være.” lovede hun og fik mig til at smile tilfreds.

 

 

 

Da jeg senere på eftermiddagen var taget hjem, fordi May jo skulle på date med Cameron, slog jeg mig ned i sofaen i stuen. Mine forældre var ikke hjemme, de var taget på hotel med Mr. og Mrs. Johnson for at planlægge videre. Jeg var heldigvis fritaget for det, men om Brandon var, vidste jeg ikke.

Men hvorfor de lige skulle på hotel for at planlægge det, var jeg ikke helt klar over. Men det gad jeg heller ikke spekulere over, for de skulle være væk hele weekenden, så jeg var alene hjemme.

Eller det troede jeg da.

 Da jeg havde siddet i stuen i godt en halv time, vibrerede min mobil i lommen på mig. Opgivende fik jeg den op af lommen og låste den op.

Fra: Harry.

Skal du noget i aften? xx

Jeg bed mig lidt i læben, da jeg ikke var helt sikker på hvad jeg skulle svare. Jeg havde kun tilbragt tid med Harry om dagen, og hvis det var aften, mindede det for meget om en date.. ikke? Altså, hvis han inviterede mig ud og spise eller noget, så kunne jeg altså ikke takke ja.

Til: Harry.

Hmm.. nej, hvad tænker du da på? X

Jeg fik hurtigt sendt den, og fandt min bog frem som lå på sofabordet. Det var en af dem mine forældre tvang mig til at læse. Og fordi jeg ikke tog en videre uddannelse, så skulle jeg læse mig til noget mere viden.

Så forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne gå på gymnasiet, ligesom alle andre. Men nej, det var ikke nødvendigt, nu når jeg alligevel bare skulle giftes.

Bahh.

Okay, det var ikke meningen, sådan er jeg ikke.

 Men jeg nåede ikke at læse specielt meget, før min mobil igen vibrerede i mit skød. Jeg lagde bogen til side og tog mobilen op i hænderne.

Fra: Harry.

Skal vi lave noget? Altså kun hvis du har lyst jo. X

Jeg sukkede lidt, men fandt så frem til et nogenlunde ordentligt svar.

Til: Harry.

Kan du så ikke komme over mig til? Du ved hvor jeg bor. X

Det var et sats, ja, men så var vi i det mindste i mit hus, så var jeg mere tryg omkring det hele. Ikke fordi jeg regnede med at Harry ville prøve på noget, for sådan virkede han jo overhovedet ikke. Men man vidste aldrig hvad der kunne ske.

Fra: Harry.

Jo, er der om en halv times tid, så. Xx

Jeg hoppede nærmest op fra sofaen og løb ned mod badeværelset. Jeg kunne ikke rende rundt i andres selskab sådan her. Jeg skulle i bad, og finde noget passende tøj.. og..

Ja, I ved hvad jeg mener.

Det tog mig ikke lang tid at få tændt for bruseren, og smidt mit tøj i vasketøjskurven. Jeg havde kun en halv time til at gøre mig klar, og det ville jeg aldrig kunne nå under de normale omstændigheder. Jeg er en pige, sådan er det bare.

 Badet fik jeg hurtigt overstået, da jeg ikke var typen der stod derinde i flere timer. Jeg kunne sagtens tage bad på 5 minutter, hvilket også var tilfældet i dag. Jeg steg ud, 0g viklede et håndklæde om livet, og et om mit hår.

Jeg trissede ned mod mit værelse, henover gulvet, som der heldigvis var varme i. Jeg skubbede døren op og skyndte mig over til mit klædeskab. Så kom mit dilemma, for jeg kunne aldrig finde det rigtige tøj.

Til sidst endte jeg dog med at være sådan nogenlunde enig med mig selv, og fandt et meget enkelt sæt frem, bestående af en hvid t-shirt og et par stramme jeans. Meget enkelt og ikke for prangende, hvis jeg selv skulle sige det.

 Hurtigt kom jeg i tøjet, og nåede kun lige at kaste et blik på mig selv i spejlet, før jeg hørte dørklokken. Pokkers, så måtte jeg rende rundt med vådt hår, men det skete der vel heller ikke noget ved?

Jeg småløb ned af gangen og nåede hoveddøren, før dørklokken nåede at ringe igen. Min hånd fandt håndtaget og jeg åbnede forsigtigt døren, da jeg ikke kunne være sikker på om det nu var Harry - selvom det sandsynligvis var.

Jeg skubbede døren op og fik med det samme øje på Harry, der stod med sit sædvanlige smil på læben. Det fik automatisk også mig til at smile, hvilket nok også var meget godt. For hvis jeg bare stod med et pokerface, var jeg nok ikke særlig sjov og være sammen med.

”Hej Harry!” hilste jeg og lød måske mere begejstret end jeg burde. Men han lod heldigvis ikke til at ligge mærke til det, og trak mig bare ind til det sædvanlige kram. Duften af hans velkendte parfume - som jeg efterhånden kendte ret godt - bredte sig i mine næseborde, inden jeg trak mig væk igen.

Jeg åbnede døren helt, så han kunne komme ind. Det var ikke specielt varmt uden for, og jeg skulle ikke have skylden for at gøre Harry Styles syg, eller noget. Jeg kunne allerede se forsiderne for mig!

Okay nej, men sæt jer lige ind i min situation.

Harry fik sin jakke af, og mens han tog sine sko af, hængte jeg den på knagen ved siden af os. Lidt hjælpsom kunne man godt være, det er i hvert fald hvad jeg altid har lært. Jeg vendte mig mod Harry, som egentlig allerede kiggede på mig, med et spørgende blik.

”Så, hvad skal vi foretage os?”

 

 

 

Efter et par timer med snak om alt mellem himmel og jord, madlavning, som endte med at gå helt ok. Jeg holdt stadig fast i min teori om at Harrys andet talent var madlavning. Han syntes bare det var morsomt, hvor jeg mente det ret seriøst.

Men vi endte vi alligevel foran fjernsynet i stuen, da vi først havde vasket op og ryddet op i køkkenet. Og så fordi jeg var træt var jeg endt op med at ligge halvt op af Harry. Han så dog ikke til at have noget i mod det, og fordi jeg faktisk lå ret behageligt, flyttede jeg mig heller ikke.

Hvis min mor havde været her, var hun sikkert besvimet eller noget. Hun var jo, som I nok allerede har lagt mærke til, ikke særlig glad for jeg var venner med Harry. Ja og selvom hun prøvede at skære ned på sin bekymring og tvivl omkring det, så virkede det ikke rigtigt.

”Er du træt?” spurgte Harry lavt, og han havde tydeligvis lagt mærke til at jeg var ved at falde i søvn. Det irriterede mig lidt, at jeg var så træt, nu hvor det faktisk var mit hus vi befandt os i.

”Mhm,” mumlede jeg og rettede mig op. Jeg tog min mobil fra bordet og så at klokken allerede var blevet 23:30. Hvordan var tiden gået så hurtigt? Altså, Harry var da næsten lige kommet, ikke?

Vent lige.

Harry, åh nej.

”Jeg må også hellere se at komme hjemad, så,” Harry kastede et blik på sin mobil, og jeg gættede på at han nok også havde set hvad klokken var. Jeg bed mig tøvende i læben, men tog mig så sammen til at spørge.

”Vil du ikke sove her? Jeg mener, det er praktisk talt midnat,” jeg lagde da ikke skjul på, at jeg håbede han ville sige ja. Jeg var ikke just fan af at være alene hjemme, og slet ikke i vores eget hus.

”Er du sikker?” han lød pludselig usikker, hvilket jeg først ikke forstod.  Men så kom det hele ligesom til mig. Jeg var stadig anderledes.. og nogle gange irriterede det mig virkelig meget. Hvorfor kunne jeg ikke bare være som andre?

”Ja, kom nu! Det sker der ikke noget ved,” fastslog jeg hurtigt og smilede svagt. Jeg rejste mig fra sofaen og begyndte at gå mod mit værelse. Jeg kunne fornemme at Harry fulgte efter mig, hvilket sjovt nok også var meningen.

Der kunne da ikke ske noget ved at han blev.. vel? 

 

Undskyld ventetiden, men jeg har været til gymnastikopvisninger i weekenden, og det har taget meget af min tid. Men her har I et et nyt kapitel. 

Like gerne, det vil betyde meget. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...