Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13468Visninger
AA

5. "Us?"

 

UNITY

 

Efter at have tilbragt søndagen med Harry, havde han også besluttet at vi skulle lave noget mandag. Eftersom det var en uge siden vi mødtes første gang, mente han det skulle fejres.

Selvom jeg ikke helt forstod meningen med det, så valgte jeg at takke ja til hans tilbud. Det virkede ret sjovt alligevel, for jeg havde ikke selv lagt mærke til at der allerede var gået en uge. Og så var det endnu en undskyldning for at slippe for min mors snak om bryllup. Det var efterhånden rigtig slemt, og selvom min far vidste at jeg ikke var just vild med at snakke om det, kunne han ikke holde min mor fra det.

Derfor sad jeg nu ved Harrys spisebord, i hans lejlighed. Han lavede brunch, tror jeg nok det var. Men i hvert fald havde han insisteret på at lave mad, hvilket jeg jo ikke kunne takke nej til.

Mens jeg ventede, sagde ingen af os rigtig noget. Der hvilede en behagelig stilhed over os, hvilket jeg faktisk fandt lidt befriende. Bedre med behagelig stilhed, end akavede samtaler. Jeg tog mig selv i at betragte Harry, som han hældte æg og bacon over på en tallerken. Han jo så godt ud, det kunne jeg ikke modsige.

 Jeg havde fortalt Harry det hele i går. Jeg syntes ikke jeg skulle leve på en løgn, nu hvor han alligevel klarede det fint nok. Dermed vidste han jo at jeg skulle giftes, dog havde han været lidt overrasket over det - det ville alle nok være. Men jeg havde ikke fortalt ham, at jeg faktisk var i mod det selv, og det slet ikke var min egen beslutning. Det var der ingen der vidste, og det var der heller ingen der skulle vide.

”Så,” mumlede Harry pog rev mig ud af mine tanker. Han satte tallerkenen på bordet, og satte sig på stolen overfor mig.

”Du behøvede altså ikke at lave mad, bare fordi det er en uge siden vi mødtes,” konkluderede jeg og smilede varmt til ham. Men han rystede bare på hovedet og gengældte mit smil.

”Jo jeg gør,” fastslog han hurtigt og tog noget æg. Jeg fulgte hurtigt hans eksempel og tog derfor også noget.

 Vi sad lidt i stilhed, mens vi spiste vores mad. Altså, lige indtil jeg brød stilheden med et spørgsmål. ”Hvordan er det egentlig?”

”Hvordan er hvad?” han så spørgende på mig.

”Hvordan er det at være sammen med en Jehovas Vidne? Er det anderledes? Det har jeg tit tænkt på,” forklarede jeg og så forlegent ned. Jeg havde aldrig kunnet spørge Jess eller May om det, da de jo var piger. Men hvad drenge syntes om mig, havde jeg aldrig vidst. Jeg havde aldrig spurgt dem.

”Der er ikke rigtig nogen forskel.. bortset fra at jeg ikke på noget tidspunkt kan flirte med dig.. men måske er det også en fordel,” jeg blev lidt overrasket over hans svar. Måske havde jeg bare forventet et eller andet med at jeg var mega underlig og indelukket, afvisende, eller noget.

”Okay, jeg er bare glad for jeg ikke virker som en afvisende stille mus, eller noget,” åndede jeg lettet op, og fik et lille smil frem på hans læber. ”Selvfølgelig ikke, du er ikke ligesom andre piger, men du er heller ikke kedelig, jo.. du er anderledes på en god måde,”

Jeg så hurtigt ned i min mad, sikkert med helt røde kinder. Det var en virkelig ulempe ved at være mig, jeg rødmede konstant, også over små komplimenter. Og det var lige meget hvem de kom fra, om det så var Jess eller May, gjorde det ingen forskel.

 

 

 

”Så alle drenge har seriøst været underlige omkring dig?” Harry gjorde store øjne, og sad med halvåben mund. Det kom tydeligvis bag på ham, men hvis han ikke kendte til andet, så var det vel forståeligt nok.

”Mhm, lige så snart vi nåede til puberteten..” nikkede jeg og lænede mig tilbage i hans bløde sofa. Jeg havde nok undervurderet Harry lidt.. han var jo halvrig, altså ligesom mig.

”Var det ikke vildt nedern.. jeg mener, du må have følt dig som en særling eller noget?” spurgte han og så igen på mig. Jeg nikkede bekræftende, og trak fraværende min mobil op af lommen.

”Åh nej!” mumlede jeg panisk, da jeg så klokken. Jeg havde været her siden klokken elleve, og klokken var næsten tre. Jeg havde jo en aftale med mine forældre klokken kvart over tre!

”Hvad sker der?”

”Jeg skal være hjemme om et kvarter!” jeg rejste mig hurtigt fra sofaen og styrtede ud i entreen. Jeg hørte fodtrin efter mig, og vidste selvfølgelig det var Harry, alt andet ville være underligt.

”Skal jeg køre dig?” foreslog han hurtigt, hvilket fik mig til et sende ham et taknemmeligt smil. ”Jo tak, hvis du gider,” takkede jeg og fik bundet mine converse. Han grinede bare en hæs latter og tog derefter også sine sko på.

 Der gik ikke mange sekunder før vi var på vej ned mod Harrys bil, med ret meget fart på. Jeg ville helst ikke komme for sent, og min mor var sikkert allerede bekymret, og flippede. Derfor skulle jeg hurtigt hjem, og helst før klokken blev kvart over.

Jeg gav Harry adressen, og han konstaterede hurtigt at det ikke ville komme til at tage just lang tid. Jeg sukkede derfor lettet og lænede mig tilbage i sædet, mens Harry kørte mod mit hus.

Måske lidt for hurtigt, men han var en dreng, det kunne jeg have sagt mig selv.

Selvom han kørte ret hurtigt.

Ualmindelig hurtigt.

Trafikken susede forbi os, og jeg kunne tydeligt se at der snart ville komme regn. Øv, nu troede jeg lige vi kunne være udendørs, nu hvor vi skulle være sammen med Brandon og hans forældre.

Men nej, åbenbart ikke. Men fordelen var at vi skulle være hos os denne her gang, det var jeg altid mere tryg ved. Og især når Brandon var der, så kunne jeg bedst lide at være hos os.

”Så er vi her,” Harrys stemme rev mig ud af mine tanker, og hurtigt kastede jeg et blik på uret, der var indbygget i hans bil. Den var 15:10, puhaa.

”Tak, jeg ville ikke have nået det med taxa!” grinede jeg og spændte min sele op. Han smilede bare, og vi fik så giver hinanden et lidt akavet kram, fordi vi faktisk sad i en bil. Ja, det var kompliceret.

”Vi ses,” fastslog han, da jeg steg ud. Jeg vinkede bare og smækkede døren efter mig. Da hans bil forsvandt, vendte jeg mig mod huset og gik hurtigt op til hoveddøren. Jeg fik min nøgle fisket frem fra min jakkelomme, og lige da jeg trådte ind, kunne jeg høre mine forældres stemmer fra køkkenet, blandet med flere.

Var de her allerede? Men den var jo ikke kvart over endnu.. hvad var det for noget? Nu kunne min mor ikke bebrejde mig at komme for sent.. hun havde bare inviteret gæster for tidligt.

”God eftermiddag!” hilste jeg og smilede stort, da jeg trådte ind i køkkenet. Alles øjne lå straks på mig, og jeg kunne tydeligt se lettelsen i min mors øjne.

”Hvorfor kommer du først nu?!” spurgte hun panisk og lagde armene over kors. Hvis der var noget jeg ikke orkede nu, så var det hendes brok.

”Fordi tiden løb fra os,” mumlede jeg afvisende og satte mig på min sædvanlige plads for enden af bordet. Brandon og hans forældre sad og fulgte interesseret med i vores samtale.

”Os?” blandede Brandons mor sig, som for resten hed Juliet. Juliet Johnson, komisk.

”Ja, Harry og jeg,” sagde jeg lavt, da jeg egentlig ikke gad sidde og forklare hende hele historien om hvordan jeg stødte på Harry på gaden, og han troede han kunne flirte med mig, osv. Det ville bare være forkert at indvie dem i mit privatliv, i forhold til venner. Det var noget jeg havde selv, og skulle have lov til at have inden jeg skulle giftes.

Hun nikkede, men jeg kunne tydeligt se at hun ikke var tilfreds. Men et sted var jeg også ligeglad. Hun bestemte ikke over mig, hun var ikke min mor, og havde derfor ingen ret over mig.

”Harry?” hun løftede et øjenbryn, og jeg sukkede irriteret.

”En af mine venner,” svarede jeg mellem sammenbidte tænder, da jeg helst ikke skulle snerre af hende. Jeg havde gode manerer, og det skulle jeg ikke ødelægge fordi min kommende svigermor var irriterende.

”Skal vi ikke snakke om noget andet, det er jo hvad der kan ske,” brød min far hurtigt ind.

Jeg sendte ham et taknemmeligt smil og lænede mig lettet tilbage i stolen. Jeg orkede ikke at skulle forklare det samme for Juliet, som for mine forældre, det ville først blive kompliceret.

”Jo, har I sat en dato?” spurgte jeg interesseret og satte et falskt smil op. Den trykkede stemning skulle jo helst forsvinde.

Selvom jeg ikke var just interesseret i en dato, så blev jeg vel nødt til at lades som om. Hvis de først fandt ud af min bekymring omkring det, så var jeg på den.

”Vi har valgt at sætte datoen for brylluppet d. 1. april!” svarede Juliet begejstret, og havde tydeligvis glemt vores samtale før.

D. 1. april, det var d. 1. marts i dag, så jeg havde en måned fra i dag af. Det var faktisk længere tid end jeg først troede, men et bryllup er vel heller ikke noget man bare lige arrangerer på to dage.

Også selvom det jo ikke var det helt store bryllup med firs gæster, hvid kjole osv. så ville det jo tage tid at planlægge alligevel.

”Okay,” fik jeg mumlet til svar og så kort ned på mine hænder. Den der irriterende stilhed hvilede over os, og fik mig til at sukke lidt.

Efterhånden var jeg træt af at jeg altid skulle være med til de her møder med familien Johnson. Jeg havde jo ingen indflydelse på noget alligevel, så hvad nyttede det dog?

 

 

♡♡

Undskyld for det korte kapitel, men jeg har haft lidt travlt osv. 

Men det betyder sindsygt meget at I har liket den, jeg elsker jer virkelig for det! Jeg vil også gerne sige at jeg ikke er så klog på emnet, så hvis der er små fejl, så må I meget undskylde, men jeg har ikke rigtig kunne finde så mange informationer. Håber I bærer over med mig!

Like den gerne, hvis I synes den er god! xx

Stinne. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...