Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13134Visninger
AA

13. "I'm.."

 

HARRY

Jeg troede slet ikke at mine følelser for Unity, faktisk var som de var. Men det vidste jeg så nu, for jeg havde det elendigt. Jeg vidste jo det ville komme, og jeg vidste at hun ikke var min. Hun blev det aldrig. Men alligevel gjorde det bare ondt at se hende kysse Brandon, når jeg havde stærke følelser for hende.

Hun havde givet udtryk for, at jeg ikke skulle tage mig af det, hvis det skete, og tro mig, jeg prøvede. Men.. forelskelse gjorde åbenbart noget ved mig, som jeg ikke havde prøvet før. Unity var den første pige som jeg virkelig havde det på præcis den her måde med.

Det var dumt, at jeg overhovedet blev ved med at se hende. Det ville jo kun ende i tårer til sidst, det vidste jeg jo. Men jeg kunne heller ikke give slip på hende, ikke før der ikke var mere at gøre.

Jeg satte mig tungt på sofaen, og lænede mig tilbage i det bløde læder. Aller mest ønskede jeg at Unity var her, hun gjorde mig glad. Men hun var her ikke, hun var sikkert sammen med Brandon nu. Selvom hun havde gjort det klart overfor mig at hun ikke kunne lide ham, var jeg stadig ikke tryg ved tanken.

Hun kunne jo ikke gøre noget.

Bare tanken om at hun var sammen med en anden, fik det til at gøre mere ondt. Det fik tårerne frem i mine øjne, selvom jeg ikke var meget for det. Jeg kunne heller ikke bebrejde hende for det. Det var ikke det der var fejlen, det var os, der var fejlen i det her puslespil. At hun så mig, var den eneste fejl. Det vidste jeg, men det føltes ikke forkert, det føltes helt rigtigt.

Til sidst opgav jeg at kæmpe i mod tårerne, og lod dem komme. Jeg trak benene op under mig, og slog armene om dem. Jeg havde ikke siddet sådan i virkelig lang tid, men nu var det også virkelig lang tid siden jeg havde været virkelig håbløst forelsket.

 

UNITY

Min mor havde banket på min dør de sidste fem minutter, med det eneste formål at fortælle mig, at vi skulle spise. Jeg havde bare langt fra lyst til at gå ud i køkkenet, hvor Juliet og Brandon sad. Min far var ikke hjemme, hvilket var noget jeg hadede.

I den sidste halve time, havde jeg grædt og grædt, indtil min hovedpude var blevet helt gennemblødt. Men jeg havde ikke taget mig af det, på noget tidspunkt. Det eneste der hærgede mine tanker, var Harry. Hans triste, sårede ansigt spillede på repeat i mit hoved, og jeg fik det kun dårligere for hver gang.

Det havde virkelig såret ham, det havde det. Derfor kunne jeg ikke være andet end bekymret, hvad nu hvis han gjorde noget? Så ville skyldfølelsen for alvor ramme mig, og mine forældre ville fatte mistanke. Det var også derfor jeg endelig valgte at rejse mig fra sengen, og gik hen til mit spejl.

Jeg så ikke så slem ud, som jeg havde troet. Mine øjne var røde, og fyldtes med vand hvert minut. Men i det mindste havde jeg ikke haft mascara på i dag, for så havde det været meget værre.

Jeg redte hurtigt mit hår igennem med mine fingre, bare så jeg ikke så alt for hæslig ud. Derefter tog jeg en dyb indånding, tørrede mine øjne med mit ærme, og gik over og låste døren op. Min mor stod der stadig, og så helt bekymret ud, da hun så mig.

”Skat, er der sket noget?” spurgte hun og lagde en hånd på min kind.

Jeg skubbede bare hendes hånd væg og rystede smilene på hovedet. ”Nej, det er fint.” forsikrede jeg og gik ud i køkkenet i stedet for.  På vejen fik jeg styr på min vejrtrækning, eftersom jeg ikke havde lyst til at bryde sammen ved bordet.

”Der var du jo!” Juliet smilede venligt til mig, og rettede sig så ellers op, da min mor kom ind. Hun satte sig ved siden af Juliet, og jeg var igen tvunget hen ved siden af Brandon. Alles blikke lå på mig, og gjorde mig virkelig ubehageligt tilpas.

Med et suk, øste jeg kartofler op på min tallerken, efterfulgt af kød og sovs. Jeg deltog ikke i samtalen, jeg stolede ikke på min stemme. Hvis den knækkede, ville mine tanker overtage igen, og jeg ville være færdig.

”Unity, hvorfor græder du søde?” spurgte Juliet og så forundret på mig.

Jeg havde ladet et par tårer slippe ud, i håbet om at de ikke ville ligge mærke til det. Men jeg tog fejl, og nu lå alle tres øjne på mig. ”Det er ikke noget.” forsikrede jeg afvisende, og så ned i min mad.

”Skat, er det noget med Harry?” blev min mor ved. Jeg havde lyst til at sukke høj lydt og bede hende holde sin mund. Det var ikke Harry, jeg havde aldrig nogensinde nævnt noget negativt omkring ham, fordi der heller ikke var noget. Hvis hun havde øjne, ville hun kunne se hele problemet.

Og så alligevel, ville jeg ikke have at hun skulle opdage det.

”Har han gjort dig noget?” blandede Brandon sig, og lød virkelig hård. Det blev bare for meget med deres anklager eller had vi nu skal kalde det. Jeg rejste mig fra min stol, så den næsten væltede, og fik dermed  - igen - dem alle tre til at stirre på mig, denne gang bare chokerede.

”Harry har ikke gjort noget!” hvæsede jeg og tog mig til hovedet, da det ikke lignede mig at tale sådan, og slet ikke når vi havde gæster. ”Jeg tager over til Jess, jeg har brug for at snakke med hende.” bekendtgjord jeg, og forlod køkkenet.

Min mor kaldte efter mig, men jeg ignorerede hende, og fik hurtigt mine sko på. Uden at tænke på jakke, forlod jeg huset og kunne mærke hvordan tårerne igen trillede ned af mine kinder, uafbrudt.

Jeg hev hurtigt min mobil op af lommen, og skrev en hurtig besked til Jess:

Til: Jessy:-*<3

Hvis nogen spørger, er jeg hos dig. <33

Jeg havde absolut ingen planer om at skulle over til Jess nu. Jeg vidste hun havde besøg af et par veninder fra sin skole, og det skulle jeg ikke komme og ødelægge med mit dårlige humør. Jeg havde kun et sted jeg ville hen nu.

Heldigvis fik jeg hurtigt fat i en taxa, så jeg ikke skulle stå og fryse, eftersom vinden var ret kold lige her. Jeg gav chaufføren adressen, og sørgende for at holde mit blik ud af vinduet hele vejen. Det eneste der kørte rundt i mine tanker var Harry, og jeg kunne simpelthen ikke få ham ud af hovedet.

”Så er vi her miss.” mumlede chaufføren venligt til mig.

Jeg sendte ham et smil, og betalte ham det rigtige beløb, inden jeg satte kursen mod Harrys lejlighed. Eller det var vel nærmere det kompleks han boede i, men alligevel. Jeg slog armene om mig selv, da et koldt vindpust nåede mig. Mit hår flagrede i vinden, og jeg måtte irriteret skubbe det om bag ørerne.

 Eftersom jeg jo havde været hos Harry før, havde jeg også styr på hvilken lejlighed han boede i, så det tog mig ikke forfærdeligt lang tid at finde den rigtige etage. Først da jeg stod foran døren, blev jeg nervøs. Hvad nu hvis han var sur på mig?

Inden mine tanker fik mig på afveje, bankede jeg tre gange på døren. Tårerne steg igen op i mine øjne, og gav mig virkelig lyst til at slå mig selv. Jeg skulle ikke græde nu, ikke nu hvor jeg skulle snakke med Harry, så kunne jeg ikke stortude.

Døren blev åbnet, og fordi jeg et øjeblik var kommet ud af fokus, gispede jeg lavt, og så forskrækket  hen op døren, som nu stod åben. Harry virkede noget overrasket over at jeg stod her, foran hans dør, men jeg lod ham ikke sige noget. Uden ord, trådte jeg ind i lejligheden, lagde mine arme om hans nakke og knugede mig ind til ham.

Der gik ikke mange sekunder før det blev gengældt, og jeg hørte døren smække i baggrunden. ”Undskyld Harry, det var slet ikke meningen.. jeg.. men Brandon var bare.. og jeg kunne ikke gøre no-”

Min usammenhængende talestrøm blev afbrudt at hans læber, der blev presset mod mine. Jeg kyssede ivrigt igen og lod mine fingre lege med hans nakkehår. Han havde tydeligvis ikke noget i mod det, og lod mig uden protester - endnu en gang - begrave mine hænder i hans dejlige krøller.

 

 

 

”Unity, skal du ikke hj-”

”Nej Harry! Jeg tager ikke hjem, jeg vil ikke.” fastslog jeg stædigt og puttede mig ind til ham igen. Han prøvede at være fornuftig, det var jeg helt klar over, men jeg havde ikke lyst til at tage hjem. Jeg havde for en gangs skyld lyst til at sove hos Harry.. eller det havde jeg haft flere gange, der havde bare ikke været mulighed for det.

”Okay så,” mumlede han tøvende, med glæden i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Det gav mig bare endnu mere lyst til at fortælle ham det jeg havde prøvet på hele dagen. At jeg var forelsket i ham.. men noget afholdt mig fra det.

”Hvis du ikke skal hjem, så lad os gå i seng.. jeg er træt.” fastslog han. I af med han rejste sig fra sofaen, fulgte jeg med, og vi endte med at stå og kramme hinanden, uden rigtig at komme videre.

”H-Harry,” hviskede jeg og trak mig lidt væk fra ham, så vi i stedet kunne se hinanden i øjnene. Han så spørgende på mig og nikkede. ”Unity?”

Jeg grinede lidt over hans måde at sige mit navn på, men lagde så min ene hånd mod hans kind, og trådte helt tæt på ham. ”J-jeg er..” startede jeg ud, og så nervøst på ham. Nysgerrigheden lyste ud af hans øjne, og jeg havde ingen vej tilbage nu.

”Du er hvad?” han lænede sig frem mod mig, og lod sin pand hvile mod min. Som om det gjorde situationen nemmere, det fik bare mine følelser til at blusse op. Hvor svært kunne det dog være at fortælle ham, at jeg var forelsket i ham?

”J-jeg .. øhm.. jeg er forelsket i dig Harry.” hviskede jeg, uden at tøve denne gang. Han så undersøgende på mig et øjeblik, før han pressede sine læber mod mine, ivrigere end det før havde været.

Mine arme fandt rundt om hans nakke, samtidig med at hans hænder lagde sig om mine lår, hvilket måske kom lidt uventet, men jeg var ligeglad. Han løftede mig let som ingenting op, og for ligesom at gøre det nemmere, viklede jeg mine ben om hans liv.

Han gik de få skridt der var ind til hans værelse, smed mig blidt på sengen og kravlede ind over mig. ”Du ved ikke hvor lang tid jeg har haft lyst til at sige det samme som du lige har gjort,” mumlede han og lod endnu en gang vores læber smelte sammen.

Jeg kunne ikke lade være med at smile under kysset. Jeg var forelsket i Harry og han var forelsket i mig.. det var det eneste jeg ønskede. Min familie, brylluppet og Brandon strejfede overhovedet ikke mine tanker en eneste gang den aften.

Kun Harry.

 

-----------------------------------------------------------------------

ohhh hva'?

please like og kommenter, det vil betyde såå meget. xxxxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...