Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13134Visninger
AA

14. "Im sorry, but I.."

 

Lyden af min irriterende ringetone, lød i hele værelset, og fik mig til at vågne med et chok. Jeg slog øjnene op og rakte træt ud efter min mobil som lå på bordet ved siden af sengen. Dog var det svært, eftersom Harry nægtede at give slip på mig, selvom han tydeligvis stadig sov.

”Det’ Unity.” mumlede jeg træt og prøvede endnu en gang at komme ud af Harrys arme. ”Skat, du ved bare, at du bare kunne være kommet over til mig i går ikke? Du behøver ikke altid bare bruge mig som dække, du kan altid komme, det ved du.” lød Jess’ stemme, som til en afveksling var ret bekymret.

”Ja det ved jeg godt. Men du havde besøg af dine veninder fra skolen, og jeg ville ikke ødelægge din aften.” svarede jeg og bed mig i læben. Håbede virkelig ikke hun nu var enten sur eller skuffet.

”Du ødelægger ingenting, søde. Men hvor er du nu? Og hvorfor skulle jeg dække over dig?” forlangte hun at vide, og lød nu kun interesseret.

”Jeg er hos Harry,” begyndte jeg, og så automatisk på drengen, der sov ved siden af mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, jeg var håbløs. ”Og kan jeg ikke komme over senere? Det er en lang historie.” mumlede jeg.

”Ja okay, men så vil jeg også vide alt!”

”Jaja, vi ses Jess.” fnes jeg.

”Vi ses, søde.” fastslog hun, og lagde så på. Jeg fjernede mobilen fra øret og lagde den tilbage på bordet. Pludselig følte jeg mig helt vågen, og ville umuligt kunne falde i søvn igen. Jeg prøvede igen at komme ud af Harrys arme, men han nægtede stadig at give slip. Om jeg skulle finde det irriterende eller sødt, ville så komme til at afhænge af hvilken situation vi var i.

”Harry!” sukkede jeg, velvidende at han ikke kunne høre mig. ”Lig dig til at sove, Unity.” mumlede han pludselig. Var han vågen? ”Harry, giv nu slip!” grinede jeg, og skubbede blidt til ham.

Han åbnede øjnene, og så på mig med et træt blik. ”Aldrig! Vi skal sove.” afgjorde han og trak mig helt ind til sig. Jeg fnes lidt af ham, men opgav så at kæmpe i mod. Det var Harry jeg var oppe i mod, så jeg havde ikke en chance.

 Alligevel kunne jeg ikke lade være med at drille ham lidt. For jeg gad ikke sove mere, og kunne heller ikke komme til det.

Jeg plantede små kys på hans hals, videre op til hans kæbe, og han prøvede tydeligvis at virke ligeglad - hvilket han selvfølgelig ikke var. Da mine læber endelig ramte hans, gav han op og kyssede mig dermed blidt igen.

”Du er umulig.” mumlede han og afbrød kysset kort, for at se på mig. Men genoptog det hurtigt igen, hvilket fik et smil frem på mine læber.

”Mhm.” sukkede jeg, og udviklede kysset, for at få Harry på andre tanker, end at skulle sove. Der var ingen mulighed for at jeg lagde mig til at sove igen - aldrig.

”Der er en der er frisk, hva’?” sagde han hæst, og trak sig væk fra mig. Jeg så skuffet på ham, hvilket fik ham til at grine af mig. ”Harry jeg gider ikke være herinde mere.” mumlede jeg og svang benene udover kanten af sengen, nu hvor Harry havde givet slip på mig.

”Jamen-”

”Ellers går jeg hjem.” afbrød jeg, og begyndte at gå hen mod døren, selvom jeg ikke engang havde fået mit tøj på endnu.

”Nej!” han stod pludselig foran mig, og skubbede mig tilbage mod sengen. ”Du går ingen steder.” fastslog han men smilede sit sædvanlige charmerende smil. ”Så kom.” jeg tog hans hånd og trak ham med ud i køkkenet.

”Unity hv-”

”Nej, sit,” afbrød jeg, og skubbede ham ned og sidde på en af stolene. ”Så laver jeg morgenmad.” afsluttede jeg og kyssede ham på kinden.

”Skal du virkelig gå?” spurgte Harry med skuffet undertone, hvilket fik mig til at fnise af ham. Han havde det mest skuffede ansigt malet på, kun for at få mig til at blive længere. ”Desværre ja, men jeg kommer snart igen.” lovede jeg, og lænede mig det sidste stykke frem mod ham, så vores læber kunne mødes i et kys.

”Ja, det har du bare.” mumlede han, hvilket fik mig til at grine igen. ”Altid.” forsikrede jeg og trådte hen mod døren, som jeg åbnede langsomt. Jeg holdt øjenkontakt med Harry, lige indtil jeg måtte vende mig om, og døren smækkede efter mig.

 Da jeg kom ud af bygningen regnede det lidt mere end jeg kunne gå med til, og trak derfor hurtigt hætten over hovedet. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, selvom jeg for et øjeblik siden havde været helt fri for dem.

Men nu var jeg alene igen, og de forsvandt nok ikke før jeg var hos Jess. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne blive hos hende, for lysten til at tage hjem, var ikke specielt stor. Lysten til at blive væk for altid, var der virkelig.

 Jeg fik fat i en taxa, og gav chaufføren Jess’ adresse. Hun boede heldigvis ikke forfærdeligt langt væk. Jeg boede i samme område som hende, og Harry boede ikke langt væk.

Jeg gav mig til at betragte regnen der nu styrtede ned, og prøvede at holde de forvirrende tanker ude. Det lykkedes ikke så godt, men nogenlunde, indtil vi endelig holdt foran Jess’ lejlighedskompleks.

Med de sidste kontanter jeg havde på mig, fik jeg betalt og steg ud af taxaen. Hætten fik jeg igen trukket over hovedet, for at undgå den kraftige regn. Jeg gik med hurtige skridt hen til bygningen, og fandt op til den etage Jess boede på.

Nærmest før jeg kunne nå at ringe på, havde hun åbnet døren og trukket mig ind til et kram. ”Hej søde!” sagde hun glad, da vi trak os fra hinanden.

”Hey.” hilste jeg og trådte ind i entréen.

”Nå, du har meget at skulle fortælle mig, ved du godt det?” hun så alvorligt på mig et øjeblik, men kunne så ikke holde sit smil tilbage. Det var så typisk Jess.

Jeg grinede lidt af hende, og fik min jakke og sko af. Hun førte an ind i stuen, hvor vi begge slog os ned i sofaen. ”Hvad vil du vide?” spurgte jeg, som om jeg slet ikke vidste noget. Kun for at irriterer hende, selvfølgelig.

Hun så på mig, som om hun kunne finde på at slå mig hvornår det skulle være. Derfor kunne jeg ikke holde et lille grin inde, hvilket fik hende til at sukke af mig. ”Uni, fortæl mig hvor du har været!” befalede hun og hoppede utålmodigt en gang i sofaen, så puderne vi sad på gjorde det samme.

”Rolig nu, jeg var bare hos Harry.” fortalte jeg, men kunne ikke holde et smil inde, da jeg nævnte Harry. Jeg var alt for meget, og det var virkelig dumt af mig. Jeg var forelsket i drengen, men til hvilken nytte?

”Oh, jeg vidste det bare!” hvinede hun og smilede stort. Næsten lige så stort som mig. Jeg nøjedes bare med at ryste på hovedet af hende. ”Så.. hvordan går det med jer to?” spurgte hun nysgerrigt og hvilede hovedet på sine knæ.

”Tjo..” mumlede jeg og lænede mig tilbage. ”Fint nok, men det er jo snart slut alligevel.” jeg sukkede lavt og slog blikket ned. Jeg havde jo ingen grund til at lyve for mig selv, når det ikke ville ændre noget. Jeg skulle ikke være sammen med Harry, vi kom aldrig til at være sammen, når det kom til stykket. Selvom det var det jeg ønskede mest af alt lige nu.

”Årh søde, jeg er virkelig ked af din situation.” hun lagde en hånd på min skulder og så medfølende på mig. Selvom jeg var glad for hendes støtte, kunne jeg ikke lade være med at være misundelig på hende. Hun havde virkelig alle muligheder, mens mine var begrænsede.

”Tak, jeg er glad for du forstår,” jeg smilede svagt og glippede lidt med øjnene, for at forhindre tårerne i at komme.  ”Men jeg tror også jeg må til at hjem.” jeg rejste mig fra sofaen og gik ud i entréen.

Ja, jeg var lige kommet, og gik allerede igen. Men jeg håbede virkelig at Jess forstod. Mit humør var blevet virkelig dårligt efter at have indrømmet overfor mig selv, og Jess, at mit forhold med Harry ikke holdt. Hvorfor det først var nu jeg rigtig indså det, var jeg virkelig undrende omkring.

”Allerede?” lød Jess’ skuffede stemme bag mig.

Jeg nikkede og prøvede desperat at holde tårerne væk, mens jeg fik mine sko på. ”Jeg er ked af det, men jeg..” jeg gik i stå, og kunne allerede mærke de første tårer der fandt vej ned af mine kinder.

”Shh, søde,” hun lagde uden tøven armene om mig, og trak mig helt ind til sig. Modvilligt slap et hulk ud mellem mine læber. ”Jeg er her for dig, det ved du også godt.” hviskede hun, og strøg mig over håret.

Jeg nikkede så godt jeg kunne og begravede hovedet ved hendes skulder. Hvorfor skete det her for mig? Hvorfor skulle jeg have verden i mod mig? Hvorfor?!

Jeg blev forelsket i den forkerte, men alligevel den rigtige. Jeg gjorde noget forkert, men alligevel føltes det rigtigt, når jeg var i selve situationen. Mit liv var noget rod, hvornår ville jeg dog indse det?

 

 

Jeg er virkelig ked af det, og jeg er også skuffet over mig selv. Det har taget mig ca. en uge at skrive det her kapitel.. det har taget mig en fucking uge, at skrive 1500 ord! Jeg er så skuffet, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre! Derfor har jeg nu besluttet at I får lov til at læse hvad jeg har skrevet, i stedet for at der går endnu en uge før det kommer nyt. 

Det er ikke rettet igennem, eller noget. Havde egentlig håbet på at jeg kunne udgive det i går, men jeg var til konfirmation hele dagen, i Kalundborg, som ligger ret langt væk. Undskyld igen, for mit sjuskede værk, I behøver ikke fortælle mig det..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...