Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13233Visninger
AA

12. "I'm Harry."

Min mor havde en aftale med Juliet, og havde prøvet at få mig til at deltage lidt i planlægningen. Men jeg fandt det overhovedet ikke interessant. Jeg glædede mig slet ikke, og hadede tanken om at det bryllup stadig nærmede sig.

Derfor havde jeg inviteret Harry over.. måske ikke så smart, når min mor var i huset, men i hendes øjne, havde jeg ikke været sammen med ham særlig meget på det sidste. Og hvis hun først begyndte at stille spørgsmål, så var jeg på den.

Mens jeg ventede, sad jeg i stuen, men min mor, Juliet og Brandon. Hvorfor han var taget med, havde jeg ikke helt fattet endnu. Men han lagde i hvert fald ikke skjul på sine tilnærmelser, og det irriterede mig lidt.

For det første, burde han slet ikke rage på mig, når der faktisk også var andre mennesker, og for det andet.. så burde han overhovedet ikke gøre det! Han var bare en idiot, og jeg hadede ham virkelig mere og mere, for hver dag der gik.

Min mor havde ikke sagt noget til at jeg inviterede Harry over, for de havde faktisk mødt hinanden. Og siden den dag, var hendes mistro blevet mindre. Så brugte hun hele aftenen på at fortælle min far om, hvor fornuftig han var.

Hun skulle bare vide.

Hvis hun vidste hvad der faktisk foregik i mellem os, så tror jeg hun ville skifte mening med det samme. Hun kunne aldrig acceptere hvad jeg gik og lavede, men det kunne også være lige meget. Hun ville aldrig opdage det, for det var alligevel snart slut.

”I to er så søde!” tilkendegav Juliet, og betragtede Brandon og jeg med et smil. Vi havde vores fingre flettet sammen, og sad helt tæt - selvom det gav mig lyst til at kaste op, blev jeg siddende.

”Nej, Unity er sød.” rettede Brandon hende og nussede mig på låret. Det hele burde få mig til at rødme og smile som en lalleglad smiley, men det kunne jeg bare ikke. Det hele var jo så falskt, og jeg hadede det. Derfor smilede jeg bare falskt til dem begge to, og sukkede lettet - indvendigt - da dørklokken endelig lød.

I en bevægelse fik jeg rejste mig fra sofaen, og gik ud i gangen, hvor jeg prøvede at holde mine skridt nogenlunde kontrollerede. Det ville se underligt ud, hvis jeg styrtede ud i gangen som en desperat.

For at komme ud i gangen, skulle jeg igennem køkkenet, hvilket gik hurtigt for sig, da der var ingen der så mig alligevel. Trædøren blev lukket omhyggeligt efter mig, så jeg ikke risikerede at nogen hørte hvad vi sagde.

Endelig nåede jeg til hoveddøren, som jeg nærmest rev op. Kald mig desperat, for ja.. det var jeg nok også i bund og grund.

”Un-”

Jeg afbrød hans dårligt nok begyndte sætning, ved at presse mine læber mod hans i et ivrigt kys. Han virkede lidt overrasket til at starte med, men gengældte det efter et par sekunder. Det føltes bare helt perfekt, de få sekunder det hele varede.

Da vi trak os fra hinanden igen, var et stort smil placeret på mine læber, og man kunne kun sige det samme om Harry. ”Det var da noget af en velkomst,” mumlede han, og smilede i stedet charmerende til mig.

”Kom nu bare ind.” jeg gik et par skridt baglæns, og gav derfor Harry mulighed for at komme ind i huset, i stedet for at stå på trappen udenfor. Mens han fik sine sko af, hængte jeg hans jakke på knagen, så gik det hele lidt hurtigere.

 ”Jeg har savnet dig,” hviskede han mod min hals, da vi fortsatte ind i køkkenet. Jeg smilede som en idiot, men måtte alligevel tage afstand til ham, da vi nåede til døren, der førte ind til stuen. Vi skulle igennem stuen, for at kunne komme ud til mit værelse.. det irriterede mig virkelig, men sådan var livet.

Harry så underligt på mig, da jeg afviste ham i af flette mine fingre ind i hans. ”Min mor er i stuen.” forklarede jeg hurtigt, og fik et forstående nik fra ham. Jeg vendte mig om, og åbnede helt naturligt døren ind til stuen, og håbede vi kunne passere, uden tusind spørgsmål.

Men sådan skulle det jo ikke gå.

”Skal du ikke præsentere os for din ven, Unity?” lød det interesseret fra Juliet, som knuste mit håb om at kunne slippe for den akavede hilsen og alt det der. ”Jo,” mumlede jeg og satte i stedet kursen hen mod sofaen hvor de sad.

”Hej, jeg er Harry! Hyggeligt at møde dig,” han rakte hånden frem mod Juliet, som trykkede den med et smil. ”Juliet.” hendes smil var til at brække sig over, mest fordi det var det mest falske jeg nogensinde havde set.

 Det var også først nu det gik op for mig, at Brandon ikke var her, men han var sikkert på toilettet eller noget. Det var i hvert fald til mit held, for jeg orkede ham ikke nu.. han ville med garanti ikke være venlig overfor Harry.

”Hej Harry!” hilste min mor glad. ”Hej Mrs. Sparks.” om det var fordi det var høfligt at omtale voksne på den måde, anede jeg ikke. Jeg var i hvert fald kommer mig over den periode, hvor jeg kaldte Juliet mrs. Johnson.

”Vi smutter nu, kom.” bekendtgjorde jeg, og gik med faste skridt mod mit værelse. Det her var akavet og forkert, og skulle bare være undgået. Hvorfor havde Juliet overhovedet interesse i at hilse på Harry? Første gang jeg omtalte ham, havde hun været ved at beskylde mig for at han var min kæreste.

”Det er jeg ked af,” mumlede jeg og sendte Harry et undskyldende blik, da vi kom ind på mit værelse. Han rystede bare smilene på hovedet, og lagde sig på min seng. ”Det går nok.”

Jeg låste døren, i tilfælde af, at min mor besluttede sig for at komme rendende, og så skulle vi ikke bustes. Derefter fandt jeg min vej hen til sengen, hvor jeg lagde mig med hovedet på hans bryst. Hvor havde jeg savnet ham.. det var helt utroligt.

”Jeg har også savnet dig,” mumlede jeg, som svar på hans konstatering ude i køkkenet. Han grinede hæst, og kyssede mig på panden. Selvom det var forkert, føltes det helt igennem perfekt.

 

 

Vi tilbragte ikke særlig meget tid på mit værelse, eftersom de andre hurtigt flyttede fra stuen til køkkenet. Jeg valgte derfor at vi lige så godt kunne sidde i stuen, selvom det betød at vi ikke rigtig kunne være for os selv. Men det var også lidt rart, at vi bare kunne snakke om hverdagsting igen, ligesom i starten.

Hvorfor Juliet og Brandon havde besluttet sig for at være hos os hele dagen, forstod jeg ikke. Altså, måske lidt Juliet, men Brandon? Han regnede vel ikke med, at jeg gad være sammen med ham, for så var han virkelig dum.

”Unity,” Harrys stemme afbrød mine tanker, og fik mig i stedet til at se på ham. ”Er du okay?” spurgte han, og lagde sin hånd oven på min. Jeg smilede oprigtigt til ham, og nikkede. Jeg tænkte måske bare lidt for meget.

Og så var det nok også tanken om at jeg var forelsket i ham, der lå i baghovedet. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at fortælle ham det, og det irriterede mig. Hvor svært kunne det være? Det ville jo ikke have nogen betydning alligevel.

Men måske var det fordi jeg var bange for hans reaktion. Hvis han nu ikke var forelsket i mig? Jess havde dog utallige gange prøvet at få mig overbevist om, at det var han bestemt, følte jeg bare ikke hun havde ret.

 Da klokken nærmede sig de 17, skulle Harry desværre hjem. Han havde vist en aftale med Louis, som jeg vidste var en af de andre drenge fra One Direction. Det gjorde mig ikke noget, fordi han havde jo også sit eget liv, og det skulle jeg ikke styre.

Ude i gangen, trak jeg ham ind til et kram, da jeg ikke turde risikere noget. Man kunne aldrig vide med min mor. Hvis hun pludselig åbnede døren, midt i vores kys, så var vi så godt som busted, og jeg fik aldrig lov til at se Harry igen.

”Vi ses snart, forhåbentlig!” smilede jeg og trådte et skridt tilbage. ”Det gør vi.” forsikrede han, og gengældte mit smil, som gjorde mig helt blød i knæene. Jeg var seriøst faldet for den dreng, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Jeg valgte at blive stående i døren, og betragte ham, mens han gik ned til sin bil. Derfor hørte jeg slet ikke døren gå op, og det var først, da to hænder lagde sig på mine hofter, jeg gav et gisp fra mig.

”Hey smukke,” hviskede Brandon i mit øre, og gav mig kuldegysninger - på den dårlige måde. Det her var langt fra behageligt.

Før jeg sådan rigtig vidste af det, havde han presset sine læber mod mine. Hvorfor gjorde han det, lige nu? Kunne han ikke vente bare lidt, hvis han absolut ville kysse mig?

Men jeg havde intet andet valg end at gengælde kysset. Dog så tilbageholdende som muligt, da jeg ikke skulle risikere noget nu. Det gjorde dog virkelig ondt, da jeg så Harry vendte sig rundt, for at vinke til mig. Hans smil falmede, og selv på afstand, kunne jeg se smerten i hans øjne, da han bedrøvet vendte dig mod sin bil.

Det var også grunde til at jeg trak mig væk fra Brandon, og nærmest styrtede gennem huset, ned mod mit værelse. Jeg havde set det i hans øjne.. han var ikke ligeglad med mig. Han følte noget for mig, ellers var han ikke blevet så såret.

Og jeg var skyld i det. 

 

//ikke rettet igennem!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...