Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13144Visninger
AA

17. "I'm fine, okay?"

Jeg lå og stirrede op i loftet, på Harrys værelse. Det gav ikke rigtig nogen mening, men hvad skulle jeg dog ellers foretage mig? Jeg havde heller ikke rigtig styr på, hvor Harry rent faktisk befandt sig henne. Han var vel et sted i lejligheden.

Og bedst som Harry dukkede op i mine tanker, trådte han ind af døren, og jeg kunne ligesom fornemme, at han kiggede på mig. ”Unity, hvad laver du?” spurgte han, og kom hen til sengen.

Mine øjne flyttede sig langsomt fra loftet, og landede i stedet på hans undrende ansigt. Jeg smilede og trak let på skuldrene. Hvad skulle jeg svare? ’Jeg glor på dit loft, Harry’

Nej, det lyder altså virkelig forkert og kedeligt.

”Øhh.” mere kom der ikke ud, og det fik også Harry til at grine let. Jeg havde det med at gøre dumme ting omkring ham - spørg ikke hvorfor.

”Du studerer loftet, ikke?” han satte sig på knæ, på kanten af sengen og så spørgende på mig. Jeg satte mig op, og så forvirret på ham. ”Hvordan-”

”Søde, du stirrede intenst på det loft, da jeg trådte ind i rummet.” afbrød han mig, og før jeg kunne nå at protestere, pressede han sine læber mod mine, og fik mig ned at ligge igen.

Som alle de andre gange, han kyssede mig, eksploderede følelserne i mig. Det var bare som om den følelse aldrig forsvandt. En gnist der havde været der lige fra start, var vedvarende.

Mine hænder gled op i hans hår, og jeg legede blidt med hans krøller. ”Du er fantastisk,” mumlede han mod mine læber, og fik mig til at smile midt i kysset. Farven var sikkert også steget op i mit ansigt, men det gjorde mig ikke noget.

Han trak sig lidt væk fra mig, men kun så vi kunne se hinanden i øjnene. Hvor var jeg egentlig heldig jeg havde ham. Eller.. det havde jeg jo sådan set ikke, men ville gøre alt i verden, bare for at have ham. Jeg kunne bare ikke..

”Unity skat?” min mor trådte ind af døren til mit værelse, og afbrød min gengivelse af gårdagens hændelser. Jeg havde tænkt det igennem så mange gange, og ville ønske jeg bare ikke spole tilbage i tiden, og opleve det om og om igen.

”Hvad?” sukkede jeg, og så irriteret på hende. Hun havde rendt frem og tilbage hele dagen, og havde virkelig stress på. Bare fordi brylluppet var i morgen, og det skulle holdes i vores have, kunne hun godt tage at stresse lidt af.

”Skat, hvad sker der? Du har siddet her inde hele dagen,” sagde hun bekymret, og satte sig på kanten af min seng. Jeg undgik hendes blik, og så i stedet ud af vinduet. Solen skinnede svagt gennem de hvide skyer, kunne jeg se herfra.

”Jeg er bare træt, okay? Og forvirret.. jeg har det fint, okay?” jeg tilføjede det sidste, fordi jeg ikke ville have flere spørgsmål fra hende. Hun burde vide, at jeg var nede over mine veninder, for hvis ikke.. ja, jeg var lidt ligeglad. Det var jo alligevel slut.

”Okay, jeg er bare bekymret for dig.” blev hun ved, og fik mig til at sukke igen. Bekymret? Så havde hun fandeme tænkt på, hvordan jeg ville have det med at skulle gifte mig med en, jeg overhovedet ikke har følelser for.

Ja, det er fandeme hvad jeg kalder bekymret!

 Da jeg ikke svarede hende, men fortsat bare så ud af vinduet, forlod hun langsomt værelset, og lod mig være alene igen. Lige hvad jeg havde brug for.. eller nej. Lige hvad jeg ikke havde brug for! Jeg havde brug for nogen der faktisk bekymrede sig for mig.

Harry.

Jess.

May.

Bare én af dem, kunne være nok lige nu! Jeg havde slet ikke fået snakket med nogen af pigerne, siden jeg forlod Harry. Mine ting havde jeg ladet stå hos Jess, men fordi Harry og jeg trak tiden ud til det sidste, måtte jeg hente dem i stress, uden nogle konversationer. Det var dumt af mig, men hvis du var i mit sted, ville du vide hvordan jeg har det.

”Jeg har ikke lyst til at sige farvel.” mumlede Harry, og nægtede at give slip på min hånd. Jeg bed mig i læben, for at holde tårerne inde. Det havde jeg heller ikke den mindste lyst til - det var det sidste jeg havde lyst til, faktisk.

Forsigtigt viklede jeg mine fingre ud af hans, og lod i stedet mine arme finde rundt om hans liv. Han forstod hurtigt en hentydning, og trak mig ind til et kram. Jeg kunne høre hans hjerte banke hårdt mod hans bryst, hvilket også gav mig en idé om, at han rendte rundt med de samme følelser som mig.

Vi stod bare sådan i hvad der føltes som evigheder, men jeg klager ikke. Det var næsten mere værd, end hvad vi havde oplevet sammen, den sidste måned. De sidste minutter var det der betød mest. Det var dem jeg skulle leve videre på, resten af mit liv.

Da vi trak os væk fra hinanden, var det ikke kun mine øjne, der var let våde af tårer. Harry prøvede ikke engang at skjule det. Men hvorfor skulle han også det? Det var alligevel kun mig der så det, og der var ingen fare for at jeg ville sige det videre til nogen.

Før jeg brød helt sammen, fjernede jeg den korte afstand mellem os, ved at presse mine læber mod hans. Egentlig havde jeg sagt til mig selv, at jeg slet ikke skulle kysse ham, inden jeg forlod lejligheden. Så ville jeg bare gøre det hele hårdere for mig selv. Men jeg kunne ikke lade være. Hallo, jeg var forelsket i drengen!

Langsomt udviklede kysset sig. Vi havde ikke travlt med at komme videre, eller med at få det overstås. Vi tog den tid der skule bruges, og så måtte jeg tag konsekvensen af at komme for sent hjem. Jeg kunne bare ikke sige farvel, helt kold og følelsesløs.

Det var umuligt fra min side af.

Tårer, der aldrig synes at skulle stoppe, løb igen ned af mine kinder, ved tanken om den foregående eftermiddag. Hvor jeg dog savnede ham! Hvor jeg dog ville ønske, at jeg ikke havde forladt ham i går! Hvor jeg dog ønskede at jeg var blevet hos ham. Men endnu en gang overtog den fornuft, som mine forældre havde banket ind i hovedet på mig.

 

 

HARRY

Jeg så nervøst op på Louis, som sad med åben mund, og stirrede på mig, som om jeg var et spøgelse. Han havde lige fået hele historien om Unitys og mit forhold. Hvordan det med tiden udviklede sig til noget, som ikke skulle være sket.

Hvordan var det overhovedet nået så langt? Og hvorfor havde vi kysset den dag i regnen? Ikke at jeg fortrød, for det kunne jeg ikke sige. Jeg ville bare ønske at.. nej, bare glem det.

”Harry jeg..” startede han ud, med stoppede sig selv. Han havde intet at sige, og jeg forstod ham. For hvad skulle han sige? Jeg kunne jo ikke gøre noget ved det nu, det hele var for sent.

I morgen skulle hun giftes med den idiot til Brandon, som jeg ikke stolede en skid på. Lige siden den dag, han kyssede hende foran mig, havde jeg haft en virkelig forfærdelig mistro til ham.

Han var jo ikke forelsket i Unity! Han ville sikkert drage fordel af hende, endnu en ting som jeg ikke kunne gøre noget ved. Men bare tanken om at han rørte ved hende, gjorde mig vred. I mine tanker havde hun hele tiden været min, og sådan havde det nok også været i hendes.

Jeg kunne se hende sammen med andre, og da slet ikke Brandon.

”Du er virkelig faldet for hende, hva’?” endte Louis med at spørge. Jeg nikkede let, og begravede mit ansigt i hænderne. Det hele var bare noget rod, og jeg hadede det virkelig! Pigen jeg fucking elskede, kunne jeg ikke være sammen med.

Og jeg fik aldrig fortalt hende, at jeg rent faktisk elskede hende. Jo, jeg fortalte hende, ar jeg var forelsket i hende, men jeg fik aldrig sagt ’jeg elsker dig’ direkte til hende. Og det fortrød jeg virkelig meget, lige nu. Ikke fordi det ville ændre noget, men hun burde bare have vidst det.

Hvad mon hun foretog sig lige nu? Var hun glad? Var hun knust, ligesom mig? Jeg ville gøre alt for at se hende lige nu! Om jeg så skulle tage om på den anden side af jorden, for at se hende, ville jeg gøre det.

”Louis, hvad gør jeg?” jeg så spørgende på ham, og kørte en hånd gennem mit hår. Jeg var på bar bund. Jeg havde intet at tage mig til, og kunne da slet ikke klare at være alene nu. Og det kunne jeg også se på Louis, at han ikke ville lade mig være.

”For det første,” startede han ud, og rejste sig fra stolen, han sad i. ”Så bliver du her i nat, for der er ingen mulighed for at jeg lader dig tage hjem,” slog han fast, og satte sig ved siden af mig, på sofaen. ”Og for det andet, så har jeg ingen anelse. Det er en dum situation, det kan jeg godt se. Men jeg er her for dig, og vi kan også bare ringe efter de andre, hvis du har lyst.” han lød næsten som en mor, eller sådan noget, hvilket fik mig til at smile svagt.

Jeg havde slet ikke fortjent en ven som Lou. Han var virkelig fantastisk, og ingen kunne slå ham.

”Tak Lou.” mumlede jeg.

”Hey, jeg er din bedste ven! Og jeg kan ikke bare stå og se på, mens du graver dig selv ned i et hul.” et drillende smil, der var typisk Louis, kom frem på hans læber, og fik mig til at grine svagt.

Men glæden over Louis’ opførsel, varede desværre ikke andet end et par sekunder, før tristheden over Unity kom tilbage igen.

Jeg kunne slet ikke tro, at jeg faktisk havde mistet hende.

 

 

UNITY

”Er der noget jeg kan hjælpe med?” spurgte jeg tøvende, min mor som var i gang men noget ude i køkkenet. Hun vendte sig hurtigt om, og så på mig, med et smil.

”Selvfølgelig skat! Vil du ikke bære den her kasse ud i teltet, der står i haven?” hun pegede på en papkasse, der stod på spisebordet. Jeg nikkede, og gik langsomt hen til bordet. Kassen var fyldt med servietter, duge, lys og sådan noget. Vi havde ikke inviteret specielt mange gæster, kun den nærmeste familie, og det samme gjaldt for Brandon.

Jeg gik ud i haven, hvor det hvide telt var slået op, helt ude til højre. Der var allerede blevet sat borde op, og de første jeg fik øje på herinde, var Juliet og Brandon. Jeg burde have forudset at de var her, så hvorfor var jeg overhovedet herude?

De var med til at tage alt fra mig!

Selvom de ikke vidste det, så bebrejdede jeg alligevel dem for det. Sammen med mine forældre selvfølgelig. For at tvinge mig ind i et ægteskab, bare for at sikre en fremtid. Hvor klamt lyder det ikke lige?

”Åh godt! Har du dugene der?” spurgte Juliet, og lød mere stresset end normalt. Jeg nikkede stift, og satte kassen fra mig, på gavebordet, som stod lidt for sig selv i den ene ende af teltet.

Juliet var hurtig til at tage den første dug, og gik over til det ene bord med den. Jeg var ikke specielt interesseret i at være herude mere, og ville egentlig tilbage til mit værelse. Men det kom jeg ikke, for et par muskuløse arme blev lagt stramt om mit liv, og et kys blev placeret på min kind.

”Hvordan har den smukke brud det så?” spurgte Brandon med klam, lav stemme. Jeg fik lyst til at vriste mig fri, og bede ham lade mig være. Men i stedet for trak jeg bare let på skuldrene, og fik forsigtigt fjernet hans hænder fra mig.

”Jeg er lidt træt,” løj jeg, uden at se på ham, og satte kurs mod huset igen. Heldigvis fulgte han ikke efter mig, hvilket jeg priste mig lykkelig for. Bare tanken om at jeg skulle leve med ham, gav mig lyst til at stikke af herfra.

Hvordan skulle jeg dog nogensinde komme igennem vielsen i morgen?

 

_____________________________________________________________________________________________

1 kapitel tilbage! omg, dør næsten inden i! :'( jeg elsker jo Against the World <333

men lige en lille update med på vejen; i morgen har jeg Blå Mandag, og så har jeg først mulighed for at skrive igen tirsdag aften, medmindre jeg får skrevet lidt tirsdag morgen, hos min farmor og farfar, men nu må vi lige se. Det sidste kapitel regner jeg i hvertfald med, kommer i løbet af den kommende uge, eller også starten af næste uge igen, er ikke helt sikker.

snart i hvert fald!

Og 104 likes! omg, jeg er så glad for at i stadig læser med, det betyder så meget! så hvis du nu læser med ik? og ikke har liket den endnu, så må du meget gerne gøre deeeet <33333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...