Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13378Visninger
AA

11. "I think I'm in love with him."

Jeg kan nu med et smil på læben, offentligøre overfor jer, at der nu kun var 2 uger til brylluppet!

Eller ikke.

Faktisk hadede jeg det, og brugte hele morgenen på at skrige ind i min pude. For hver dag der gik, forsvandt lysten til at blive gift med Brandon, endnu mere. Og for hvert sekund jeg brugte med Harry, jo mere lyst fik jeg til at flytte ind hos ham, uden mine forældre vidste noget.

Men vi ved jo alle sammen at det aldrig ville komme til at ske. Det ville aldrig kunne lade sig gøre.. derfor prøvede jeg bare at få det bedste ud af de sidste to uger. Egentlig ville jeg af den grund, gerne have inviteret Harry over eller noget, men det blev der ikke noget af. Min mor havde åbenbart planlagt at vi skulle ud og købe kjole til mig.. ja, sent, i know. Men sådan blev det åbenbart.

Indtil videre havde jeg prøvet omkring 3, som jeg alle hadede. De mindede mig om Brandon alle sammen, og gav mig derfor kvalme. Jeg kunne ikke udså ham, og slet ikke efter vi havde kysset. Hvis han forventede at der blev noget af det, når vi først blev gift, så tog han grueligt fejl. Den idiot skulle aldrig have lov til at røre mig.

 ”Skat, er du ved at være der?” spurgte min mor, fra den anden side af forhænget. Jeg var med vilje blevet stående inde i prøverummet, selvom kjolen allerede sad ordentligt. Men jeg havde bare lige brug for at tænke lidt.

”Ja, jeg kommer nu,” meddelte jeg og trak let gardinet fra.

Det første mine øjne mødte, var min mor og Juliet. Ja, hun var taget med. Egentlig kunne det måske være blevet hyggeligt, hvis det kun havde været min mor og jeg. Men det blev det ikke, for Juliet skulle have en finger på alt, og ville bestemme min kjole.

Derfor havde jeg lyst til at vælge en kjole, som hun bestemt ikke kunne lide. For det her var stadig min kjole, og det var mig der skulle gå i den. Hun bestemte alt i forvejen, hvilket var endnu en grund til jeg begyndte at hade hende endnu mere.

Uden at tage notits af de to kvinder, gik jeg de få skridt, der var hen til spejlet. Jeg blev overrasket over synet af mig selv, for jeg troede at den skulle hades lige så meget som de andre. Men jeg.. kunne faktisk lide den. Den var stropløs, og generelt enkel. Ingen diamanter, blomster eller palietter.

Den var perfekt.

”Det skal afgjort ikke være den! Den er jo alt for kedelig!” fastslog Juliet hurtigt.

Mit blik fløj hen på hende og min mor igen. Juliet prøvede at få min mor til at være enig med hende, men det var heldigvis ikke lykkedes.

”Jeg kan lide den her.. og det skal være den, eller tager jeg ikke kjole på.” mumlede jeg og lagde armene over kors. Hun skulle ikke bestemme alt, og det måtte min mor også snart fatte. Hun mindede om sådan en stille mus ved siden af Juliet.

”Jamen, Unity dog,” Juliet spærrede øjnene op, og så derefter hen på min mor. ”Anita, du må da li-”

”Hvis Unity vil have den her, så får hun den! Det er hende der skal giftes, ikke os.” afbrød min mor, og sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte. Selvom det kunne være lige meget, var jeg alligevel glad for at jeg fik den her.

”Min smukke datter!” afgjorde hun til sidst, og lod fingrene glide henover stoffet på den. Jeg smilede ved hendes ord, og så ned. Komplimenter havde aldrig været noget jeg havde været god til at tage i mod. Derfor lignede jeg tit en tomat, når jeg var sammen med Harry, men jeg kunne ikke gøre for det.

 Eftersom min mor havde lukket munden på Juliet, skete der ikke rigtigt mere. Jeg fik kjolen af, og mit eget tøj på, mens min mor betalte den. Den var sikkert rigtig dyr, men penge havde aldrig været et problem for os - det ved I vel efterhånden også godt?'

 

 

Jeg havde inviteret Jess over, eftersom jeg savnede hende. Og så havde jeg brug for nogen at snakke med, om det hele. For det var underligt, hvis jeg nu snakkede med Harry.. om ham selv.

Ja, akavet.

Derfor var jeg lige nu på vej ud i gangen, for at åbne døren. Mine skridt var nærmet små hop, og jeg kunne ikke vente. For Harry var ikke den eneste jeg måtte vinke farvel til, Jess var en af dem også. Efter så mange års venskab, skulle vi nu snart gå hver til sit, selvom jeg virkelig håbede på at vi ’tilfældigt’ kunne mødes i supermarkedet.

”Mussar!” jublede hun, så snart jeg åbnede døren. Den blev hurtigt skubbet helt op, og hun faldt mig hurtigt om halsen. ”Jessy!” sagde jeg mindst lige så begejstret og slog også armene om hende.

Efter vores lange omfavnelse, gik vi ind på mit værelse, uden at have en alt for lang samtale med mine forældre, hvilket jeg var glad for. Jeg trængte bare til at snakke med Jess om det hele, uden mine forældre vidste noget.

”Så, hvordan går det?” spurgte hun interesseret, da vi begge på i min seng. Jeg tog en dyb indånding, da jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle komme i gang.

”Jeg.. det.. det går virkelig af helvedes til,” indrømmede jeg efter lidt tøven, og bed mig i læben. ”Åh søde,” hun lagde en arm om mig, og rykkede mit tættere på hende. ”Fortæl.”

”Det er bare.. der er 2 uger til brylluppet, og det giver mig næsten kvalme. Jeg får ikke dårlig samvittighed over at være sammen med Harry.. og når jeg kysser Brandon, får jeg lyst til at kaste op.” forklarede jeg, på min egen, ret forvirrende, måde.

”Har du kysset Brandon?” spurgte hun, og så på mig rynket pande.

Jeg smilede svagt til hende, og nikkede. Jeg fortrød det skam, men ja, sådan var livet. ”Var det klamt? ” et fnis forlod mine læber, ved hendes spørgsmål. Det var typisk hende, så jeg bebrejdede hende ikke.

”Ja, det var det.. i den grad.” svarede jeg, med lod igen mit smil falme. Det hele var bare noget rod, og selvom hun bare prøvede at lette stemningen, fordi jeg havde startet ret alvorligt ud.

”God man, godt det ikke er mig.. men altså, hvad sker der med Harry?” kørte hun den hurtigt videre, og sendte mig et spørgende blik.

Igen lod jeg mine tænder finde min underlæbe, inden jeg svarede. ”Fint.. vi ses næsten hele tiden,” mumlede jeg og lagde mit hoved mod hendes skulder. Selvom jeg ikke kunne se hendes ansigt, var jeg helt sikker på hun smilede.

”Hele tiden, hva’?” grinede hun og nev mig blidt i armen, så jeg hvinede - Sådan rigtig tøset. ”Hey, hvad er der galt med det?” spurgte jeg og rykkede mig lidt fra hende, så vi kunne se på hinanden.

”Ikke noget, det ligner bare ikke dig, at gøre det forkerte.” konstaterede hun, med et drillende smil på læben. Hun havde ret, det var første gang jeg gjorde noget, som jeg ikke burde. Egentlig ret vildt, at det så var lige nu jeg skulle gå over stregen. Jeg havde haft 17 år til det, men nej nej, vi gør det da lige inden brylluppet.

”Det ved jeg godt.. det er bare,” begyndte jeg, og pillede lidt ved min t-shirt. ”Jeg tror jeg er forelsket i ham.” jeg så på hende, for at få hendes reaktion, som ikke var andet end at gøre store øjne.

”Seriøst, skat?” spurgte hun og lagde sin hånd på min.

Da jeg nikkede, og stadig holdt mit blik i mit skød, lagde hun to fingre under min hage, og løftede mit ansigt op. ”Skat, du bliver nødt til at gøre noget.” sagde hun, og lød pludselig alvorlig.

”Hvad skal jeg gøre? Det vil ikke ende godt alligevel.. og.. hvem siger han er forelsket i mig? Måske-”

”Stop så! Hvis han ikke føler noget for dig, skat, så ville han slet ikke blive ved med at ses med dig, ok?” afbrød hun, og havde så ligesom vundet den diskussion. Det var vel rigtigt.. men hvad nu hvis han slet ikke følte lige så meget for mig, som jeg følte for ham?

”I morgen inviterer du ham over, og så snakker I.” bestemte hun, og kærtegnede let min kind. En underlig vane hun havde, men jeg var vant til det. Det var sådan noget, som kun Jess gjorde.

”Det skal jeg nok.” lovede jeg, og lod hende trække mig ind til endnu et kram. Hun var så forstående, det var også derfor jeg kaldte hende min bedsteveninde. Hun virkede altid til at have de rigtige svar.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay, nu skal I høre. 

Jeg har det virkelig som om der ikke er nogen der læser med mere? Er der rigtigt? jeg elsker virkelig at skrive på den her, men jeg får næsten ingen kommentarer mere, og det savner jeg lidt.. Føler slet ikke at den interesserer jer, for så Må i skrive det.. hader I den? Har jeg gjort noget forkert? 

Skriv en kommentar!

Stinne. xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...