Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13139Visninger
AA

18. "I love you more, than everything."

Hvis ikke det var fordi min mor havde planlagt at min makeup, og mit hår skulle sættes, tidligt fra morgenstunden, havde jeg nok ligget i min seng, og tudet mig i laser. Det her burde være en dag, jeg glædede mig til. Det her burde være den dag, jeg skulle føle mig som verdens heldigste pige. Men det gjorde jeg bare langt fra.

Jeg hadede det her, jeg hadede Brandon, og jeg ville slet ikke være her. Men mulighederne for at skride, var ikke specielt store, når min mor var omkring mig hele tiden. Juliet var her også, og hun var næsten endnu værre end min egen mor. Jeg havde virkelig lyst til at knalde hende en på bærret, men lod alligevel være.

"Min skat, er du færdig derude?" lød min mors stemme på den anden side af døren.

Jeg havde været ude på badeværelset i snart en halv time, og jeg havde brugt det meste af tiden på at glo på mig selv i spejlet. Have ondt af mig selv, og tænke på hvilken forfærdelig dag det ville blive i dag. Jeg havde ikke engang mulighed for at hoppe ud af vinduet, fordi det er et mini vindue, som kun katte kan komme ud af.

"Ja, jeg kommer nu!" svarede jeg, og klipsede min bh på ryggen. Stropperne fik jeg hurtigt fjernet fra den, og lagt dem tilbage i posen, som mit undertøj havde været i. Selvfølgelig vardet hvidt.. hvad ellers? Men jeg følte mig langt fra behageligt tilpas i det. Og stropløs bh var bare slet ikke mig.

Jeg kastede et sidste blik på mig selv i spejlet, inden jeg låste døren op, og fik øje på min mor. "Det var godt, min skat! Vi har travlt." mere sagde hun ikke, og førte mig så tilbage ind på mit værelse, hvor der var 3 andre kvinder, som jeg kendte alle tre.

Juliet, min moster - Marion, og min kusine - Delilah, som er et par år ældre end mig.

Jeg havde stadig kun bh og trusser på, men bekymrede mig ikke rigtig om at de kiggede på mig. Det hele var jeg sådan set ikke noget jeg bekymrede mig for. Jeg havde jo bare lyst til at skride.

"Søde, hvor er det dejligt at se dig igen!” smilede min moster og trak mig uventet ind til et kram. Jeg fik mumlet et 'i lige måde' og gengældte svagt krammet. Den næste var min kusine, som også fik et kram. "Jeg glæder mig sådan til at se dig i den smukke kjole." hviskede hun.

Jeg kunne ikke undgå at smile lidt over hendes kommentar. Det var en kompliment, også selvom det drejede sig om brylluppet. "Tak!" sagde jeg ærligt, og fik hendes smil til at vokse lidt.

"Ja, Delilah har fået æren af at sætte dit hår!" konstaterede min mor, henvendt til mig.

"Lad os komme i gang." Del fik mig sat ned på den bløde stol, og gik med det samme i gang med at rede mit hår igennem. De 3 resterende kvinder forlod mit værelse, og efterlod mig sammen med Delilah.

"Nå, glæder du dig så?" Spurgte hun, og fangede mine øjne i spejlet. Hun smilede stadig, og forventede nok at jeg ville komme med et stort 'ja'.  Men hvad skulle jeg sige? Jeg kunne da ikke fortælle hende  sandheden, vel?

Jeg nikkede svagt, og slog blikket ned. Jeg kunne ikke se hende i øjnene, mens jeg løj. Hvordan kunne jeg overhovedet få mig selv til at lyve på den måde? Jeg glædede mig jo ikke! Jeg ville ikke giftes med Brandon..

Mine tanker lod jeg automatisk glide over på Harry. Jeg kunne ikke stoppe mig selv, mine følelser var for meget. Hvordan skulle jeg leve videre uden ham? Det var ingen mulig måde, at jeg kunne få følelser for Brandon. Han var for arrogant og selvfed.

Jeg lagde ikke engang selv mærke til, at tårerne var begyndt at glide ned af mine kinder, før Del gjorde mig opmærksom på det. "Er du okay?" spurgte hun og satte sig på hug ved siden af mig, og stoppede med at arbejde med mit hår.

Mod min vilje, rystede jeg på hovedet, og begravede mit ansigt i hænderne. Hvad havde jeg dog gang i? Jeg kunne ikke fortælle hende noget som helst! Hun ville ikke kunne forstå mig..

Delilah rejste sig fra gulvet, gik hen til døren og låste den.

"Unity, hvad sker der?" forlangte hun at vide, med bekymret undertone. Hun trak mig op fra stolen, fjernede mine hænder fra mit ansigt, og fik mig til at se på hende. Hendes øjne var bekymrede, og så bedende på mig. Der var ingen vej udenom nu. Jeg kunne ikke bare stikke hende endnu en løgn.

"J-jeg elsker i-ikke Brandon." stammede jeg, og ville nok være faldet sammen på gulvet, hvis ikke det var fordi Del havde lagt armene om mig.

"Shh, hvad skal det betyde?" hun strøg mig over ryggen.

"Jeg er forelsket i en anden." forklarede jeg med grødet stemme.

"Hvorfor har du ikke sagt det til nogen?" hun lød forvirret, hvilket hun også havde god grund til. Hun kendte ligesom alle andre, ikke til den rigtige grund for at jeg skulle giftes med Brandon. Men det sluttede nok snart. Hvis jeg endte med at fortælle hende om Harry, så ville hun også få at vide, hvorfor jeg stod her i dag.

Men jeg tøvede. Kunne jeg sige det? Kunne jeg fortælle hende, at jeg var gået i mod alt min tro bad mig om?

"H-han er H-Harry Styles" hviskede jeg, og forventede med det samme, at hun ville skubbe mig væk. "Men vil du ikke lade være med at sige noget?" bad jeg, før hun kunne nå at sige noget. Hvis hun fortalte noget til min mor, så ville det hele gå galt. Så ville jeg blive tvunget ind i ægteskabet alligevel, og holdt for lukkede døre.

”Unity,” startede hun stille ud, og strøg mig stadig over ryggen. Jeg græd stadigvæk, hvilket nok også var en del grund til at hun blev ved. ”Har du..” begyndte hun, men afbrød sig selv.

”Ja, jeg har været sammen med ham! Er det dét du vil vide?” svarede jeg, eftersom jeg fornemmede at det var lidt der hun ville hen. Jeg snøftede og trak mig ud ad Dels favn. Vi burde slet ikke snakke om det her. Jeg burde slet ikke have fortalt hende noget omkring Harry, eller Brandon.

Men Delilah lod mig ikke slippe for noget. Hun trak mig med hen til min seng, fik mig sat ned, og satte sig selv ved siden af mig. ”Nu fortæller du mig, hvordan det hele hænger sammen.” sagde hun stille, og klemte blidt min hånd.

”Hvis du lover ikke at fortælle det til nogen.” forlangte jeg, og blinkede et par tårer væk. Hun nikkede hurtigt, og satte sig bedre til rette.

Jeg tog en dyb indånding. Delilah var den første - udover Jess - der skulle vide det hele. May vidste det også, men det havde været Jess, der fortalte hende det. Og det var ikke fordi jeg var specielt tæt med Delilah, eller noget.

 Med få pauser, hvor jeg enten skulle samle kræfter, eller få styr på min stemme, fik jeg forklaret hende det hele. Om da jeg mødte Harry første gang. Om at jeg aldrig selv havde valgt Brandon, men det hele bare gik ud på at sikre vores begges fremtid. Om mit og Harrys skjulte forhold, som jeg mest af alt ønskede, stadig eksisterede. Om Brandons tilnærmelser, og om mine følelser i det hele taget.

Det var meget at skulle fortælle, især fordi det var min kusine jeg sad og fortalte det her til. Min kusine, der ligesom mig, var Jehovas Vidne, og til hver en tid kunne vende mig ryggen, på grund af det her.

”O-og nu kan jeg ikke få ham ud af mine tanker.” sluttede jeg grædende af, og faldt ind i hendes favn. Hulkende fandt langsomt ud mellem mine læber, og hun var hurtig til at knuge mig ind til sig. ”Shh, Unity..” hviskede hun, og kyssede mig i håret.

Mine følelser var blusset virkelig meget op lige nu, hvilket ikke var meningen. Det var meningen at de skulle ligges på hylden, og måske på et tidspunkt kunne blive glemt. Men nu indså at de nok aldrig forsvandt. Jeg kunne ikke engang snakke om Harry, uden at bryde hulkende sammen.

Jeg elskede ham… jeg elskede ham virkelig. Meget mere, end jeg troede til at startede med. Jeg var faldet så hårdt, at det halve kunne være nok. Mine følelser forsvandt ikke, lige meget hvor meget jeg ville ende med at prøve. Jeg ville være fanget med de her følelser for evigt.

”Lad os få sat dit hår, Unity. Jeg lader være med at gøre noget stort ud af det,” hviskede hun, og skubbede mig lidt væk fra sig, så hun kunne betragte mig. Jeg nikkede enigt, og tørrede mine øjne. Jeg skulle i det mindste prøve at se nogenlunde normal ud, inden min mor kom tilbage.

Del ledte mig tilbage til stolen, og begyndte lige så stille på mit hår. Jeg fulgte med i spejlet. Hun satte noget af det op, men lod det meste hænge tilbage, og i slutningen krøllede hun det, der stadig hang løst. Jeg var tilfreds med det, det så ikke ud af for meget.

Da hun var færdig med håret, var det lykkedes mig at få mine øjne til at se nogenlunde præsentabel ud. Efter det, lagde hun et let lag mascara, som det eneste. Mest fordi jeg nævnte, at jeg ikke var for vild med makeup.

 Da der var gået en halv time, var vi helt færdige, og jeg smilede svagt til mig selv i spejlet. Det var helt perfekt til en dag som i dag. Bortset fra, at det var den forkerte mand, jeg giftede mig med.

Min mor og Juliet kom ind på værelset, og så begge ret stressede ud. ”Godt, I allerede er færdige, for vi har travlt!” Juliet skubbede Del væk, og fik mig trukket op og stå. Min mor fandt kjolen frem fra skabet, og tog den ud af plastikposen, der dækkede den.

Jeg sank en klump, da kjolen kom til syne. Jeg havde selv valgt den, og det gav mig et stik af dårlig samvittighed. Jeg havde deltaget i planlægningen af det her mareridt, ved at vælge min egen kjole. Men samtidig for ikke at lade Juliet bestemme alt.

Eftersom kjolen kunne lynes i ryggen, og kunne lynes ret langt ned, slap jeg for at få den over hovedet. Jeg trådte ned i den, og lod min mor trække den op på plads, for derefter at lukke den igen.

Jeg havde lykkeligt glemt alt om at den var stropløs, og blev pludselig usikker på det. Jeg følte mig sårbar, når jeg intet havde til at dække mine skuldre.(Link til kjole i kommentaren) Jeg måtte vel bare prøve at ryste tanken af mig, nu hvor jeg ikke havde mulighed for at vælge en anden kjole.

”Det er tid til at gå!” kvidrede Juliet, og smuttede ud af døren som den første. Delilah var allerede gået, og havde sandsynligvis allerede fundet sin plads ude i haven. Vielsen skulle være i haven, derfor havde vi været heldige med vejret.

Vi gik ud i stuen, hvor vi mødte min far, som skulle følge mig. Mit hjerte var allerede begyndt at banke hårdt mod mit bryst. Af nervøsitet og utilpashed. Det her kunne jeg virkelig ikke flygte fra nu, vel? Jeg skulle have taget det træk noget før, hvis jeg skulle have forhåbninger om at skippe det her bryllup.

 

 

HARRY

Der var så stille, at vi faktisk kunne høre urets viser lande på et nyt tal, hvert sekund. Ingen af de andre drenge havde sagt noget i de sidste mange minutter, og jeg selv havde slet ikke deltaget i samtalen.

Unity plagede mine tanker konstant, og ville ikke forsvinde. Hun dukkede op, så snart jeg begyndte at tænke på noget andet. Som om jeg slet ikke måtte få fred fra hende. Men hun var væk, og jeg ville sikkert aldrig se hende igen.

Hun havde sikkert sine tanker tusind andre steder lige nu. Hvordan skulle hun kunne tænke på mig, når hun skulle til at giftes? Det var næsten umuligt for mig, at få til at passe sammen i mit hoved.

”Okay, nu er det nok!” jeg så forskrækket op på Louis, som lige havde snakket. Han rejste sig fra pladsen i den anden sofa, overfor den jeg sad i. Han så virkelig frustreret ud, hvilket fik mig til at hæve øjenbryn af ham. Hvad var hans problem nu?

”Harry, det kan ikke være rigtigt det her!” sukkede han, og slog ud med armene. ”Du svarer os ikke engang, når vi spørger dig om noget.. du bliver nødt til at gøre noget.”

Hvad? Havde de snakket til mig? Det burde jeg da have hørt.

”Hvad fanden vil du have mig til at gøre?” jeg rejste mig fra sofaen, og kunne mærke irritationen komme frem. Hvad bildte han sig ind? Han kunne da sagtens stå der og sige at jeg skulle gøre noget, men hvad fanden ville han have mig til?

”Det er jo ikke fordi hun lige pludselig kommer tilbage, og banker på min dør vel? Hun er væk Louis, og jeg troede virkelig du forstod at-”

”Selvfølgelig kommer hun ikke tilbage, for det har hun ikke mulighed for!” afbrød han. ”Men det forhindrer vel ikke dig fra, at tage hen til hende vel? Nu tager du derhen, og fortæller hende hvordan du virkelig har det. Og du kan ikke sige fra, for jeg har allerede fået Liam til at køre dig.”

Hvis ikke jeg var overrasket over han første udbrud, så var jeg det i hvert fald nu. Han havde hvad for noget?! Seriøst, uden at snakke med mig om det her, så mente han at jeg bare kunne troppe op foran Unitys dør, under brylluppet og…

Tanker som ikke burde være der, begyndte sig langsomt at forme dig i mit hoved. Det var sådan noget her, der kun skete på film, så hvorfor skulle det lige ske for mig?

”Louis jeg-”

”Nej Harry, nu!” beordrede han, og var fuldstændig ligeglad med mine protester. Uden tøven smuttede jeg ud i gangen, og fik hurtigere, end jeg lige regnede med, mine sko på. Liam var allerede smuttet, og var sikkert i gang med at starte bilen.

Jeg fik også hevet min hue over hovedet, så jeg måske havde chance for ikke at blive genkendt midt i det hele. Vi skulle trodsalt igennem byen, og man kunne aldrig vide om der var fans ude foran Unitys hus, der ikke ligefrem lå ude på landet.

Da jeg rakte ud efter dørhåndtaget, vendte jeg mig i stedet mod Louis, som var den af drengene der stod tættest på mig. ”Tak mand!” mumlede jeg, og så havde vi et af vores ’Larry-moments’, som vores fans nok vil kalde det.

”Jaja, smut nu med dig.” han smilede opmuntrende til mig, og skubbede mig hen til døren, som jeg hurtigt smuttede ud af.

Nu vidste jeg præcis hvad jeg ville, og der var ingenting der skulle stoppe mig nu.

 

 

UNITY

Det var med rystende skridt, jeg lod min far føre mig ud af døren, mens musikken langsomt begyndte at spille. Jeg vidste slet ikke at min mor havde hyret en pianist, men det var ikke fordi jeg bekymrede mig om det, overhovedet.

Min far kunne åbenbart mærke at jeg rystede, for han klemte blidt min arm, og sendte mig et opmuntrende smil, som jeg desværre ikke kunne gengælde. Jeg holdt bare blikket på det røde tæppe vi gik på - Jeg fik en stor lyst til at kalde det en rød løber, men virker det for Hollywood-agitigt?

Alle havde rejst sig op, og da jeg endelig valgte at løfte blikket, så jeg at vi allerede var ved enden. Irriterende nok skulle jeg træde et trin op, på det lille podie, som Brandon allerede stod på. Her kunne alle selvfølgelig se os.

Brandon tog med det samme mine hænder i sine, og lænede sig frem mod mig. ”Nu er du min.” hviskede han, så lavt at præsten heller ikke hørte det. Jeg sank en klump, og fik kuldegysninger.

”Vi er alle samlet her i dag, for at vi disse to skønne, unge mennesker!” begyndte præsten højt, henvendt til gæsterne.

Hvor ville jeg gøre alt for at være sammen med Harry lige nu.

Jeg trak vejret dybt, og prøvede at fokusere. Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg skulle sige ja til at gifte mig med Brandon. Til at elske ham i medgang og modgang. Jeg elskede ham ikke engang nu, så hvordan skulle jeg kunne sige ja til det andet.

”Før vi begynder,” startede præsten ud, og så udover gæsterne igen. ”Er der nogen der har nogle indvendinger mod dette ægteskab?” jeg så ned, da det alligevel ikke ville nytte noget. Hverken Jess eller May var her, til at stoppe det her.

Jeg var helt alene.

”Hvis ikke så-”

”Vent!” nej, det kunne ikke passe! Jeg måtte høre syner, eller noget. Han kunne ikke være her, det kunne han ikke.

Prøvende løftede jeg mine øjne fra podiet jeg stod på, og fik øje på Harry. Han var der, lige der! Nede for enden af ’den røde løber’.

”Unity,” startede han ud, og vendte sin fulde opmærksomhed mod mig. Han havde allerede tiltrukket sig gæsternes fulde opmærksomhed, men lod ikke til at tage sig af det.

”Unity, jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig, jeg elsker dig mere end noget andet! Du har vendt op og ned på mit liv, og.. jeg kan ikke bare glemme dig sådan.” selvom han ikke holdt en lang tale, var jeg stadig rørt, og tårerne løb lige så stille ned af mine kinder.

Tænk at han gjorde det her. Tænk at han dukkede op til mit bryllup, hvor der var fyldt med Jehovas Vidner, som ville finde det her aldeles upassende, bare for at fortælle mig, at han virkelig elsker mig!

”Unity, hvad er det her for noget?” spurgte Brandon, og lød faktisk.. såret? Det var bare rent skuespil fra hans side, det kunne jeg sige, lige så snart jeg så ind i hans øjne. ”Elsker du mig slet ikke, Unity?” spurgte han, denne gang så højt at alle kunne høre det. Nu skulle jeg tage min beslutning foran alle, og det fik mig til at tøve lidt.

Mine øjne flakkede tilbage til Harry, der faktisk lignede en der kunne finde på at gå igen. På grund af min tøven, er jeg sikker på.

”Jeg kan ikke,” sagde jeg, højt nok til at de fleste kunne høre det, inklusiv Harry, for han så forvirret på mig. Jeg vendte mig mod mine forældre, og så forpint på dem. ”Undskyld.” mimede jeg så, gav slip på Brandons hænder og trådte ned fra podiet.

Jeg småløb hen til Harry, som først nu så ud til at have opfattet, hvad jeg faktisk havde gang i. Mumlen bredte sig blandt alle vores gæster, fordi det her slet ikke var en del af planen.

Da jeg endelig stod foran Harry, tøvede jeg ikke med at stille mig på tæer og presse mine læber mod hans. Min ende arm fandt rundt om hans nakke, mens jeg flettede mine fingre ind i hans, med min frie hånd.

Nu var det ikke kun mumlen der kunne høres blandt gæsterne, men også gisp. Men jeg ignorerede det hele, for det betød ingenting nu. Harry var troppet op, kun for at fortælle mig, at han elskede mig. Derfor blev jeg nødt til at fortælle ham om mine følelser også, lige meget om mine familie så ville kunne lide det, eller ej.

”Jeg elsker også dig.” hviskede jeg, da vi trak os væk fra hinanden igen. Et smil bredte sig på hans læber, som hurtigt smittede af på mig.

Vores glæde kunne dog ikke være delt ret længe, før der var en der pludselig blandede sig. ”Det her var ikke en del af aftalen! Det der kan hun ikke gøre!” skreg Juliet nærmest, og fik mig til at hoppe lettere forskrækket. Harry lagde beskyttende sine arme om mig, hvilket jeg var lykkelig for.

”Kom tilbage Unity, så sker der ikke noget, vel skat?” lød det lettere panisk fra min mor. Hun lignede en, der faktisk kunne bryde sammen, ligesom Juliet også var tæt på.

Men jeg kunne ikke gå tilbage, det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke bare forlade Harry efter at have fortalt ham, at jeg elskede ham. Det ville være for hårdt, og det ville dræbe mig indefra.

”Nej.” sagde jeg fast, og trak mig ud af Harrys favn, for i stedet at lade min hånd finde hans. Dernæst begyndte jeg langsomt at gå baglæns, og Harry forstod vist hurtigt en hentydning. Hvor jeg så havde forventet at jeg skulle løbe i min kjole, og sko, skete der noget uventet.

Harry fik så let som ingenting løftet mig op i sine arme, og fik mig til at komme med en forskrækket lyd, som han bare grinede af. Flere begyndte at kalde efter os, men Harry så heller ikke ud til at tage sig af det.

Vi nåede hen til havelågen, som førte ud til vores indkørsel. Nede for enden, ved vejen, holdt en bil parkeret, som jeg hurtigt kunne fortælle sikkert var en af Harrys venner. ”Meget fornemt.” mumlede jeg, og lagde hovedet mod hans bryst.

”Alt for dig, min skat.” svarede han, og kyssede min pande.

 

The End.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...