Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13375Visninger
AA

15. "Go, it's okay!"

 

I dag var der nu 3 dage til brylluppet. De sidste par dage havde jeg opholdt mig på mit værelse, og havde dårligt snakket med mine forældre. Hele min verden var bare ved at bryde fuldstændig sammen, og jeg hadede det!

Hvorfor var det mig der skulle udsættes for alt det her?

Jeg kunne ikke selv svare på spørgsmålet, det kunne ingen. Jeg hadede bare det hele for tiden, fordi jeg blev skilt fra dem jeg holdt mest af.

Harry, May og Jess.

 En banken mod min dør, rev mig ud af mine tanker, og fik mig tilbage til virkeligheden. Det var min mor. Det vidste jeg fordi hun havde villet snakke med mig den sidste halve time, men jeg havde ignoreret hende. Alligevel var hun dum nok til at tro, at jeg ville snakke med hende.

Min far derimod lod mig bare helt være, hvilket jeg satte pris på. Han forstod mig bedre end min mor, og derfor førte jeg faktisk en rigtig samtale med ham ved aftensmaden, hvor jeg hadede konversationerne med min mor.

”Unity, kan vi ikke snakke sammen?” lød det forsigtigt fra min mor, som var på den anden side af døren. Jeg svarede hende ikke, men fortsatte bare med at ligge i den samme behagelige stilling på sengen.

Ikke det mindste havde jeg lyst til at snakke med hende. Ikke efter hvad hun havde fortalt mig så sent som i går. Jeg hadede hende for det, og hun vidste godt at jeg var sur på hende over det.

I dag, eller rettere sagt; om lidt, skulle jeg over til Jess. Jeg havde fået lov at få resten af weekenden sammen med hende og May. Jeg havde været overlykkelig, da hun fortalte mig det. For hun plejede aldrig at komme med idéer som den selv.

Problemet var bare at hun også bad mig om en anden ting. Det var i onsdags, hvor jeg faktisk havde en aftale med Harry. Vi havde aftalt at bruge hele formiddagen og eftermiddagen hjemme hos ham, så vi ligesom kunne nyde den sidste tid sammen.

Men det blev der ikke noget af, for min mor bad mig aflyse aftalen og blive hjemme. Hun havde - selvfølgelig på grund af Juliet - fået sine mistanker omkring Harry tilbage. Det var bedst hvis vi ikke sås mere inden brylluppet, så vi ikke knyttede os for tæt, og bla bla bla.

Så var jeg flippet ud som om det var den tid på måneden. Trampet i gulvet, råbt højt, smækket med dørene. Jup, det jeg aldrig sådan rigtig havde foretaget mig før, hvor jeg var jordens artigste pige.

Inden jeg fandt ud af hvad kærlighed faktisk sådan rigtig er. For selvfølgelig var jeg vred og skuffet over at jeg måtte sende en sms til Harry, hvor jeg forklarede at jeg måtte aflyse på grund af min mor.

Jeg havde været så tæt på at græde, da jeg sendte den, men formåede at holde tårerne inde. Først da Harry slet ikke svarede på min sms kom de, én efter én. Han havde iPhone, så jeg kunne på min mobil se at han havde set den.

Men han svarede aldrig.

Og nu var det så lørdag eftermiddag, og jeg havde dårligt sagt noget til min mor. Kun ved aftensmaden, men det var kun hvis hun skulle række mig salten, eller noget i den stil.

 ”Nej!” valgte jeg til sidst at råbe, og begravede hovedet i hovedpuden igen.

Alligevel blev døren åbnet, og jeg kunne høre min mors lette skridt komme nærmere sengen. Jeg fik lyst til at sukke højlydt, kaste en af de mindre puder efter hende og bede hende skride ud af mit liv.

”Skat, skal du ikke have pakket noget som du skal have med over til Jess?” hun lagde en hånd på min ryg, eftersom jeg lå på maven.

Egentlig havde hun ret. Jeg skulle finde noget jeg skulle have med over til Jess. Men jeg orkede det bare ikke, og jeg orkede slet ikke min mor.

I en bevægelse satte jeg mig op, fik svunget benene ud over den modsatte side af sengen som min mor sad i, og rejst mig - mindre elegant, men shh.

”Jo, det skal jeg nok.” mumlede jeg og gik med faste skridt hen mod klædeskabet.

Hvis jeg ikke tog ret meget fejl, hørtes et lille suk fra min mor, inden hun rejste sig fra sengen. ”Skal jeg køre dig derhen?” spurgte hun stille, hvilket fik mig til at kigge kort på hende.

Skulle hun det?

Jeg havde allermest lyst til at sige nej, men alligevel ville det være langt at gå med en tung sportstaske.  Taxaen kostede penge, og alligevel havde jeg også brugt lidt for meget taxa på det seneste.

”Jo tak.” jeg vendte igen opmærksomheden mod mit skab, som jeg begyndte at gennemsøge for det helt rigtige nattøj, og tøj til i morgen.

”Ring når du skal hentes i morgen.” fastslog min mor, inden jeg steg ud af bilen.

Jeg nikkede stift, og skyndte mig derfor at åbne døren, så jeg kunne komme ud. Det var overraskende varmt her til aften, men det gjorde mig ingenting.

Med lidt besvær fik jeg også tasken ud af bilen, smækkede døren - hårdt - efter mig, og begav mig mod Jess’ lejlighed.

Jeg stod hurtigt foran hendes dør, og blev modtaget af mine to bedsteveninder, der smilede stort begge to. ”Hvor har jeg savnet dig!” grinede May, da jeg krammede hende som den første.

”I lige måde!” smilede jeg, og gik videre til Jess, som stod bag hende.

I modsætningen til Jess, vidste May stort set ingenting om hvad der skete lige for tiden. Hun vidste godt at jeg ikke var forelsket i Brandon, men hun vidste intet om Harry.

”Mussar!” Jess knugede sig ind til mig, og hendes nye opfindsomme navn til mig, fik mig til at smile. Det var så typisk hende at gøre det. Kælenavne er det bedste hun ved.

”Jessy.” jeg nøjedes med at kalde hende mit normale navn til hende. Ellers kunne jeg ikke holde styr på det, hvis jeg skulle give hende 20 navne, ligesom jeg efterhånden havde. Men hun er dejlig, og jeg elsker hende for det.

”Nu hvor du er her, kan vi rigtig få en dejlig weekend ud af det!” grinede May, og smuttede forbi os begge, og formegentlig ud i køkkenet. Jeg kunne ikke lade være med at smile af min dejlige veninde.

Hvor ville jeg dog savne dem begge to.

Jess tog min taske og gik længere ind i lejligheden. Derfor fik jeg hurtigt jakken og skoene af, og smuttede ud i køkkenet, hvor May stod. Gulvet knirkede under mine fødder, hvilket fik hende til at se på mig.

”Kom og hjælp mig med det her!” sagde hun, og viftede mig hen til hende.

Jeg så undrende på den skål hun havde stående foran sig. Enten var hun i gang med en meget underlig dip, eller også var det ansigtsmasker. Jeg kunne ikke bide mig sikker, for det var trodsalt May vi snakkede om her.

”May, hvad er det?” spurgte jeg og pegede ned i den limegrønne stads.

”Det er ansigtsmaske din ged!” sukkede hun, og slog sig selv for panden, som om jeg var dum. I stedet grinede jeg bare af hende, og hoppede op på køkkenbordet, så jeg slap for at stå op.

”Hvem er en ged?” Jess dukkede op i døren, med et nysgerrigt udtryk i øjnene.

”Unity!” skyndte May sig at svare, før jeg kunne få mulighed for at sætte Jess ind i situationen.

”Ah, det vidste jeg da godt!”

Ja great, nu var vi så to mod en! Det her skulle nok blive en hyggelig aften!

Aftenen havde faktisk været rigtig hyggelig. Jeg havde haft mine tanker helt andre steder, mens vi bare snakkede og pjattede. Det var som om vi satte virkeligheden på pausen og bare var i vores egen verden, mens vi sad med ansigtsmasker og grinede af alle vores underlige øjeblikke.

 Klokken nærmede sig snart de 21, og vi havde besluttet os for at se film. May fim lov til at vælge, og hun valgte ’Love Actually ’ Ikke at jeg havde noget i mod den, men jeg var måske ikke i humøret til film som den, lige for tiden.

Men jeg ville ikke ødelægge stemningen, så jeg smilede bare og satte mig godt til rette i Jess’ sofa. Hvis bare jeg koncentrerede mig om hvad der skete i filmen, så ville mine tanker ikke løbe afsted, og lede min opmærksomhed på alt andet.

Men selvfølgelig kunne jeg heller ikke engang se en film, uden jeg skulle forstyrres. Mine tanker begyndte at kredse omkring Harry. Hvordan havde han det mon? Han havde jo ikke svaret på min sms i onsdags, og var sikkert vred og skuffet. Jeg forstod ham godt, og håbede virkelig at han fandt en pige der kunne være der for ham fuldt ud, engang.

Det gjorde ondt at tænke på at Harry skulle være med en anden, men det var sandheden. Harry og jeg endte ikke sammen, lige meget hvor meget jeg prøvede at overbevise mig selv om at der var en mulighed for det. For det var der ikke.

Jeg ville bare godt have haft muligheden for at sige ordentligt farvel til ham. Fortælle ham hvilken fantastisk person han er, og hvor meget han faktisk havde ændret mit liv - på den gode måde. Hvor meget jeg havde lyst til at sætte verden på pause, så vi kunne være sammen alt den tid vi ville.

Men det kom ikke til at ske.

For jeg skulle ikke se Harry igen.. jeg skulle hjem i morgen eftermiddag, og ville ikke komme til at se nogle af mine venner igen. Medmindre jeg mødte dem på gaden og vi så snakkede der.

Men hvad var sandsynligheden for at det skete?

1 til 100, nemlig.

”Mus, er du okay?” Jess der sad ved siden af mig, sendte mig et bekymret blik og tændte lyset som før havde været slukket. Hun så igen på mig, og gjorde store øjne. ”Hvad sker der?” hun lagde en arm om mig, og trak mig ind til sig.

Jeg havde ikke selv lagt mærke til det før nu.. men jeg græd. Jeg græd rent faktisk. Igen. Ikke at det kom som nogen overraskelse, for jeg havde grædt de sidste par dage, alligevel.

”Er du okay?” May satte filmen på pause, og satte sig på den anden side af mig.

Jeg rystede grædende på hovedet og tørrede mine øjne. Jeg var ikke okay. Jeg havde kun brug for en ting nu, og Jess vidste det allerede. Jeg kunne mærke det på hende, også efter det jeg havde fortalt hende den anden dag, hvor jeg var kommet hjem til hende, efter at have sovet hos Harry.

”Du kan gå, det er helt okay.” mumlede hun, og så mig ærligt i øjnene.

”Mener du det?” spurgte jeg, og bed mig i læben.

Hun nikkede og strøg mig over ryggen. ”Selvfølgelig! Vi skal nok dække over dig.” forsikrede hun, og kyssede mig på kinden.

Et lille smil gled frem på mine læber, inden jeg vendte min opmærksomhed mod May, som sad og smilede. Vidste hun det?

”Jess har fortalt mig det, jeg håber det er okay.” sagde hun og så nervøst på mig. Jeg grinede svagt og nikkede. Det var helt okay, jeg brude selv have fortalt hende det tidligere.

Jeg rejste mig fra sofaen og løb nærmest ud i gangen, hvor jeg fik min jakke og sko på, hurtigt. Jess og May dukkede op bag mig, med et smil på læben begge to. ”I ved ikke hvor meget det betyder for mig!” jeg overfaldt dem begge i et stort kram, så vi alle tre stod forbundet.

”Det er det mindste vi kan gøre, det ved du da.” hviskede Jess i mit øre, da vi trak os væk fra hinanden. Jeg nikkede, og vendte mig mod døren, som jeg hurtig forsvandt ud af, og ned på gaden.

Det var selvfølgelig blevet koldere, i at med, det var blevet mørkere, og senere på aftenen. Men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare have fat i en taxa, og så havde jeg kun et sted jeg skulle hen nu. Det eneste sted jeg havde lyst til at være på nuværende tidspunkt.

Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...