Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13121Visninger
AA

16. "Don't"

Med rystende hånd bankede jeg tre gange på døren, til Harrys lejlighed. Følelserne havde taget fuldstændigt over, og jeg kunne ikke tænke klart. Taxa chaufføren havde også kigget underligt på mig, da jeg græd det meste af turen.

Men ham havde jeg ikke taget mig af, faktisk havde jeg ikke taget mig af noget. Lige siden jeg forlod Jess’ lejlighed, havde mine tanker kun sværmet omkring Harry, fordi jeg vidste at jeg nok havde skuffet ham, ved at aflyse vores aftale, onsdag.

 Døren blev åbnet, og en overrasket Harry stod nu og så på mig. ”Unity?” sagde han, som om han virkelig ikke troede på at jeg faktisk var her. Jeg nikkede svagt og tørrede mine øjne, med min håndryg.

Han tøvede et øjeblik, inden han trak mig med indenfor, og smækkede døren efter mig. ”Undskyld,” hviskede jeg, og slog armene om ham. Flere uplanlagte hulk gled over mine læber.

Harry lukkede sine arme omkring mig, og trykkede mig ind til sig. Han strøg mig over ryggen og kyssede mig i håret, mens han hviskede beroligende til mig.

Vi trak os efter et par minutter væk fra hinanden, og så i stedet hinanden i øjnene. ”Jeg er så ked a-af det.. men m-min mor ville ikke l-lade mig gå, og-” begyndte jeg, men da Harry ihærdigt rystede på hovedet, stoppede jeg lige så stille op. ”Du skal ikke undskylde.” mumlede han, inden han pressede sine læber mod mine.

Følelsen af lykke, kom efterhånden tilbage til mig. Også selvom den ikke ville vare evigt, så betød det ikke noget. Jeg ville ikke tænke på hvad der skulle ske i morgen, nu. Det kunne jeg tage i morgen. Jeg skulle leve i nuet.

”Jeg er glad for du kom,” hviskede Harry mod mine læber, og fik et smil frem på mine læber. ”Også mig.” istemte jeg, og lod mine arme finde rundt om hans nakke.

”Hvor længe bliver du?” spurgte han.

Nervøsiteten var tydelig. Han var bange for at jeg gik med det samme igen, men jeg forstod ham. Jeg ville have haft det på præcis samme måde, hvis han var dukket op sådan pludseligt.

”Jeg skal være hjemme i morgen eftermiddag.” mumlede jeg, og bed mig i læben. Jeg havde slet ikke lyst til at snakke om det. Jeg havde bare lyst til at glemme omverdenen de næste timer. Ellers ville vi ikke få noget godt ud af det.

Han nikkede og kærtegnede blidt min kind. ”Men hvordan fik du så lov til at tage herover i første omgang?” han så forvirret på mig, og jeg smilede lidt ved grunden.

Hvad skulle jeg dog gøre uden Jess og May?

”Jeg er hos Jess lige nu,” smilede jeg, og flettede mine fingre sammen med hans. Han gengældte smilet, og berørte endnu en gang mine læber med sine. Jeg blev aldrig træt af det.

 

 

En ægte søndag morgen, er vel den hvor solen skinner ind gennem sprækkerne i gardinet, og du vågner op med et smil på læben. Well, mine søndage er ikke altid sådan.

Jeg vågnede op til regnen der trommede mod ruderne, og lyden af et forfærdeligt tordenvejr. Med et sæt satte jeg mig op, for at finde ud af at jeg var helt alene på værelset. Endnu et tordenbrag lød, og fik mig til at fare sammen.

Hvor var Harry?

Selvom jeg havde dyne på, frøs jeg som om jeg befandt mig i en isblok. Hvorfor var det så koldt? Og hvordan?

Jeg rejste mig fra sengen og fik hurtigt mit tøj på. Jeg havde slet ikke lyst til at være alene herinde, og slet ikke når jeg var uvidende om hvor Harry var. Og hvad klokken var, vidste jeg heller ikke.

Jeg smuttede ud af værelset, og bevægende mig gennem lejligheden. Det undrede mig gevaldigt at der var mørkt alle steder. Hvis Harry var stået op, måtte han da have tændt noget lys, et eller andet sted, ikke?

”Harry?” jeg åbnede døren til køkkenet, hvor der var luge så mørkt som alle andre steder i huset. Ikke engang det digitale ur viste klokken, og der gik det op for mig at strømmen nok var gået.

Jeg lukkede døren til køkkenet og bevægede med i stedet hen mod stuen. Hvorfor skulle strømmen også gå lige nu?

Jeg rakte ud efter håndtaget, men da et par hænder lagde sig på mine hofter, fik jeg i stedet travlt med at tage hænderne for munden. Okay, nu var jeg altså virkelig bange, bestemt fordi jeg ikkevar vild med mørke i forvejen. Derfor forlod et modvilligt gisp min mund.

”Shh, det er bare mig,” lød Harrys velkendte stemme bag mig, som straks gjorde mig roligere. ”Strømmen er gået.” tilføjede han, og fik mig til at sukke indvendigt.

Troede han jeg var dum eller hvad?

”Ja tak, det var jeg fundet ud af, her er også virkelig koldt.” klagede jeg og slog armene om mig selv. Jeg havde ikke tage mine jeans på, og havde derfor kun min swater på.

”Kom,” fastslog han, og åbnede selv døren til stuen, og skubbede mig blidt fremad. Jeg glemte helt tordenen, da jeg lod mit blik glide rundt herinde. Stearinlys var det eneste der oplyste rummet, og gjorde det hele mindre uhyggeligt.

”Ja, jeg havde altså ikke nogen lommelygte liggende.” undskyldte han, og fik mig til at grine. Vi skulle da ikke bruge lommelygter. Og stearinlys var da også meget hyggeligere end elektricitet.

”Det her er også fint Harry, men hvad er klokken?” jeg vendte mod ham, og fordi der ikke var bel ragende mørkt herinde, kunne jeg se ham. Han så ned på sit armbåndsur, og derefter på mig igen.

Kun lidt over to,” svarede han, og jeg nikkede.

Endnu en gang slog jeg armene om mig selv, da kulden hang i hele huset. Der var virkelig ikke noget der kunne sørge for varme, når strømmen gik. Problematisk nok, derfor havde jeg altid været glad for den kakkelovn vi havde derhjemme.

”Kom her,” Harry lagde armene om mig, og knugede mig ind til sig.

Han havde været klog nok til at tage noget mere tøj på end mig, men han boede her trodsalt også, og havde mere at vælge i mellem. Jeg havde bare ikke lyst til at rende rundt i skinny jeans på den her tid af døgnet.

Fordi det ikke hjalp så meget som jeg havde ønsket, førte han mig over til sofaen og lagde et tæppe over mig. Jeg smilede taknemmeligt i det let belyste rum, og trak ham ned og sidde ved siden af mig.

”Det var altså ikke lige sådan her jeg havde forestillet mig at skulle vågne søndag morgen,” mumlede jeg, og lagde mig ind til ham. Han grinede let og kyssede mig i panden. ”Det havde jeg faktisk heller ikke.” sagde han så.

Jeg spekulerede på om jeg nu nogensinde ville falde i søvn igen. Mest fordi jeg hadede tordenvejr, men også fordi jeg stadigvæk havde det virkelig koldt. Tæppet hjalp en smule, men der var ikke rigtig andet der gav varme fra sig.

Stearinlysene var ikke ligefrem et stort bål, der gav dejlig med varme til alle, eller noget. De varmede ingenting, men lyste kun rummet op.

”Hvad tænker du på?” spurgte Harry pludselig.

Jeg trak mig væk, for vi i stedet kunne se på hinanden. ”Om jeg nogensinde falder i søvn herinde.” mumlede jeg til svar, og kunne allerede høre hvor dumt det lød.

”Meget spændende.” fastslog han og tog min hånd.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Tænk hvad forelskelse virkelig kunne gøre. Den fik mig til at gøre ting som jeg aldrig ville gøre normalt. Jeg brød reglerne, for at se Harry. Hvis jeg ikke havde haft de stærke følelser for ham, havde jeg ikke brudt en eneste regel. Så havde jeg nok heller ikke siddet her lige nu.

Jeg havde siddet hos Jess og May, og vi kunne have snakket om alt. Jeg kunne faktisk have haft en hel aften med dem, uden at den skulle ødelægges, på grund af mine fucked up følelser.

De følelser der havde kostet mig så meget. De havde ført mig igennem smerte, tårer, glæde og glæde. Alt det var jeg gået igennem fordi jeg var gået hen og var blevet forelsket.

 ”Du burde sove nu,” konstaterede Harry, og rev mig ud af mine dybe tanker. Jeg nikkede enigt og lagde mig ind til ham igen. Han lagde endnu et tæppe over os, og lagde så sine arme om mig.

”Godnat, eller noget.” mumlede jeg, og fik et hæst grin fra Harrys side. ”Godnat,” istemte han og kyssede mig i panden.

 

 

Jeg vidste ikke hvad klokken var, da jeg vågnede. Stuen var helt mørklagt da jeg slog øjnene op. Lysene var enten brændt ud, eller også havde Harry slukket dem i nat.

Jeg slog tæpperne væk og rejste mig fra sofaen. Min ryg havde det ikke for godt, eftersom jeg havde sovet på sofaen halvdelen af natten.

Harry var ikke til at se nogen steder, og om strømmen var kommet tilbage, vidste jeg ikke. Med et suk forlod jeg stuen, og begav mig i stedet ud i køkkenet, hvor larm fra forskellige apparater hørtes.

Okay, strømmen var tilbage.

”Godmorgen,” mumlede jeg og satte mig på køkkenbordet. Harry så ud til at have været oppe i længere tid, for han var fuldt påklædt og hans hår sad perfekt. Okay, hans hår sad altid perfekt, men I ved hvad jeg mener.

”Godmorgen smukke,” han stillede sig foran mig, og kyssede mig på kinden. Han gav mig elevatorblikket, og jeg var udmærket klar over at jeg lignede noget der var løgn. Mit hår var uglet, og jeg havde ikke fået fjerne min mascara i går aftes.

”Du ser godt ud.” konstaterede han, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynene. Mente han det? Eller sagde han det, kun for at være sød?

”Mener du det seriøst?” spurgte jeg.

”Du ser altid godt ud.” fortalte han og smilede ærligt, som jeg fnisede lidt af. Hans komplimenter kom af en eller anden grund altid bag på mig, og jeg hadede det. Jeg burde jo snart være vant til dem.

”Lad være,” fnes jeg og så ned. Min kinder var sikkert helt røde, men det var jeg efterhånden blevet vant til.

Han rystede let på hovedet af mig, men ved lyden af ovnen der var færdig med sit arbejde, drejede han rundt og gik derhen. Jeg selv, satte mig ved bordet, og ventede på at Harry kom med bollerne, eller hvad det nu var han havde varmet i ovnen.

 Vi spiste morgenmad, i en behagelig stilhed. Det var ikke det helt store, bare noget almindeligt man spiste til hverdag. Jeg var tilfreds med det, jeg havde heller ikke den helt store appetit i dag - jeg vidste jo godt hvad der skulle ske.

Jeg havde jo ikke lyst til at sige farvel til Harry - langt fra. Jeg ville ønske jeg kunne sige ’vi ses’ når vi i eftermiddag skulle skilles. Men det kom jeg ikke til, for vi kom ikke til at ses igen. Måske, men sandsynligheden var så lille, at den godt kunne kaldes umulig.

 Da vi begge var færdige, begyndte jeg af automatik at tage af bordet. Harry insisterede på at gøre det, men jeg ignorerede det. Jeg rendte rundt i hans lejlighed, og jeg gad ikke føle mig som en hellig, eller noget.

Han valgte dog hurtigt at joine mig, så det hele blev hurtigt båret over til vasken, og madvarerne blev sat i køleskabet. Egentlig gjorde jeg det hele, for at få noget andet i mine tanker, men det lykkedes ikke så godt.

”Du behøver altså ikke at gøre det der,” mumlede Harry igen, lagde sine arme om mit liv, og hvilede sit hoved på mine skuldre, eftersom han stod bagved mig. Jeg rystede bare på hovedet, men stoppede alligevel hvad jeg var i gang med, da han kyssede mig på kinden.

”Harry.” sukkede jeg, vendte mig om og så ham i øjnene.

De øjne jeg ikke kunne modstå, de øjne jeg elskede, de øjne der tilhørte ham jeg elskede. Ja forfanden da, selvfølgelig elskede jeg ham. Når man først er forelsket, går der ikke lang tid før følelserne bliver endnu stærkere.

 

_______________________________________________________________________

såååååååå

hvad synes i? er det for kedeligt? okay, lad være med at svare på det, jeg ved det godt! men altså, nu er der jo heller ikke forfærdelig lang tid til slutningen! omgggg, 2 kapitler tilbaaaaage!

plzzz liiiiiiiike!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...