Against the World ღ Harry Styles.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2013
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
På trods af hendes specielle navn, er Unity er på mange områder en helt almindelig teenager, der bor i det fredsommelige England. Men på ét punkt skiller hun sig ud fra mange andre. Hun er Jehovas Vidne, ligesom resten af hendes familie. Men Unitys hverdag er ikke påvirket af hendes trosretning. Altså lige indtil den dag hun støder ind i en charmerende dreng, ved navn Harry Styles. Selvom Unity allerede ved hvem hendes kommende ægtemand er, er hun alligevel nysgerrig for at lære Harry at kende. Men kendskab fører til venskab, som fører til noget helt tredje. Kan Unity træffe den rigtige beslutning, i det dilemma hun bliver sat i? Vil hun vælge familien og troen, frem for sin første forelskelse?

190Likes
223Kommentarer
13219Visninger
AA

2. "Call me."

 

UNITY

“Unity!” lød min mors stemme ude fra køkkenet. Jeg fjernede min bærbare computer fra mit skød, for derefter at placere den på sofabordet foran mig. Men hastige skridt gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg fandt mine forældre siddende ved spisebordet.

”Ja?” spurgte jeg og lænede mig op ad væggen, mens jeg betragtede min mor, der så sigende på min far. I en let bevægelse satte jeg mit på stolen, der stod placeret ved borenden.

”Vi har talt om at du snart skal møde Brandon igen,” startede min far ud, hvilket fik mig til at sukke lidt. De havde i de sidste mange uger ikke talt om andet. Brandon, ham de af en eller anden grund syntes jeg skulle giftes med. Eller ikke kun det, de havde faktisk allerede bestemt det, og aftalt det hele med Brandons forældre.

Men den eneste grund til at jeg skulle giftes med ham, var at vi var Jehovas Vidner. Og da mine forældre er ret velhavende, og Brandons tydeligvis også er, så mente de at vi ville passe perfekt sammen. Ikke fordi jeg som sådan havde noget Brandon, han var vel fin nok, men langt fra min type.

Og egentlig havde jeg lyst til at bestemme selv. For meningen med ægteskab var vel i sidste ende, at man havde lyst til det. At man gjorde det i kærlighed?

Men mine forældre var meget overbeskyttende, og meget troende. Selvom de fleste Jehovaer selvfølgelig er det, så overdrev de virkelig ofte. Men det var svært nok for mig at have venner, fordi det slet ikke var anset for Jehovas Vidner at se andre, der ikke er Johovaer.

Derfor gik jeg heller ikke i skole. Vi havde penge nok i familien, til at jeg ikke behøvede en uddannelse, så efter folkeskolen havde jeg ikke studeret videre, men hjalp blot min mor herhjemme.

”Og derfor skal vi ud til dem i dag!” afsluttede min mor lettere begejstret. Jeg nøjedes bare med at smile og lænede mig lidt tilbage i stolen. Jeg følte mig slet ikke klar til ægteskab, jeg var kun 17 år og følte at det var alt for tidligt at indgå ægteskab.

”Vi ved godt det er underligt for dig, Unity, men-”

”Nej, det er fint! Jeg skal bare lige vænne mig til det,” mumlede jeg afvisende og rejste mig fra stolen. ”Jeg skal lige snakke med Jess,” sagde jeg før jeg forlod køkkenet og gik ind på mit værelse.

Jess var min bedsteveninde, og havde været det siden vi startede i skole. Men problemet var at hun ikke var Jehovas Vidne. Men fordi jeg var under 20, kunne jeg stadig se mine venner, selvom de havde anden tro end mig.

Jeg var ret taknemmelig for at mine forældre lod mig have venner. Altså lige indtil jeg så skulle giftes med Brandon, så måtte jeg give afkald på det hele - og det vidste Jess også. Hvilket også var en af grundende til at jeg ikke så særlig meget frem til at skulle giftes. Men sådan var livet jo nogle gange.

 Jeg smed mig på sengen og fandt min mobil frem. Jeg orkede ikke rigtig ringen til hende, så jeg besluttede bare at skrive en besked til hende, det kunne tit berolige mig, bare at skrive med hende - den pige var fantastisk.

Til: Jess.

Hej Jessy, hvad laver du?<3

Jeg gad ikke fylde mine problemer og aggressioner på hende, så jeg valgte at holde dem for mig selv. Ja, hun vidste godt at jeg skulle giftes med Brandon, men hun vidste ikke hvor dårligt jeg til tider havde det over det.

Men jeg ville heller ikke fortælle hende om det. Hun skulle ikke bekymre sig for mig, og vi skulle bare nyde den sidste tid vi havde sammen. Der var kun få måneder til de var færdige med at planlægge brylluppet, også selvom det ikke blev noget stort.

 Efter nogle minutters ventetid, uden noget svar fra Jess, besluttede jeg mig at skifte fra nattøj, til noget mere anstændigt. Mine forældre ville nok ikke synes om hvis jeg mødte op hos Brandons forældre i natshorts og en t-shirt jeg havde sovet i.

(Link i kommentaren, til tøjet)

 

 

”Glæder du dig ikke?” min mor vendte sig lidt om i sædet, for at se spændt på mig. Dog smilede jeg bare falskt til hende, selvom jeg indvendigt havde lyst til at råbe og skrige at jeg ikke var klar til nogen form for ægteskab. Men jeg var et anstændigt menneske, og jeg var vokset op med god opførsel, derfor gjorde jeg ikke sådan.

Faktisk glædede jeg mig ikke spor meget. Mr. og Mrs. Johnson var søde nok og gode venner af vores familie, men alligevel kunne jeg ikke se dem som min kommende svigerforældre. Og Brandon kunne jeg slet ikke se som min ægtemand, det virkede bare så forkert.

Jess havde ikke svaret mig, hvilket betød at hendes mobil enten var gået tør for strøm, eller også havde hun smidt den væk. Det var to typiske Jess-ting, som skete mindst én gang om ugen - ja tro mig, jeg havde tal på det.

”Så er vi her,” mumlede min far og parkede bilen foran det velkendte hus, som tilhørte familien Johnson. Jeg kiggede ud af vinduet og sank et klump. Det var tre uger siden jeg var her sidst, og det havde været ret akavet. Brandon havde tydeligvis intet i mod at vi skulle giftes og havde flirtet fra første minut.

Men jeg afviste ham ikke, af den ene grund, at jeg ikke ville skuffe mine forældre. De gjorde jo kun det her, fordi de ville mig det bedste. De vidste bare intet om hvad jeg mente om det hele, men det var vel også lige meget nu.

 Tøvende åbnede jeg døren og trådte langsomt ud, hvor den kolde vind med det samme mødte mit ansigt. Jeg skuttede mig lidt og slog armene om mig selv, da jeg faktisk kun havde en tynd vindjakke på.

”Kom skat,” sagde min mor ihærdigt og fulgte efter min far, der allerede var på vej op mod huset. Jeg tog en dyb indånding og fulgte efter dem op til hoveddøren. De var mindst lige så velhavende som os, så det var vel også en af fordelene mine forældre så i det.

Min far ringede på, og sendte både mig og min mor et smil, luge inden døren blev åbnet og Mrs. Johnsons velkendte skikkelse trådte frem bag døren. Hun smilede stort og åbnede døren helt for os.

”Vi har sådan glædet os til at se dig igen, Unity!” smilede hun og trak mig som den første ind til et kram. Jeg gengældte det hurtigt og gik videre ind, så mine forældre også kunne komme til.

Den velkendte duft fra deres hus, mødte mine næseborde, og fik mig til at føle mig en smule utryg. Det her sted mindede mig alt for meget om, hvad der faktisk skulle ske om ikke så lang tid.

”Unity!” Mr. Johnson kom ud af døren fra stuen og trak mig ind til et kort kram. Modvilligt gengældte jeg det og klistrede et falskt smil til mit ansigt. De skulle ikke fatte nogen som helst mistanke om hvorvidt jeg ville det her, for så ville de sikkert trække i land, og så endte jeg op med et par sure forældre.

”Du kan bare gå ind til Brandon, han er på sit værelse,” tilføjede han, før han vendte sig mod mine forældre for at hilse på dem. Med et lydløst suk fortsatte jeg ned af gangen mod Brandons værelse, hvor jeg havde været før.

Selvom jeg flere gange overvejede om jeg skulle vende om og løbe hele vejen hjem, så gjorde jeg det ikke. Jeg måtte opføre mig ordentligt og anstændigt, som mine forældre ville have mig til - også selvom vi kun boede et kvarter herfra, på gåben.

Kort bankede jeg på døren til Brandons værelse og fik et ’kom ind’ før jeg åbnede døren og forsigtigt trådte ind. Han sad i sengen, men sin mobil og så lidt overrasket op på mig. ”Unity, jeg havde helt glemt I kom,” mumlede han, men lagde straks mobilen fra sig. Hurtigt kom han på benene og trak mig ind til et kram.

Selvom jeg hjertens gerne ville kunne sige at jeg nød det på den rigtige måde, så kunne jeg altså ikke lyve. Brandon var okay, men han ville aldrig kunne blive andet end en ’ven’ eller hvad vi egentlig var lige nu.

”Hey Brandon,” sagde jeg bare og smilede svagt til ham. Han gjorde hurtigt tegn til at jeg kunne sætte mig på sengen, hvilket jeg også gjorde efterfølgende. Det føltes ret underligt, da han satte sig ved siden af mig, og tog min hånd. Vi var forlovede, så han kunne godt tillade sig at gøre det, men alligevel føltes det bare helt forkert.

”Hvordan går det så?” spurgte han interesseret og nussede min håndryg. Selvom jeg allermest havde lyst til at skubbe ham væk, undlod jeg igen at lytte til min underbevidsthed.

”Fint nok,” mumlede jeg til svar og smilede falskt til ham. Han nikkede, og fattede tydeligvis ingen mistanke, hvilket kun gjorde mig lettet. Hvis han først begyndte at opdage hvor meget i mod jeg var det her, så ville det jo ikke ende godt. ”Hvad med dig?” jeg prøvede at lyde interesseret og fangede hans brune øjne.

Han trak bare på skuldrene og smilede lidt. ”Tjoo, der sker ikke så meget lige for tiden,” svarede han, stadig med det samme smil. Og så døde den samtale ligesom, da jeg ikke rigtig havde mere og byde på.

Det her skulle nok blive en fed formiddag.

 

 

Da klokken nærmede sig de 15 begav jeg mig hjemad på gåben, da mine forældre havde besluttet at blive hos Mr. og Mrs. Johnson på grund af planlægning. Og Brandon havde en aftale med en af sine venner, så der var ingen mulighed for at jeg gad og høre på deres bryllupsplaner.

Jeg sørgede for at få trukket hætten over hovedet, så den iskolde vind ikke skulle køle mig helt af, før jeg overhovedet nåede hjem, da der jo var et kvarter hjem til vores hus.

Og da vi boede midt i London, plejede det altid at strømme med mennesker på gaden, med heldigvis var der ikke så mange i dag. Det var jeg glad for, så kunne jeg komme hurtigere hjem og slap for at mase mig igennem flere folkemængder.

 Pludselig vibrerede min mobil, hvilket selvfølgelig fik mig til at tage den op af lommen og se hvem der havde skrevet. Og fordi der ikke var mange mennesker gik jeg bare videre, med blikket rettet mod skærmen.

Det var en besked fra Jess - det var søreme også på tide, altså.

Fra: Jess.

Heey Uni! Undskyld, men jeg smed min mobil væk i går aftes, så jeg har ikke kunnet svare dig.. typisk mig, I know. Men skal du noget på fredag for resten?<3

Jeg smilede lidt over hendes emneskift og skulle til at lade mine fingre glide henover touch-skærmen, da jeg pludselig stødte ind i noget, som føltes ret meget som en anden person.

Og fordi jeg er klodset, så væltede jeg bagover og landede på fortovet. Jeg så hurtigt op og så en alt for bekendt person. Altså ikke fordi jeg kendte ham personligt, men alle ved seriøst hvem han er.

”Undskyld,” sagde han hurtigt og rakte sin hånd til mig, som jeg glædeligt tog i mod, og lod ham hjælpe mig op igen. ”Det gør ikke noget, det var vist lige så meget min egen skyld,” forsikrede jeg og smilede svagt til ham. Smilet blev hurtigt gengældt og dermed afslørede han sine smilehuller.

Jeg var lidt i chok og vidste ikke hvad jeg skulle sige.. for hvad siger man, når man møder Harry Styles på gaden? Og endda støder ind i ham! På mange måder kunne det godt virke pinligt, men sådan så han vist ikke på det.

Inden han gik videre tog han min hånd, og efterlod et stykke foldet, hvidt papir der. Jeg så forvirret tilbage mellem ham og papiret, da jeg faktisk ikke forstod nogen mening med det. Men han smilede bare sikkert og fortsatte så forbi mig.

Jeg så forvirret efter ham, da han vendte sig en enkelt gang. ”Ring til mig,” sagde han og pegede på papiret i min hånd, inden han forsvandt rundt om hjørnet.

Jeg rystede en enkelt gang på hovedet og åbnede det foldede papir. Der stod nogle tal, og det tog ikke lang tid at lægge to og to sammen. Havde han lige givet mig sit nummer?

Okay, han vidste så heller ikke at jeg var Jehovas Vidne, for hvis han havde vidst det, så havde han nok slet ikke overvejet det. Drenge havde altid været bange for at sige noget forkert til mig. Hvilket gjorde at jeg ikke særlig tit havde samtaler med drengene i skolen, fordi de var alt for kendte med reglerne for Jehovas Vidner.

 Jeg proppede det lille stykke papir godt ned i lommen og begav mig på det sidste stykke vej hjem. Nu var der heldigvis ikke så langt, og det gik hurtigt, eftersom mine tanker sværmede om Harry. Skulle jeg skrive til ham?

Altså, det var nok ikke alle piger han mødte på gaden, som han besluttede at give sit nummer til, så han ville nok et eller andet. Men så blev jeg vel nødt til at skrive til ham, han burde vel vide at jeg var Jehovas Vidne, før noget andet.

 Da jeg endelig nåede frem til vores hus, fik jeg hurtigt låst det op og trådte ind i den store gang. Jeg smed hurtigt mine røde vans i hjørnet og hang min jakke ordentligt på knagen, da min mor ikke var vild med at tøj blev smidt på gulvet.

Så fortsatte jeg ellers ind i stuen, hvor jeg satte mig i sofaen og tændte for tv’et. Jeg klikkede gennem alle kanalerne indtil jeg endelig fandt Friends. Mine forældre var ikke just vilde med at jeg så det, men de måtte også bære over med at jeg faktisk var teenager.

Jeg tog min mobil frem fra lommen, sammen med det lille stykke papir og besluttede at jeg nok heller måtte skrive et eller andet til Harry. Og jeg skulle også have svaret Jess, da jeg ikke nåede det nede i byen.

Til: Jess.

Det er så typisk dig, søde. Men nej, har ingen planer for fredag.<3

Da jeg havde sendt beskeden til Jess, gik jeg videre og oprettede en ny, kodede nummeret på sedlen ind, som sandsynligvis var Harrys. Medmindre han havde snydt mig, så blev det jo bare pinligt.

Til: Harry.

Hej.. øhm du sagde jeg skulle ringe, men det blev ligesom nemmere at skrive. - Pigen du mødte på gaden i dag. X

Jeg sendte den lidt underlige besked og lagde mobilen på sofabordet. Jeg ville gerne koncentrere mig om at se Friends, men jeg var ret sulten, så jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg hurtigt fandt skålen med frugter. Det grønneste æble, var det der så mest tiltalende ud, så det tog jeg i hånden og gik igen ind i stuen.

Jeg satte mig i sofaen og  tog min mobil fra sofabordet. Der var kommet to nye beskeder, så jeg tjekkede først den fra Jess.

Fra: Jess.

Godt, kan du så ikke komme over til mig? Jeg saaavner dig.<3

Jeg smilede lidt af hendes besked, da det faktisk var lidt tid siden vi havde set hinanden sidst. Mine forældre mente at jeg burde skære ned på vores tid sammen, da det jo alligevel snart var slut. Men jeg syntes bare at vi burde nyde vores sidste tid sammen.

Til: Jess.

Jo, jeg skal bare lige snakke med min mor om det, giver besked hurtigst muligt.<3

Da beskeden var sendt fortsatte jeg til den anden der var kommet, og jeg fandt hurtigt ud af, at Harry altså ikke havde snydt mig.

Fra: Harry.

Hej, for resten hvad hedder du, ellers bliver det akavet. Men skal du noget i morgen, vil gerne lære dig og kende. - Harry. X

Han havde nok lidt ret, med hensyn til mit navn. Han kendte det ikke, og så ville det nok blive underligt at skrive med en man ikke kender navnet på, eller noget.

Til: Harry.

Undskyld, mit navn er Unity. Og ja, det lyder fint, har du et sted vi kan mødes? X

Så måtte jeg jo bare fortælle ham det i morgen. Han skulle da ikke få falske forhåbninger, hos en som mig, der var Jehovas Vidne, og så oven i købet allerede var forlovet. Han skulle vide det.

 

 

Så fik I første kapitel! Håber selvfølgelig I er tilfredse med det, selvom jeg langt fra er, men sådan har jeg det tit med første kapitel.

Men hvad synes I? Tak fordi I allerede har sat på favoritten og liket, der varmer virkelig meget!

Og giv gerne et like, hvis du synes den er god, det vil betyde så meget.

Btw. Så har jeg intet i mod Jehovas Vidner overhovedet, da jeg selv går i klasse med to af dem. Just so you know. 

Stinne. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...