Claudette

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Igang
"Kære dagbog. Jeg sværger at jeg er ved at nå slutningen. Burde jeg skrive et testamente? Burde jeg skrive hvilken sang jeg vil have til min begravelse? Eller er det for skemalagt? Jeg ved det ikke, jeg ved intet. Jeg ved ikke om det bliver sidste gang jeg skriver i dag, jeg ved ikke om du bliver læst i af mine forældre, eller af lillebror. Jeg ved som sagt intet. Personligt tror jeg bare at det her er slutningen, det gør så ondt. Du har ingen anelse. Hvert ord er som en kniv i hjertet, hvert hånende smil er som barberbladet der kører over ens hud. Det man har mest lyst til er at skrige, at skrige så lungerne er tomme for luft, skrige så man er sikker på at alle har hørt det. Til gengæld hvis det her bliver mit sidste indlæg, ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til dig. Ja, jeg syntes at det her var en elendig idé i starten, men det viste sig at hjælpe. Men måske er jeg bare det slags menneske der ikke skal hjælpes? Jeg ved det ikke... Godnat dagbog, sov godt. Kærligst, Claudette"

4Likes
4Kommentarer
500Visninger
AA

2. 7. august 2011.

7. august 2011.

Kære dagbog.

Hvad er en dagbog egentlig til for? Er det til for at lukke alle følelserne ud af hovedet? Er det for at have den ene ven, du er sikker på ikke røber dine hemmeligheder. Men det gør du jo i sidste ende, ikke sandt? For hvis andre åbner dig, spytter du hemmelighederne ud som et vandfald.

Jeg regner med at du kræver en forklaring på hvorfor jeg skriver i dag, når det eneste jeg egentlig gør, er at nedgøre dig, og stille spørgsmål du alligevel ikke kan svare på. Jo, sagen er: vi er lige flyttet til en by, også kaldet Vejle. Jeg har ingen venner, jeg kender ingen, mine nærmeste venner er omkring en time fra mig, og den bedste er død.

Kan du følge mig, dagbog? Jeg føler mig ensom, og det er i sandhed også hvad jeg er. Det er hvad jeg tror der er meningen bag flytningen. Mine forældre påstår at det er for at prøve noget nyt, men hvorfor lige der? Der hvor tingene ser ud til at ramle fuldstændig sammen. Der hvor man har lyst til at rive hårene af hovedet, og blive helt rød i hovedet, og bare falde sammen.

Du forstår ikke, og det bebrejder jeg dig slet ikke for. Jeg ville blive snot forvirret hvis det var mig selv, der skulle læse det her uden at kende historien. Hvis jeg husker at skrive i dig så ofte som muligt, så tror jeg du lærer at forstå. Du ved, de tanker om hvad der skete der, kommer nærmest periodevis. I nogle uger kan det gå helt fint, også et eller andet småt får mig til at tænke tilbage på det, også har jeg brug for at komme ud med det.

Glem hvad jeg skrev om at du ikke kan holde på hemmeligheder. Du er jo også lille og skrøbelig, så jeg forstår du føler dig presset når folk bare smækker dine sider op for at læse om vedkommende, der har skrevet teksten i stedet for at spørge dem selv.

Jeg gætter på du vil vide hvem jeg er, har jeg ret? Selvfølgelig.. du kan ikke svare spørgsmål – eller svare generelt. Så, du må leve med min evige ulykkelige plapren.

Mit navn er Claudette Benedikte Albertsen, jeg er femten år gammel og kommer fra Assens. Der har jeg boet stortset alle mine femten liv, men nu bor jeg som sagt i Vejle. Jeg tror at resten af mig lærer du efterhånden lærer at kende mig hvis jeg bliver ved med at skrive i dig. Hvis jeg ikke gør, så betyder det at mine problemer er fixet, og derfor er du ikke til nogen hjælp længere.

Undskyld, det lød hårdt, det mente jeg ikke. Det jeg egentlig ville skrive var at i morgen skulle jeg begynde i skole, med folk der har kendt hinanden siden fødsel. Yay. Sandt at sige er der heller ikke sket noget som var nok til at rive hele min verden fra hinanden, men derimod har det været en hel normal søndag. Jeg har pakket mine ting til i morgen, også har jeg bare læst.

Min far kom sent hjem fra et møde på hans nye arbejde, så min mor blev så hysterisk. Personligt syntes jeg at det er latterligt at hun flipper sådan ud. Han kan ikke gøre for at han vil sørge for et godt indtryk, så hun får mad på bordet. Åh min gud, nu lyder jeg som min far, når han bliver sur på Logan over ’han er en utilfreds snotunge’, eller ’en møg forkælet mors dreng.’ Så ja, sådan har det været siden vi flyttede herud. Vejle er vist ikke byen for dem, de er alle sammen så venlige, undtagen mine tikkende bomber af forældre.

Jeg har et spørgsmål til dig dagbog, det poppede bare op i mit hoved. Hvordan føltes det at være en genstand? Du trækker ikke vejret, du bliver kastet med, folk er ligeglad med din mening, du er der bare når folk har brug for hjælp. Hvordan føltes det? Atter igen, ved jeg ikke hvorfor jeg spørger dig når jeg alligevel aldrig får et svar. Det kunne være rart – men hey. Ingen til at gøre grin af ens holdninger, ikke?

Jeg tror jeg stopper for i dag, jeg er også ret træt, så godnat dagbog.

Kærligst
Claudette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...