W.O.L.F

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 25 feb. 2013
  • Status: Igang
Lavender er en forældreløs pige der ikke er særlig populær blandt pigerne. En dag da hun er oppe i bjergene finder hun en mærkelig ulv og hun hører en stemme der taler til hende inde i hendes hoved. Hun føler en mærkelig trang til at opsøge ulven igen og hurtigt finder hun sig selv ind i et net af dårlige forbindelser.

4Likes
4Kommentarer
703Visninger
AA

6. Skole

 

Onsdag. Jeg elskede virkelig onsdage. For efter skole skulle jeg til musik og derefter drama og så er det godt at have noget at tage sig til. I dag ville jeg dog bare ud i skoven og hen til ulven, men det kunne jeg ikke. De fire første skoletimer gik hurtigt og trak sig ud i et langt slør af kedsomhed og ligegyldighed. Jeg tog noter, men vidste dårligt hvad det var der foregik. Til frokost kom jeg tidligt så jeg satte mig ved et tomt bord efter at have taget en vand, et æble og en portion salat. Ikke synderlig sulten. Jeg tyggede på salaten uden at smage den og drak en masse vand for at kunne synke salaten. Jeg lagde ikke mærke til at nogen satte sig overfor mig. Mine venner kom sikkert nu. Enten var det nogen fra basketball holdet. Det ville så betyde at cheerleaderne ikke var kommet og når de kom så skulle basketball holdet hen hos dem. Det var en regel.

”Hej,” sagde en stemme. Den virkede bekendt, tiltrækkende og venlig. Jeg så op og kiggede ind i et par blå øjne. Øjnene virkede intelligente og bekendte. Resten af person kunne jeg ikke genkende. Det var en fyr. Han var muskuløs uden at være overdrevet og hans hud var lettere brun hvilket er specielt da solen sjældent kommer frem her. Medmindre man tænker på de solsprøjtede cheerleadere. Hans hud sad stramt om ham som var der for meget inde i ham. Som var hans krop et hylster der var overfyldt og bare ventede på at sprænges. Musklerne sås tydeligt. Han havde en v-hals T-shirt på i mørkegrøn, et par slidte jeans og sorte Converse. Mine yndlingssko selvom de var upraktiske her tæt ved bjergene. Hans ansigt endnu mere specielt. Han havde høje kindben, en næsetip der stak lidt op, hvide lige tænder med skarpe hjørne tænder. De så gode og plejede ud. Perfekte til en tandpasta reklame. De virkede også lidt skarpe alle sammen. Hans hår var mørkt, kort og krøllet og faldt ned i hans øjne. Han pustede håret væk med et let smil. Hans duft og ånde ramte mig. Nåleskov var det første jeg tænkte. Det mindede mig om nåleskov og så en duft af pibe. Den der specielle sødlige krydrede duft der altid kom når min farfar havde røget på sin pibe. ”Hej,” sagde jeg og smilte. Følte mig lykkelig af en eller anden grund. ”William Oreal,” præsenterede han sig selv med et skævt smil. Alt ved ham virkede så bekendt og trygt. Jeg kom til at tænke på en ting. Med det samme, det første jeg kom til at tænke på var den ulv. Den duftede også friskt af nåleskov kunne jeg huske og der havde og været en sødere og lidt tungere luft. Nu kunne jeg godt se at det sagtens kunne have været duften af piberøg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Lavender Feather,” præsenterede jeg mig så og tog en slurk af min næsten tomme vandflaske. Det skulle lige skylles ned. ”Har vi mødt hinanden før?” spurgte jeg og kiggede på ham med øjnene knebet mistroisk sammen. Han kiggede på mig og rakte en hånd ud.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere da han tog en af mine hårtotter og puttede den om bag mit øre. Han lænede sig frem mod mig og uden at tænke over det lænede jeg med også frem mod ham så vores ansigter var tæt på hinandens. ”Jeg burde være mere forsigtig, men ja det har vi to gange før,” sagde han og kiggede nærmest undskyldende på mig. Hvorfor undskyldte han? Mød mig klokken 13.00 i musiklokalet lød en stemme i mit hoved. Den samme der lige havde talt til mig. Var jeg ved at blive skør? ”Okay,” svarede jeg ham nærmest åndeløs. Han nikkede og rejste sig. På vej ud vinkede han til mig og jeg følte mit indre blive varmt. Jeg tog en mundfuld salat og tyggede. Nu var der ikke mere salat og jeg lagde bakken på plads, dunken var tom og æblet tog jeg i hånden. Så gik jeg udenfor skolen for at trække lidt frisk luft og spiste langsomt mit æble.

Jeg så William stå sammen med nogle personer. Alle mandlige og de fleste ældre end ham. Kun få på alder med ham og endnu færre personer yngre end ham. De snakkede oprørt, men kunne ikke høre hvad de snakkede om. Opslugt kiggede jeg hen mod dem og spiste stille og roligt mit æble. Da det var færdigt spist gik jeg tættere på æblet skulle smides ud og skraldespanden var tæt på dem. ”Det er bare ikke…” begyndte en mand, men holdt inde da jeg kom hen og smed æblet ud. Uden flere ord spredtes gruppen og William stillede sig foran mig. ”Hvad laver du herude?” spurgte han nysgerrigt og kiggede på mig. Jeg trak på skuldrene. ”Trækker lidt frisk luft,” svarede jeg bare og kiggede nysgerrigt på ham. Jeg syntes bestemt jeg kunne høre et lavmælt ulvehyl fra skoven. I den retning flere af mændene var gået. ”Hvem er de?” spurgte jeg og kiggede på ham. Han rystede bare på hovedet. ”Nogle af mine venner,” var alt han sagde. Jeg forklarer mere klokken 13.00. Så var han på vej mod skolen igen lige inden klokken ringede. Da den gjorde det måtte jeg gå den anden vej da jeg skulle den modsatte vej af ham nemlig over til formning.

I formning skulle vi lave dyreskulpturer, men jeg var ikke helt med. Uden at opdage hvad jeg lavede formede jeg et dyr og da timen var færdig og vi skulle putte vores skulpturer i ovnen roste læren mig og forbløffet kiggede jeg på min skulptur. Det var en meget realistisk ulv med store øjne og pjusket pels. Dens tunge hang ud af dens gab i et ulvesmil. Jeg rystede bare på hovedet af mig selv og gav læren skulpturen. ”Jeg håber den ikke revner for så skal den udstilles!” udbrød læren hysterisk glad. Sådan er vores formning lærer Mrs. Jones tit. Jeg kiggede på uret og suste mod musiklokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...