W.O.L.F

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 25 feb. 2013
  • Status: Igang
Lavender er en forældreløs pige der ikke er særlig populær blandt pigerne. En dag da hun er oppe i bjergene finder hun en mærkelig ulv og hun hører en stemme der taler til hende inde i hendes hoved. Hun føler en mærkelig trang til at opsøge ulven igen og hurtigt finder hun sig selv ind i et net af dårlige forbindelser.

4Likes
4Kommentarer
724Visninger
AA

10. Livet er uretfærdigt

 

Endnu flere klynk og hyl. Jeg hørte snerren og gøen og det gjorde mig bange. Hvad skete der? William sank sammen og jeg vidste jeg skulle dø. Nu døde han og så var der kun mig tilbage. Jeg var for nysgerrig og åbnede øjnene. Alle ulvene lå døde og William lå på maven i menneskeform. Jeg vendte ham om og gispede. Han havde et stort åbent sår i maven. ”William!” gispede jeg. ”Distraher mig,” bedte han, hans stemme svag.  Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og stammede før jeg samlede tankerne om det. ”Jeg så hvad du havde ridset i træet, vores initialer,” sagde jeg og så ham smile svag. ”Jeg er bange for at det er vores sidste stund, når jeg dør bliver jeg til en ulv,” forklarede han. Hans stemme var stadig svag og utydelig. ”Men hvad så med de andre?” spurgte jeg forvirret. De var døde og de var ikke blevet til rigtige ulve. ”De døde hurtigt og med det samme. Jeg dør langsomt og pinefuldt. Det gør at jeg bliver til en ulv når jeg dør. Deres kroppe kunne ikke nå at reagerer da jeg bed deres luftrør over.” Han kiggede forsigtigt på mig. Han virkede som om han skulle passe på hvad han gjorde. ”Du må gå nu,” sagde han forsigtigt og strøg min kind. Jeg kiggede skrækslagen på ham. ”Og lade dig dø? Alene? Aldrig i livet!” sagde jeg og kiggede på ham. ”Jeg ville også gå i døden for dig hvis det var muligt, hvorfor kun dig? Hvorfor skal du forlade mig når jeg intet kan gøre?” Livet var uretfærdigt, gav mig alting og tog det fra mig igen. Jeg sukkede dybt og lagde mig ved siden af William i hans favn.

”Jeg bliver,” sagde jeg og kyssede ham dybt på læberne han prøvede at skubbe mig væk, men gav til sidst efter. Salte tårer blandede sig i vores kys. Verden stod stille og pludselig skød hår frem på hans krop. Jeg rullede væk fra ham og skreg da en grå ulv med dybe blå øjne stod foran mig og snerrede. Jeg rystede over hele kroppen og kiggede den dybt i øjnene. Hvis jeg skulle dø var det sidste jeg ville kigge på hans smukke dybe blå øjne. Ulven begyndte at klynke og løb så væk. Der havde været et glimt af genkendelse i dens blink. Jeg så efter den og vidste så af jeg skulle flygte inden den kom tilbage. Jeg rejste mig og løb det bedste jeg havde lært, nedad imod Springles. Tårer løb stadig ned af mine kinder, jeg hulkede og mine skuldre rystede. Verden faldt sammen for mig imens jeg fortsatte med at løbe. Vuggevisen han sang for mig gentog sig i mit hoved. Det hele var forkert, alt var forbi, verden var gået under og jeg levede stadig. Den eneste heldige overlever. Men var jeg så heldig igen? Vuggevisen fortsatte med ukendte ord:

 

Når alting forsvinder

Du er den eneste der vinder

Græder du med dit hjerte

Dybt i sorgens smerte

 

Alting er forbi

Hvorfor? Fordi

Jeg var din elskede

Vi knyttede et bånd så stærk som en kæde

 

Det virkede bekendt, som var sangen skrevet til os. Spåede om vores liv og om alt vi kom igennem og alt vi vidste. Det var måske bare mig der digtede videre i min underbevidsthed? Jeg vidste det ikke, men sangen var så stærk og den hjalp mig med at fortsætte. Nedad, videre og på vej mod Springles. Ville jeg kunne overleve uden ham der? Svaret er nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...