W.O.L.F

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 25 feb. 2013
  • Status: Igang
Lavender er en forældreløs pige der ikke er særlig populær blandt pigerne. En dag da hun er oppe i bjergene finder hun en mærkelig ulv og hun hører en stemme der taler til hende inde i hendes hoved. Hun føler en mærkelig trang til at opsøge ulven igen og hurtigt finder hun sig selv ind i et net af dårlige forbindelser.

4Likes
4Kommentarer
711Visninger
AA

7. Forelskelse

 

. Den var fem minutter over et. Jeg gik ind i det mørke musiklokale og følte mig slukøret. Jeg tændte lyset og kiggede mig omkring, ingen. Jeg sukkede og satte mig ved klaveret. Sørgmodigt spillede jeg et par toner som var starten på min vuggevise. Det var en lettere sørgelig sang og det trak altid i mig når jeg hørte den. En smuk musikalsk stemme faldt ind og sang de nøjagtige ord, men der hvor min mor plejede at stoppe sangen sang han videre:

 

Når du drømmer sødt

Fint i drømmelandet blødt

Vid da altid jeg vil passe

 På min egen lille basse.

 

Uden ord og uden tegn

Klatrer jeg over søvnens hegn

Ulven er din beskytter

Styrer uden om ondskabens skytter

 

Forvirret kiggede jeg op i et par blå øjne. William sad ved siden af mig på bænken med den ene arm omkring mig. ”Oh,” udbrød jeg forskrækket. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige men så lænede jeg mig op af William. ”Du kender min mors vuggevise?” spurgte jeg. Jeg kiggede op på ham og drejede hovedet så jeg kunne se hans ansigt. ”Det er min slags æreskodeks. Vi er en slags hemmelige beskyttere,” sagde han og kiggede sørgmodigt på mig. ”Ingen må vide om os, men da du ved det må du love at tie stille omkring det. De mænd jeg var sammen med var de andre i vores ’gruppe’. Jeg fortalte dem du havde set mig og de tog det ikke så godt som jeg regnede med. Du må meget undskylde.” Jeg kiggede helt paf på ham. ”Så det er dig der er ulven?” spurgte jeg forsigtigt. Nøj, hvor var jeg langsom! Da han nikkede, nikkede jeg også med, langsomt og tankefuldt. ”Okay og nu vil de have mig afskaffet?” gættede jeg langsomt. Jeg vidste ikke hvordan jeg kunne tage det så roligt, men når han var ved min side virkede alting okay. ”Tja…” han kiggede undskyldende på mig. Han virkede virkelig angrende. ”Det er okay,” sagde jeg hurtigt. ”Virkelig, du vidste det ikke, men jeg er bare lidt forvirret. Hvorfor siger du alt det til mig?” Jeg kunne se på ham at han var lidt genert. Han undgik mit blik og rykkede lidt rundt på sig. Sank et par gange og virkede også lidt anspændt. Han trak mig forsigtigt ind til sig så jeg sad i hans skød og trak mit ansigt op til sit, for at berolige mig. ”Det er fordi,” begyndte han og bed sig i læben. ”Jeg tror jeg elsker dig.” Han kiggede uroligt på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men glæden boblede i mig samtidig med jeg følte mig anderledes. Hvorfor skete det her?

Ikke fordi jeg ikke kunne lide ham, men det gik så hurtigt, det var lidt svært at følge med. Alligevel vidste jeg at hvis jeg måske ikke havde så lang tid tilbage at leve i var det om ikke at lade chancerne forbi passere. Derfor, med den tanke i hovedet lænede jeg mig tættere på ham og kyssede ham. Det var et bekræftende kys der afspejlede at jeg følte det samme for ham. Der var masser af følelser i det kys. Jeg var også bange og han virkede beroligende på mig og han fik det hele til at virke uvirkeligt. Det lod til han vidste at det var sådan det foregik så han skubbede mig lidt væk så jeg sad alene på bænken og han stod lidt væk fra mig. Nu følte jeg panikken brede sig i mig og jeg kiggede på ham. ”Hvorfor går du? Det må du ikke, jeg kan ikke,” begyndte jeg, men stoppede så og bed mig i læben. Jeg skulle forholde mig roligt og ikke gå i panik. Det gentog jeg flere gange inde i mit hoved til det virkede muligt. Han kiggede uroligt på mig. Ventede sikkert det værste at jeg ville sige at det var hans skyld og at jeg aldrig ville se ham igen. Men det var jo bare ikke sandt. Jeg ville have ham tæt på, han ville beskytte mig. Det var jeg sikker på. Det virkede dumt og naivt som noget en pige sagde om ham den slemme fyr der spillede sød og forstående.  Jeg kiggede på ham, han virkede bare slet ikke sådan. Det var dog også noget de altid sagde. ’Sådan er han ikke’. Jeg måtte holde op med at se sådan nogle film. De gjorde mig bare mistroisk.

William nærmede sig forsigtigt mig og kiggede på mig. ”Du må ikke være sur på mig,” bedte han forsigtigt. Jeg synes det var et dumt ønske. Hvordan kunne jeg være sur på ham? Jeg kunne da umuligt være sur på ham når han var så dejlig. ”Jeg… jeg ved godt det var dumt af mig at fortælle det,” sagde han og kiggede på mig. Hans øjne var håbefulde Jeg rejste mig op og gik hen til ham og slyngede armene omkring ham. Jeg pressede mit ansigt ned i hans bryst og kunne høre hans rolige hjerterytme. Det beroligede mig utroligt meget. Selvfølgelig ville jeg ikke forlade ham. ”Jeg er ikke sur,” mumlede jeg ind i hans trøje og tørrede mine våde øjne. Nej jeg var ikke sur, jeg var rædselsslagen. Nu forstod jeg hvad folk mente med ’It´s not brave to fear nothing, but to fear everything and pretend it doesn´t matter, that´s brave’. Jeg vidste ikke hvad der skete, men pludselig ringede klokken og jeg stod og krammede ingenting. Folk strømmede ind i musiklokalet. Skolen var slut og nu begyndte alle mine fritidsinteresser. Det var forfærdeligt hvordan det plejede at være godt, nu var hver en tone hans smil og hver en linje i stykkets hans tanker. Jeg kunne ikke klare det længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...