W.O.L.F

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 25 feb. 2013
  • Status: Igang
Lavender er en forældreløs pige der ikke er særlig populær blandt pigerne. En dag da hun er oppe i bjergene finder hun en mærkelig ulv og hun hører en stemme der taler til hende inde i hendes hoved. Hun føler en mærkelig trang til at opsøge ulven igen og hurtigt finder hun sig selv ind i et net af dårlige forbindelser.

4Likes
4Kommentarer
709Visninger
AA

8. Flugt

 

Jeg nærmede mig udgangen i dramalokalet. Det her stykke ’Romeo & Julie’ var bare det værste! Det fik mig til at frygte det værste selvom jeg plejede at elske romancen i det. Hvordan de døde for hinanden og så videre. Jeg åbnede forsigtigt døren og listede mig ud. Så snart jeg var ude på skolens gange kunne jeg tænke klart. Jeg var dødsens! Jeg havde ikke lang tid at leve i, jeg måtte væk fra alle. Hvis bare ulvene ikke vidste hvor jeg boede så dem jeg boede hos overlevede. Jeg sukkede dybt og begyndte at løbe. Jeg havde en følelse af at der var nogen der fulgte efter mig da jeg gik ud af skolen. Jeg turde ikke løbe hjem, så jeg løb hen imod kirken. Jeg mærkede tårer glide ned af mine kinder. Sammen med William virkede det okay. Det at jeg måske skulle dø, nu var det bare uhyggeligt. Jeg bed mig i læben og mærkede hvor utrolig meget jeg frøs. Min jakke var åben, jeg havde glemt at lukke. Jeg var dog næsten henne ved kirken så hvorfor ulejlige sig? Lige så snart jeg nåede ind på kirkens grund virkede jeg beskyttet. Jeg sukkede dybt og gik med faste sikre skridt ind i kirken. Der var ikke så mange mennesker igen, men jeg vidste hvor jeg skulle hen.

Jeg nærmede mig skriftestolen. Jeg var normalt ikke troende. Familien Smith gik i kirke om søndagen og så måtte jeg jo også i kirke, men det her var nyt for mig. Jeg satte mig ind i skriftestolen og kunne høre præstens åndedræt. ”Præst jeg er bange,” begyndte jeg. Jeg pakkede det ikke ind. ”Jeg er fristet og jeg bliver forfulgt grundet omstændigheder jeg ikke er herre over. Jeg er bange for at jeg måske skal dø. Derfor ville jeg undskylde herren for alt det onde jeg har gjort.” Jeg kunne høre præsten snøfte fornærmet. ”I kommer altid krybende når I har brug for det. Gud er ikke en nødhjælpspakke. Kirken er ikke det rette sted at gemme sig for sine problemer. De finder jer altid.” Jeg kunne høre et lavmælt støn der gled over i snerren. Jeg kunne høre kløer skrabe mod vores skillevæg og der hvor der var små huller i metal så vi kunne snakke til hinanden så jeg skarpe tænder. Et skrig kom på vej op af min hals men blev stoppet af klumpen i min hals. Jeg åbnede døren til skriftestolen og løb ud. Jeg kunne stadig høre kløerne rive i træet. Alle dem i kirken kiggede på mig, men jeg havde ikke tid til det lige nu. Endnu et støn og præsten dukkede frem. ”Stands!” råbte han. Jeg så hans ansigt, det var arret og jeg havde set ham blandt klyngen af mænd der havde været formskiftere. Det var vel det han var?

Jeg løb ud af kirkens dør. Jakken lukkede jeg og så begyndte jeg at løbe. Det her var simpelthen bare for urealistisk. Det gav ikke mening og burde ikke ske her. I lille ubetydelige Springles! Jeg vidste ikke hvor jeg skulle løbe hen så jeg løb mod bjerget. Det bjerg der var dækket af hårdføre træer og små krat. Det bjerg vi havde mødtes for første gang. Jeg mærkede noget strømme ned af mine kinder. Det regnede ikke så det måtte være mine tårer. De smagte salt i min mund. Jeg følte mig helt tom indeni. Frygten var væk og jeg kunne ikke føle noget. Kun tomhed og længsel efter William. Mit syn blev sløret af tårerne og jeg tørrede mine øjne. Jeg stod midt i nåleskoven og kiggede mig omkring. Et enligt slankt træ stod tæt ved mig. Jeg lænede mig op af det og lod min vejrtrækning blive normalt. Træet havde mørkegrønne blade. Dets bark var helt glat og fint. Det var hvidt og lyste op i den mørke skov. Månelys ramte det. Hvor længe havde jeg været væk? Jeg så på træet og gispede. Ridset ind i barken var et hjerte og inde i hjertet var fire bogstaver ridset ind i. ’WOLF’. Jeg kiggede på hjertet og kneb øjnene sammen. Det var mine initialer! LF! Og WO det var jo Williams initialer! Han hed jo William Oreal! Jeg sukkede dybt og længselsfuldt. Han havde ridset det i træet. Det var noget af det mest romantiske i mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...