W.O.L.F

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 25 feb. 2013
  • Status: Igang
Lavender er en forældreløs pige der ikke er særlig populær blandt pigerne. En dag da hun er oppe i bjergene finder hun en mærkelig ulv og hun hører en stemme der taler til hende inde i hendes hoved. Hun føler en mærkelig trang til at opsøge ulven igen og hurtigt finder hun sig selv ind i et net af dårlige forbindelser.

4Likes
4Kommentarer
710Visninger
AA

2. Den lille gåtur

 

Jeg var lige kommet hjem fra skole og min hvide skoletaske der er overmalet med tusch af mine få venner - deres autografer og små søde ord fra dem – og lidt af mig selv. Jeg havde brug for at komme ud af min venindes hus. Begge mine forældre døde i et biluheld da jeg var 9 år og siden havde jeg boet i min venindes hus – indtil for ganske nyligt. Jeg tog mine støvler på. De var en slags vandrestøvler og de var vigtige for at komme udenfor her i Springles. Springles er en lille amerikansk by i staten Montana. Den er stort set ukendt. Det er en bjergby med dejlig frisk luft og med sne på. Der er nogle få skibaner som man kan kører ned ad men der er ikke lifter derop så det er ikke noget at prale af.

Jeg tog min jakke på den var varm og grå og blød. Jeg tog også mine læderhandsker på og en hue. Så var det bare at stavre ud af døren, min veninde havde ikke fri og hendes forældre var på arbejde så jeg låste døren. Efterlod ikke engang en besked. Jeg gik med raske skridt over mod bjerget tættest på. Faktisk var Springles i en lav dal imellem to bjerge. Det bjerg jeg gik imod var det mest barske og derfor et godt sted at være alene og tænke. Der var nåleskov oppe på bjerget når bare man var kommet lidt op. Sne lå fint nærmest spraymalet på toppen af træerne. Jeg kom hurtigt derhen og gik i skovbunden hvor nålene der var drysset ned og blevet brune dæmpede lydene af mine skridt. Jeg gik langsomt opad ikke med stor fart. Jeg kom langsomt mod en stor lysning der var flad og ikke skrånede synligt. Det kunne være at en kugle ville trille nedad hvis man satte den i lysningen, men ikke med stor fart. Jeg satte mig inde i midten på en stub efter at have fejet den lette sne af. Der var krat overalt så snart nåleskoven begyndte, den sti jeg brugte var nedtrampet.

Jeg var tit heroppe siden mine forældre døde. Mit åndehul. Jeg hørte noget knase bag mig og kunne høre nogle lavmælte thump fra noget der landede i sneen. Jeg vendte mig om og gispede. En grå ulv var kommet springende og nu standsede den foran mig og vejrede med næseborene. Dens øjne var blå og kiggede direkte på mig med på en anderledes måde… intelligent. Det fik et kuldegys til at starte fra imellem skulderbladene og ned gennem rygraden og sluttede hvor rygraden stoppede. Det var ikke ubehageligt, men nyt, uudforsket, spændende og det kriblede også i maven. Ulven gjorde ingenting den kiggede bare på mig og gik så et forsigtigt skridt nærmere. Den virkede ikke som en den eller det, men mere som en hun eller han.

En tanke skød igennem mit hoved, virkede fremmed, stemmen var ikke min men en tiltrækkende dyb stemme. Ulven er farlig. Som en advarsel og ejeren af stemmen forventede vist at jeg løb væk, men det gjorde jeg ikke. Hvis jeg havde gjort det ville jeg bare ikke have oplevet al det dejlige jeg oplevede senere hen, men den smerte jeg føler nu ville heller ikke være der. Sikket et dilemma. Jeg stod altså der foran ulven og en stemme bad mig flygte, men jeg kunne ikke. Jeg valgte i stedet at rejse mig og gå et skridt mod ulven. Den virkede overrasket.

Jeg satte mig på hug og rakte langsomt hånden frem. Hvorfor jeg gjorde det ved jeg ikke. Det var som om det var det eneste rigtige at gøre. Først snerrede den og snappede, men jeg kunne ligesom mærke og se at den ikke gik direkte efter mig. Det var mere tilfældigt rundt om min hånd som for at skræmme mig. Da det ikke virkede luntede den tættere på og slikkede min hånd. Endnu tættere på kom den og forsigtigt sænkede den snuden og stak den ind under min arm og fulgte selv med så den var imellem min udstrakte arm og min krop.

Som jeg sad der og omfavnede ulven hamrede mit hjerte af sted. Ikke af frygt, men af noget andet. Jeg lagde hovedet mod toppen af dens hoved uden at vide hvorfor og mærkede en dejlig ro brede sig. Det her er en dårlig idé, du burde flygte. Stemmen blev ved, dog ikke længere med så stor overbevisning.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og lige pludselig føltes det kejtet. Jeg lod armen om ulven falde ned og med et sus der fik mit hår til at feje forsvandt ulven. Jeg rynkede panden og lidt skuffet rejste jeg mig. Sne begyndte at falde imens jeg ledte efter ulven, jeg ænsede det ikke før jeg var gennemblødt inden under jakken af smeltet sne. Jeg vidste at jeg nu måtte hjem, men den ulv.

Jeg måtte finde den. Den var noget særligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...