Two Lives Two Worlds {1D} *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Angelina Golden lever drømme livet på overfladen, men i virkeligheden er det hårde skole timer, og endnu flere timers træning. Presset bliver større og større, jo ældre hun bliver, og til tider er hun ved at bukke under.
Angelina er sytten år, og har en drøm. En helt anden, end den hendes forældre tvinger hende til at have. Hun vil gerne være sanger, men har ingen tid til at øve længere. En dag, hvor hun endelig kan snyde sig til få minutters spillen klaver, står et vindue åben imens. En speciel person hører hende, og dette ene tilfælde, bliver til mange flere. Vil Angelina få sin drøm opfyldt? Vil hun bukke under for presset? Og hvad sker der, når de forbudte følelser opstår? Dette er historien om to personer, med vidt forskellige liv, der forelsker sig i hinanden.

51Likes
53Kommentarer
3002Visninger
AA

8. “Jeg har både en god og en dårlig nyhed til dig.”


Jeg havde stadig ikke helt forstået det, der var sket i morges. Det føltes bare så uvirkeligt, at møde ham igen. Havde det ikke bare været ubetydelig snak, vi havde haft den aften? Eller ønskede jeg ligefrem selv, at der skulle lægges mere i det?

Da jeg endelig kom hjem, havde Vera straks set, at der var sket noget. Det var ikke så svært at se, for jeg var ligbleg i ansigtet, af forundring og forvirring.

“Er du okay?” spurgte hun forsigtigt, da jeg satte mig ned på den nærmeste stol. “Hvad er der sket?”

“Du ved, til den der fest, ikke?” begyndte jeg, og så hende i øjnene. Hun nikkede. “Jeg faldt i snak med en...” Jeg stoppede midt i sætningen, og måtte lige tænke mig om et kort sekund. “Jeg mødte ham igen her i dag.”

“Aha,” sagde hun eftertænksomt, med et lille drillende smil om læberne. “Og hvem er denne fyr?”

“Han hedder...” Jeg bed mig i læben. “Hans navn er Harry Styles.” Hun spærrede øjnene op i et splitsekund.

“Hvad skete der, da I mødtes i dag?” Hendes interesserede øjne, fortalte mig, at jeg nok hellere måtte komme med mange detaljer, selvom det nok ikke helt var det, jeg gjorde.

“Han sagde, at han gerne ville mødes med mig.” Vera smilede over hele hovedet, og klappede nærmest i hænderne af begejstring.

“Ih, hvor spændende!” hvinede hun, og havde julelys i øjnene. “Hvad svarede du så?”

“Jeg gik.” Lysene i hendes øjne slukkede lige så hurtigt, som de var kommet. Hun åbnede munden, men lukkede den igen. Så begyndte hun endelig at tale.

“Gik du? Bare sådan uden videre?” Hun så måbende på mig. “Hvorfor?”

“Jeg gik i panik, okay?!” Jeg så ned på mine hænder. “Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare.”

“Du skulle da svare ja!” Mine øjne kiggede på hendes smilende ansigt.

“Vera, det ved du jo godt, at jeg ikke kunne.” Jeg sukkede. “Jeg har jo alligevel ikke tid. Hvad med min mor? Og George?”

“Det kan da være ligemeget med dem!”

“Nej, Vera. Jeg tror ikke helt, du forstår. Min mor vil gerne have, at jeg er sammen med George, ikke nogen andre.” Mine øjne flakkede, inden de så ned på mine hænder. Jeg gav mig til at studere mine perfekt lakerede negle, men så mærkede jeg, hvordan min hals snørede sig sammen. Jeg græd ikke, men det var tæt på.

“Hør, søde. Jeg synes, at hvis du får chancen for at mødes med ham igen, skal du sige ja.” Hun tog min hånd, og lod sin tommelfinger stryge hen over min håndryg. Jeg sank klumpen i min hals og nikkede.

“Så er det bare, om jeg nogensinde får den mulighed.” Mine øjne mødte hendes. “Hvad skal jeg gøre, hvis det sker? Jeg vil ikke have, min mor finder ud af det,” hviskede jeg nervøst.

Hun tænkte sig om, og lod en lille latter komme frem. “Du kan jo altid klæde dig ud ligesom Hannah Montana gør, ikke?” Jeg trak på smilebåndet.

“Jo, det kan jeg vel.”

“Smut nu op og lav lektier, okay? Du skal til ballet om en halv time.” Jeg nikkede stille, og gik et stykke op ad trappen.

“Vera?”

“Ja?” Hendes brune øjne så på mig.

“Tak.”

***

Jeg gik og tænkte over, hvad der egentlig var sket her i morges. Træningen var slut, og jeg var egentlig på vej hjem, men besluttede mig for, at gå en mindre omvej, så jeg kunne tænke tingene en ekstra gang igennem.

Mine tænder tog blidt fat i min underlæbe, da jeg gik der på hovedgaden, mens mine nøddebrune øjne kiggede ud over mængden af mennesker, der myldrede frem og tilbage, stressede, forvirrede og trætte. Selv var jeg en af de mennesker, selvom jeg dog gik nogenlunde roligt, hvis man så bort fra, at jeg blev skubbet.

Jeg tog mig selv i at smile over hans grønne øjne, da jeg tænkte på ham. Hans søde, skæve smil med smilehullerne, og hans charmerende udstråling. Dog skubbede jeg det hurtigt fra mig. Jeg kunne ikke bare gå og tænke sådan om én, jeg ikke kendte. Det var forkert, meget endda. Selvom jeg prøvede, kom han ikke ud af mine tanker. Jeg havde prøvet at tænke på andre ting, men intet virkede. Det var som om, at han hele tiden viste sig for mit indre blik, og ikke havde i sinde at forsvinde.

“Gik det godt til træning?” spurgte Vera, da jeg trådte ind ad døren, med et smil om læberne. Jeg grinede lidt, fordi hun troede det var derfor jeg smilede.

“Hvad tror du selv?” Hendes næsten sorte øjne så på mig, og grinede. Hun begyndte at dække bordet, og jeg hjalp hende en smule.

“Jeg har både en god og en dårlig nyhed til dig,” brød hun stilheden, hvorefter hun stillede roastbeefen på bordet. Jeg kiggede på hende med et løftet øjenbryn.

“Og hvad er så det?” spurgte jeg hende, og satte mig sulten ned. Jeg lod min tunge slikke mine læber, da jeg kunne dufte det lækre kød. Hun himlede lidt med øjnene, og lagde et stykke kød over på min tallerken.

“Det får du ikke af vide endnu. Jeg tror, jeg vil vente lidt, så jeg kan pine dig,” grinede hun, inden hun tog en bid af maden.

“Årh, kom nu. Hvor slemt er det?” tiggede jeg hende med hundeøjne. Hun bed sig eftertænksomt i læben og smilede bagefter. Yes, tænkte jeg. Så ville hun måske sige det.

“Jeg siger ingenting.” Jeg udstødte et tilfreds grynt, og kom mere mad ind i min mund.  

------------------------------------

Hvad tror I, det er for en nyhed Vera vil fortælle?

Der er ikke sket meget i dette kapitel, men jeg kan sige så meget, at det vil der i de næste!

Er så glad fordi I læser med - tak! I er fantastiske.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...