Two Lives Two Worlds {1D} *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Angelina Golden lever drømme livet på overfladen, men i virkeligheden er det hårde skole timer, og endnu flere timers træning. Presset bliver større og større, jo ældre hun bliver, og til tider er hun ved at bukke under.
Angelina er sytten år, og har en drøm. En helt anden, end den hendes forældre tvinger hende til at have. Hun vil gerne være sanger, men har ingen tid til at øve længere. En dag, hvor hun endelig kan snyde sig til få minutters spillen klaver, står et vindue åben imens. En speciel person hører hende, og dette ene tilfælde, bliver til mange flere. Vil Angelina få sin drøm opfyldt? Vil hun bukke under for presset? Og hvad sker der, når de forbudte følelser opstår? Dette er historien om to personer, med vidt forskellige liv, der forelsker sig i hinanden.

51Likes
53Kommentarer
3002Visninger
AA

7. “Harry... Hvad laver du her?”

Selvom det endelig var blevet weekend, kunne jeg ikke slappe af, eller sove længe. Gæt hvad jeg skulle? Træning, træning, træning...

Min mor var selvfølgelig blevet informeret om, at jeg var fuldkommen håbløs, pænt sagt. Derfor ville hun sætte mig til og træne endnu mere. Det vil sige, at jeg nu også skulle have morgentræning hver dag.

Jeg spiste ikke, jeg drak ikke. I hvert fald ikke meget. Det havde jeg ikke tid eller kræfter til. Men Vera prøvede og prøvede, og det endte da med, at jeg fik en smule mad ned.

Det var tidligt om morgenen, og Vera satte mig af det sted, hvor jeg skulle træne. Selvom den var omkring halv seks, så Vera lige så frisk ud, som hun altid havde gjort. Jeg sendte hende et skævt smil, inden hun kørte bort.

Jeg kastede et søvnigt blik på den store, flotte bygning jeg om lidt skulle ind i. Med lette, små skridt begyndte jeg og gå hen imod bygningen. Nervøsiteten ramte mig. Hvad hvis jeg faldt igen? Så vidt jeg vidste, skulle jeg have morgentræning med nogle andre piger. Ville de grine af mig, som de andre gjorde? Mine tanker blev ved og ved, indtil det gik op for mig, at jeg var indenfor.

Mine øjne flakkede, mens jeg søgte efter et sted og klæde om. Egentlig havde jeg været her før, men trætheden gjorde, at det tog en del længere tid, end det plejede. Jeg stod udenfor døren ind til omklædningsrummet. Jeg kunne høre en svag latter.

Den klump jeg havde i halsen, sank jeg og trykkede så håndtaget ned. Jeg blev mødt af et par piger, der stod klynget sammen i et hjørne, mens de grinede af noget. En af dem så op og ned ad mig, men vendte blikket hurtigt, da jeg åbenbart ikke var interessant nok. De andre så også på mig, nogle kom endda med et lille fnys, som de troede jeg ikke kunne høre.

Derefter lod de som om, at jeg var usynlig. At jeg ikke eksisterede. Men de kunne alligevel godt grine, når jeg lavede en fejl - og dem var der mange af. Denne gang faldt jeg dog ikke, men det var ikke mindre hårdt af den grund.

Vi var endelig færdige, og jeg skyndte mig bare ud. Jeg kastede ikke engang et blik på de andre piger, før jeg var ude af døren. Vera ventede ude på parkeringspladsen, spurgte hvordan det gik. Hvad jeg svarede? Det gjorde jeg ikke, mumlede bare utydeligt.

Trætheden havde lagt sig om mig, som et tæppe. Jeg gned søvnigt øjnene, da vi var gået indenfor. “Gå du bare op og læg dig,” sagde Vera. “Jeg laver mad imens.”

Jeg brokkede mig ikke, men gjorde i stedet hvad hun sagde. Med lette skridt gik jeg op ad trappen, men da jeg nåede toppen så jeg noget. Døren til øvelokalet stod på vidt gab - som om det bare ventede på mig. Jeg bed mig i læben, skulle jeg gå der ind? Længslen var stor, og jeg havde virkelig lyst. Efter mange overvejelser, gik jeg derind. Jeg behøvede jo ikke at spille.

Helt automatisk gik jeg hen til et stort vindue, og så ud. Jeg så nogle piger, de gik og snakkede, smilede og grinede.

Misundelsen stod op i mig, da jeg indså, at jeg aldrig ville gøre sådan, som de to veninder dernede. Grine, shoppe, snakke og være sammen hele tiden. Sådan en veninde ville jeg aldrig få, og det pinte mig. Jeg fulgte dem med mit blik, og så underligt på dem, da de begyndte at se på hinanden med åben mund. De hviskede helt hysterisk, og havde hånden oppe for munden bagefter. Den ene begyndte og gå, mine øjne fulgte hende. Hun gik hen til en fyr, spurgte ham sandsynligvis om noget. De snakkede i noget tid, inden den anden pige sluttede sig til dem. Han gav dem et kram.

Efter at have set på dem i noget tid, gned jeg mig i øjnene. Øjeblikket efter fangede jeg hans blik. Jeg gispede, alt stod stille. Det virkede som flere minutter, at vi så på hinanden, men det var i virkeligheden kun få sølle sekunder. I ren panik skyndte jeg mig væk fra vinduet, og gemte mig bagved en væg. Hvad var det, jeg lige havde set? Det kunne vel umuligt være ham? Jeg kiggede igen. Han var væk - det var pigerne også. Jeg rystede på hovedet af mig selv. Det var nok noget, jeg havde bildt mig ind, på grund af min manglende søvn... Ikke?

Træt smed jeg mig på min seng, inde på mit værelse, og prøvede at lade være med, og tænke på hvad jeg havde set. Det passede jo ikke, sagde jeg til mig selv. Hvad var chancen for, at han ville komme slentrende her ved vores kvarter? Ikke særlig stor. Efter lidt tid kom Vera og hentede mig, fordi vi skulle spise. Mine forældre spiste ude igen.

***

Det lange bad efter morgentimerne havde gjort mig en smule friskere, og jeg så lysere på det hele.

Vera havde rådet mig til, at spise noget mere, end det jeg gjorde, men jeg smilede bare til hende og sagde, jeg ikke var sulten. “Jeg går nu,” sagde jeg.

“Vil du ikke køres?” spurgte hun lidt overrasket, mens hun tømte opvaskemaskinen.

“Ikke i dag,” begyndte jeg, og snuppede et æble fra skålen på bordet, hvorefter jeg lagde det ned i min taske. “Det er alligevel så godt vejr i dag.” Jeg krammede hende farvel, og gik ud ad døren. Som jeg sagde, stod solen højt på den skyfri himmel, og varmede. Man kunne ikke lade være med og trække på smilebåndet, når det var så godt vejr.

Vinden blæste let med varm vind, og det var skønt at føle imod mit ansigt. Hvor jeg dog havde savnet det gode vejr. Mit humør blev en smule bedre, end hvad det ellers havde været. Jeg nåede ikke særlig langt hen ad fortovet, før der skete noget underligt.

Jeg kastede et blik over på den anden side af vejen, og gispede. Mine øjne mødte hans, og vi holdt øjenkontakten. Vi holdt den så længe, at jeg kom til at gå ind i den nærmeste lygtepæl. Det smertede i min pande, og gav et højt støn fra mig. Tårerne kom dog ikke denne gang. Uden jeg havde lagt mærke til det, lå jeg på jorden, med hånden på panden og et forpint ansigtsudtryk i ansigtet.

Der var en der tog min frie hånd, men jeg nænnede ikke at se op, før jeg hørte hans dybe, hæse stemme. “Er du okay?” spurgte han. Jeg bed mig i læben, rejste mig op. Mine øjne mødte hans.

“Harry... Hvad laver du her?” Min stemme dirrede let. Hvorfor var jeg så nervøs? Det kunne jeg spørge mig selv om. Det gjorde jeg bestemt også, for jeg havde ingen grund til det. Hans hånd lå stadig let i min, og mine øjne var stadig limet til hans.

“Jeg skal bare... besøge en ven.” Jeg svarede ikke. Det var alt for surrealistisk. “Jeg tænkte på... Vil du ikke mødes en dag?”

Pludselig vågnede jeg af min trance, og trak min hånd til mig, mens jeg så væk. “Jeg... Jeg skal videre,” stammede jeg, og jeg gik hastigt bort.

“Angelina?” spurgte han svagt. Jeg kunne ikke sige noget, så jeg gik bare hurtigere.

-------------------------------

Hvad mener I om, at hun bare... gik? Man får helt ondt af Harry. 

Hvad synes I om kapitlet? Det må I gerne skrive i kommentaren!

Tak for alle favoritlisterne, likes mm. 

KH

 Christina M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...