Two Lives Two Worlds {1D} *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Angelina Golden lever drømme livet på overfladen, men i virkeligheden er det hårde skole timer, og endnu flere timers træning. Presset bliver større og større, jo ældre hun bliver, og til tider er hun ved at bukke under.
Angelina er sytten år, og har en drøm. En helt anden, end den hendes forældre tvinger hende til at have. Hun vil gerne være sanger, men har ingen tid til at øve længere. En dag, hvor hun endelig kan snyde sig til få minutters spillen klaver, står et vindue åben imens. En speciel person hører hende, og dette ene tilfælde, bliver til mange flere. Vil Angelina få sin drøm opfyldt? Vil hun bukke under for presset? Og hvad sker der, når de forbudte følelser opstår? Dette er historien om to personer, med vidt forskellige liv, der forelsker sig i hinanden.

51Likes
53Kommentarer
2999Visninger
AA

5. "Har vi ikke set hinanden før?"


Jeg var havnet et sted, hvor alt var godt. Jeg kunne gøre hvad jeg havde lyst til, uden nogen havde noget imod det. Mine fødder var helet fra de mange års ballet, og så nu små og fine ud. Pludselig opdagede jeg et stort, hvidt klaver der var det smukkeste jeg længe havde set. En fyr med brune krøller stod lænet op ad det, og smilede sødt til mig. Han gik hen imod mig, for at tage min hånd, og førte mig hen til klaveret…

”Angelina, du skal op nu.” Veras stemme brød lige igennem drømmen, sammen med hendes lette rusken. Lettere søvndrukkent fik jeg sat mig op, hvorefter jeg gned mig i øjnene.

”Okay,” sagde jeg træt. Jeg fulgte Vera med mit blik, lige indtil hun lukkede døren til mit værelse. Da hun endelig var væk, lagde jeg mig ned igen. Den drøm… Hvad lavede ham fyren der? Hvorfor var han pludselig dukket op i min drøm, når jeg ikke engang kendte hans navn? Spørgsmålene blev ved med at køre rundt, indtil jeg opdagede, at klokken var ved at være mange. Hurtigt begyndte jeg at gøre mig klar.

Da jeg endelig var blevet færdig med morgenrutinen, gik jeg nedenunder. Der stod Vera med sit enorme smil, og havde netop dækket bord.

”Din mor bad mig om at give dig en besked.” Jeg rykkede stolen ud, for at sætte mig ned, mens jeg nikkede.

”Okay. Hvad er den besked så?” spurgte jeg en smule ligeglad, imens jeg tyggede på et stykke bacon.

”Du skal have fri før tid i dag.” Pludselig blev jeg langt mere interesseret.

”Øh, hvorfor?” Jeg hævede mit ene øjenbryn i ren overraskelse.

”Du skal gøres klar til premieren i aften, har du glemt det?” Hun grinede sukkersødt, mens hun skovlede flere æg ned på min tallerken.

”Er det virkelig i aften?” sagde jeg med pinefuldt udtryk. Jeg hadede når jeg skulle til sådan noget. ”Hvornår skal jeg så gå?”

”Klokken tolv. Jeg kommer og henter dig.”

”Nå, så hun lejede ikke en limousine denne gang?” spurgte jeg sarkastisk. Vera grinede højlydt, hvorefter hun begyndte at skynde på mig, så jeg ikke kom for sent.

Dagen gik enormt langsomt, selvom jeg egentlig bare ville have den overstået. Jeg kiggede endnu engang på det langsomt tikkende ur. Det sneglede sig henimodd tolv, og da det ringede, gik jeg. Jeg havde selvfølgelig vist en seddel til min lærer.

Jeg ventede på Vera, der trillede ind på parkeringspladsen for at hente mig. ”Hey, smukke! Hop ind!” sagde hun ud gennem vinduet.

”Hej, Vera.” Jeg grinede lidt, og satte mig ind. Et smil var pludselig over mine læber, fordi Vera var her. Hun fik mig altid i godt humør.

”Hvor starter vi? Chanel?” spurgte jeg.

”Din mor venter i hvert fald der.” Jeg sukkede højlydt, og mit smil falmede langsomt.

”Kommer hun også?” spurgte jeg nu med gnaven mine.

”Ja, det gør hun da. Hvem skulle ellers vælge dit tøj? Dig selv måske?” grinede hun kært, og holdt over for rødt. Jeg gav et irriteret støn fra mig, hvorefter jeg kiggede ud ad vinduet.

Man begyndte at kunne se butikken i det fjerne. Den butik jeg nu kendte så godt. Hvis jeg kendte min mor ret, ville hun enten få noget specialdesignet til mig, selv gøre det eller i hvert fald være med til det. Det gjorde hun altid. Der var ikke ét stykke tøj, hun ikke kunne kende, da hun selv havde valgt hver eneste, og sat sit eget præg på det.

Vera holdt døren for mig, som en tjener, og fulgte mig så ind til designeren. ”Angelina, Angelina, du ser pragtfuld ud!” kvidrede designeren, da han så mig. Hankind kyssede mig, og jeg gjorde det samme ved ham. Han smilede et stort smil, hvorefter han gjorde tegn til, at jeg skulle følge med. ”Din mor er lige herinde. Vi glæder os til at vise dig hvilket lækkert design, vi har lavet til dig.” Jeg begyndte at få en smule kvalme. Min mors værker var altid så overdrevet. Det var altid så prinsesse agtigt.

”Hej, skat!” sang min mor. Hun smilede et stort kendis smil til mig. Jeg fremtvang selv et smil, men det var falsk. ”Nu skal du se, hvad vi har til dig.” Hun gik hen til en mannequindukke, der var dækket af et hvidt stykke stof. Allerede nu kunne jeg se, at der var lyserød indblandet. Var der nogen der havde et brækspand?

Hun hev stoffet af, og jeg måbede. Den var stropløs, overdelen var dækket af små rim sten. Skørtet bestod af et utal af flæser og blonder. Det værste var, at den var fuldkommen lyserød. Jeg stod længe og spekulerede på, hvordan jeg dog skulle finde en undskyldning, så jeg ikke skulle have den på.

”Prøv den på!” brød hun ind. Jeg sank en klump, men nikkede langsomt. Så måtte jeg vel gøre det…


 

Da jeg endelig kom ud ad Helvede, og satte mig ind i bilen, var jeg ligbleg. ”Nå, hvordan gik det?” spurgte Vera med et stort smil. Hun smilede altid.

”Det var forfærdeligt,” skingrede jeg. ”Den er overhovedet ikke mig, Vera. Hvordan skal jeg kunne overleve den premiere i det kluns? Det er umuligt at bevæge sig i.”

”Årh, så slemt kan det umuligt være,” sagde hun med godt humør.

”Tal for dig selv. Det er ikke dig der skal gå i guld stiletter, der er så stramme at dine fødder falder af!”

***

Resten af dagen gik så langsomt, at jeg nærmest kunne dø. Jeg lignede ganske enkelt en forvokset udgave af en barbie dukke. Mit hår var højt, og som prikken over i’et havde jeg en tiara på. Jeg vendte mig flere gange foran spejlet, og fik mere og mere kvalme for hver gang. Jeg ville bare have dette mareridt overstået.

Jeg satte mig forsigtigt ind i limousinen, der stod foran vores hus. Vi begyndte og køre. Da vi snart var ved at være fremme, besluttede jeg mig for, at sætte et stort smil på. Chaufføren åbnede døren for mig, jeg steg ud, og kunne mærke strømmen af blitzlys ramme min nethinde. Der gik lidt tid for mig kunne se, men smilede så stort til kameraet, og håbede bare det så troværdigt ud.

Jeg var nødt til, at lægge al min koncentration på hvordan jeg gik, da jeg ikke måtte falde. Min mor ville slå mig ihjel. Det store falske smil på mine læber blev større, da fotograferne ville tage billeder af mig. Jeg poserede smukt og fint foran kameraet, og kunne mærke folk blikke hvile på mig. Det gjorde mig lidt utilpas.

Aftenen skred frem i sneglefart, og jeg blev mere og mere træt. Mine fødder var ved at tage livet af mig, og gjorde ikke det store for de vabler jeg havde. Alle der havde været med til premieren, skulle nu hen til en fest, der fandt sted lidt herfra.

På grund af trafikken, kom jeg først meget sent. Det var jeg taknemmelig for.

Jeg trådte ind i lokalet, og kunne høre folks glade stemmer og grin. Jeg fattede ikke hvordan de kunne holde det ud. En tjener kom over til mig, og tilbød mig noget vin. Jeg tog høfligt glasset, og stod lidt for mig selv, for at nippe til det. Det var surt. Jeg ville helst ikke være fuld.

Mit blik strøg gennem rummet, da nogle øjne fangede mig. Han havde netop fanget mit blik, og holdt det i noget tid. I ren panik så jeg væk. Sådan noget var jeg slet ikke vant til.

Efter nogen tid, besluttede jeg mig for, at gå lidt væk fra festen, og ud på toilettet. Jeg kunne ikke klare at se alle more sig, mens jeg kedede mig til døde. Mine fødder gjorde nu så ondt, at jeg næsten ikke kunne gå.

”De her sko dræber mine fødder,” mumlede jeg, og haltede lidt frem ad, uden at se op. Så dum jeg var, ramlede jeg lige ind i en person, og tabte min stillet. Et gisp forlod mine læber. ”Det må du undskylde,” sagde jeg. ”Det var ikke min mening.”

Han grinede sødt, og samlede stiletten op. ”Jeg tror, at jeg overlever.” Jeg trak på smilebåndet. Jeg så langsomt op, og nogle grønne øjne kom mig i møde. De virkede bekendt.

”Har vi ikke set hinanden før?” fløj det ud ad min mund. Jeg holdt en hånd op foran. Han slog en lille latter op.

”Det... er vel en mulighed,” svarede han og grinede sødt. Jeg haltede lidt igen, med små støn.Tårerne pressede sig på. ”Skal jeg hjælpe dig?” spurgte han. Jeg bed mig i underlæben, for ikke at græde.

Jeg nikkede.

Jeg gik støttende op ad ham, indtil vi nåede forhallen, hvor der var nogle stole. Han hjalp mig derover. ”Tak for hjælpen,” peb jeg. ”De sko slår mine fødder ihjel.” Han satte sig i stolen ved siden af.

”Jeg hedder for resten Harry Styles.” Han rakte en hånd frem imod mig. Jeg tog den. Hans hånd var dejlig varm.

”Hyggeligt at møde dig, Harry. Mit navn er Angelina Golden.” Han tog langsomt sin hånd til sig, sendte mig et skævt smil. Smilet varmede mig inden i, ligesom hans øjne.

Vi snakkede om alt mellem himmel og jord, selvom vi knap kendte hinanden. Tiden fløj pludselig afsted. Den tid, der ellers havde drillet mig hele dagen. En time blev til to, og to blev til tre. Det var snart på tide til at komme hjem. Min mobil ringede, midt i vores samtale om festen.

”Undskyld,” sagde jeg, og lod en tot hår glide om bag øret. Humpende gik jeg væk fra ham, og hen til et hjørne. ”Det er Angelina.”

”Hej, Angel.” Veras glade stemme kunne høres i røret. ”Jeg står udenfor nu. Så kan jeg redde dig fra den syge fest,” grinede hun. Jeg smilede.

”Den var ikke så slem, som jeg regnede med.” Jeg skævede til Harry, og så derefter ned på min ene hånd.

”Se hvad jeg sagde,” mumlede hun. ”Kommer du ud?”

”Mh-hm.” Jeg sukkede. ”Jeg kommer nu. Farvel.” Jeg vendte mig imod Harry. ”Jeg bliver nødt til at gå nu,” sukkede jeg. Han sendte mig et lidt trist blik, men nikkede forstående.

”Okay. Skal jeg følge dig ud?”

”Ja tak.” Endnu engang støttede jeg mig op ad hans muskuløse overarm, og holdt stiletterne dinglende fra min frie hånd.  

”Nå…” mumlede han. ”Farvel.” Han sendte mig et smil.

”Farvel,” hviskede jeg, og gengældte en sidste gang smilet, for derefter at forsvinde ud i mørket.

 

-----------------------------------------------------

Hej alle sammen, så skete det! De mødtes!

Jeg synes egentlig selv, at kapitlet kunne have været bedre, men den idé jeg havde om det før, var bare forsvundet da jeg endelig skulle til at skrive det. Jeg havde ellers glædet mig! Men ellers er jeg godt tilfreds ;)

Hvad synes I om det? Hvad tror I der vil ske?

Håber I kunne lide det, og vil smide et like. 

Knus Christina.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...