Two Lives Two Worlds {1D} *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Angelina Golden lever drømme livet på overfladen, men i virkeligheden er det hårde skole timer, og endnu flere timers træning. Presset bliver større og større, jo ældre hun bliver, og til tider er hun ved at bukke under.
Angelina er sytten år, og har en drøm. En helt anden, end den hendes forældre tvinger hende til at have. Hun vil gerne være sanger, men har ingen tid til at øve længere. En dag, hvor hun endelig kan snyde sig til få minutters spillen klaver, står et vindue åben imens. En speciel person hører hende, og dette ene tilfælde, bliver til mange flere. Vil Angelina få sin drøm opfyldt? Vil hun bukke under for presset? Og hvad sker der, når de forbudte følelser opstår? Dette er historien om to personer, med vidt forskellige liv, der forelsker sig i hinanden.

51Likes
53Kommentarer
3000Visninger
AA

6. "Du kunne bare ikke lade være, vel?"

 

De efterfølgende dage, havde mit smil været som limet på. Ikke bare et falsk smil, men et fuldkommen ægte et. På det tidspunkt, havde jeg ikke vidst hvad det smil havde været begyndelsen på.

Drømmende blikke, og ukontrollerede smil. Jeg var ramt. Det havde jeg nok været, for første jeg gang jeg havde mødt hans blik. Der vidste jeg det bare ikke. 

***

Min lykke holdt ikke ret længe. Det sørgede min mor hurtigt for. Hun pressede mig hårdere end nogensinde før, og mit humør faldt til grunde lige så hurtigt, som det var røget op. 

Det endte med, at jeg sad på mit værelse og græd, på grund af smerten. Tårerne ville ikke stoppe, de blev bare ved med at løbe. Det irriterede mig grænseløst, at de ikke ville holde op. Jeg ville ikke virke svag - det nægtede jeg. Jeg måtte bide smerten i mig, det var den eneste måde, jeg kunne fortsætte på. 

Efterhånden var musikken og Veras evige smil, det eneste der holdt mig oppe. Hun forsikrede mig hver dag om, at det hele nok skulle blive bedre. Jeg tvivlede. 

“Jeg kan ikke,” sagde jeg grædefærdigt, da min balletlærer for tiende gang bad mig om, at lave nogle bestemte trin. Tårerne var ved og presse sig på. 

“Jo du kan.” Mine hænder rystede let, da jeg førte dem op i en bestemt stilling. Jeg bed mig i læben, og lukkede øjne, for så virkede det som om, at det gjorde mindre ondt. Det endte med, at jeg gjorde det, men da jeg kom ud i omklædningsrummet, kunne jeg bare ikke holde det inde. Jeg hulkede, græd ustandseligt. Det var ikke kun smerten der gjorde ondt, men tanken om, at dette skulle jeg gøre hver dag, var ulidelig. Jeg havde svært ved og tage mig sammen til at tage hjem, men det ville jeg, inden det blev alt for mørkt. 

Det blæste let udenfor, og luften var kølig. Heldigvis, boede jeg ikke særlig langt væk, fra der jeg trænede, så det tog mig ikke særlig lang tid, og komme hjem.

Jeg låste mig ind, og kunne høre et svagt ‘hej’, inde fra stuen. Jeg listede derud, og så Vera rydde lidt op. “Hvor er mor og far?” spurgte jeg, og lagde armene over kors.

“De arbejder sent.” Jeg sukkede, og sank ned i den nærmeste sofa.

“Godt,” var mit eneste svar. Jeg tog mig til hovedet, med et lidt forpint udtryk.

“Hård dag, hva’?” Hun satte sig ved siden af mig, og lagde en arm om min skulder. “Det skal nok gå, søde.” Jeg rystede på hovedet, og mærkede at tårerne ville ud. 

“Nej, det går ikke.” Det jeg sagde, blev kun til en svag hvislen, der næsten ikke kunne høres. En lille tåre var ved og snige sig ud af min øjenkrog, men jeg tørrede den væk. “Jeg tror ikke, jeg kan klare det.” Vera så på mig med dyb alvor i blikket.

“Jo du kan.”

“Nej, det kan jeg ikke. Vera, du ved ikke hvor hårdt det er. At skulle holde en facade oppe hele tiden, og at man næsten aldrig kan smide den. Det er der næsten ingen der forstår,” sagde jeg stille, mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Hun pressede mig ind til sig, mens jeg græd min stille gråd. Sådan blev det ved i lang tid, inden jeg besluttede mig for, at gå ovenpå og sove. Men det kunne jeg ikke. 

Jeg fik næsten ikke sovet den nat, selvom jeg prøvede. Mine tanker, tårer og smerte holdt mig vågen, og det var ikke til og holde ud. Jeg havde hovedpine, og det føltes som om, en eller anden havde slået mig med en stegepande.
Vera bankede let på min dør, og spurgte om hun måtte komme ind. Et svagt ‘ja,’ kom fra mig. Hun kom ind med morgenmad på en bakke, og satte den på min seng, hvorefter hun gjorde det samme. 

“Din mor og far er taget på arbejde,” mumlede hun, og nussede mine fødder. Mit blege ansigt lyste op i et sløvt smil. “Du ser træt og bleg ud, søde. Hvor meget har du sovet? Er du okay?” Jeg grinede lidt.

“Ikke særlig meget. Men jeg er vist okay...” Jeg glippede søvnigt med øjnene, og gabte.
“Mon ikke du så skulle sove lidt?” Et smil formerede sig i det ellers alvorlige blik, hun sendte mig.
“Kan jeg ikke få lov til og blive lidt længere oppe?” tiggede jeg, selvom klokken kun var otte om morgenen. 

“Nix. Du skal til ballet klokken ti, så jeg vækker dig om én time. Se nu og få sovet lidt, ikke?” Med munden fuld af frugt salat nikkede jeg, og så på hende, indtil hun gik. Trinene kunne høres, da hun gik ned. Først ville jeg prøve og sove, men lige meget hvor træt jeg var, faldt jeg ikke i søvn. 
Kun ti minutter efter, listede jeg ud ad min seng, mens min hvide natkjole strøg om mig. Jeg åbnede forsigtigt døren, og lukkede den. 

Der gik ikke lang tid før, at jeg var inde i øvelokalet, og beundrede det smukke hvide klaver. En næsten ustoppelig trang ramte mig, og jeg fik lyst til og lade mine fingre løbe over tangenterne. Jeg bed mig i læben. Jeg kunne jo ikke spille, uden Vera ville opdage det. Det kriblede nærmest i mine fingre, og til sidst kunne jeg ikke modstå det.

Jeg satte mig ned, med det første rigtige smil i noget tid, og spillede et par enkelte toner. Tonerne blev flere og flere, og inden jeg så mig om, spillede jeg en hel sang. Jeg nynnede vist også en smule.

Det gav et sæt i mig, da jeg kunne høre Veras stemme ovre fra døren. Hun stod lænet op ad dørkarmen og smilede skævt. “Du kunne bare ikke lade være, vel?” Hun grinede. “Smut nu ind og sov.”

“Det kan jeg ikke,” mumlede jeg, selvom mine øjne sagde noget andet. Hun så længe på mig.
“Så gå ind og læg dig alligevel. Du skal slappe af, så du ikke falder om til træning.” Hun gik, og lod mig stå tilbage på det kølige gulv. Jeg sukkede højt. 

Efter nøje overvejelser, besluttede jeg mig for, at gå der ind. Det endte faktisk med, at jeg faldt nogenlunde i søvn, inden Vera vækkede mig igen. 

Jeg fik et bad og tøj på, hvorefter vi kørte afsted til træning. Jeg var træt - virkelig træt. Vera måtte nærmest trække mig ud ad bilen, fordi jeg ikke ville derind, men hun viste ingen nåde. Jeg skulle derind.

Min krop rystede, det var skræmmende. Balletkjolen sad stramt på min tynde krop. Flere gange fik jeg blanke øjne. 

Pirouetten jeg skulle lave var svær, og jeg blev svimmel. Alt så sløret og forkert ud, så jeg blev forvirret. De trin de tvang mig til og lave, lavede jeg forkert. Til sidst kunne jeg ikke stå oprejst længere; jeg faldt. Gang på gang lå jeg på gulvet, mens min balletlærer tvang mig op på benene igen, da det skulle være perfekt. De fnisende pigers stemmer rungede i mine øre, samt min lærers råbende stemme. 

Jeg følte mig skuffet, jeg skammede mig over mig selv. Jeg burde have lært de trin nu - ja, for længst. Skulle jeg forestille et forbillede for så mange andre balletdansere, hvis jeg ikke engang kunne de mest simple trin? Hvad ville min mor ikke sige? Hun havde kæmpet så hårdt for at få mig her til - og jeg svigtede hende bare. Hvad var jeg for et menneske?

------------------------

Hvad mener I om, at Angelina har sådan en lav selvtillid?

Og at hun lige har afsløret, hvorfor hun går til ballet?

Hvad synes I om kapitlet?

PS: TAK FOR FAVORITLISTER OG LIKES! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...