Giftet bort {2} ~ Revenge

Efter det store slag mod Ren og hans dæmoner har stilheden og freden lagt sig over Raza og Kawa.
De er nu draget ud for at finde Lorenzo og Jiro.
Men freden varer ikke længe...

36Likes
82Kommentarer
3106Visninger
AA

18. Rens (& Razas) synsvinkel - For godt eller dårligt til at være sandt

Solen skar mig i øjnene da jeg vågnede og jeg stønnede irriteret.
"TRÆK DOG GARDINERNE FOR!" Råbte jeg irriteret ud i luften i håb om at en tjener hørte mig. Ikke en tjener men Kawa svarede.
"Undskyld Ren" Sagde hun stille og skyldfølelse gik igennem mig. Hey vent? Jeg følte da aldrig skyldfølelse!
Jeg åbnede øjnene og satte mig op i sengen. Kawa var igang med at trække dem for igen.

"Bare lad det være, jeg står alligevel op nu" Sagde jeg og kiggede på Kawa der kiggede på mig. "Kom her" Sagde jeg og fiskede min hånd ned i lommen.
Hun kom langsomt og betænksomt hen til mig. Jeg rakte hende stenen og hun tog i mod den, lukkede øjnene et kort øjeblik og kiggede endnu engang på mig.
Hun sluttede sig til mig.. Det gjorde hun! Vi skulle nok få ram på Raza og Len nu! Og jeg skulle herske landet snart, jeg var tronarving og kronet.
Jeg vendte mit blik mod mine hænder igen og rejste mig så op.

"Jeg skal være konge.. Du vil få din belønning til den tid Kawa, alt du har gjort mod mig har jeg tilgivet" Sagde jeg og vendte mig om for at gå mod døren.
"Hvis du kan spise noget så kom med"
Hun fulgte stille efter mig ned af trapperne og ind i spisestuen hvor morgenmaden som den skulle og ligesom den altid gjorde stod klar.
Jeg rykkede stolen ud for Kawa og et forundret og splittet blik gik mig i møde fra hendes side af.

"Ja jeg kan også være mandig" Sagde jeg irriteret og hun kiggede ned.
"Jaja" Mumlede hun og jeg gik over til min egen stol og satte mig.
"Ja... man kan godt tage lidt fejl af mig når man ikke kender mig, faktisk er der slet ikke nogle der kender mig. Mine vagter foragter og hader mig fordi jeg henretter dem, det lærte jeg af min far. Han slog mig" Min stemme var hård og kold som den skulle og jeg kiggede ikke på Kawa men jeg mærkede hendes blik på mig.
Ja dette havde jeg vundet og jeg mærkede glæden skylde igennem mig. Jeg kunne lige forestille mig hvordan Raza havde det - forfærdeligt.. Hendes veninde og den hun stærkt stolede på havde sluttet sig til mig, det var alligevel lidt for godt til at være sandt... Men sandt, ja det var det..

Razas Synsvinkel:

Min hånd lå trygt i Lorenzos og alt syntes at falde på plads da en følelse af sorg igen gik igennem mig. Kawa.. Minderne gik igennem mit hoved, lige fra første gang vi mødtes til dengang vi sejrede over Ren og hans soldater. Og der gik det op for mig at jeg elskede hende, jeg elskede hende som en ven, en søster og begge dele.
Dybt i mit hjerte elskede jeg hende og jeg vidste at jeg aldrig ville kunne kæmpe i mod hende. Aldrig. Men jeg måtte dræbe Ren og det skulle være uden at såre Kawa det mindste. Men kunne det være rigtigt? At hun havde sluttet sig til ham? Jeg huskede hendes had til ham, den måde hun inderligt brændte for at tilindegøre ham. Havde han forhekset hende?
Spørgsmålene drev rundt i mit hoved til jeg blev svimmel. Vi vandrede tilbage og så Len og Jiro stå helt stille og kigge på os. Begge deres blikke søgte vores hænder og jeg løsnede hurtigt min hånd og kiggede flovt ned i jorden efter den scene de havde været ude for.
Jiro kiggede bekymret fra mig til Lorenzo, men rystede på hovedet og lagde det tilsyneladende tilside. Jeg blev ved med at tænke på om Kawa mon var blevet forhekset af Ren og søgte hurtigt på hjælp fra mine elskede, kære venner.

"Athena?, Bedste?, Maren?" Kaldte jeg og jeg mærkede deres tilstedeværelse.
"Min kære ven, vi ved ikke hvad der skete med Kawa, det ved vi ikke" Det var Bedstes stemme, hun lød ligeså forvirret og trist over det med Kawa som jeg følte mig men hun smilede også over det med Lorenzo.
"Raza!" Det var Athena der glad vrinskede på mig og jeg smilede stort.
"Athena!" Smilede jeg og hendes glædes vrinsk lød gennem min øregang.
"Ved du hvad Raza? Jeg har savnet vores jorde ture rigtigt, rigtigt meget men her kan man også jorde og jeg forestiller mig bare at du sidder på min ryg"

"Jeg savner dem også Athena men bare det at hører din vrinsken er fint for mig og vide at du er her."

"Raaaaza!" Kaldte Len og jeg vågnede op fra mine tanker og dialog med Bedste og Athena.

Jeg kiggede flovt på ham og da mine øjne mødte hans så jeg den samme sorg præge hans øjne som havde præget mine.
"Hvordan kan det egentlig være at i to altid dukker op samtidigt?" spurtge jeg Jiro og Lorenzo, sidste gang de havde dukket op og betalt for den frugtkurv vi havde købt, var de også dukket op sammen. 
"Kan du huske sidste gang vi mødtes?" spurgte Jiro og jeg nikkede "vi snakkede lidt sammen, da i af mærkelige grunde pludselig var stukket af, og nu er vi venner" fortsatte Lorenzo.
Jeg nikkede smilende. 

"Hvor er Kawa egentlig henne?" Spurgte Jiro forvirret og Lorenzo kiggede ligeså forvirret på os som han.
"Hos Ren"
"Hvad? Hvorfor redder vi hende så ikke"
"I teorien valgte hun det selv, men det kan da ikke være sandt kan det?" Hviskede jeg og kiggede på dem alle.
Len stod med et blik der var langt væk i tanker og de andre to stod chokerede og så på mig.
"Nej det kan det ikke.." Hviskede Jiro og rystede igen og igen på hovedet. Han havde ret. Det kunne bare ikke være sandt...

 

 

_____

 


HH Daxi ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...