Giftet bort {2} ~ Revenge

Efter det store slag mod Ren og hans dæmoner har stilheden og freden lagt sig over Raza og Kawa.
De er nu draget ud for at finde Lorenzo og Jiro.
Men freden varer ikke længe...

36Likes
82Kommentarer
3123Visninger
AA

2. Razas synvinkel - Min ægte søster

Jeg sad alene på værelset. Len havde stillet mad til mig på bordet. Vi var på et motel, her lugtede af øl og mug og der lød larm fra fulde mennesker. Jeg brød mig kort sagt ikke om det. 
Jeg kiggede for fjerde gang ned på maden der stod foran mig og tog skeen fra suppeskålen op og sluprede et par mundfulde, den var brænd varm og smagte af ingen ting. Det bankede på og jeg kiggede stille op da døren åbnede. 

Det var Kawa. Hun kiggede fra mig til min mad. 

"Har du ikke spist din mad endnu?" Hun lød ikke sur bare undrende. 
Jeg rystede blot på hovedet og hun gik videre. 
"Når men altså vi skal snart videre." Sagde hun og lige da hun havde sagt det kom Len til syne i døren.
"Jeg har meldt os ud. Få spist din mad, så tager vi videre." Sagde han og jeg nikkede. 
Jeg var ikke særlig sulten så jeg skubbede bare maden fra mig og rejste mig op. 
"Jeg er færdig. Lad os komme afsted" Sagde jeg og smilede et let og varmt smil til dem begge, hvorefter jeg gik over til min kuffert og proppede den rød, lilla kjole ned og tog den violette på som Len havde købt til mig.

Jeg tog også de forbandede højhælede sko på som åbenbart var en lov for ikke at skille sig ud i byen her. Nemlig min hjemby.
Mig og Kawa søgte efter de to mænd Lorenzo og Jiro. Len hjalp os rundt og sørgede for tøj og et sted at sove. Hvis han ikke havde været der ville vi ikke have noget. Vi havde jo ingen penge, intet hjem og vores forældre troede at vi enten var døde eller var ved at dø ude i skoven. 
Jeg kunne ikke lade være med et smile lidt over mine dystre tanker og rystede så på hovedet hvorefter jeg kiggede på Kawa som smilede til mig. Jeg gengældte hurtigt smilet og gik hen til hende med min kuffert på slæb og stak min arm ind i hendes.

Hun smilede stort og jeg grinede lidt før vi gik efter Len ud mod gaden. Det vrimlede med folk udenfor. Regnen dryppede og det blæste sagte i træerne. Jeg var taknemlig for de strømpebukser og jakke jeg havde på. Igen havde Len sørget for det. Len.. Hvorfor hjalp han os overhovedet? 
Vi havde senere fundet ud af hvorfor der havde raset torden over Ren og hans dæmoner og soldater. Det var Lens kraft. Han var altså 100% til at stole på. Det fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen da jeg tænkte på Ren også selvom jeg gang på gang sagde til mig selv at han var død, borte, i helvede, kunne ikke gøre os noget. Det mærkedes bare ikke sådan, det føltes som om han stadig var derude et sted, men det var bare mig der bildte mig noget ind. 
Maren og de andre ånder havde ikke sagt et ord ligesiden slaget og jeg var lidt urolig for dem. 
 

Vi gik i noget tid og det var først da Kawa ruskede i mig at jeg vågnede op fra mine tanker og blinkede et par gange før jeg kiggede rundt. Vi sad i en hestevogn, på vej igennem byen. Mit blik søgte som en ravn rundt på gaden. En kutteklædt mand fangede mit blik. 
Det løb mig koldt ned af ryggen da jeg så ham men jeg rystede på hovedet af mig selv. Jeg kendte ham jo ikke engang. Han havde trukket en stor hætte over hovedet  og en sort kappe dækkede hele hans krop. 

Efter Ren var borte kunne han jo ikke være konge og hans fætter var nu blevet kronprins. Han var ingen idiot. En smule men ikke meget og jeg vidste at han ingen farer udgjorde mod befolkningen. Han ville nok højest lave en ny regel og ellers bare nyde livet. 
Ikke at jeg kendte ham men vi havde spioneret ham, for at sikre os at han var okay og Len havde sagt at han var harmløs.
Jeg kiggede på Kawa der kiggede ud den anden vej. Hendes blik skimtede alle folkene men ingen fandt i hendes interesse og snart fandt hendes blik mit og hun smilede forsigtigt. Jeg smilede hurtigt tilbage og var bare glad for at Kawa stod ved min side gennem alt og jeg stod ved hendes side, hun var min bedste veninde, som en søster.

Len sad og halv sov op af det rug ryglæn i hestevognen. Han måtte være meget træt. Jeg skulle huske at takke ham. Alt det han havde gjort for os. Hvad han ikke havde gjort. 
Hestevognen stoppede og nogle flere steg ind og satte sig på den tomme bænk på den modsatte side af os. Jeg kiggede ikke op. Der var helt stille. Pludselig lød babygråd og en trøstende hvisken efterfulgte. Jeg kiggede op og spærrede øjnene op da jeg så personen. Hun syntes så bekendt hende kvinden der sad der med en lille baby i sine arme. Jeg kiggede hende ind i øjnene og et sæt gik igennem mig.

Det var min søster.. Reika. 

Jeg spærrede øjnene op da jeg så at hun kiggede op på mig. Hendes blik var først venligt men så udviklede det sig til genkendelse og så kiggede hun med store øjne på mig. 
"Raza! Er det dig?!" Hendes stemme var kun en hvisken og nogle få tårer trillede ned af hendes kinder. 
Jeg svarede ikke i et stykke tid men rømmede mig så "Reika." Min stemme var skrøbelig og hæs og det fik mig til at rømme mig endnu mere. 

Kawa kiggede nu med store, spørgende øjne på mig men jeg ignorerede hende og stirrede blot på babyen i Reikas arme. 
"Hv-hvad.. laver du her?" Spurgte jeg. Og det fik hende til at smile "Jeg stak af." Smilede hun og jeg spærrede øjnene endnu mere op "Raza... Jeg er lykkelig nu. Jeg tog penge og tøj med. Han slog både mig og Asia" Sagde hun alvorligt og jeg kiggede mut på hende. Asia måtte være den lille. 

"Men..." Var det eneste der røg ud af min mund før hun afbrød. "Intet men. Jeg er fri nu. Tak Raza." Hun smilede stort til mig og tårene trillede nu både ned af hendes kinder og mine. 
"Jeg er så frygtelig ked af det" Hviskede hun og jeg slog det væk med en håndbevægelse. 
"Reika.." Hviskede jeg tøvende. 
"Nej Raza. Jeg tænkte at hvis du stak af kunne jeg også. Tak siger jeg!" Sagde hun bestemt og jeg lukkede min mund før et stort smil kom frem på mine læber. Pludselig mærkede jeg en arm på min skulder og jeg vidste at det var Reika. Jeg rakte ud efter hende og trak hende ind til mig med den lille Asia i midten. 
Jeg smilede, det var virkelig Reika. Ikke hende den mærkelige fine dame. Det her var Reika, min søster...

 

____

Det var så første kap! :D 
Reika hendes søster er tilbage hva'?! :D 
Og hvem er ham den kutteklædte mundog? :P
Nu må du ikke slå mig med en stegepande eller noget for det sene kapitel vel Lostie? xD
HH DAXIIII! :D 
(ikke rettet igennem, altså kapitlet)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...