Giftet bort {2} ~ Revenge

Efter det store slag mod Ren og hans dæmoner har stilheden og freden lagt sig over Raza og Kawa.
De er nu draget ud for at finde Lorenzo og Jiro.
Men freden varer ikke længe...

36Likes
82Kommentarer
3133Visninger
AA

4. Razas synvinkel - Kaos

Jeg kiggede forvirret på den lille dreng i Kawas arm. Han var nok 10 år eller deromkring. Det så i hvertfald ud til at de kendte hinanden. Jeg smilede da jeg så Kawas glade ansigt over den lille dreng i hendes arme. Jeg betragtede hele scenen med nysgerrighed men så også da Kawas smil stivnede.

Jeg fulgte hendes blik over mod døren og så to voksne, en kvinde og en mand stå i døren med rank ryg.
De mindede mig alt for meget om mine strenge forældre og min barndom.

Pludselig gik det op for mig, det var Kawas familie. Jeg havde i så lang tid ønsket mig at se hendes familie for at finde ud af hvorfor hun virkede så trist første gang jeg så hende. Nu virkede det knap så godt da jeg så hendes far stå med et vredt blik i øjnene og hendes mor med et skuffet og bange blik.
Hendes mor var en lille og spinkel kvinde med langt brunt hår og grønne øjne mens hendes far var stor og kraftig og så meget farlig og uhyggelig ud med de brun-grønne øjne og det sorte hår hvor rødt blandede sig i nuancen.
Jeg kiggede hurtigt væk da hans blik stirrede på mig. Det var som, om at hans øjne sagde at jeg var en dum møgunge der ikke var opdraget ordentligt.

Han mindede mig ikke længere om biblotekaren med det lyse hår og de blå øjne som var min far og den strenge, irriterende men blide mor med det skulderlange brune hår og de smalle brune øjne som havde opdraget mig med hjælp fra min savnede men irriterende Amme med det kulsorte hår og de brune øjne, som havde givet mig lussinger gang på gang ligesom min mor. Dog savnede jeg dem alle og det blev forstærket da jeg havde set min elskede søster som nu ikke længere skulle leve med den forfærdelige mand hun havde fået sig.

Kawa rejste sig op og hendes søde lillebror klamrede sig til hende så han hang og dinglede ned af hendes mave.
Jeg fulgte Kawas skridt med øjnene. Hun gik direkte mod sin far. Jeg kunne ikke se hendes ansigt men på hendes langsomme og tøvende skridt vidste jeg at hun var usikker og bange men de ryk det gav hver gang hun tog et skridt viste også vreden.
Jeg var bange for hvad hun ville gøre overfor de to strenge mennesker der stod og gloede med et vredt blik på hende.
Hun stod snart lige foran dem og bar hendes lillebror ned fra sig og satte ham på gulvet.
"Hvad laver i her?" Handes stemme lød i hele det fuldkommen tomme rum men alligevel kunne jeg hører skræk i den. Jeg vidste Kawa havde savnet sin familie, men hendes følelser var stærke og hun var også vred.
"Vi hører at du har været ude på en lille rejse!" Hendes far spyttede ordene ud og Kawa trådte et skridt tilbage.
"Hvad har du haft gang i?! Kan du ikke for en gang skyld opfører dig ordentligt og være en god hustru?!" Han hvæsede det men kvinden ved siden af afbrød før han sagde mere ved at hviske noget til ham.

Han nikkede og tog fat i Kawas arm. "Vi vil gerne tale med vores datter alene." Sagde han med en fin og myndig stemme til en tjenestepige der med det samme nikkede og viste dem ud af rummet. Jeg gispede bange. Lillebroren stod forstenet tilbage og kiggede efter dem før han vendte sig om og kiggede rundt.
Hans blik landede på mig og han lagde hovedet på skrå og bekendelse fandt hans øjne.
"Det er dig de ledte efter før Rens død." Sagde han forvirret og det løb mig koldt ned af ryggen da han nævnte Ren.
Jeg nikkede stift og drengen nikkede også hvilket kun kunne få mig til at smile lidt før jeg rejste mig op.
Jeg vidste ikke hvad Kawas forældre kunne finde på at gøre mod hende men de så da slet ikke tilfredse ud før.
Jeg rejste mig op og rømmede mig før jeg talte henvendt til Len.
"Jeg smutter ud og for noget friskt luft." Sagde jeg og jeg kunne godt høre at det ville have ført til en lussing fra min mors side af da jeg ikke havde sagt noget i stil med:
"Du må være mig undskyldt Hr. men jeg må forlade middagen." Og kigge undskyldene på ham. Desuden måtte jeg ikke bare gå midt i middagen. Jeg skulle vente til bagefter.

Len nikkede dog bare og jeg gik hen af gulvet med den fine grå kjole som nogle tjenestefolk havde givet mig og de grå højhælede sko.

Jeg gik ned af gangen som jeg have set de gik ned af og de højrystede stemmer afslørede at de var inde i et værelse længere nede af gangen. Jeg gik stille derned og stoppede foran døren. En høj stemme lød derindefra.
"Hvorfor kan du ikke bare være en god husmor og hustru!? Hvad var al den oplæring godt for?!" Det var hendes fars vrede stemme der hvæsede og lidt efter lød en høj lyd af et klask og jeg sprang forskrækket tilbage.
"Din forheksede lille møgunge!" fortsatte han og det løb mig koldt ned af ryggen.
"Jeg har altid vidst at du var en..." Jeg hørte ikke mere for endnu et klask lød og jeg kunne ikke holde det ud mere så jeg åbnede døren til værelset så den gik op med et brag..

 

____

UNDSKYLD for dette skod kapitel som er kommet så sent... Havde bare ikke tiden og inspirationen. Sorry! :(
Men TUSIND TAK for at i læser 16 likes - For filen det er da helt vildt :D
Åhåh.. nu vanker der for alvor bank fra dig Lostie xD (Bange)
HH Adax




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...