Giftet bort {2} ~ Revenge

Efter det store slag mod Ren og hans dæmoner har stilheden og freden lagt sig over Raza og Kawa.
De er nu draget ud for at finde Lorenzo og Jiro.
Men freden varer ikke længe...

36Likes
82Kommentarer
3088Visninger
AA

3. Kawas synsvinkel- Min familie

We are standing here, looking at the little

Jeg tror at mig og Len pludselig var blevet til skygger som bare sad og stirrede på damen, barnet og Raza mens de smilede og talte.

Jeg kiggede over på Len og han kiggede bare forvirret på mig han var lige vågnet og vi sad stadig i vognen og gloede.
"Raza..." vi kiggede over på kvinden der sad med barnet som talte til Raza.
"Skal du ikke præsentere dine venner?" spurgte hun venligt og kiggede over på os. Kønt syn... to fremmede som sidder i en vogn og stirrer, virkeligt kønt syn... hvor var alle mine manere?
Jeg og Len var indforstået da vi kiggede på hinanden og rejste os hurtigt op for at hilse ordentligt.

Vi bukkede høfligt til hende og smilede eller, jeg smilede Len nikkede bare.
"Goddag, mit navn er Len" nikkede Len venligt.
"Hyggeligt at møde dig, jeg er Kawa" smilede jeg og kvinden nikkede anerkendene til os.
"Jeg er Reika, Razas storesøster og dette er min datter Asia" svarede hun og kiggede kærligt ned på barnet i hendes arme.
Babyen rakte ud efter Raza og hun rakte forsigtigt den lille hendes hånd.
Asia legede lidt med den før hun med store brune øjne kiggede op på sin mor igen.

Nu hvor jeg kiggede nærmere kunne jeg godt se at Raza og Reika lignede hinanden. De havde begge brunt hår og gik i violette kjoler. Reika havde bare brune øjne mens Razas var blå.
Raza rejste sig op og kiggede over på mig og Len som stod smilende og forvirret og kiggede på hende. Hun smilede venligt og bukkede til hendes søster.
"Reika, vi er nød til at gå videre nu" sagde hun. Reika nikkede og gav hende at kram før vi steg ud af vognen for at tage den der gik ind til markedet.
"Vi ses igen, det ved jeg" sagde Reika og vinkede efter os

Vi ankom til markedet og jeg steg hurtigt ud. Raza havde kigget fjernt ud af vinduet hele vejen men jeg bebrejdede hende ikke, hun havde mødt sin søster og fundet ud af at hun også havde forladt sin mand, hvilket for os mærkeligt nok var en god nyhed. 
Len hjalp Raza ud og jeg tog hendes arm og begyndte at trække hende afsted hen imod boderne.
Modsat til min hjemby var denne virkelig stor. Vores kjoler flagrede omkring vores ben mens vi gik i højt tempo i mod alle boderne.
Derhjemme var jeg altid blevet opdraget til at gå pænt, sidde stille og ikke tale medmindre andre talte til mig. Men nu, nu kunne jeg bare løbe frit rundt og være glad. Dog var der lige min sandfarvede kjole og høje hæle men det var jo ingenting. Så længe jeg ikke var hjemme.
Mens vi vandrede igennem markedet kom jeg til at tænke på min familie. Raza havde lige set sin søster og de ville sikkert se hinanden igen. Men min familie... de var så strikte. Alt skulle gøres på min fars måde.

Min far Milo, min mor Yu og min lillebror Sho. Han var kun 9 på det tidpunkt jeg havde forladt. Jeg kunne stadig se ham græde og løbe efter hestevognen da jeg blev ført væk.
Vi boede på et lille palæ lige ude for byen som jeg var opvokset i.
Min far som var en streng mand blev skuffet da han ikke fik en dreng først. I generationer havde hans slægts 'mænd' overtaget og ført slægten videre, men nu da han havde fået en pige var det ikke længere muligt.

I mange år oplærte min far mig til at blive en fin dame.
6 år efter kom min bror Sho til verdenen og jeg blev skubbet til siden. Min far havde endelig fået den arving han så inderligt havde ønsket sig. 
Imens han havde travlt med at oplære min bror tog min mor sig af mig. Men som årene gik blev mig og min brors bånd tættere og tættere og han begyndte at forsømme sine studier for at være mere sammen med mig.
Der var det at min far greb ind han lovede mig væk til Len og sendte mig væk, skønt min mor prøvede tale ham fra det skiftede han ikke mening'
Min mor var en venlig og rolig kvinde. Hun talte eller blandede sig ikke medmindre det var nødvendigt.
Hun legede eller trøstede os altid hvis ingen andre havde tid. På dagen hvor jeg forlod var det kun Sho der sagde farvel til mig. Far havde travlt og mor var der bare ikke.

Jeg vågnede op af min dagdrøm da det gav et hårdt ryk i hele min krop. 
Jeg kiggede op for at se Raza stirrer på mig.
"Er du okay? Du ser lidt bleg ud" sagde hun bekymret.
"Jeg har det okay, jeg tænkte bare på min familie" smilede jeg skønt smilet var falsk.
Jeg savnede min bror, jeg savnede min mor og skønt jeg ikke havde troet det var muligt, savnede jeg også min far.

Hun nikkede mistænkeligt og hev mig med hen til en bod hvor de solgte brød og kager.
Vi smilede ved synet og fik Len til at købe et par brød til turen. Vi var på vej mod hans palæ. Vi var også ved at blive godt trætte af at rejse rundt.
                                                                                                      
Vi ankom til Lens palæ tæt på midnat og der løb tjenestefolk rundt for at hjælpe os.
Selvom jeg hele mit liv havde boet i et palæ med tjenestefolk, kunne jeg ikke vænne mig til dem. De hjalp med alt. Der var ikke meget man kunne gøre selv.
Jeg fik en smule kuldegysninger da jeg så den store bygning hæve sig over mig og mørket gjorde det ikke bedre.
Vi kom indenfor og nogle tjenestefolk genkendte mig og bukkede mens jeg smilede venligt tilbage. Vi fik to værelser og jeg lagde mig tilfreds under de bløde silketæpper.

Jeg vågnede næste morgen og fik hurtigt en kjole på og gik ned i køkkenet. Heldigvis vidste jeg hvor det var så jeg fandt hurtigt frem. 
Køkkenfolk stod dernede og var igang da jeg kom gående.

"Madame Kawa!" hilste en køkkenpige glad mens hun smilede.
"Godmorgen, og du kan bare kalde mig Kawa" smilede jeg tilbage.
"Er der noget jeg kan hjælpe med?" spurgte jeg venligt og hun kiggede forvirret på mig.
"Ma-Kawa det kan vi ikke forlange at du skal" svarede hun chokeret. Jeg ved ikke om det var fordi at jeg var tilbage eller om det var fordi jeg havde spurgt om jeg kunne hjælpe med noget.
"Pjat, bare sig hvad jeg kan hjælpe med" smilede jeg og hun nikkede langsomt.
"Okay, kunne de skrælle disse kartofler?" svarede hun og gav mig en spand fyldt med kartofler og en kniv.
Jeg nikkede kort og begyndte.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet der men lige pludselig lød Raza stemme over fra dørkarmen.
"Når, det er her du er" sagde hun friskt.
Jeg smilede over til hende og hun kom over og satte sig for at hjælpe.
Det endte med at Len kom ned for at se hvor vi var og så gik vi alle tre op for at spise. Jeg sendte køkkenpigen et lille smil før jeg fulgte efter dem og hun nikkede stumt tilbage.

Vi sad og spiste i stilhed indtil en tjener kom løbende ind af døren og bukkede sjusket.
"Herre, der står en lille dreng udenfor sammen med sine forældre som gerne vil se Madame Kawa" sagde han, det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg vidste præcis hvem det var. Len rejste et øjenbryn.
"Send dem ind" sagde han koldt, lige i det åbnede døren og en lille dreng med grønne øjne og rød/brunt hår løb hen og omfavnede mig.
"Søster Kawa!" sagde han glad og jeg tabte min gaffel ned på tallerkenen af forskrækkelse.
"Kawa, sikke en opførsel!" hørte jeg en dyb mandestemme sige. En mand med brune grønne øjne og næsten sort men alligevel rødt hår kom til syne og en kvinde med langt brunt hår og grønne øjne viste sig ved hans side.
Mor, far, bror Sho...
-----------------------------------------
Hej alle! Så blev det min tur xD
Jeg ved det, RANDOM kapitel men... der skal lige nogle random nogle ind før man kan gå igang... (Yeah... noget i den stil-.-)
Kawas familie fylder virkelig meget i dette.
Jeg må sige at selvom det var dengang (aner ikke hva' årstal) så er jeg altså imod at skrive fader, moder, broder jeg ved ikke hvorfor men det pisser mig totalt af at læse eller skrive for den sags skyld
Buddy! Jeg kunne have skrevet til den store guldmedalje men... jeg stoppede her... så du må se om du kan skrive videre fra Razas vinkel(Det kan du godt!)
Og.. stegepanden... *holder en pande*
Nårh... ses folkenz!



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...