Giftet bort {2} ~ Revenge

Efter det store slag mod Ren og hans dæmoner har stilheden og freden lagt sig over Raza og Kawa.
De er nu draget ud for at finde Lorenzo og Jiro.
Men freden varer ikke længe...

36Likes
82Kommentarer
3112Visninger
AA

30. Forskelliges Synsvinkler- Historie

Rens synsvinkel:

Det virkede, ånderne trængte ind i hjernerne på dem. Jeg mærkede deres skiftende humør. Den måde Len og Raza råbte af hinanden og Kawa næsten allerede havde givet op. Had og sorg boblede inde i mig. Hun skulle dø. Kawa skulle dø, Raza skulle dø, Len skulle dø... jeg skiftede pludselig mening. nej... De skulle ikke dø, de skulle se deres familier dø. De skulle sidde i cellen og rådne op i sorg. Så ville jeg halshugge Len for næsen af de to hekseunger og nogle uger efter dem. På samme tid. De skulle blive tvunget til at kigge på deres familier og hinanden blive slået ihjel, hængt, halshugget.
Jeg stirrede med onde øjne på dem og mærkede haddet lyne igennem mig. Jeg tog et skridt hen mod dem og smilede ondt til dem men de veg ikke tilbage som jeg havde troet og haddet skød endnu værre op i mig. 

Razas Synsvinkel:
Jeg vidste han ville have os til at vige tilbage så jeg gjorde det ikke. Jeg vidste at han var stærkere end os og at vi skulle se at komme væk. Mig og Kawa kiggede på hinanden og videre over på de to heste der nervøst, men trofast, stod og ventede på os. 


Kawas Synsvinkel
Vi vidste at vi skulle væk herfra, hurtigt. Og Len så ud til også at vide det og som om at vi havde læst hinandens tanker skød vi alle imod dæmonerne og Ren.
Ren så forbavset på os da han ikke havde forventet det og kastede sig hurtigt ned på jorden, imens fortsatte vi alle i høj fart imod hestene.
Raza fik kastet sig op på den ene og begyndte at ride mens mig og Len hurtigt hoppede op på den anden.
"HEKSE!!!" hørte vi Ren brøle men vi hørte ikke efter som vi bare fortsatte afsted.
Vi red ind i skoven imellem alle træerne for, for det første at komme væk og for det andet at finde de andre.
Vi red videre og kiggede rundt og rundt igen bare for at se om Ren nu var fulgt med. Len havde taget fat i tøjlerne skønt han sad bag mig. Som dagen var gået fandt jeg ud af at det var blevet nat og at vi var nødt til at stoppe snart.
Vi red så langt ind i skoven at jeg ikke troede på at det var muligt at komme længere. Vi stoppede da vi fandt en stor sø hvori månelyset skinnede.
Vi fik stoppet og hoppede hurtigt af hestene, tog deres udstyr af og de gik træt og forpustet hen til vandet for at drikke.
Vi satte os ned bag buskene, tavse og kiggede på hinanden. Vi sad sådan et godt stykke tid og lyttede efter Ren og hans dæmoner.

"Raza, Kawa, Len?" lød en svag hvisken og vi frøs. Havde Ren allerede fundet os? Nej! Det var umuligt! Nu skulle vi dø! Jeg kunne mærke paniken brede sig rundt i min krop som jeg forgæves prøvede på at finde ud af hvor stemmen kom fra. 
"Kawa.
.. det er os...er i her...?" hviskede en anden stemme, det var Femi! Jeg slappede af igen og kiggede lidt op fra busken. På grund af månelyset kunne jeg lige skimte de 4 skikkelser der bevægede sig langsomt fremad men da de hørte mine skridt frøs de.
"Femi. vi er her!" hviskede jeg højlydt og jeg kunne hører hende sukke før de kom helt hen til os.
"Er i okay? I sagde at i var lige bag os!"  sagde hun da hun så os. 
"Undskyld men i var nød til at forlade for jeres egen sikkerhed" svarede Len der var kommet op ved siden af os.
"Kawa... du skylder mig en forklaring og jeg syntes det her er et ret godt tidspunkt" Jiros stemme skar sig igennem luften. Han var tydeligt irriteret. 
"Det tror jeg vi alle gør" sagde Raza der sad ved siden af Lorenzo og talte. Vi nikkede alle og satte os til rette bag buskene.

"Jeg stak af fra Ren som i nok ved og endte med at finde Kawa. Sammen flygtede vi videre. Senere fandt vi ud af at vi havde nogle underlige kræfter" begyndte Raza og kiggede videre over på os.
"Jeg stak af fra Len...af visse årsager..." bare at sige det gjorde at jeg følte mig underligt tilpas og Jeg kunne mærke at Len blev en smule anspændt.
"Jeg... blev senere redet fra døden af Raza og vi tog afsted sammen hvor vi mødte bedste og fandt ud af at vi havde nogle kræfter... senere brændte Ren huset ned, bedste og Athena mistede livet" sagde jeg.
"Senere hen fik vi at vide at Ren var blevet konge og vi tog afsted for at besejre ham hvilket vi gjorde og vi troede at han var død..." fortsatte Raza.
"Nu skal vi besejre ham igen og jeg gik over til deres side da jeg var blevet godt træt af Ren" mumlede Len afsluttende.
Jiro og Lorenzos øjne kunne man lige skimte og de var ret store som de sad og kiggede på os. Jeg smilede en smule og kiggede tilbage på de andre for lidt støtte men nej. De sad også bare og kiggede tomt tilbage på os. Da kom jeg i tanker om noget, Ren! Han havde jo fortalt mig om sin barndom... Skulle jeg fortælle det? Eller...?
"...Ren fortalte mig hans historie..." før jeg vidste af det havde jeg allerede sagt det og alles øjne vendtes imod mig.

Lens Synsvinkel
Jeg stirrede chokeret på Kawa, ikke engang jeg havde fået hans historie så det her var helt klart noget nyt.
"Ren... fortalte dig om hans, barndom?" spurgte Ahu en smule alvorligt.
"Ja... m-mens han g-græd" stammede Kawa og kiggede ned i sit skød.
"Stop lige, Ren græd?" spurgte Femi og Raza nikkede som for at give hende ret. Kawa nikkede som svar men beholdte sit blik nede.
"Hvad gjorde du så?" spurgte Lorenzo der havde siddet et stykke tid uden at have sagt noget.
"Ø-Øh... jeg hjalp ham i seng og så gik jeg selv hen for at sove..." mumlede Kawa. Hun hjalp ham i seng? Ren?
"Når, nok tale Kawa! Hvad fortalte han dig?" spurgte Raza en smule ivrigt men alvorligt.
"At hans far kong Royce slog han dagligt, at dronning Ina ikke værdigede ham et blik og hans bror Ryu var den eneste han kunne tale ganske lidt med... Til sidst blev det for meget og han dræbte dem alle tre" svarede Kawa.
"Vi er nødt til at stoppe Ren og det skal være meget snart" sagde Ahu og alles øjne rettes nu i stedet imod ham.
"Du har ret men lad os lige gå tilbage til den hule vi fandt. Der vil Ren ikke kunne finde os" sagde Lorenzo. Jeg kiggede en smule spørgende på ham.
"Vi fandt en hule som vi kan sove i" svarede han og vi nikkede alle før vi forsigtigt rejste os op og listede med Lorenzo forrest imod den.

Jiros Synsvinkel
Vi nåede til hulen som vi havde fundet tidligere, den var ret stor så der havde nok levet en bjørn her før hvilket betød at her var god plads. 
Jeg satte mig et godt stykke inde da der var varmest og så Kawa komme hen imod mig. Kawa...
"Jiro... må jeg tale med dig et øjeblik?" spurgte hun stille og jeg nikkede for at hentyde at hun skulle sætte sig ned.
"Ji..." begyndte hun. Ji var et kælenavn hun havde givet mig da vi var helt små og hun kun brugte hvis der var noget hun skulle plage eller hvis det var vigtigt.
"Ji... jeg kan godt lide dig, men ikke på den måde... mere som en bror..." sagde hun stille og jeg kiggede på hende. Jeg vidste det fra starten hvor jeg havde set hende med General Len men det gjorde ondt at få det lige ud alligevel.
"Jiro... ikke bliv vred! Venligst!" bad hun og hendes grønne øjne lyste med skyldfølelse.
"D-det er fint Kawa... jeg vidste godt at der ikke ville komme til at ske noget" mumlede jeg nok lige så stille som hun talte. Hun lagde sin hånd på min skulder og jeg kunne se hendes tårer der begyndte at løbe ned af hans kinder.
"Hvis intet af det har nogensinde var sket, hvis ikke jeg var rigmandsdatter, hvis Sho var blevet født før mig" smilede hun trist.
"Hvordan tror det ville have været?" fortsatte hun.
"Det tror jeg ville have ændret meget, Kawa... jeg har elsket dig i mange år men jeg kan godt se at dit hjerte tilhører en anden mand" begyndte jeg svarende.
"Så... jeg har det fint med at være en bror figur for dig" afsluttede jeg og prøvede på at lyde opmuntrende.
Kawa smilede en smule gav mig et knus. Et knus præcis ligesom den dag hvor hun forlod mig... Jeg lukkede øjnene og krammede tilbage mens jeg indåndede hendes duft der under den beskidte facade var den duft af roser som der altid havde været der.
"Tak Jiro..." hviskede hun før hun gav slip og gik over til Len der lagde armene omkring hende og tog hende ind til sig.
Jeg smilede for mig selv. Jeg ville ikke være den mand der kunne blive ved Kawas side men jeg kunne blive der som en bror i hendes hjerte.
Sho jeg forstår nu hvorfor du altid så Kawa som en mor... 

------------------------------------------------------------


Hey alle! I skal lige vide at til og med Razas Synsvinkel er skrevet af Daxi men da hun gik totalt i stå og ikke kunne komme på noget bad hun mig om at tage resten af kapitlet.
1000-Tak for at have læst! :D
-Lostie

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...